Nyhed
Læsetid: 16 min.

Uddrag af 'Jæger'

Militæret tager nu juridiske skridt for at bremse en bog om jægersoldaters mørklagte missioner i blandt andet Afghanistan. Vi bringer her et uddrag af Thomas Rathsacks bog 'Jæger'
Militæret tager nu juridiske skridt for at  bremse en bog om jægersoldaters mørklagte missioner i blandt andet Afghanistan. Vi bringer her et uddrag af Thomas Rathsacks bog 'Jæger'
Indland
14. september 2009

Kapitel 14: Under Cover

Jeg ligner ikke en afghaner og kommer aldrig til det. Min kraftige bygning, mit brede kæbeparti og skandinaviske ansigtstræk synes

langt fra det typiske smalle afghanske ansigt med den lange buede næse. Men mit nu kraftige fuldskæg og mine øjenbryn er farvet næsten sorte, og mit ansigt og mine hænder er smurt ind i brun hudcreme. På hovedet bærer jeg den traditionelle afghanske turban, en lungee, og på kroppen et sæt af det lige så traditionelle salwar kameez bestående af en kakifarvet, løsthængende kjortel med tilhørende posede bukser.

Under kjortelen bærer jeg en skudsikker vest, et bælte med en 9 mm USP pistol, to ekstra magasiner, en Gerber stikkniv, en radio, der er forbundet til min diskrete, hudfarvede og formstøbte øresnegl. Det eneste umiddelbart synlige, der afslører at jeg er soldat, er mine Lowa ørkenstøvler. Men går noget galt, skal jeg kunne stå fast.

Efter nogle år væk er jeg tilbage i Afghanistan, som ikke vil slippe taget i mig. Jeg befinder mig sammen med fem andre jægersoldater fra min patrulje i en af de større byer i den centrale del af landet i en mere anonym og ydmyg rolle end nogensinde. Vores operation er tophemmelig. Vi skal operere under cover blandt lokalbefolkningen.

Ingen uniform. Ingen synlige våben. Ingen militærkøretøjer.

Med i bilen på denne tur er min gamle jægermakker fra de afghanske bjerge, Mikkel, der naturligvis er forklædt ligesom jeg. Trods vores forklædning vil vi i dagslys straks blive afsløret. Men vi arbejder kun om natten, når byen sover. Allieret med den svage gadebelysning og snavsede bilruder satser vi på at forblive uopdagede i den gamle, udslidte Toyota. Rundt om i bilens kabine har vi hængt farverige lokale gadgets, og flere måneders mangel på vask får den til at falde perfekt ind i gadebilledet.

Bilens faldefærdige ydre dækker dog over en mekanisk tiptop stand. Motor, gearkasse, støddæmpere, bremser og dæk er mere eller mindre nyt, og vi har pumpet væske i dækkene, så bilen kan fortsætte i op til 20 kilometer, hvis vi kører over glas, partisansøm eller bare punkterer ved et uheld.

Vores under cover-status gør, at vi kun i ekstremt pressede situationer vil anvende våben og kæmpe. Men skulle det værst tænkelige ske, kan vi på trods af vores spinkle setup godt slå fra os.

Vores C8 karabiner – i CQB-versioner (Close Quarter Battle) med kort pibe – ligger klar mellem forsæderne skjult af et mørkt tørklæde. Mellem sæderne har jeg en ekstra pistol, en såkaldt third gun, klar i et hylster. I siden af døren, diskret bag et stofklæde, sidder seks magasiner klar med hver 28 patroner. Og under sædet ligger et antal håndgranater og røggranater. Desuden har Mikkel og jeg hver sin snatchpack under sædet, hvori vi har ekstra ammunition, natbriller, en satellittelefon, batterier, 500 dollars, vand og en nødration. Skulle vi være nødsaget til at forlade bilen i al hast, er det livsvigtigt, at vi får den med.

Vi udfører vores operation med en informationsindhenter fra vores samarbejdspartner. En hemmelig agent, der i dette tilfælde er en fyr i midten af trediverne, med dæknavnet Eric. Det er hans opgave at indhente informationer, som beslutningstagere på regeringsniveau i den vestlige militærkoalition skal bruge. Informationer af denne karakter er yderst følsomme, og det er oftest betydningsfulde personer, som ligger inde med dem. Eller personer, som færdes tæt på de betydningsfulde personer. Det er de kilder, Eric skal opsøge og etablere et tillidsforhold til, og det opbygges ikke sådan lige over en kop the på en eftermiddag. Infiltrationen er en langsommelig og risikabel proces, før han har den nødvendige tillid og valide informationer.

Jobbet er ofte ensomt og kræver kulturel, politisk, sproglig og ikke mindst menneskelig indsigt. Èn ting er at kunne sit kram rent teknisk, men besidder agenten ikke de sociale kompetencer, når kilden skal bearbejdes, lykkes opgaven ikke. Visse kilder lader sig dog betale klækkeligt for at sælge viden og giver fanden i principperne. Men de vigtigste kilder er ofte dem, som handler ideologisk, og de kræveren raffineret tilgang.

