Den ustabile bloks politik

I mange lande i Europa defineres parlamentsvalg nu som et valg mellem to statsministerkandidater, som var de præsidentkandidater, selv om et parlamentsvalg strengt taget slet ikke er et direkte valg af statsminister. Partierne arrangerer sig i to blokke bag hver sin statsministerkandidat. Der arrangeres tv-dueller mellem de to, der anses for udslagsgivende. I Norge sættes valget op som et valg mellem socialdemokraten Jens Stoltenberg og Siv Jensen, Fremskrittspartiet, i en række tv-dueller. Tendenser til blokpolitisering har vi set i andre lande som Sverige og Frankrig. I Italien har vi set valg mellem Berlusconi og skiftende modkandidater. Det er karakteristisk, at taberen rammes hårdt og ofte skifter topkandidat. Taberblokken har ofte revner allerede før valget, som modstanderen forsøger at uddybe. Taberne skifter bagefter ikke bare topledere ud, inden for blokkene kan også ses sammenlægninger, splittelser eller opløsning af partier, mens andre nydannes. Medlemmer forsvinder, politikere og spindoktorer skifter parti eller søger andre karrierer, partiernes organisation trimmes og professionaliseres, der søges nye politiske 'platforme' for det næste valg, og den daglige politik får mere karakter af en permanent valgkamp, for det er svært at få indflydelse på dag-til-dag-politikken.

Blokpolitisering

Nogle radikale (R) i Danmark håber, at de igen kan komme i en afgørende midterposition, så de kan genskabe det 20. århundredes brede politiske samarbejde med dem selv i centrum. Her skal jo kun flyttes nogle få mandater, siger de, så skal vi bare se. Måske, men der er nu især fire kræfter, som omformer det politiske liv, så det ikke vender tilbage til model 1950. Det er globaliseringen, opløsningen af de traditionelle klassestrukturer og ideologier, den offentlige sektors vækst og medieudviklingen. Disse kræfter har både omformet partierne, styrket regeringerne i forhold til parlamentet og centraliseret magten i regeringen. Og endelig så fremmer de blokpolitik.

Danmark har siden 2001 set en øget blokpolitisering, nu cementeret i en VKO-blok omkring den siddende statsminister og en centrum-venstre-blok omkring Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti med Helle-jeg-kan-slå-Fogh-Thorning-Schmidt som statsministerkandidat. Der fulgte efter taberen Lykketoft, der fulgte efter taberen Nyrup.

'Det samarbejdende folkestyre', hvor det var vigtigt både at vinde pladser i parlamentet, men også at placere sig på en indflydelsesrig midterposition som formidler af samarbejdet mellem fløjene, er svækket. Centrumdemokraterne er opløst, Kristendemokraterne ude, Ny Alliance mislykkedes med at vinde den afgørende midterposition og er afløst af den liberalistiske Liberal Alliance med ringe vælgergunst. R flakker rundt mellem vælgersegmenterne truet af dårlige meningsmålinger og interne meningsbrydninger. R har standpunkter, der i nogle tilfælde er langt til venstre i værdipolitikken og ret langt til højre fordelingspolitisk. Hvis midten ikke er væk, så har den i al fald mistet indflydelse. Midten levede af normer om konsensus og brede flertal, normer som er svækkede. Midtens næringsgrundlag var, at den ikke blev bastet og bundet til en blokleder, men netop kunne maksimere indflydelsen ved at pendle 'sagligt' fra side til side i et ret forudsigeligt politisk landskab. Men nu kræves klare meldinger om bloktilhørsforholdet. De gamle midterpartier kunne ikke vænne sig til det - nogle af dem blev ødelagt af intern uenighed herom. Og Ny Alliance ødelagde sin egen valgkamp blandt andet ved ikke at svare så letfatteligt, som one-liners-tv nødvendiggør, på, hvem de støttede som statsminister.

Magtforskydning

Men værre endnu for små midterpartier: Blokkene har fundet ud af, at kampen om regeringsmagten afgøres på midten. Nu kæmper de selv for at få midtervælgere på de gamle midterpartiers bekostning. Befriet for gammel ideologisk ballast er det lettere end før. Godt nok forsøger modstanderne som i amerikansk politik at identificere modstanderne med den mest rabiate del af baglandet, eksempelvis vil Socialdemokraterne gerne identificere Venstres ledere med minimalstat, Cepos eller Pia Kjærsgaard. Samtidig vil modstanderne gerne omtale kongelige danske socialdemokrater som so-cia-li-ster. Ingen af delene gør normalt stort indtryk i Danmark.

