Læsetid 4 min.

Da der var vilde mennesker i Zoo

Eksotiske folkeslag blev udstillet gennem mere end 30 år i folkelige forlystelser som Zoologisk Have og Tivoli. Ny forskning viser, hvordan folkeoplysningsprojektet omkring de fremmede byggede på et racehierarki, der var dybt forankret i både videnskaben og den almene viden
Den indiske landsby i Københavns Zoo trak hele 18.000 betalende gæster en sommersøndag i 1901.

Den indiske landsby i Københavns Zoo trak hele 18.000 betalende gæster en sommersøndag i 1901.

Zoologisk Haves Arkiv

21. september 2009

Når københavnerne tog en tur i Zoologisk have omkring år 1900, var det ikke kun tigre og elefanter, de kunne få et glimt af.

Indere, afrikanere, kirgisere, samer og andre eksotiske folkeslag viste igennem mere end 30 år deres levevis frem i dertil indrettede landsbyer i Zoologisk Have, Tivoli og en række andre københavnske forlystelser.

Her kunne københavnerne opleve de vilde naturfolk lave mad, amme, danse, synge og lave håndværk. Lektor Rikke Andreassen fra Malmø Högskola og hendes kollega Anne Folke Henningsen fra Københavns Universitet står bag forskningsprojektet, der også viser, at selve projektet bag de såkaldte folkeudstillinger byggede på en helt anden forestilling om de fremmede, end vi kender i dag.

»Både videnskabsfolk og den almene befolkning var overbevidste om, at vi var opdelt i et racehierarki, hvor alle racer var nøje indplaceret med afrikanere og australske aboriginals nederst og den hvide mand øverst. Kultur og historie blev forklaret ud fra det – jo højere oppe i hierarkiet man var, jo mere kultur og civilisation besad man,« siger Rikke Andreassen.

Folkeudstillinger

Det var den svenske botaniker Carl von Linnés opdeling af planter og dyr, der førte til opdelingen af mennesker i racer. Antropologien, som var en helt ny videnskab i 1800-tallet, undersøgte dengang primært forholdene mellem de menneskelige racer. Tidens store folkeudstillinger eller folkekaravaner rundt om i hele Europa var et perfekt udgangspunkt for antropologerne og en slags folkeoplysningsprojekt, mener Rikke Andreassen:

»Europæerne var ikke vant til at se zebraer, men de var heller ikke vant til at se japanere. Flere af udstillingerne var formidling til folket - særligt i de zoologisk haver, så på den måde kan man godt se det som et første eksempel på populær videnskab kombineret med underholdning.«

Det var især de zoologiske haver, der fremviste fremmede folkeslag. Det skyldtes ifølge Rikke Andreassen, at mange af folkeudstillingerne var arrangeret af tyskeren Carl Hagenbeck, der ejede Hamburgs zoologiske have og stod for store dele af dyreimporten til Europa. Han begyndte i 1870'erne at importere mennesker til udstillinger og distribuerede dem også til de zoologiske haver, som han i årevis havde distribueret dyr til.

Unikt arkiv

Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen har fået adgang til Zoologisk Haves unikke arkiv, der i årtier har været gemt væk fra offentligheden. Her er alt fra regnskabsbøger, billetindtægter, lægebesøg og politirapporter, men der er ikke meget, der fortæller om, hvordan de fremmede havde det med at komme til København og blive udstillet.

»Meget tyder på, at de fremmede på folkeudstillingerne er blevet behandlet efter, hvordan de racialt blev opfattet, og på de store steder som i Zoologisk Have og Tivoli har der været bedre forhold end på de mindre steder,« forklarer Rikke Andreassen.

Under Nationals (det nuværende Scala, red.) kannibaludstilling i 1886 fik de indfødte fra Australien ingen løn, og flere af deltagerne døde under deres Europa- ophold, fortæller Rikke Andreassen.

Kineserne, der besøgte Tivoli i 1902, befandt sig derimod højere på hierakiet: De havde kontrakter og opnåede endda bedre lønforhold via strejke. De fremmede folkeslag blev dog med tiden lige civiliserede nok for det danske publikum, og der var klager over, at nogle af de vilde kunne tale tysk. Efter den tid drog Tivoli og Zoo selv ud for at finde nogle mere uberørte folk.