Naturligvis står og falder Erics succes med, at hans sande identitet ikke afsløres. Han rejser derfor altid inkognito med sit arbejde. Såvel

professionelt som privat optræder han og hans kolleger afdæmpede. Kun meget få mennesker i deres omgangskreds ved, hvad de beskæftiger sig med. I tilfældet Eric ved ikke engang hans familie, hvad han laver.

Egentlig foretrækker han at operere alene, uden os som en beskyttende skal. Jo flere personer og jo større setup, desto større signatur. Og jo større risiko er der for at blive afsløret. Og så er både hans og vores sikkerhed og hele hans organisations troværdighed truet. På trods af det vurderer han og hans organisation, at Afghanistan nu og her er så usikkert, at Jægerkorpset er en nødvendig partner.

Vores opgave er at beskytte Eric og bringe ham uset til de møder, han skal holde med sine kilder. Egentlig ret simpelt. Men denne for os uvante måde at operere på stiller krav til vores kreativitet.

Vi plejer at have et antal ressourcer, vi kan trække på, hvis tingene brænder på. Her er vi helt på egen hånd. Går noget galt, er der ingen Quick Reaction Force, intet Gunship eller et jagerfly, vi kan kalde ind over radioen. Vi har kun radioer med for at holde forbindelsen mellem vores to biler. Der er ikke nogen andre at kalde. Ingen andre end vores mest betroede arbejdsgivere ved, at vi er i området. Og det er naturligvis fuldstændig afgørende, at vores identitet ikke afsløres. Erkendes vi som vestlige soldater, bringer det ikke alene vores liv i fare. Det vil også være umuligt at genoptage opgaven i samme område.

Hjemme i Jægerkorpset har vi i månedsvis trænet til den her mission. At operere i og fra en bil har været fokus. Den er vores operationsplatform, og vi forlader den kun i nødstilfælde. Derfor har vi trænet køreteknik i gamle skrotbiler. Og drengerøvene kom op i os, når vi med høj fart lavede hurtige, baglæns 180-graders vendinger og bremse-, undvige- og flugtmanøvrer.

På landeveje og i større jyske byer har vi trænet skygning. Når en bil skal skygges, er der mindre chance for at blive opdaget, hvis vi benytter flere biler og overlapper hinanden. Samtidig tager vi forholdsregler for ikke selv at blive skygget. Og bliver vi det, flygter vi i

hæsblæsende fart. Det har efterladt vores agent-dummies jamrende med hvide ansigter, mens vi har kastet bilerne rundt på små mørke landeveje og haft det herligt.

Vi har også igen og igen trænet procedurer for, når en kilde skal opsamles på en bestemt lokalitet på et præcist klokkeslæt. Man skal planlægge alternativt opsamlingspunkt og lægge nødplaner. Og vi har trænet nærkampsteknikker i bilerne, hvis vores modstander viser sig at være genstridig og fjendtligt indstillet.

Endelig har vi lært basale gloser på pashtu, det mest udbredte sprog i Afghanistan. Og som de første danske soldater gennemfører vi et kursus i, hvordan man sminker sig, farver sine øjenbryn, smører sin hud i en gylden brun creme og påsætter store sorte fuldskæg med lim.

Ét er træning, noget andet er alvor. Jeg sidder bag rattet i den gamle Toyota, og vi tøffer ud af vores hangar og ad en smal grusvej, som fører ud til en lille undselig port i den fjerneste ende af basen. Når vi ikke bruger bilerne, er de parkeret i den gamle, forladte hangar, som ingen har adgang til. Det er også dér, vi klæder om og sminker os til de natlige ture.

På passagersædet sidder Mikkel og betjener diskret sin GPS og sit kort over byen i sit skød. Jeg er i gode hænder hos Mikkel og helt tryg ved, at han som altid løser sin opgave perfekt. For nogle år siden var han også min makker under de ekstremt udmarvende operationer i bjergene i den sydøstlige del af landet. Dengang vandt han min største respekt. Han er en unik makker.

Efter porten svinger vi til venstre mod centrum. Nogle hundrede meter bag os, uden for synsvidde, kører de resterende fire mand fra patruljen i den anden bil, en gammel Toyota Hiace minibus, der er i samme fine mekaniske stand som vores bil. Den har gardiner for bagruderne, hvilket er helt normalt på disse kanter. Det giver os mulighed for at afholde møder med nogle af kilderne i bilen, mens vi kører.

