De ser alvorlige, ansvarlige og en smule uvante ud, som de toner frem der på hjemmesiden, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. De fortæller danskerne om deres nye fælles skatteudspil, som bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag.
»Tak fordi du kiggede ind. Her kan du få klar besked om vores økonomiske politik,« siger Helle og giver pænt ordet til sin nye politiske forbundsfælle, Villy:
»Vi kalder det Fair forandring, for vi vil forandre Danmark, og vi er villige til at prioritere,« siger Villy og giver ordet tilbage til Helle. Sådan bliver de ved.
For første gang nogensinde har to partier lavet en fælles hjemmeside for at markere deres samlede strategi.
Men det er ikke det eneste nye. Da Helle Thorning-Schmidt i 2005 blev valgt som formand for partiet, holdt hun en tale ved partiets ekstraordinære kongres, hvor hun lovede det modsatte:
»Vi må ikke isolere os selv med SF og Enhedslisten,« lød den klare melding dengang fra Thorning-Schmidt.
Men nu har piben fået en anden lyd. Da Socialdemokraterne og SF lancerede deres fælles skatteudspil, skubbede de samtidig de radikale ud i kulden. Og det var definitivt. Deres skatteudspil var et regeringsgrundlag, og der ville ikke blive flyttet et komma, lød det fra Helle og Villy, som godt vidste, at de radikale ikke kunne tilslutte sig udspillet.
De radikale er dermed ikke længere Socialdemokraternes favorit som regeringspartner, som ved valget for knap to år siden.
En ny S-strategi har set dagens lys - endnu én - for der har været mange, fastslår lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen:
»Socialdemokraterne skifter hele tiden taktik. De er blevet for synligt kyniske og beregnende. Det er ikke særlig troværdigt,« siger han.
S-projekt efterlyses på fjerde år
Da Socialdemokraterne og SF fremlagde deres skatteudspil, åbnede Helle Thorning-Schmidt op for et samarbejde med Dansk Folkeparti. Men partiet smækkede døren lige tilbage i hovedet på S-formanden - de radikale krævede et dementi. I går afskar Helle Thorning-Schmidt så igen DF og fremhævede de radikale og Enhedslisten som støttepartier i en ny S-ledet regering, hvor partierne vil få indflydelse på bl.a. skatteområdet. Alligevel lyder det på partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, ikke, som om de radikale får noget at skulle have sagt:
»Vi har tænkt os at stå fast på vores valgløfter, og hvis konsekvensen er et nyvalg, så er det sådan, det bliver. Vi ændrer ikke vores skattepolitik,« sagde han til Politiken i går, hvor S-kongressen begyndte.
Selv om det er over fire år siden, Helle Thorning-Schmidt blev valgt som socialdemokraternes formand, kan det være svært at få øje på det socialdemokratiske projekt. I det gamle klassesamfund, hvor Socialdemokratiet var et arbejderparti, herskede der ikke nogen tvivl om, hvem partiet appellerede til. Men i dag er de gamle samfundsstrukturer brudt op, og arbejderne er ikke længere nogen stor vælgergruppe. De forskellige partier navigerer bevidst mod de samme vælgergrupper. Det velfærdsprojekt, socialdemokraterne mere eller mindre havde monopol på, er nu allemandseje og dermed også en del af de borgerliges politik. Socialdemokraterne anno 2009 har ikke fundet noget alternativ. Det socialdemokratiske projekt eksisterer ikke, pointerer Johannes Andersen.
»Socialdemokraterne har ikke fundet den nøgle, der kan give den røde blok forspring. Det er svært at forstå, for banen er kridtet op til et regeringsskifte. Regeringen har siddet længe og er sårbar, men socialdemokraterne har ikke fundet dens svage punkter.«
Et politisk parti er netop kendetegnet ved, at en række mennesker har tilsluttet sig den samme ideologi og har de samme grundholdninger, som de dyrker om og om igen for at påvirke den politiske udvikling. Men for mange kommentatorer - og vælgere - lader det til, at den socialdemokratiske lejr har svært ved at finde ud af, hvilket ben den skal stå på, når den så ofte skifter standpunkt.