Junglefeber

En af de ting, der kan aflæses via arkiverne og folkeudstillingerne, er hvor stor tiltrækningskraft de fremmede havde på danske kvinder.

»Alle udstillingerne er nøje beskrevet i aviserne af mænd, der fokuserer meget åbenlyst på de sexede udenlandske kvinder. En del af karakteristikken af de laverestående racer var netop forbundet med, at de havde en mere aggressiv seksualitet. Man mente, at de havde en stærk libido, fordi de var tættere på dyrene rent udviklingsmæssigt,« fortæller Rikke Andreassen og fortsætter:

»Men rigtig mange danske kvinder var altså også interesserede i de udenlandske mænd på udstillingerne, på trods af at der var en meget stærk norm omkring, at man ikke måtte blande racer, fordi det betød degeneration.«

I dybeste alvor diskuterede man dengang, hvorvidt de forskellige menneskeracer måske tilhørte forskellige arter, og videnskabeligt set var man overbevist om, at det at blande racer kunne føre til infertilitet.

»Men i princippet har fordømmelsen af de her kvinders affærer og giftemål med de fremmede nok også hængt sammen med, at de var en stor trussel mod det raciale hierarki,« siger Rikke Andreassen.

Både i arbejderklassens og borgerskabets aviser blev de kåde kvindfolk beskyldt for at svigte nationen, og det siger en del om tidens syn på køn og seksualitet.

»Kvinden var ansvarlige for videreførslen af nationen og racen, derfor blev de holdt ansvarlige for deres gerninger, når de stred imod den officielle moral, « siger Rikke Andreassen.

Racebiologi

Udstillingen af mennesker har været et lukket kapitel i dansk historie, fordi Danmark har fortrængt sin racebiologiske fortid.

»Det var faktisk ikke kun Tyskland, der var førende inden for racelæren. Danmark og Sverige var også godt med, og vi havde i lige så høj grad et syn på de andre racer som mindreværdige,« siger Rikke Andreassen.

I modsætning til både Frankrig og Tyskland har Danmark ikke gjort op med sin racistiske fortid, og det ville måske være sundt, fordi mange af de gamle forestillinger stadig eksisterer i bedste velgående i vores kultur i dag, mener Rikke Andreassen.

»Ingen snakker jo om race længere, men der er en hel del, der stadig mener, at dansk kultur er andre kulturer overlegen, og det handler jo på sin vis om det samme. Hvis folk kendte mere til denne del af vores historie, så tror jeg man ville se anderledes på den såkaldte kulturkamp, hvor de danske værdier ses som de bedste,« siger Rikke Andreassen.

Se flere billeder fra Zoologisk Haves arkiv her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Lars Graugaard
Lars Graugaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Sørensen

."I modsætning til både Frankrig og Tyskland har Danmark ikke gjort op med sin racistiske fortid, og det ville måske være sundt..."

Ja! Og ikke noget maaske!

Racisme er vist noget, som man bl a allerede kan finde bevis for i Cæsars beskrivelse af gallerkrigen - racisme er såmænd ikke en nyere dansk opfindelse.

Danmark er da OK, og jeg vil da nødig skulle stå til regnskab for, hvad vikingerne lavede i England og hvad danske kaptajner lavede under fragt af negerslaver fra Afrika til Amerika , og for heksebrændingerne i Danmark o s v.

Arvesynd er noget, der hører til i religionens verden - i virkelighedens verden kan man ikke gøre et menneske ansvarligt for forfædrenes adfærd .

Hvis dansk kultur her og nu er frihed, lighed , demokrati, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed religionsfrihed ,retssikkerhed o s v, så er det OK at hævde disse dyder og bekæmpe diktatur, undertrykkelse o s v uanset om disse ulælkre ting er kulturelt betinget og en del af en kulturel selvforståelse??

