Nyhed
Læsetid: 3 min.

'Cevea-analyse er overfladisk og useriøs'

Tænketanken Cevea konkluderer i en ny undersøgelse, at de politiske rammer for frivilligt arbejde er for dårlige. Men analysen har kun signalværdi, siger professor
Indland
16. oktober 2009

Opret et Frivillighedsministerium og kår 'årets frivillighedskommune'. Sådan lyder et par af de forslag, som den politiske centrum-venstre-tænketank Cevea kommer med i en ny undersøgelse om frivilligt arbejde. Cevea vurderer, at der er et stort uudnyttet potentiale for frivillig arbejdskraft i Danmark. Men de politiske rammer står i vejen.

»Undersøgelsen er et udtryk for, at danskerne faktisk godt gider at lave frivilligt arbejde, men at vi ikke har de rigtige rammer omkring den frivillige sektor i Danmark,« siger tænketankens direktør Jens Jonatan Steen, som efterlyser en større anerkendelse af det frivillige arbejde:

»Hvis man opretter et frivillighedministerium, så anerkender man værdien ved at være frivillig.«

Men Ceveas forslag møder kritik fra flere forskere på området. En af dem er ph.d. og professor i civilsamfund ved Syddansk Universitet Bjarne Ibsen.

»Undersøgelsen bygger på en naiv tro på, at de forslag, de kommer med, ville ændre noget,« siger han og peger på, at undersøgelsen burde begynde et helt andet sted.

»Det interessante er, hvordan man skaber de rette behov og sammenhænge for frivilligt arbejde på lokalt niveau, og det gør du altså ikke ved at lave et ministerium eller oprette flere centre for frivillighed,« siger han.

Minister mangler

Det afviser Jens Jonatan Steen og forklarer, hvorfor et frivillighedsministerium er relevant for den frivillige sektor.

»Der mangler en national handlingsplan og en minister, der kan kæmpe for det her område. Vi anerkender, at det er et symbolsk tiltag, men vi mener, det er et tiltag, der er brug for,« siger han.

Lektor ved Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på Aalborg Universitet Lars Skov Henriksen mener nu ikke, at det er de politiske rammer, der står i vejen for de danskere, der har lyst til at lave frivilligt arbejde. Derfor er det heller ikke den danske politik på området, som er skyld i, at svenskerne laver dobbelt så meget frivilligt arbejde som danskerne: »Det er i højere grad geografien, der spiller ind. I Sverige og Norge bor folk langt væk i mindre samfund, og derfor må man i højere grad hjælpe hinanden Det betyder, at det frivillige arbejde er nødvendigt på en hel anden måde,« siger Lars Skov Henriksen.

Spot på de frivillige

Bjarne Ibsen efterlyser ikke kun seriøse bud på, hvordan Cevea vil forbedre forholdene for de frivillige. Han kritiserer også, at tænketanken agerer talerør for bestemte organisationer.

»De organisationer, der har været med til at finansiere undersøgelsen, har fået usædvanlig meget plads til at uddybe deres synspunkter, og det er dybt problematisk. De har givetvis betalt noget til undersøgelsen, men hvis bestemte organisationer på den måde kan købe sig adgang til offentligheden, så er det problematisk for tænketanken,« siger han.

Jens Jonatan Steen afviser, at det skulle være tilfældet.

»Den kritik har ikke noget på sig. Vi har samarbejdet bredt hele vejen rundt, og der er ikke nogen, som vi har lyttet mere til end andre,« siger han.

Dansk Idrætsforbund er en af de organisationer, som har bidraget økonomisk til undersøgelsen, og det er der ifølge kommunikationschef Morten Mølholm Hansen en naturlig forklaring på.

»Vi ville gerne have sat spot på de frivilliges vilkår, og den eneste betingelse, vi havde for at være med, var, at det skulle handle om frivillighed inden for idræt. Jeg tvivler på, at vi har fået specielt meget plads i undersøgelsen,« siger han og tilføjer, at det ikke er underligt, at idrætten fylder så meget i undersøgelsen, når nu det er den største frivillige bevægelse i Danmark.

Foregået med hast

Men det får ikke Bjarne Ibsen til at ændre holdning. Han værdsætter Ceveas initiativ, men ærgrer sig over, at undersøgelsen er foregået med en hast, som tydeligvis har påvirket resultatet.

»Overordnet er undersøgelsen udryk for en overfladisk behandling af området og en manglende seriøsitet. Det handler mere om, at markere sig på et område, end det handler om at få en seriøs diskussion,« siger han og henviser til, at tænketanken på et tidligere tidspunkt burde have inddraget folk, der ved noget om området.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tænketanken Cevea kan ikke være utilfreds med den kritik, da den viser at forsker og andre er begyndt at tage Ceveas analyser alvorligt.
Bare DR kunne lærer lidt af denne kritik og ikke længere fremstille den liberale tænketank Cepos ´såkaldte analyse for mere end de er. For er en tænketank i lighed med Cevra og Cepos ikke mere sat i verden for at være debatskabende og se ting fra andre vinkler.

For er en tænketank i lighed med Cevra og Cepos ikke mere sat i verden for at være debatskabende og se ting fra andre vinkler.

Enig. Ceveas forslag er måske ikke verdens mest gennemtænkte, men Cepos slog også nogle rigtig grimme skæver i starten, og de er efterhånden ved at komme gennem puberteten.

Cevea har været savnet længe: hvis de politiske partier ikke gider diskutere politik, må man forlade sig på tænketanke.

Nu mangler vi bare en forsvarspolitisk tænketank.

Dorte Sørensen

Erik Bramsen
Undskyld men hvilke såkaldte analyser fra Cepos mener du har bragt Cepos over ”puberteten”?
Den eneste af Cepos mange chefer der kommer med nogle velgennemtænkte analyser er deres chefjurist , der også har en blog ved berlingske.dk.

Well, de kommer f.eks. ikke længere anstigende med uredigerede notater fra finansministeriet og præsenterer dem som selvstændigt arbejde.