Valget af alliancepartnere er et eksempel, hvor Helle Thorning først advarede mod, at partiet isolerede sig med SF; lavede udspillet 'God regeringsførelse' med de radikale i 2007, som indebar ni principper, der skulle gælde for en SR-regering - og nu i 2009 laver et historisk skatteudspil med SF, der skal gælde en S-SF-regering, og som ekskluderer de radikale fra at være med.
'Et ekstremt taktisk parti'
Johannes Andersen mener, at partiet er præget af usikkerhed og mangel på selvtillid.
»Der er tale om en slingrekurs,« siger han og anbefaler, at Socialdemokraterne går i tænkeboks for at finde ud af, hvad det er, der er det socialdemokratiske projekt.
Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen er enig i, at det længe har set sort ud fra Socialdemokraterne. Problemet er ifølge ham, at partiet slet ikke har haft nogen strategier - men blot en masse forskellige taktikker. Da Poul Nyrup tabte valget til Anders Fogh Rasmussen i 2001, fik vælgerne skylden for det overraskende nederlag. Socialdemokraterne har siden hen valgt at gøre som Fogh. Der har været for meget kopipolitik, især på udlændinge- og skatteområdet, og det er uklogt, påpeger Kristiansen, der kalder Socialdemokraterne »et ekstremt taktisk parti.«
»Helle Thorning og Henrik Sass laver nogle taktikker i ledelsen, som ser smarte ud, men som ingen gider at kæmpe for. De demotiverer hele deres organisation, - ingen synes jo, det er sjovt at kæmpe for Foghs politik.«
Noget tyder på, at den tidligere spindoktor har ret. I hvert fald har flere markante politikere forladt den socialdemokratiske folketingsgruppe, bl.a. Pia Gjellerup, Nikolaj Wammen, Frank Jensen, Lotte Bundsgaard, Anne-Marie Meldgaard og snart Thomas Adelskov.
»Den enorme sivning fortæller, at man sagtens kan være borgmester i landets større kommuner, men ikke holde ud til at sidde i den socialdemokratiske folketingsgruppe,« siger Kristiansen med henvisning til Århus-borgmester Nikolaj Wammen og spidskandidat til overborgmesterposten i København Frank Jensen. Ligeledes er Thomas Adelskov borgmesterkandidat i Odsherred Kommune.
Også Kristiansen påpeger, at der er kommet »en høj grad af kynisme« i partiet, som netop hænger sammen med de mange taktikker. Sidste skud på stammen, valget af SF som alliancepartner, begynder dog at »ligne noget«, fordi partiet nu opstiller et mere synligt alternativ til regeringen. Men samarbejdet skal være holdbart, hvis det skal give pote - og det varer nok længe, før der kommer fremgang. I hvert fald er det SF, der i meningsmålingerne trækker mandater hjem: S står til cirka 23 procent, svarende til 42 mandater, mens SF henter 36 mandater hjem.
»Socialdemokraterne mangler stadig at finde ud af, hvad deres projekt er,« siger Michael Kristiansen.
Skatteloft - skattestop - skat op
Et andet afgørende område, hvor socialdemokraterne har skiftet standpunkt er, som nævnt, fordelingspolitikken. Kort før Helle Thorning blev formand i april 2005, fremlagde partiet med daværende formand, Mogens Lykketoft, skatteudspillet 'Made in Denmark'. Her forsøgte socialdemokraterne at udskifte regeringens populære skattestop med et såkaldt skatteloft. Men kun et år senere - da Helle Thorning havde været formand i godt 10 måneder - valgte partiet at acceptere VK-regeringens skattestop dog med »tre forbedringer,« som partiet kaldte det. I valgkampen i november 2007 ryddede S al tvivl af banen og tilsluttede sig skattestoppet fuldt ud. Så sent som i april 2008 skriver Helle Thorning sågar i en kronik i Politiken, som led i endnu et nyt udspil, 'For enden af den tredje vej':
»Det er urimeligt og virkningsløst at hæve skattetrykket yderligere.«
Men året efter, i august i år, er det tilsyneladende hverken urimeligt eller virkningsløst længere. I hvert fald fremlægger S og SF et nyt skatteudspil, der både indfører en millionærskat og hæver selskabsskatten. Og vælgerne kan oven i købet være helt sikker på, at udspillet gennemføres, hvis S og SF danner regering:
»Det vi lægger frem i dag, bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er en ny regerings skattepolitik - hverken mere eller mindre,« sagde Helle Thorning-Schmidt, da forslaget blev fremlagt.
