Klumme
Læsetid: 4 min.

Man skal have noget at sige

Det var ikke kampen mellem ytringsfrihed og censur, men balancen mellem tavshedspligt og offentlig interesse som stod på spil i slaget om bogen 'Jæger - i krig med eliten'
Tavshed.  Thomas Rathsacks bog har selv accepteret sin tavshedspligt, og det centrale spørgsmål er, om der er noget i hans bog, der har berettiget at bryde den.

Tavshed. Thomas Rathsacks bog har selv accepteret sin tavshedspligt, og det centrale spørgsmål er, om der er noget i hans bog, der har berettiget at bryde den.

Mikkel Møller Jørgensen

Indland
26. september 2009

Den intellektuelles fornemste pligt er at tie stille. Med mindre man har noget at sige. Det er den italienske forfatter Umberto Ecos definition på en intellektuel: Den, der kun siger noget, når hun har noget at sige, som ellers ikke ville være blevet sagt. Den intellektuelle bør ifølge Eco underlægge sig selv en vis tavshedspligt.

Noget tilsvarende gælder de mange, der ikke kun intellektuelt burde tie stille, men selv har underskrevet en kontrakt om tavshedspligt. Deres ytringsfrihed er ikke ophævet. Der er faktisk ifølge straffeloven mulighed for at bryde tavshedspligten. Det kræver, at man handler i berettiget varetagelse af åbenbart almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Man kan sige det på den måde, at man kun må sige noget, hvis man har noget at sige, som er vigtigt for det politiske fællesskab eller afgørende for ens eget liv eller andres.

Kampen om den forhenværende jægersoldats Thomas Rathsacks bog Jæger - i krig med eliten ligner i det perspektiv ikke en kamp mellem ytringsfrihed og censur, mellem den gode åbenhed og den onde lukkethed, mellem den frie presse i den gode sags tjeneste og det magtfuldkomne forsvar, som vil undertrykke den oplyste opinion. Men ganske forudsigeligt kom den illusoriske kamp mellem to metafysiske principper til at fylde det meste: Den gode frihed mod den onde undertrykkelse. »Hvis et demokrati skal forblive levende og oplyst,« hed det i Politiken som begrundelse for at udgive bogen som tillæg: »skal alle borgere kunne ytre sig - inklusive soldater - og alle borgere skal kunne orientere sig«. Så var det principielt slået fast: Konsekvensen af det argument må være, at tavshedspligten bliver ophævet og den militære hemmelighed kendt illegitim. Åbenhed er godt og demokratisk, lukkethed er ondt og udemokratisk. »Læs bogen du ikke må læse,« som der stod på forsiden »Forfatteren må stå inde for indholdet, Vi står inde for, at vi i ytringsfrihedens navn har optrykt manuskriptet,« som en chef begrundede beslutningen. Det vigtige er ikke indholdet, det vigtige er, at nogen vil forbyde det, så skal det ud. Her blev så idealistiske faner rullet ud, at man ikke kunne beskæftige sig med så ligegyldige småtterier som, at forfatteren selv havde forpligtet sig på tavshed. For det var jo ikke det onde militærdiktatur, som ville krænke den frie oplyste debat. Forfatteren havde selv indgået en kontrakt om tavshedspligt. Det svarer til, at man først indgår en salgskontrakt om overdragelse af sin bil og derefter påberåber sig den private ejendomsret og kræver sin bil tilbage.

Ophævelse af tavshedpligt

'Demokrati i krig' betyder i den store idealismes tjeneste, at alt skal ud, og intet må være hemmeligt. Det betyder også, at man opfinder en systemkritiker, som ikke findes. Man forsvarer en stemme som en undertrykt dissident, men Jæger-bogen er ikke en systemkritik og forfatteren er ikke dissident. Selv skriver han, at han som ung ville være en del af »denne militære eliteenhed og den mystik, som de ukendte supermænd er omgivet af«. Han bliver selv jæger, fordi han ser billedet af den legendariske jægersoldat Carsten Mørch på forsiden af Ekstra Bladet og læser hans bog Sådan! Nu har han selv begået sådan en bog, hvor han stolt skriver: »tvivlere der ikke vil og kan ofre alt, er der ikke brug for som jægere«. Forsvaret har hævdet, at bogen rummer afsløringer, som kan skade 'rigets sikkerhed' og danske soldater. Det er et argument, som altid kan misbruges til at lukke munden på kritikere. Det kunne bruges til at dække over krænkelser af Genève-konventionen eller andre ulovligheder. Og det kan være svært at tro på, at Forsvaret virkelig ikke er i stand til at beskytte sine soldater bedre, når danske soldaters sikkerhed står på spil. Forsvarets indsats skal i denne sag ikke kun evalueres på, om de har gjort det rigtige undervejs, men også på resultatet. Og resultatet af forsøget på at nedlægge forbud mod bogen er, at den er ude overalt, og at første oplag nu kommer i 25.000 eksemplarer. Er det danske forsvar ikke mere kompetent til at håndtere delikate informationer om rigets sikkerhed?

Konklusionen på fogedrettens kendelse mandag var den opsigtsvækkende, at Forsvaret havde sandsynliggjort, at Rathsack i bogen kommer med afsløringer af forhold, som burde være holdt hemmelige af 'militære og sikkerhedsmæssige årsager', men at afsløringerne var så udbredte, at der ikke var noget at stille op.