Eric er til møde i byen og skal hentes på en ydmyg lille sidevej i centrum. Ad små, mørke og hullede veje, ofte uden asfalt, kører vi ind til byen. Den er fredelig og rolig, og der er næsten ingen trafik. Faktisk ville det være en fordel, at der var flere biler at skjule sig blandt. Der er heller ingen messende mullaher fra moskeerne. Intet lys i husene. Og vi ser kun få mænd til fods og enkelte trætte skikkelser, der træder i pedalerne på gamle, klassiske herrecykler. Ingen kvinder eller børn. Derimod er det hundetid, og masser af gadehunde slentrer rundt i evig søgen efter kloakvand at drikke og madrester i affaldet.

Mikkel har rigeligt at se til med at holde os på den planlagte rute, og jeg holder farten så tilpas lav, at han kan nå at kontrollere kort og GPS med sin lille lommelygte. Vi ved nogenlunde, hvor de afghanske regeringsstyrkers checkpoints ligger, men de rykker indimellem rundt på dem, så vores kort er ikke altid i overensstemmelse med de faktiske forhold. Det er skidt, for vi vil gerne undgå checkpoints. En lommelygte i mit fjæs, og jeg vil næsten helt sikkert være afsløret. Og er soldaten samtidig emsig og insisterer på at få at vide, hvem vi er, og hvad vi laver, kan det eskalere til en konfrontation, selvom vi reelt er soldater mod den samme fjende: Taleban og al-Qaida.

Den anden bil, minibussen, følger en rute parallelt med vores. Vi har indlagt forskellige kodepunkter på kortet, som vi refererer til over radioen. På den måde ved begge biler, hvor den anden befinder sig. Vi kører dog sammen på enkelte strækninger, og på begge biler har vi skruet pæren i den venstre baglygte og højre forlygte ud, så vi på den måde nogenlunde sikkert kan identificere hinanden i mørket. Og der er vist ingen risiko for at få en bøde for at køre uden korrekt lys.

På Mikkels anvisning svinger jeg til venstre ned ad en gade mod et større vejkryds. Knap hundrede meter nede ad gaden ser vi konturerne af militære køretøjer og chikaner på vejen, som tvinger trafikken til at sænke farten og køre zigzag. Et checkpoint, som ikke er på kortet, og Mikkel bander svagt. Der er ikke mulighed for at dreje fra. Og bakker eller vender jeg, vil det virke mistænkeligt og for alvor indikere, at vi har noget at skjule. Vi har ingen anden mulighed end at fortsætte.

Mikkel skjuler hurtigt sit kort og sin GPS under sædet, og jeg tjekker med min højre hånd, at min third gun er på sin plads. Klokken er lidt over 01, og jeg håber, at de afghanske soldater er sløve og trætte og bare vinker os igennem. Men da vi nærmer os, træder en soldat bevæbnet med en AK-47 ud på midten af vejen og holder en hånd op. Både Mikkel og jeg bander. Jeg ruller vinduet ned og kører langsomt frem mod ham.

»Salaam Alaykum,« hilser han.

Han er en ung fyr med en lys, klar stemme. Og han har endnu ikke har set mit ansigt.

»Wa Alaykum as-Salaam,« gengælder jeg sagte i håb om ikke at afsløre min accent.

Men han finder en lygte frem. Jeg indstiller mig på, at det her kan blive noget skidt. Han tænder lygten og lyser ind i kabinen. Lyskeglen finder Mikkel, men han er åbenbart ikke interesseret i ham og bevæger keglen tilbage mod mig og lyser mig direkte i ansigtet. Det hviler på mig i mange lange sekunder, og jeg føler mig som en lille dreng, der er blevet taget på fersk gerning i at stjæle. Afsløret, sårbar og bekendt med straffen, som falder prompte.

Så siger vagten noget, jeg ikke forstår. Tonefaldet er dog venligt, og jeg fornemmer ikke, at han er aggressiv. Han læner sig nu direkte ind mod mit ansigt og må kunne se, at jeg ikke er lokal.

»Tha tsanga ye?« spørger jeg med en venlig stemme. »Hvordan går det?«

Han nikker, men siger intet. Der er ingen tvivl om, at han nu har gennemskuet mig, og jeg vil kun fremstå endnu mere suspekt, hvis jeg fortsætter med mit sparsomme forråd af pashtu-gloser.

Jeg rækker med højre hånd ud efter det lille bundt af sammenfoldede 50 dollar sedler, som jeg har i en sprække på instrumentbrættet. Mine trouble money.

Jeg satser, langer langsomt en seddel ud mod ham og slår over i engelsk:

»Thank you.«

Han er stadig tavs, men lyser på 50 dollar sedlen og kigger interesseret på den. Den svarer sikkert til adskillige månedslønninger for ham. Lommelygten bliver slukket. Han vender sig diskret mod de tre andre soldater, som intetanende står og småsludrer op ad en militærjeep. Så putter han sedlen i lommen.

»Okay,« siger han stille på et gebrokkent engelsk.

Han ser heldigvis ingen grund til at skabe problemer, når han kan sikre sig en rigtig god personlig bonus.