Dermed har Socialdemokraternes leder lavet en kontrakt med vælgerne. Noget, netop hun ellers har været yderst kritisk over for. Ved kongressen i 2005 var kritikken mod regeringens kontraktpolitik skånselsløs:
»Regeringen er handlingslammet. Fordi den er i lommen på Dansk Folkeparti. Fordi den ikke tør tage ansvar for noget som helst. Fordi den fører kortsigtet kontraktpolitik.«
Helle Thorning gav dengang liberalismen skylden for Venstres lyst til kontrakter: »For liberalister er kontrakten - den forpligtende aftale på et frit marked - jo den reneste og smukkeste form for relation mellem menne-sker,« sagde hun og forklarede, at det for Socialdemokrater handlede om solidaritet. Om tillid:
»Som socialdemokrater vil vi ikke basere vores forhold til befolkningen på en kontrakt, men på et nyt gensidigt tillidsforhold.«
Men i 2009 har hun og Villy lagt hovedet på den røde blok og lovet vælgerne, hvordan tingene kommer til at se ud, hvis de får regeringsmagten efter næste valg.
Udelukkelse en fatal fejl
Mange mener, det er forkert at holde de radikale uden for skatteudspillet. Kommentator og politisk redaktør på Politiken Peter Mogensen, der »over hovedet ikke mener, det er normalt at skifte strategi, som S har gjort det«, kalder udelukkelsen af de radikale »en fatal fejl.«
»Helle Thorning dummede sig grundlæggende og overgik de parlamentariske realiteter,« siger han og hentyder til, at S og SF ikke selv kommer op på de 90 mandater, det kræver at flytte ind i regeringskontorerne. Med den kolde skulder til de radikale får Helle Thorning sandsynligvis endnu sværere ved at leve op til et af mange løfter på 2005-kongressen:
»For at sikre os et regeringsskifte, skal vi følge en politisk strategi, hvor vi arbejder Venstre og Konservative ud af regeringskontorerne.«
Hvis Helle Thorning-Schmidt er »klog og statsmand«, bør hun på weekendens kongres i Aalborg indbyde de radikale til debat om skat og udlændinge, lyder rådet fra Peter Mogensen:
»Det er en pille, der skal sluges, men det kan hun godt, ellers ender det med den klassiske totalsplittelse.«
Peter Goll, der er tidligere rådgiver i SF, ser det nye S-SF-samarbejde som det eneste valg, Socialdemokraterne havde. Samtidig har Anders Fogh forladt dansk politik, og det giver mere rum til at Socialdemokraterne nu kan definere sig selv.
»Men Helle Thorning holder ikke til endnu et strategiskifte. Hvis de pludselig vil noget andet nu, så virker det helt utroværdigt,« pointerer Peter Goll.
Tidligere partisekretær hos Socialdemokraterne, Jens Christiansen, forstår godt, hvorfor Helle Thorning og Henrik Sass har valgt at bryde partiets ellers hellige alliance med de radikale. Alternativet ville være at fortsætte den slingrekurs, som gjorde de tabte valget i 2001, 2005 og 2007, mener han. So-cialdemokraterne og SF har taget ved lære af Fogh, der var mester i at tilpasse sig det politiske landskab. S-SF-ledelserne er begyndt at opfatte politik på en moderne måde, mener Jens Christiansen. Han roser deres nye hjemmeside, og fremhæver hvor vigtig en samlet opposition er:
»Hvis man vil vinde magten, overskygger signalet om en samlet opposition alt andet.«
Men det er netop problemet - oppositionen er ikke samlet. Partiets kommunalordfører Rasmus Prehn mener, at en fremtidig regering bør rumme plads til de radikale:
»Selv om S og SF nok er nødt til at være fast i kødet, bør alliancen udbygges til de radikale. Og det ville da være rigtig udmærket, hvis man også italesatte samarbejdsvilje over for radikale,« siger han.
Kritikken preller af på den politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, der i manges øjne anses som partiets chefstrateg. Han mener, selv samme kommentatorer, der nu kritiserer partiet for slingrekurs, netop har efterlyst nye udspil fra S og kritiseret dem for ikke at forny sig nok.
»Det er simpelthen for billigt at komme med den slags analyser,« lyder genmælet fra Sass Larsen, som fremhæver, at Socialdemokraterne hele tiden forsøger at forny sig i forhold til samfundsudviklingen.
