Læsetid: 4 min.

De udtrykte vores rigdom, selvglæde og åndelige armod

Hvilke danskere vil vi om 20 år associere 00’erne med? Selv om budene er mange, nævnes der hele tiden folk, der på forskellige måder repræsenter årtiets ekstreme egoisme
Hvilke danskere vil vi om 20 år associere 00’erne med? Selv om budene er mange, nævnes der hele tiden folk, der på forskellige måder repræsenter årtiets ekstreme egoisme
12. september 2009

Perioder i historien huskes ikke kun på magtfulde politikere og store begivenheder. 80’erne havde Kim Schumacher og 90’erne Casper Christensen. Men 00’ernes store profiler er der endnu ikke enighed om. En reklamemand og en fremtidsforsker går alligevel linen ud og giver hver deres bud.
»00’erne er en fest, der er ved at dø ud,« siger Frederik Preisler, der er stifter af reklamebureauet Mensch.

»Det er sådan lidt panik før lukketid. Vi har alle haft en fornemmelse af, at forbrugsfesten lakkede mod enden. Hele den vestlige verden kunne jo godt mærke, at vi ikke kunne blive ved med at overforbruge så meget. Men i stedet for at tage hjem og sove, skyllede vi fem vodkashots ned og kørte videre i Porsche Cayennen.«

Der er ikke ikke tvivl om, hvem han bedst vil huske i forbindelse med den økonomiske situation.

»Der er altid nogle mennesker, der ender med at blive ikoner for et årti. Folk som Stein Bagger personificerede 00’ernes materielle og økonomiske amokløb, som kulminerede med finanskrisen.«

Selv om flere alarmklokker ringede, inden krisen brød ud, blev de ikke hørt midt i rusen.

»Der var en opfattelse af, at dem, der råbte op, jo bare var nogle venstreorienterede svagpissere, der ikke forstod markedet,« siger Frederik Preisler.

De nye guder

Forbrugsfesten og den materielle overflod skabte også et tomrum. For hvad gør man, når man har fået samtalekøkkenet, den lækre bil og det rigtige designertøj? Her kunne coaches som Joan Ørting og BS Christiansen hjælpe.

»00’erne var selvoptagethedens årti, og som konsekvens af den materielle overflod fik vi brug for religion. Den nye religion blev os selv,« forklarer Frederik Preisler og henviser til den magt, som denne nye religion gav til diverse coaches, der kunne hjælpe folk med at dyrke sig selv.
Fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning Christine Lind Ditlevsen mener, at den tidligere jægersoldat BS Christiansen var den coach, der ramte folks behov i 00’ernes bedst.

»Sundhed, kontrol og showoff var ekstremt vigtigt i 00’erne, og de tre ting kunne BS. Han viste os, hvordan det ordentlige menneske skulle se ud.« Ifølge hende var coaching vores måde at opdrage os selv på.
Individualisering

»Vi er jo ikke længere tæt knyttet til hverken fagforeningerne, slægten eller partiet. Dermed har vi ikke nogen institutioner, der fastholder os på bestemte værdier, og derfor blev det op til den enkelte at definere dem. Her kom coachen ind i billedet,« siger Christine Lind Ditlevsen.

Også i medierne kom individualiseringen til udtryk. Nynne fra Nynnes Dagbog og resten af chick-litt-skribenterne kom ifølge Christine Lind Ditlevsen til at stå tilbage som et af de store symboler på årtiets egocentrering.

»De fortæller om sig selv uden egentlig at have noget væsentligt at fortælle. Den selveksponering, som Nynne repræsenterer, synes jeg er signifikant. Det er lige meget, om det er dårlige ting, man eksponerer, for det gør bare en til noget særligt. Vi er så mange om opmærksomheden, at alt, hvad der kan gøre mig til stjerne, kommer frem.«

Nynnes Dagbog vil også blive husket, fordi den også beskrev den stress, som mange oplevede i forsøget på at opnå den perfekte balance mellem karriere og privatliv: »Livet skulle være sjovt og med styr på de fundamentale ting som karriere, partner, bolig, børn pension og ikke mindst sundheden. Men så kan man heller ikke rumme mere. Og den stress beskriver Nynne og chick-litt-genren også.«

I 00’erne skulle man ikke have nogen specielle forudsætninger for at udtale sig på et bestemt område. For hvis bare man kunne udtrykke sig forståeligt og interessant, kom man i medierne.

Eksperterne

»Kommunikationtalenter som Morten Albæk og Henrik Byager bliver altid spurgt om alt mellem himmel og jord. De ser på noget aktuelt og kommer med en dom om vores samfund. De er eksempler på de folk, som man altid kunne gå til, hvis man havde brug for en samfundsdiagnose. I virkeligheden handlede det ikke så meget om det, de sagde, men om måden de sagde det på.«

En af dem, der også kunne kommunikere, var Clement Kjersgaard. Hans specielle facon skilte sig ud på DR2.

»Clement Kjærsgaard passer godt ind i hele tendensen med, at egoet kommer først. Han lader jo knap nok sine gæster komme til orde, fordi han selv har så meget på hjerte. Han er jo klog og dødkompetent, men han er også en meget stor mund på skærmen,« siger Christine Lind Ditlevsen, der ser ham som et symbol på en større tendens.