»Tashakkur,« takker jeg og sætter bilen i gear og fortsætter langsomt frem ad vejen.

Mikkel og jeg puster højlydt ud. Længe leve mine trouble money.

Kollegerne i minibussen, som tog en anden rute, er nået at blive urolige for os. Men vi kan nu melde alt godt over radioen og fortsætte mod vores referencepunkt, en lille gade, hvor Eric skal samles op. Da vi ankommer, er der en lille halv time, til han skal stå klar.

Minibussen kører ned ad gaden. Det er dens opgave at sikre, at der ikke er nogen potentielle trusler i gaden eller på den rute, vi skal følge væk fra området. Det kan være parkerede biler med personer eller personer, som bevæger sig frem og tilbage i gaden. I det hele taget vil al aktivitet på dette tidspunkt virke suspekt, og mistænker vi opsamlingspunktet for at være kompromitteret eller bare usikkert, sender vi et signal til Eric om at iværksætte vores alternative plan. Mikkel og jeg parkerer i en mørk krog på en lille åben plads. Vi kan ikke se opsamlingsstedet herfra, men vi er mindre end 15 sekunder fra det. Hvert femte minut modtager vi en »alt okay« melding fra minibussen, og da tiden nærmer sig opsamlingstidspunktet, melder den over radioen: »Minus to minutter til opsamling. Alt okay. Vi fortsætter,« hvorefter den forlader området og kører frem og venter på os på den rute, der fører os tilbage til basen.

Præcis 30 sekunder før det aftalte tidspunkt starter jeg bilen, og 15 sekunder senere sætter jeg den i gear og kører langsomt frem mod opsamlingsstedet. På sekundet dukker Eric ud af mørket. Havde det ikke været for hans måde at gå på, havde jeg aldrig kunnet genkende ham bag det lokale tøj og det store, kraftige skæg. Jeg standser foran ham, han sætter sig ind på bagsædet, siger »thank you« og meddeler, at nattens møde har været særdeles udbytterigt.

Eric er en skarpsindig type med en knastør humor, som jeg finder underholdende. Han deltager ikke så meget i vores »røvballesnak«, og han er ikke vant til at være omgivet af en flok energiske, rastløse jægere. Jeg tror, det forekommer ham lidt anstrengende indimellem. Vi kommer alligevel rigtigt godt ud af det med hinanden og snakker, spiser og ser ofte film sammen.

Jeg er også en del på tomandshånd med Eric, som fortæller mig om sit fascinerende og usædvanlige liv. Han er rigtig godt tilfreds for tiden, for en af hans kilder viser sig at være noget af en guldgrube. Faktisk mener han, at kilden er i besiddelse af så mange værdifulde informationer, at han er ved at skrive historie inden for sin branche. Flere af hans internationale konkurrenter har udtrykt stor beundring og anerkendelse for hans arbejde.

Vores arbejdsintensitet med Eric er meget skiftende. I perioder har vi travlt med ture hver eneste aften og nat, i andre perioder er der knap så meget at lave. Det afhænger helt og holdent af Erics kilder. De kan oftest kun mødes på bestemte tidspunkter, som vi bliver nødt til at indrette os efter.

Vi har dog ingen problemer med at holde fokus. Vi ved, at Afghanistan er et farligt sted at opholde sig, og at al disciplin skal mobiliseres, når vi løser opgaverne ude i byen i ly af natten. Vi må under ingen omstændigheder slække på koncentrationen eller undervurdere Talebans eller al-Qaidas evner. For nylig blev fire canadiske soldater, der var ude for at forberede et genopbygningsarbejde, dræbt ikke så langt herfra, mens de snakkede med lokale børn. Selvmordsbomberen kom på cykel, og adskillige børn blev også dræbt.

Selvom vi opererer under cover, er det ingen garanti for, at fjenden ikke kan ramme os. Han er derude, om end han ikke altid er synlig med det blotte øje. Rolige omstændigheder kan med ét forvandles til en blodig slagmark. Blot en enkelt »rådden« kilde kan lede os i et baghold, og i vores »bløde« biler og med vores begrænsede ildkraft har vi ringe muligheder for at overleve.

Sidste år kørte et tilsvarende britisk hold fra Special Boat Service, SBS, i et baghold i en by ikke langt fra, hvor vi er. Ud af fem mand døde to, og én blev hårdt såret. Og på et af de større hoteller i byen, hvor Eric afholder en del af sine møder, og sikkerheden virker god, lykkes det nogle måneder efter vores hjemrejse et antal talebanere forklædt som afghanske regeringssoldater at trænge ind på hotellet med Kalashnikovs og håndgranater. Én af dem er iført en selvmordsvest fyldt med sprængstoffer, som han bringer til sprængning, efter at han har kæmpet sig adgang til hotellets vestibule. Seks-otte personer

bliver dræbt og et større antal såret.