Én socialdemokrat ville måske have været stolt af sit parti i dag - statsminister Jens Otto Krag, der efter at være tvunget til at samarbejde med SF i 1966 for at beholde regeringsmagten sagde: »Man har et standpunkt, til man tager et nyt.«
Forskellen er, ifølge Johannes Andersen og Michael Kristiansen, bare den, at partiet i dag er blevet kynisk.
Har S ændret standpunkt/taktik mere end regeringen?
Er det ikke et problem for det danske samfund, at vi har fået nogle kyniske og beregnende politikker der mere tænker på egen mangt end på Danmarks fremtid.
De 2 eneste partier - de radikale og Enhedslisten - der heller vil se og tale om Danmarks fremtid og ikke ønsker at ændre deres holdninger efter meningsmålingerne bliver straffet af vælgerne.
Et eksempel til sammenligning for Venstres skattepolitik:
I 2001 gik Fogh Rasmussen til valg på et skattestop, hvor hverken skatter eller afgifter måtte stige i kroner og øre eller i procent.
I 2005 kom Jelved og Lykketoft med deres Skatteloft, hvor en skat eller afgift godt måtte ændres hvis en anden skat eller afgift blev ændre modsat. Dette skatteloft gjorde Fogh Rasmussen megen nar af og mente nærmest at det var den lige vej til skattestigninger.
Men Fogh Rasmussen har i stilhed selv overtaget Jelveds og Lykketofts Skatteloft og skæller nu S ud for ikke at ville over holde Fogh Rasmussens tåbelige statiske Skatteloft. Mærkeligt at regeringen har fået held med denne manøvre uden at medierne faldt over Fogh Rasmussen.
Tilslut kan lige nævnes Fogh Rasmussens nedsabling af oppositionens forslag om en Skattekommission før valget i 2007 for så ca. 1 måned efter valget så selv at nedsætte en skattekommission . Bare et par eksempler på Venstres slingerkurs .
Er det ikke mere befolkningen i så fald der er blevet beregnende...og politikerne ryggesløse
Thorning kunne ikke med Jelved, hun kan ikke med Vestager, og heller ikke med Pia (selvom jeg er mindre bedrøvet over sidstnævnte).
Man aner et mønster.
Der er nok meget taktik i det, men den økonomiske krise gør det vel rimeligt at revurdere visse ting - først og fremmest skattepolitikken?
Man skulle have holdt sig fra "Den tredje vej", det har ikke f'ørt noget godt med sig, og er formodentlig af "liberalistisk 5. kolonne-muldvarpe" fo at udvande det socialistiske element i den internationale socialdemokratiske bevægelse. At tro man ikke er underkastet den benhårde kapitalistiske magtudøvelse bare fordi man har fået eget hus, bil sommehus er en illusion. Man er stadig arbejder, og kan fyres når det passer arbejdsgiveren (især i DK). Når man har lån, prioriteter og pantebreve er man jo i virkeligheden underkastet både banken, kreditforeningen og ikke mindst arbejdsKØBEREN. Der gives s'gu ikke noget væk her!
Det er slaveri i gyldne lænker! "I owe my soul to the company store" (Fra 16 tons af Tennessee Erine Ford"
Hvor Fanden blev friheden af?
Ernie Ford, hedder han
Forstår ikke socialdemokraterne. Hvordan i himlens navn kan det være svært at holde en kurs og fremvise ens standpunkter og en fast idé.
Det har været pinligt at se på deres bæven, hvor de ikke rigtig vil give sig til kende til noget som helst.
Og kunne man tro at deres frastødelse af de radikale kunne være en opfordring til de radikale, så de kan definere en politik der kan tiltrække den sidste del af vælgerne.
Per Thomsen
"hvor personer der tidligere befandt sig på den yderste venstrefløj i dag befinder sig på den yderste højrefløj"
... hvor de labber den fløde der bliver stillet frem til dem...
"Karen Jespersen, Erik Meier Carlsen, Søren Espersen, Ralf Pittelkow er jo blot nogle få eksempler ud af mange".... R.I.P.