Robert Kroll, problemet er, at hvis man ikke begrebsliggør problemet og dermed holder det ud i strakt arm og tager afstand fra det, lever det videre som forestillinger. Det er typisk lande, som ikke har gjort op med disse forestillinger - Østrig og Danmark især, Italien til dels, og en lang række centraleuropæiske lande så absolut - der har problemer med partier, der bygger på udskillelse af grupper fra almenheden.
Man kan pukke nok så meget på Frankrig, England, Sverige m.fl.; men deres erfaringer fører til et andet syn på de manifestationer, der iagttages i samfundet - bl.a. fordi de ikke er blinde for, at den samme typer manifestationer forekommer blandt andre socialt belastede med mange generationers anciennitet som indfødte, at der med andre ord ikke er tale om manglende, men forkert integration - simpelthen fordi integration foregår, hvor den kan finde sted, især finde sted mest lempeligt. Og i mørket er alle katte grå, som man siger.

De andre har altid været u-civiliserede; hvordan skulle vi ellers kunne legitimere at gå i krig med dem ? Retorisk spørgsmål er dette. Vi, uanset om det er romerne, tyskerne, danskerne, svenskerne, englænderne, amerikanerne mm. er jo altid de civiliserede....og har altid lyset - og måske Gud - på vor side.

Et sådant lys kaster en dyb skygge ind over os; alle de ting vi ej bryder os om hos selv kaster vi ud til de andre, især da seksualiteten, denne farlige drift.

Hele Europa (og måske en del mennesker i USA?) troede rent faktisk på, at den hvide race (af Gud) var skabt til at være øverst på skamlen, og dermed herske over alle de andre racer. Om ikke andet, så fordi den vestlige civilisation var den bedste - og den eneste. Netop fordi den hvide mand var øverst oppe i hierarkiet, var han også kandidat, den eneste, til at være mest kultiveret og civiliseret.

Afrikanerne og aboriginals var jo placeret nederst af Linné, fordi han mente, at diise 'racer' besad næsten de samme dyriske træk som aberne, mest måske fordi de lignede dem rent fysisk. Sådan mente man fra 1700-tallers midte og helt op til efter 2.verdenskrig. Derfor hørte man stort set ingen europæiske protester over jøde-udryddelserne i Tyskland; stort set var man jo enige om at jøderne var et u-civivilerret folk; de var jo ikke hvide (mænd).

Også i mellemkrigstidens Tyskland (ca. 1920-1940) blev jøderne beskrevet som u-civiliserede og som havende en mere 'agressiv seksualitet' end normal-tyskeren - præcist fordi man mente dengang, at jøderne 'var tættere på dyrene rent udviklingsmæssigt.' Fascination og frastødelse på een og samme gang; udstødelse til sidst.

I 1970erne, da jeg gik i skole og var betydeligt yngre end i dag, ja der lød det ofte fra folk omkring Århus; de tager vores arbejde - og vore kvinder. Især den med at 'tage vore kvinder', tyrkere er det vi taler om her, vakte stor bekymring.

Drenge og mænd var bange for (måske med rette?) at blonde danske kvinder skulle finde mørklødede tyrkere (eller grækere?) mere interessante end blege, leverpostejs-farvede danskere, måske fordi danske kvinder også købte myten om 'farvede mænd med mere agressiv seksuel libido end andre'. Jeg har intet svar på det spørgsmål; derfor denne åbning her...

Dansk kultur kan godt være ligestilling, ytrings-frihed, demokrati mv. - men man også forstå, at dansk kultur er skabt bl.a. af en balnding, et mix, mellem mange forskellige indflydelser, heriblandt fra Sverige/Norge, og fra Tyskland (som nok var den stærkeste indflydelse i lang tid), og USA samt England. På den baggrund at hævde at dansk kultur er bedst og at danske værdier er bedre end andre værdier, forekommer mig i bedste fald usandt, i værste fald sætter vi her i Danmark os selv op til at begå hybris mod hvad man kunne kalde det kollektive sind. Og Nemesis vil følge efter - er jeg sikker på.