Udover at forberede turene med Eric tilbringer vi dagene på vores base med at sove, spise, løbetræne, vægttræne, spille volleyball og holde os skarpe med vores våben. Vi kører ud i bjergene og stiller dåser og andre improviserede mål op, og som en flok rednecks med bare overkroppe brager vi løs med vores pistoler og karabiner. Vi nyder fraværet af restriktioner og regelrytteri.

Indimellem har vi også mulighed for at køre ud i byen i dagslys i vores pansrede Land Cruiser’e. Det gør vi i normalt civilt tøj, men selvfølgelig med våben og iført skudsikre veste. De mange vestlige NGO’er i deres firehjulstrækkere udgør en stor del af gadebilledet, og vi vækker derfor ikke særlig opsigt.

Sidst jeg oplevede bylivet i Afghanistan, var i Kabul under Talebanregimet med alt dets rædsel og undertrykkelse. Nu ser jeg ingen lig ophængt i lygtepæle, ingen patruljerende sortklædte talebanere, og ingen mennesker, som får prygl med stokke. Jeg glæder mig derimod over at se dansende drager over byens tage. Jeg glæder mig over legende børn, der spiser is, og smilende skægløse mænd, som køber grillet kød på spyd fra de mange små gadeboder. Jeg glæder mig over at høre musik fra butikker og biler og over at se kvinder med børn handle ved farverige markeder, der bugner af varer. I det hele taget fornemmer jeg en stemning af forsoning og håb for fremtiden, som jeg under disse mennesker.

Min foreløbig sidste mission i Afghanistan bliver endnu en hundevagt.

For et stykke tid siden fandt en kvindelig amerikansk officer en cirka otte uger gammel hundehvalp i den fjerneste ende af basen, hvor den lå i kanten af landingsbanen smurt ind i tjære. Hun fik den på fode, og da hun skulle hjem kort efter, tilbød jeg at overtage Kaja, som vi døber hende.

Det besværliggør en masse praktiske forhold for mig. Især da jeg beslutter mig for, at hun død og pine skal til Danmark, hvor jeg har fundet et hjem til hende. Først må jeg bestikke en græsk dyrlæge med dollars, gin og vodka til at vaccinere og udfærdige papirer på hende. Jeg skal selv med et specialfly, hvor det er udelukket at have hende med, så seks flasker god rødvin doneres til en meget tjenstvillig dansk soldat, som påtager sig at fragte hende hjem i en hjemmebygget transportkasse med et tyrkisk rutefly. Endelig bestikkes en storsmilende tyrkisk flykaptajn med en fin flaske skotsk whisky og lader hende stik mod alle regulativer komme om bord.

Kaja er dog svær at skjule. Trods to kraftige dyssepiller gør og hyler hun i sin kasse i skødet på den danske soldat. Ikke en sjæl om bord er i tvivl om, at der foregår noget uautoriseret. Men Kaja klarer den til Kastrup, hvor hun i bunden af en taske sluses gennem tolden og hurtigt fragtes bort af sine nye ejere mod sit nye liv i Vejle.

Selv bliver jeg afløst efter endnu en succesfuld mission.

Eric bliver ikke afløst foreløbig, men fortsætter sin ensomme færd under cover i den anonyme agentverden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har læst det hele, hvert et ord !

Avra, hvad mon der nu venter mig ? Fængsel ?

Håber rigtig nok ikke at vort Hemmelige Statslige Sikkerhedspoliti læser disse spalter ...

Per Jongberg

De behøver ikke at læse, du er på nettet - så bare du har været inde på siden, sandsynliggør at du har læst STATSHEMMELIGHEDER - spørgsmålet er så, bliver du likvideret extrajudicielt, sat i Horserød, eller bare registreret som subversivt element....

Jeg har hört det danske efterretningsväsen gerne sender folk på tålt ophold til lande der garanterer tortur.
Mon ikke Jongberg har kvalificeret sig nu.

Heinrich R. Jørgensen

Åh, kan man vinde et tålt ophold i et eksotisk land? Så må jeg også hellere straks tilstå min tankeforbrydelse - også jeg har læst teksten. Åh, please, lad det blive Egypten. Dét er et land, jeg endnu ikke har fået besøgt...

Det er godt nok ikke mange terrorister Mikkel Thomas får pelset i kapitel 14. Jeg forstår egentlig godt at de er sure i forsvaret.

Jægerkorpset bliver jo beskrevet som de rene tøsedrenge og pasgængere, der kun kan finde ud af at køre råddent i en gammel toyota, mens de er klædt ud som Marx Brothers...

Heinrich R. Jørgensen

Per,

du har ret i, at de fleste almindelige mennesker, sikkert ville fortie de pinlige oplysninger om at de kørte rundt i en ramponeret (her: ramboneret) Toyota, samt anvender makeup på en meget kikset måde. Det er muligt, at også Forsvaret mener at det er netop disse forhold der gør, at bogen må forbydes - nogle kunne jo komme til at grine...