Ligegyldig, derfor vigtig

Mange i pressen havde ellers anlagt den betragtning, at det ikke kunne passe. Det blev ganske opsigtsvækkende brugt som et argument for bogens berettigelse, at den netop ikke indeholdt afsløringer overhovedet. Som der stod i Berlingske Tidende: Der var ikke tale om en »kritisk, kulegravende og afslørende bog«, og det drejede sig ikke om afsløringer, hvor et »centralt notat« var forsvundet. Det drejede sig med andre ord om en harmløs bog, og derfor burde Forsvaret ikke søge fogedforbud. Der var således flere fronter mod forbuddet: En som hævdede, at det var en principiel kamp mellem ytringsfrihed og censur. En anden, som hævdede, at bogen ikke kunne være farlig for rigets sikkerhed. Og en tredje, som hævdede, at eftersom bogen var demokratisk ligegyldigt, skulle den endelig udkomme. Men pointen er, at bogen netop kun burde udkomme, hvis den indeholdt afsløringer, som var relevante for offentligheden og ikke for fjendtlige soldater. Det var netop læren af sagen mod Frank Grevil. Han blev ikke idømt fire måneders fængsel, fordi han brød sin tavshedspligt og viderebragte fortrolige oplysninger. Han kom i fængsel, fordi dommeren skønnede, at bruddet på tavshedspligten ikke »skete med henblik på at afdække ulovligheder« og heller ikke i »berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«. Det var i et demokratisk perspektiv ikke, fordi han sagde for meget, at han blev straffet, men fordi han ikke sagde noget af almeninteresse. Og det er akkurat sagen, som hverken handler om ytringsfrihed mod censur eller demokrati mod undertrykkelse: Man kan bryde sin tavshedspligt, hvis man har noget at sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessante overvejelser.

Thomas Rathsacks bog er vel ikke udtryk for intellektuelle overvejelser; den er vel bare en beskrivelse af, hvordan jægersoldater arbejder. Og som sådan skal den nok blive købt af folk, som ellers ikke læser så meget...

Hvis den var intellektuel, denne bog, ville den være fyldt med reflekterende overvejelser, ruelser og anfægtelser over om det er vigtigt at gå i krig, hvordan krige, guerilla-krig og hemmelige operationer bedst føres mm. Som jeg har forstået det er sådanne reflekterende overvejelser der slet ikke ikke i meget lidt betydningsfuldt omfang.

Rune Lykkeberg skriver:
Grevil kom i fængsel, fordi dommeren skønnede, at bruddet på tavshedspligten ikke »skete med henblik på at afdække ulovligheder« og heller ikke i »berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«.

I wikipedia står der:
I de rapporter som Frank Grevil videregav til journalisterne stod der, at der ikke forelå sikre oplysninger om, at Irak havde operative masseødelæggelsesvåben. Da spørgsmålet om eksistensen af masseødelæggelsesvåben og Iraks overholdelse af FNs pålæg om destruktion af masseødelæggelsesvåben havde været et argument for den danske regering til at tilslutte sig den krigsførende koalition mod Irak, gav de lækkede rapporter anledning til en betydelig debat.

Den dommer kom da vist med i Anders Fogh Rasmussens aftenbøn...

- og så vidt jeg husker fokuserede pressen primært på Grevils sindstilstand - og simsalabim var Danmark med i en ulovlig angrebskrig...

Steen Rasmussen

De intelligente har pligt til at tie, når de ikke har noget intelligent at sige! (Det må man gå ud fra, at de selv forstår, hvem skulle ellers?)

Alle vi andre forstår ikke grænsen for, hvornår vi skal tie eller lade være. Til gengæld så får vi heller ikke noget for det, uanset hvad vi siger, eller hvor tit vi gentager os selv.

Det er ikke som hos de ansatte på avisen, der ved at den skal ud hver dag, uanset om der er noget intelligent at skrive eller ej.

Det er godt, at ingen behøver være intelligent for at skrive som ansat på avisen. Det kunne blive avisens økonomiske ruin.

På den anden side kunne vi så se frem til, at en form for kommunikation, der ikke er betinget af kommercielle vilkår, kunne overtage både nyhedsformidlingen og træde i stedet for de kommercielles tvangstanker omkring alt, hvad de kan finde i det offentliges loftsrum, der hvor de kommercielle succeskriterier ikke længere dikterede, hvad der kan skrives eller ej.

www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf

Rune Lykkeberg

"Konklusionen på fogedrettens kendelse mandag var den opsigtsvækkende, at Forsvaret havde sandsynliggjort, at Rathsack i bogen kommer med afsløringer af forhold, som burde være holdt hemmelige af ‘militære og sikkerhedsmæssige årsager’, men at afsløringerne var så udbredte, at der ikke var noget at stille op."

Utroligt heldigt for fogedrettens dommer og den videre karriere i Justitsvæsnet, at en sådan salomonisk dom, der tilgodeså alle parter var mulig.

Imidlertid skal der anderledes juridiske valide begrundelser til, for at dømme nogen i et strafferetsligt forhold.

Og at Forsvarskommandoen selv begynder at afsløre at vi har spioner i Afghanistan, er efter mit skøn noget mere belastende, både for disses sikkerhed, og forholdet til fremmede magter, end Thomas Ratsacks bog, og det nedsætter da i allerhøjeste grad hans strafværdighed, særligt henset til at Forsvarskommandoen har spredt en arabisk "google-oversat" kopi af bogen til pressen - det tyder ikke på noget særligt behov for hemmeligholdelse.

Der må snart være nogle i forsvars toppen der skal på tidlig pension.