»Hvis man vil vinde magten, overskygger signalet om en samlet opposition alt andet.«
Lige præcis. Om den så vitterligt er samlet eller ikke, det må være op til de beregnelige og kyniske vælgere:)
Overstående præmis bygger selvfølgelig på om, hvorvidt dette ultimative ægteskab mellem S og SF viser sig at være godt skridt rent taktisk.
Man har fra oppositionens side af valgt at gøre valgkampen til et mere simpelt og øjensynligt projekt. Og dermed stopper de interne stridigheder på venstrefløjen, som tidligere har været så ødelæggende. Og man må jo mene, at have givet danskerne et alternativ i form af det så omtalte ægteskab.
Sat på spidsen: Nu har vi så en valgkamp, hvor teamet Helle/Villy skal op imod Lars/Lene. Og så står de to fløjes støttepartier - henholdsvis De Radikal og Enhedslisten og Dansk Folkeparti på den anden side så til nødvendighedens nødhjælp(Liberal Alliance kommer måske i spil, hvem ved)
Jan Madsens indlæg ovenfor fik mig til at nærlæse Aukens politske testamente (kan læses i Politiken)
Her taler han både om almuesindet, som er på vej tilbage og ikke mindst (i anden del) om 'politik som tilskuersport'.
"Hvis folk betragter politik som en sportsturnering, hvor først det ene hold og så det andet hold vinder, og hvor man vælger og fravælger sine hold som borger, så ender demokratiet som en stor tilskuersport, hvor alt initiativ er overladt til nogle få politikere og deres store stabe af spindoktorer."
( kilde:
http://politiken.dk/debat/kroniker/article796674.ece )
1.del hvor han taler om almuesindet kan læses her:
http://politiken.dk/debat/kroniker/article796332.ece
Karsten Aaen
"Hvis folk betragter politik som en sportsturnering, hvor først det ene hold og så det andet hold vinder, og hvor man vælger og fravælger sine hold som borger, så ender demokratiet som en stor tilskuersport, hvor alt initiativ er overladt til nogle få politikere og deres store stabe af spindoktorer.”
Jeg vil for en sikkerhedsskyld påpege at jeg er meget enig. Og at det er en uheldig udvikling.
Tillad mig at citere Holger K. Nielsen i den sammenhæng
"Efter min mening er der tale om en degenerering, hvor demokratiet i sidste ende tømmes for indhold"
Svend Auken er savnet og dagens politik viser det som en salomonisk sandhed. Innovative politikere og idealister skal man desuden lede længe efter.
Hej Jan :)
Ja, Svend Auken og Poul Nyrop, Lykketoft og Ritt er nogle af de mennesker, der har skabt det her samfund, bygget på at netop de selv kom fra småkårsliv, hvor de hele livet igennem kæmpede med at komme fri af det almuesind som Venstre helst så genindført igen, hvor de arbejdsløse mv. bare skal bøje nakken, acceptere deres skæbne og indse, at de intet kan gøre ved noget som helst.
Aukens visioner for Danmark er levende...endnu da.
Nyrop Classic hedder det i en anden af dagens artikler og omtaler på Informations webside, hvor Poul Nyrop tordner imod hedgefunds (kapitalfonde) og taler for, at almindelige mennesker ikke skal betale for finanskrisen, mens at de som har lavet rodet, også betaler or den, altså bl.a. hedgefunds.
En anden pointe Auken har er at man altid skal forhandle ud fra ens egen position, ud fra sine idealer og styrker. Det synes mig som Social-demokratiets nuværende ledese totalt har glemt dette, alene forhippet på at få magten synes de
at være.
Måske ville de have godt af tænke lidt over det spørgsmål som Svend Auken fik af en folke-tingsbetjent i 1971, da han gik ind af porten:
'Hvad vil du her?'
"Hvad vil du her?’"
Det er faktisk et ualmindelig relevant og måske også et lidt frækt spørgsmål. Man burde måske indføre en praksis, hvor nye folketingsmedlemmer fik smidt selvsamme spørgsmål i hovedet:)
Jeg kan ikke lade være med at synes at Socialdemokraterne har tabt deres sjæl og ikke mindst deres menneskelige empati. Og det kan man så kalde pladderhumanisme og lign. Men det er den følelse, jeg sidder med i kroppen.
Partitoppen hos Socialdemokraterne bryder jeg mig ikke særligt meget om. Og jeg kan desværre ikke personligt komme på nogen opkommende socialdemokrater, som viser det røde og mere menneskelige flag igen, det kan du måske heller ikke Hr. Karsten Aaen?