Men uanset det betimelige i din kritik, Per, findes jeg din anti-marxistiske defamering smagløs og uantagelig. Der findes trods alt helte, der ikke bør gøres grin med, uanset hvor grinagtige de er...

Heinrich R. Jørgensen:

"Men uanset det betimelige i din kritik, Per, findes jeg din anti-marxistiske defamering smagløs og uantagelig. Der findes trods alt helte, der ikke bør gøres grin med, uanset hvor grinagtige de er…"

Noget tyder på at Jørgensen her har været inspireret af den rablende gale komedie af geniale Mel Brooks : Robin Hood: Men in Tights (Eller Helte I Strømpebukser, som det blev til i den danske udgave).

Det er klart at forsvaret ikke ønsker en eksponering i offentligheden af deres helte i strømpebukser...

Heinrich R. Jørgensen

Næh, Per, der er snarere fordi jeg er grouchomarxist, og ikke bryder mig om at se mit idol misbrugt ;-)

Er intet helligt for dig, Per? ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Kunne det tænkes, at det Forsvaret ønsker at skjule, er den empati jægerne er i stand til at udvise, i mødet med andre?

Den store omsorg den store dansker udvises for den lille hund (en afghansk mynde, måske?) kan måske forekomme grænseoverskridende provokerende på nogen?

Dorte Sørensen

Ja godt at vi endnu kan grine over dette, men egentligt er det ret uhyggeligt som befolkningens ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og beklædningsfrihed mv.skrider i disse år.

Som jeg læser uddraget her, kan jeg inderligt godt forstå forsvarets reaktion. Tænk at en toptrænet dansk soldat udviser sådan civil ulydighed, og så i et fremmet land, hvem ved, måske udvisningsgrundlag!

Ikke bare skjuler han en hund, han bestikker til højre og venstre, så den stakkels hund ender i et fremmed land, hvor måske ingen vil kunne lide den, ikke alle har sympatier for afganske hunde!

Så ved nærmere eftertanke, er det ikke bare kidnapning, illegal indvandring, men SÅGAR også næstekærlighed!!! Uhyre væmmelige træk, som skal slås ned med alle tænkelige midler....

Så det danske forsvar har en uhørt pligt til at få stoppet den slags, inden det måtte skabe præcedens for så ugudelige tanker!

Godt vi har et stærkt forsvar til at værne om de DANSKE værdier!

Heinrich R. Jørgensen

De litterære kvaliteter i Thomas Rathsacks bog, er umiddelbart på højde med Lars Larsens. Det er mao. ikke værd at råbe hurra for. Men kommer bogen til salg, skal den sikkert nok opnå en vis succes, takket være Forsvarets markedsforføring. Og forbydes bogen, skal den såmænd nok blive endnu mere udbredt. Alt der påstås at være farligt, at per definition spændende.

Hvad er meningen med at lave sådanne missioner?
Er det fordi de ikke har lært sproget og ikke kan snakke med lokalbefolkningen?

Lennart Kampmann

Nu har jeg også læst det - jeg må straks melde mig selv foran et billede af forsvarschefen og føle anger. Tænk, hvilken tænkeforbrydelse at læse om jægerne.

Bogen vil blive en succes, men naturligvis ikke pga. det meget lidt sprudlende sprog. Kultstatus, hvis den bliver forbudt.

Med venlig hilsen
(kigger nervøst over skulderen)
Lennart

Uddrag af "Rudolf Nielsen" Svar (Tværs igennem lov til sejr) (lettere omskrevet):

Endnu er en landsforrræder
fredløs nidding trods han nyder
værn fra selve pressens råd.
En forræder kalder vi ham
trods medaljer I kan gi ham
med samt ros for tapper dåd.

Sabine Behrmann

Jeg har også læst den og er ikke engang dansk statsborger.

Oh, la-la, udvisning, fængsling og hængning til dig Sabine, næee jeg mener, fratagelse af statsborgerskab og fængsling, nåe nej, jamen så hængning, fængsling og så udvisning, øhme nej ...jeg giver op :

Læs den en gang til, og så finder jeg nok på noget slemt.

Hans Jørgen Lassen

Bogen udgives i morgen sammen med Politiken, som tredje sektion.

Det minder mig om Ritts dagbog nede fra Bruxelles. Den udgav Politiken på samme vis, da Ritt havde nogle problemer med at få den udgivet. Det var der også en hel del blæst om.

Hans Jørgen Lassen

Der findes altså endnu en form for anarkisme, hos den danske presse, mon der er håb endnu?

Hans Jørgen Lassen

Niels,

jeg mener bestemt, at der er håb endnu, og Politikens aktion glæder mig meget.

Jeg er spændt på, hvilke reaktioner den vil afstedkomme, fra både den ene og den anden side.

Jeg får straks et eksemplar af Politiken smuglet ud af landet - bare de nu får trykt nok, sæt nu alle offentligt ansatte får til opgave at købe hele oplaget, for at sikre statshemmeligheden....

