Ingen økonomisk støtte, intet tilsyn fra kommunen og ingen kurser.
Sådan ser virkeligheden ud for de slægtninge, der tager familiens udsatte børn i pleje.
Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). »Slægtsplejefamilierne oplever at få meget mindre hjælp til at tage sig af det anbragte barn, selvom de har noget færre ressourcer at gøre godt med end traditionelle plejefamilier,« konkluderer Lajla Knudsen, der er forskningsassistent i Børne- og Familieafsnittet hos SFI og forfatter til den nye undersøgelse, som sammenligner slægtsplejefamilier og traditionelle plejefamiliers forhold.
Undersøgelsen viser, at slægtsplejefamilierne generelt har et lavt uddannelses- og indkomstniveau. Det er ofte enten er søskende eller bedsteforældre, der tager barnet i slægtspleje, og de modtager SU og pension.
Alligevel modtager de ikke økonomisk støtte fra kommunerne, som traditionelle plejefamilier gør.
»Det kan være problematisk, når nu så mange af dem er på overførselsindkomster,« siger Lajla Knudsen og fortsætter:
»Selvom børnene bliver anbragt hos familie, så er det stadig børn, der ikke ligner almindelige børn. De har brug for ekstra støtte.«
Mod intentionerne
Selvom Lajla Knudsen påpeger, at familierne har brug for ekstra støtte, så viser undersøgelsen fra SFI, at slægtsplejefamilierne ikke en gang får den støtte, som loven siger, at de skal have.
Fire ud af ti slægtsplejefamilier har aldrig modtaget tilsynsbesøg fra kommunen, selvom det står i loven, at tilsynet skal ske én gang om året. Det samme gælder for reglen om, at en tilsynsførende skal tale alene med barnet mindst én gang om året.
I 2006 lavede man Anbringelsesreformen som havde dét mål, at flere børn skulle anbringes hos familie eller andet netværk. I dag er der cirka fem procent af de 14-15.000 anbragte børn, der bor hos nære slægtninge.
Bettina Post, der er formand for Socialrådgiverne er skuffet over undersøgelsens resultater.
»Det er ikke i overensstemmelse med intentionerne bag at anbringe børn i nær familie - det var jo ikke meningen, at kommunerne bare skulle spare en masse penge på det. Man beder dem om at løse en samfundsopgave, og det bliver man nødt til at tage alvorligt,« siger hun.
Discounttilbud
Bettina Post påpeger desuden, at slægtsplejefamilierne har brug for støtte til at håndtere følelsesmæssige konflikter, fordi de ofte skal 'slås' med barnets forældre, som de er i familie med.
»De skal have uddannelse i konfliktløsning, og så skal de have honorar efter den model, som traditionelle plejefamilier får, sådan at de får økonomisk tilskud efter, hvor svær en opgave, de skal løse. Det må ikke blive en discountløsning, at anbringe børn hos slægtninge« siger hun.
Jørn Sørensen, der er formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Kulturudvalg afviser, at kommunerne ser slægtsanbringelser som et 'discountsystem'.
»Der er absolut ikke økonomisk tænkning bag, men kommunerne skal overholde loven, så familierne får de tilsyn, de har krav på,« siger han.
Jørn Sørensen tror, at de manglende tilsyn skyldes manglende overblik i kommunerne.
»Det er ikke noget, jeg kan løse, men jeg kan bare opfordre dem til at gøre det.« Han er dog skeptisk over for Bettina Posts forslag om at aflønne slægtsplejefamilier.
»Det bliver underligt, hvis bedsteforældre skal have løn for at passe deres barnebarn, men der skal være et mere fleksibelt økonomisk system, så slægtsplejeforældrene kan få økonomisk støtte, hvis de har brug for det,« siger han.