Jan Madsen, Morten Bødskov gør faktisk.
Peter Hansen, han er faktisk også den eneste, som jeg havde i mine tanker.
Burde have nævnt ham.
Anne Vang kunne være et anden bud, kender hende dog ikke så godt.
Men af, hvad jeg har set i nogle debatter, så virker hun lovende. Men det gjorde Mette Frederiksen også og hun har skuffet nogle gange siden.
Jan Madsen:
."Men det gjorde Mette Frederiksen også og hun har skuffet nogle gange siden."
Ja, det tør svagt antydes...
Jan Madsen:
."Partitoppen hos Socialdemokraterne bryder jeg mig ikke særligt meget om. Og jeg kan desværre ikke personligt komme på nogen opkommende socialdemokrater, som viser det røde og mere menneskelige flag igen, det kan du måske heller ikke Hr. Karsten Aaen?"
Nu skal man være lidt forsigtig med at rose socialdemokrater, for de har det jo med hurtigt at gøre rosen til skamme, men indtil videre vil jeg mene at Orla Hav er et godt bud på en anstændig socialdemokrat.
Orla Hav var eksempelvis sammen med Svend Auken en af de få fra partitoppen, der direkte og eksplicit støttede de irakiske asylanasøgere fra Brorsons Kirke.
Per Thomsen
http://www.dr.dk/Regioner/Nord/Nyheder/Nordjylland/2009/09/05/112011.htm
Ganske sandt(som overstående artikel siger meget godt egentlig)
Det dog stadig en tydelig mangelvare på de Socialdemokratiske hylder, Og derfor skal du ikke være bekymret for din øjeblikkelige empati, hvad angår Socialdemokraterne
Orla Hav er et meget megte og dybt sympatisk menneske, som jeg kender lidt til, da han i mange år var amtsborgmester i Nordjylland - det Nordjylland, der var dengang jeg studerede i Aalborg for så mange år siden. Orla Hav er i hvert fald en socialdemokrat af den gamle skole, med menneskeligheden og visionerne i behold; Helle Thorning, Morten Sass Larsen, Mette Frederiksen og andre top-socialdemokrater er mere interesseret i at komme i regering end i at besvare det meget vedkommende spørgsmål:
"Hvad vil du her?"
Hvad med Pernille rosenkrantz-theil? Bortset fra noget modstand mod den øvrige parti-top under Brorson/irakerne forløbet.
Hendes udgangspunkt var jo at få S til at dreje imod venstre. Og hun har selvfølgelig arbejdet mod meget, meget hårde odds.
Bortset fra noget modstand mod den øvrige parti-top under Brorson/irakerne forløbet...... så har hun ikke været særlig i øjefaldende.
Pernillefår ikke lov at komme til fadet, før hun har vist at hun kan trække stemmer ... det er jo desværre den eneste merit der betyder noget i partipolitik idag ;-/
Sven Karlsen:
"det er jo desværre den eneste merit der betyder noget i partipolitik idag"
Du glemmer vist evnen til at udvise absolut loyalitet overfor den til enhver tid siddende politiske ledelse?
Hvis man ikke har afskrevet sig tankefrihed, selvbestemmelse og integritet, kommer man ingen vegne i en polisk organisation.
Ikke skudt helt ved side af!
John 249.
Kære Heinrich R. Jørgensen,
Du glemmer vist evnen til at udvise absolut loyalitet overfor den til enhver tid siddende politiske ledelse?
... og det må jeg give dig ret i, - selv ikke formanden kan vide sig sikker overfor den indre magtklike i en partiledelse, hvilket vi jo desværre så meget tydeligt dengang vi mistede Svend Auken og istedet blev belemret med Poul Nyrup.
Sven Karlsen:
"dengang vi mistede Svend Auken og istedet blev belemret med Poul Nyrup"
Svend Auken havde mange fremragende kvaliteter, men han var ikke god som administrator, brutalt magtmenneske eller at beskytte sig mod at blive dolket i ryggen.