I regeringen er der sket en magtforskydning, som gør statsministerposten så vigtig. Den danske statsminister var oprindeligt slet ikke regeringsleder, det var kongen. Gradvist tog han magten fra kongen. Og gradvist forvandledes rollen som en slags talsmand for ministrene til rollen som deres herre. Stadig friere udnævnte og fyrede han ministre - dog begrænset af hensynet til koalitionspartnere. På ministermøderne blev der stadig mindre plads til drøftelser og uenigheder. De øvrige ministres initiativer blev i stigende grad filtreret af statsministeren, hjulpet af finansministeren, gennem et stadig mere sofistikeret system af minister- og embedsmandsudvalg. Statsministeriet, som slet ikke eksisterede før 1914, voksede. Styringen af de øvrige ministre tog et tigerspring fremad med Anders Fogh Rasmussen (V), der - efter at han med sine egne ord 'overtog' Danmark - i hidtil ukendt grad brugte detaljerede regeringsprogrammer, som bandt ministre og ministerier. Fogh tog som noget nyt for en dansk statsminister direkte initiativer i Statsministeriet som globaliseringsudspillet. Senere fik han et klimasekretariat.

Statsministeren blev især fra og med Poul Nyrup Rasmussen (S) den egentlige udenrigsminister, fordi man ved det voksende antal internationale topmøder ville se 'statsledere' (et nyt udtryk). De havde magten, og de kunne tegne deres land. Udenrigsministre, bistandsministre, forsvarsministre og klimaministre blev reelt viceministre eller rejsende ambassadører, der assisterede statsministeren.

Denne udvikling er ganske parallel med udviklingen i en lang række lande. Internationalt samarbejde spinder staterne ind i gensidig afhængighed, aftalesystemer og organisatorisk samarbejde som EU. Det samarbejde går via regeringen og centraladministrationen. 'Statslederen' er topfiguren, ministrene assistenter. Parlamentet ligner et forstoppet reaktivt appendiks. Sammen med årtiers vækst i det offentlige har globaliseringen gjort det sværere for parlamenterne at overskue alt og følge hurtigt og fleksibelt med i udviklingen. I Danmark er Folketinget gennem et århundrede gået fra at styre regeringen med ekstremt detaljeret lovgivning til rammelovgivning og talrige bemyndigelser - ofte afledt af EU-beslutninger.

Politik som masseunderholdning

Opløsningen af gamle ideologier og gamle klassestrukturer har mindsket gamle partimodsætninger. Spørgsmål som demokrati eller ikke-demokrati, socialistisk planøkonomi eller liberalistisk markedsøkonomi, velfærdsstat eller natvægterstat, Nato eller afrustning og EU eller ikke EU deler ikke som før. Vælgere flyder friere fra parti til parti. Det nationale råderum fremstår ofte som især at dreje sig om forskellige måder at forvalte det offentlige på. National politik drejer sig også mere og mere om forskellige nationale globaliseringsstrategier. Skal 'danskerne' forskanse sig i Fort Danmark? Eller skal vi tværtimod udsætte os for åbenhed for at være en konkurrencedygtig stat i en åben verden? Med risiko for at nedsætte den berømte nationale sammenhængskraft, fordi nogle veluddannede og besiddende langt bedre kan lege med?

Ideologi blev noget bras, og enkelte toppolitikeres kompetence og egenskaber kom mere til debat. Deres privatliv og personlige brand vægter for hurtige vælgere. Det forstærkes af tv. Ligesom tv gjorde sportsgrene som tennis til masseunderholdning, fordi skærmen er så velegnet til at koncentrere sig om to spillere, så gjorde det også en uoverskuelig virkelighed overskuelig ved at forenkle politik til en kamp mellem to toppolitikere - som var det et amerikansk præsidentvalg. Så snart valget i 2001 var udskrevet, indkaldte Morten Løkkegaard Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V) til en diskussion i tv om, hvem af de to, som ville være den mest kompetente statsminister. Billedligt talt skulle de som to boksere før kamp nedstirre hinanden for at finde ud af, hvem der først tog øjnene til sig. I boksning er det oftest den kommende taber. Nyrup nægtede at diskutere valget på den måde - og tabte det.

På vindersiden hyldes 'statslederen'. Alle i partiet og blokken giver ham æren for sejren og underkaster sig - indtil metaltræthed får opinionsmålingerne til at vise stor tilbagegang. Vælgernes shopping gør et markedsdemokrati ustabilt. Statsministre når normalt metaltrætheden efter 5-6 år, og som det ses i Danmark vil en efterfølger, der ikke har vundet et valg, let blive betragtet som 'vikar', en billig erstatning. Så regeringsmagten vil sandsynligvis skifte med mellemrum, som den skifter i stater med egentlige topartisystemer, herunder USA og Storbritannien.