Anskuet fra en bestemt vinkel (og måske ikke fra en anden) er dette baggrunden for ideologien bag Dansk Folkeparti. Når Pia Kjærsgaard siger, at 'der er en civilisation - og det er vores' (dvs. den vestlige) trækker hun tråde tilbage til Linné og antropologerne omkring år 1900. Når Dansk Folkeparti måske? vil have alle muslimer ud, handler det om (måske?) at muslimske mænd ikke skal besmitte det rene danske blod med deres muslimske blod. Da vil danskerne nemlig degenere som folk...

Måske er det ikke så ekstremt det som DF mener om muslimer som jeg har skitseret her; det må stå helt klart, at DF mener, at muslimsk kultur er skadeligt for den danske nation, danskerne, kulturelt vil degenere, hvis muslimsk kultur vinder indpas her i landet.

Interessant er det at tænke på, at denne tankegang var almen accepteret omkring år 1900 i Europa, og dermed også i Danmark. Og tidens hotteste forfatere og intellektuelle mente også dette; Johs. V. Jensen fra Danmark...

Pointen i alt dette her er at hvis vi ikke tør se ind i vor egen skygge, som samfund, nation eller stat, begynder skyggerne lige pludselig at leve deres eget liv - præcist som i det eventyr om Skyggen som H.C. Andersen skrev engang for så mange år siden...

Desværre har artiklens forfattere ikke gjort deres research ordentligt, eller de arbejder med meget forenklede modeller. De overser nemlig elegant aktørernes egen engagement, og grad af involvering
i disse folkeslags udstillinger (koloniudstillinger, etnografiske karavaner og hvad de ellers er blevet kaldt). Udstillede og udstiller skal ikke ses som to totale størrelser, men som åbne størrelser under dannelse, hvor begge parter har del i, og spiller med på hinandens projekt. Et sådan perspektiv vil åbenbare ombyttede roller, og oversete aspekter, samt give nye input. Den berømteste person der nogensinde deltog i disse koloniudstillinger var den amerikanske lakota indianer Black Elk der i 1886 optrådte i Europa sammen med Buffalo Bills ”Wild West Show”. I den forbindelse blev han sammen med mange andre udstillede både her og der, ligesom de optrådte for folk. Black Elk fortæller at motivet for at deltage var at han ville lære de hvides verden at kende for bedre at kunne hjælpe sit eget folk i den nye og vanskelige tid de levede i. Med andre ord så var det samme etnografiske nysgerrighed, der drev Black Elk til at deltage i disse udstillinger, som den der drev dem der kom og så på! Black Elk følte sig aldrig ydmyget over disse udstillinger, men han blev skræmt over hvordan de hvide levede i Europa. At nogen havde for meget og mange manglede de simpleste dagligvare, kunne han ikke forstå. Også Black Elk mødte en pige i Frankrig, som han bor hos en tid, hendes navn var Charlotte og Black Elks oldebarn som er min gode ven, er opkaldt efter denne kvinde.
Flere af de samer som deltog på udstillingen i Københavns Zoo og i Tyskland har skrevet om oplevelserne, som de så meget optimistisk på. Trygve Danielsen der var en af børnene der var med på udstillingerne lærte sig flere sprog, og deltog med liv og sjæl i arbejdet med, at formidle samisk kultur til de fremmede. Han har senere fortalt, at det var en fordel at udstillingen forgik i en Zoo have, fordi der så var en veterinærer i nærheden som kunne tage sig af renerne. Nogle samefamilier deltog gennem flere generationer i udstillingerne. Dels var de godt lønnet og dels betød disse udstillinger meget for deres selvopfattelse som samer – man kan sige at en del at samiskheden blev artikulerede gennem deltager observationer, i mødet med de fremmede folkeslag. Erkendelsen og videbegærligheden gik begge veje under disse koloniudstillinger af mennesker!
Om Black Elks opblevelser i Europa kan man læse i: John G. Neihart ”Black Elk Taler” og Raymond J. DeMallie: ”The Sixt Grandfater Black Elk´s Teachings Given to John G. Neihardt”.
(Den sidste bog indeholder lange passager som Neihart ikke tog med i den første, fordi han mente, at det ville ødelægge opfattelsen af den ædle vilde!)
Universitetet i Tromsø har udgivet et hæfte om samerne der deltog i koloniudstillingerne:
”Samer på Udstilling”. Ottar 4. 2007.