Jeg tillader mig lige lidt genbrug fra en anden tråd, hvor Inger Sundvald en passant lufter ideen om Mette Frederiksen ikke ville være en bedre leder af S end Helle Thorning-Schmidt. Da min replik alligevel ikke havde nogen interesse (eller relevans) i den oprindelige sammenhænd ;-)
--- genbrug begynd ---
Mette Frederiksen ville være en bedre leder af partiet, og ville næppe begå helt så mange elementære strategiske fejl, som Helle Thorning-Schmidt gør. Mette Frederiksen evner både visionær såvel som strategisk tænkning, og det savner partiet i beskæmmende grad.
Hvilken af de to damer, der har de sygeste holdninger om kontrolsamfund, umyndiggørelse af borgerne og andet, kan så diskuteres. Men som hypotetisk leder af partiet, er Mette Frederiksen så afgjort bedre egnet.
Hvis S ikke per automatik gjorde partiets formand til statsminister, men siden valgte den bedst egnede til jobbet til den tid, gjorde de sig sikkert en meget stor tjeneste. De kvaliteter en person skal have for at føre et parti til regeringsmagten, er nogle ganske andre end de en statsminister bør have.
--- genbrug slut ---
Tilsvarende logik kunne have gjort sig gældende vedr. Svend Auken. En opdeling mellem partiets leder, og hvem der kunne tænkes at være statsministerpotentiale.
Kære Heinrich R. Jørgensen,
vi er vel ret enige, - især mht. dit sidste afsnit om opdeling af topmagten - men det fører nu ikke til at jeg tilgiver hverken Poul Nyrup, Mogens Lykketoft eller nogle af de andre slagtere.
Og så¨vil jeg godt lige minde om Anker Jørgensen. Skulle han have kæmpet sig frem til sin position ved egen kraft, så var han nok aldrig blevet statsminister.
Og alligevel er det ikke min oplevelse, at han gjorde et hverken værre eller bedre arbejde, end de efterfølgende magtdyr på posten.
Så i den sidste ende: jeg forstår og accepterer rationalet for at rette Svend for Nyrup, men det dæmper ikke min foragt for den svaghed som de ansvarlige udviste ved at gøre det.
PS: min dom over Anker ("hverken værre eller bedre") er kørt gennem meget hård objektivitetscensur, for personligt sætter jeg ham meget højt, og at udpege ham som efterfølger anser jeg for at være J.O.Kraghs størtse velgerning.
Også her, er vi meget enige, Sven.
Nu har jeg aldrig haft aktier i Socialdemokratiet, og har derfor aldrig tager kuppet mod Auken som en personlig fornærmelse.
Jeg må dog tilstå, at mit indtryk af PNR efter han ophørte som statsmedister, generelt har været positivt. Bl.a. hans oplysningsvirksomhed om/mod kapitalfonde...
Hvis S skulle opstille en kompetent og troværdig statsministerkandidat, burde de i min optik erkende begrænsningerne blandt egne rækker, og pege på Villy Søvndahl. Han har sandsynligvis alle de evner, der skal til... Og som politisk leder af egen butik burde de også se sig om efter en egnet person, der er klar i mælet og har fokus på at få partiet gjort - og positioneret som - regedueligt
Kære Heinrich R. Jørgensen,
hvor mange gamle politikere har vi ikke set prøve at købe aflad for deres ugerninger efter atde har forladt tinget ... du nævner PNR, jeg tilføjer Uffe, for at afbalancere fløjene ;-)
PS: regedueligt ... fedt udtryk, men hvad betyder det, og hvor har du det fra ?
;-)
Sven Karlsen:
"regedueligt"
Jeg mente "regeringsdueligt". :-)
Beklager denne og alle de andre fejl. Det er meget sjusket, og ærgrer også mig selv (når jeg får øje på det) grænseløst.
Kære Heinrich R. Jørgensen,
alt opklaret, og ingen undskyldning nødvendigt, - jeg sýnes tværtimod at begrebet bør ophøjes til politisk slang (det lyder jo i retning af "regederligt", i.e. absolut og eftertrykkeligt) - smukt!
Dorte Sørensen har ret: Man har et standpunkt til man har læst meningsmålingerne, med mindre man er Enhedslisten eller De Radikale - hvilket giver mig lyst til at stemme på dem, alene derfor. Hvis socialdemokraterne vil have min stemme, så giv mig noget jeg ikke kan få andre steder i en mere strømlinet udgave. Der er helt sikkert et marked for politik, nu venter vi bare på reklamerne.