»I det hele taget har vært-vældet, hvor intervieweren er så meget i fokus, været meget markant i 00’erne. Nyhedsoplæsere er blevet til værter og repræsentanter for et brand, i stedet for kun at være dem, der fortæller, hvad der er sket.«

Kulmination

Den store egocentrering, de mange realityshows og den udprægede talentløshed kulminerede, da en herre ved navn Sidney Lee blev landskendt. Det specielle var, at han var kendt for at være kendt – intet andet.

»I 00’erne pakkede vi drømme ind som realiteter og realiteter ind som drømme. Det regnestykke blev til realityshows,« siger Christine Lind Ditlevsen, der mener, han er et fantastisk eksempel på mediernes udvikling i årtiet.

»Han er et eksempel på, at det ikke er, hvad jeg kan, der betyder noget, men at det i højere grad, er, hvad jeg vil, og hvad jeg gør mig til, der er det vigtige. Ligeledes er han et eksempel, på at iscenesættelsen vejer tungere end rent faktisk at have noget at stille op med.«

Frederik Preisler er enig i, at Sidney Lee vil blive husket.

»Men man vil primært huske ham for mediernes nådesløshed. Det er legitimt nok, at folk har som ambition at blive kendte. Men hvis de ligesom Sidney er villige til at gå under som mennesker for at opnå det, så burde medierne efter min mening vise en eller anden form for mådehold. Det er en moralsk fattigdom, når de ikke gør,« siger han og konkluderer:
»I virkeligheden er 00’erne nok bedst karakteriseret ved, at aldrig har vi været så materielt velstående, og aldrig har vi været så mentalt forarmede.«
sdi@information.dk

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For nogle år siden synes jeg i en periode, at det var morsomt at læse folks erindringer- lige fra kirkefader Augustins bekendelser til nutidens erindringer , der ofte er fabrikeret med hjælp af diverse journalister o s v.

Faktisk har folk i alle århundreder været benovede over verdens dårskab , mangel på åndelighed og materielle orientering - altså ganske som idag.

Både oldtiden og middelalderen m v havde i alle lande modstykker til dagens svindlere og charlataner. Og grådigheden er såmænd ikke større i dag end tidligere.

Jeg kender altså ikke Frederik Preisler, han er altså stifter af et reklamebureau, men altså, øhme, og hvad så ?

At alle disse mig ukendte mennesker, men som han og fremtidsforskeren åbenbart kender, " udtrykte vores rigdom, selvglæde og åndelige armod ", uden at jeg rigtigt lagde mærke til det, burde måske bekymre mig ?

Jeg er vist ikke alene om at føle mig "lost", så måske er jeg trods alt ikke er gået glip af så meget. Gad vist om jeg ikke bare skal forsætte, som jeg gjorde i 00’erne.

En tynd kop te, den artikel !

Lars Peter Simonsen

Sig mig, ser i ikke "Smagsdommerne" i DR2?
Det er jo et program som "alle" ser! Der sidder no'en mennesker og udtaler sig på "alles" vegne, bl.a. Frederik Preisler...
Nå, spøg til side, detg er s'gu et godt program, og han har jo fuldstændig ret:
»I virkeligheden er 00’erne nok bedst karakteriseret ved, at aldrig har vi været så materielt velstående, og aldrig har vi været så mentalt forarmede.«
Men jeg kan da godt forstå, hvis folk ikke kan lide at høre det, det er jo et ordentligt los i klunkerne på det opsvulmede ego...
Og nu får jeg sikkert på hattepulden, eller, oh skræk og rædsel, ingen reaktion over hovedet...

Søren Blaabjerg

Mit forslag til, hvad man passende kunne kalde 00-årtiet er "nulliteternes årti", for er der noget, der har været fremherskende i dette årti, så er det dumhedens, inkompetencens og talentløshedens emancipation på alle niveauer, herunder det politiske topniveau.

Nullerternes årti? På en måde det årti hvor det tavse flertal kom til magten og udtrykte deres stemmer gennem medierne - især internettets overtryksventil, hvor man kan skrive en masse, som ingen læser alligevel og det blir glemt næsten i samme øjeblik det er skrevet.

Selv VK fik et 0 i enden! Samtidig blev det politiske klima så hårdt og polariseret, at mange mennesker alvorligt har overvejet at rejse væk fra landet, hvis muligt - her er ikke til at være mere. Historien skrives ikke kun med de financielle nuller og flimrende værter på tossekassen. Hvor mange har mon smidt deres TV helt ud?

Når man læser om den overflod, der for flere og flere blev en given ting, er der Gud være lovet masser af plads til at geare ned, uden at der vil være tale om reelt tab af livskvalitet. Porsche Cayenne - hvor mange danskere ejer en sådan? Hvor mange køre i hummere - og hvorfor i alverden bruge folk dog deres surt sammensparede skillinger på noget så idiotisk?! Der må være rigeligt plads til massive skattestigninger i de øverste indkomstlag.

Hans Jørgen Lassen

Preisler siger:

aldrig har jeg været så mentalt forarmet

Han har sgu nok ret, manden, og man må beundre både hans selverkendelse og hans åbenhjertighed.

Nu må han se at komme i gang med at gøre noget ved problemet. Læse nogle gode bøger, studere filosofi, tage på højskole, stå på hovedet, dyrke yoga, lave vegetarmad, og hvad man nu ellers kan finde på.