Det bliver interessant hvad de så siger.

Specielt fordi der jo ikke er kommet et eneste pip om sagen fra de sædvanlige "Forsvarere af den Danske Yttringsfrihed".

Problemet med det danske forsvar er at de lever i den feudale tid inden 1864, hvor de fik på snotten så det passede.

På et tidspunkt sagde den mentale træner for Bjarne's cykelhold, IT Factory, undskyld, Saxo Bank, B.S. Christiansen, at når Danmark gik i krig, så var der vores pligt at støtte gutterne i kamp.

Nå, det gør jeg ikke. Jeg mener DK's krigsindsats skader Danmark.

Hvis man på nogen måde kan skade denne tåbelige krigsindsats mener jeg man tjener fædrelandet.

At mene dette, uanset hvor tåbelig andre måtte anse mit synspunkt for at være, er min demokratiske ret.

Men ledelsen i det danske forsvar, der formelt kæmper for demokrati. mener noget andet.

Fyr hele bundtet og ansæt nogle der tager afsæt i demokratiets primat i forhold til diktaturet.

P.S.

Afskaf den tåbelige flagdag for personer der skader Danmark!

Til gengæld har Tøger Seidenfaden vist at han ikke lader sig koste rundt med:

- Jeg mener ikke, at det er forsvarets opgave at beslutte, hvilke bøger der udkommer i Danmark, eller hvilke oplysninger den danske offentlighed får om krigen i Afghanistan, siger Tøger Seidenfaden til politiken.dk.

Sådan - Admiralen skal ikke tro at tilstandene er lige som i Tyrkiet!

Sabine Behrmann

Per Jongberg -

Eller spionage for en af de fremmede magter som ifølge Forsvaret skulle være grunden til, at man vil have bogen forbudt.

Sabine Behrmann

Per Jongberg -

Eller spionage for en af de fremmede magter som ifølge Forsvaret skulle være grunden til, at man vil have bogen forbudt.

Faktisk mener jeg hensynet til ytringsfriheden vejer tyngere end hensynet til imaginære hensyn til danske soldaters sikkerhed.

Argumentet for det sidste kan bruges til hvadsomhelst.

I øvrigt bør Danmark trække sig ud af Afganistan når nu AFG er blevet generalsekretær for NATO.

Nu behøver vi jo ikke at bevise noget mere!

Man burde have afventet retsmødet på torsdag, men Politiken vil bare score penge og er ligeglad med moralen.

Jeg synes der hersker en lovløshedens kultur og mangel på gensidig respekt. Militærfolk ved nok, hvilke oplysninger der er følsomme. Så må vi henholde os til dem og stole på dem og i det mindste afvente og give tid til eftertanke.

Forsvaret er steget i min agtelse, for de slås for soldaterne, som sætter livet på spil. Det er kynisk bare at ignorere dette. Og at oplysninger er lækket på internettet berettiger ikke til, at man selv udbreder følsomme oplysninger.

Heinrich R. Jørgensen

Bjørn Herring:
"I øvrigt bør Danmark trække sig ud af Afganistan når nu AFG er blevet generalsekretær for NATO."

Du har ret. Belønningen for tro tjeneste er blevet udbetalt, så der er ingen grund til at fedte yderligere.

Heinrich R. Jørgensen

Nanna Gersov:
"Politiken vil bare score penge og er ligeglad med moralen. "

Ja, det er nok derfor de udgiver en ekstra sektion, uden pristillæg til den trykte avis, risikerer en meget dyr retssag med forlaget og forfatteren, der godt kan blive et 7 cifret beløb, med overvældende risiko for at tabe.

Og Politiken udgiver sikkert alene tillægget med bogens tekst, fordi de ønsker at være frække statsfjender, ønsker at underminere statens sikkerhed, håber på massedød blandt udstationerede danske soldater, og bare gerne vil være på god fod med Taleban.

Skarp og gennemtænkt analyse...

Marianne Mandoe

Har læst kapitlet. Er i øjeblikket i gang med at planlægge bedste flugtrute ud af Danmark over Vadehavet. Skulle kunne nå det hvis jeg følger ebben ud og floden ind syd for den Dansk-Tyske grænse. Har allerede kontakt med tyske venner der vil hjælpe mig med at søge politisk asyl. Eller i værste fald hjælpe mig videre til Belgien hvor jeg kan søge asyl hos EU.

Sikke et cirkus for ingenting. Havde forsvaret ladet det ligge var bogen udkommet i dybeste ubemærkethed.
Hurra for Politiken for at udgive den, og Hurra for Information for at give en smagsprøve på de dybe dybe hemmeligheder vi almindelige mennesker ikke må vide noget om.

Bjørn Herring:
“I øvrigt bør Danmark trække sig ud af Afganistan når nu AFG er blevet generalsekretær for NATO.”

Desværre, vi må holde lidt ud endnu, tænk bare på den stakkels Poul Wolfowitz

Thomas Rathsack misbruger efter min opfattelse afghanernes tillid på en måde, som ligner hvad den norske forfatter Åsne Seierstad gjorde med bogen "Boghandleren i Kabul".

http://politiken.dk/kultur/article517920.ece

Resultatet af hendes bog var sagsanlæg fra den familie, som hun havde boet hos og som hun havde omtalt på en måde i bogen, så de af sikkerhedsgrunde var tvunget ud i et liv i landflygtighed.

I begge tilfælde ser vi vesterlændinge optræde kolonialistisk bedrevidende og hensynsløst, hvor de udleverer sårbare oplysninger i offentligheden - i Thomas Rathsacks tilfælde endda i den hellige ytringsfriheds navn - og hvor de dermed risikerer at bringe andres liv i fare.

Jeg finder det grotesk, at vi i et land med ytringsfrihed og stor grad af personlig sikkerhed således gambler med andres sikkerhed i et fjerntliggende fattigt land, som kæmper en vanskelig og farefuld kamp for selv at opnå de goder, som for os er selvfølgelige.

Peter Pedersen

"Som eksempel kan nævnes, at en simpel oplysning, som den om Landcruiseren alene reelt kan øge risikoen for, at NGO’er kan operere overhovedet - hvormed også jægerne kan fortabe eller få forringet den reelle mulighed for at bruge deres beskyttede køretøj fremover."

I dette tilfælde skyder du helt forbi - det må været forsvarets ansvar alene, at de indlader sig på sådanne "dolk og kappe-oprationer" der sikkerhedsmæssigt undergraver NGO'ernes operationer der jo som bekendt er lovlige, mens det jægerne foretager sig ikke er i overensstemmelse med konventionerne.

Når man så hører andre debattører her, hvis tilknytning til forsvaret er uomtvistelig, kæfte op om at Taliban overtræder konventionerne, kan man jo i dag med god ret bede dem klappe i - de har intet at lade modstanderen høre.

Og det bringer mig frem til konklusionen - det er et stort illusionsnummer over for befolkningen, at fortælle dem, at vi er der for at genopbygge og bla. bla. bla.
Det viser sig jo, at man af operationelle årsager er fuldstændig ligeglade med NGO'erne, man bringer endog bevidst deres sikkerhed i fare, ved at lade "dolk og kappe segmentet" operere som de gør.

Det sidste figenblad er faldet - jeg takker for din analyse.

Udfra det jeg har læst har jeg ingen mulighed for at vurdere hvorvidt hele bogen skulle være trykt af Politiken eller ej. Så mine udtalelser baserer sig alene på dette kapitel:

Hvis kapitlet er et udtryk for det der ellers berettes om kan jeg ikke se at det skulle udgøre nogen fare for DK soldater. Det kommer vel ikke som en overraskelse for nogen at de her ting finder sted? Selvfølgelig har vi soldater der "klæder sig ud" og selvfælgelig er det mennesker der arbejder for at få så mange oplysninger som muligt, som forsvaret/regeringen efterfølgende kan bruge.
Det er jo ligesom afsløret for længe længe siden af diverse film og bøger!

Vedrørende omtaleformer

På information.dk tilstræber vi at debatten foregår i respekt for andre, både aktive debattører og tredjeparter. Derfor må vi anmode om at brugen af øgenavne begrænses.

Debatvært
Espen Fyhrie

Citat fra bogen:

Vores C8 karabiner – i CQB-versioner (Close Quarter Battle) med kort pibe...

Ahaa - så er man som uindviet læser HELT med.....
:-)

Kære Nana..

Jeg er ret sikker på, at det er hans "skyder" den modige unge mand refererer til ;-)

Her kan du se et lignende gevær blive adskilt i hoveddele, hvorefter det bliver samlet igen:

http://www.youtube.com/watch?v=64QOgOnKr0Y

Bonusinfo....

Anni Løndal de Lichtenberg

Journalisten.dk fortæller om og linker til alle de steder, hvor du på Internettet kan læse hele bogen gratis

http://journalisten.dk/den-omstridte-jaeger-bog-kan-nu-laeses-pa-wikileaks

Argumentet om, at vi vil blive forholdt oplysninger fra alliancepartnere, når danske soldater plaprer op, virker noget søgt - al den stund soldater fra de samme allianceparter allerede har gjort det og fortsætter med at gøre det, uden at deres regeringern kan stoppe det ved domstolene.
Samt: det er vel i alle allianceparters interesse, at nødvendige oplysninger udveksles, så de forskellige operationer, der tilsammen udgør indsatsen, kan foregå med optimalt resultat? Oplysningerne vil jo altid blive offentliggjort retrospektivt, og man må formode, at operationer ikke efterlignes i særligt omfang, da dette jo også vil udgøre en risiko for, at fjenden har gennemskuet metoderne.