Kommentar
Læsetid: 4 min.

Drama på og uden for skærmen

Søren Espersen taler om røde lejesvende, og Carina Christensen vil beskære DR
Flere oppositionspolitikere foreslår DF's Søren Espersen at holde sig til at se TV 2 Charlie efter hans seneste kritik af DR's programmer - denne gang serien 'Forbrydelsen II'.

Flere oppositionspolitikere foreslår DF's Søren Espersen at holde sig til at se TV 2 Charlie efter hans seneste kritik af DR's programmer - denne gang serien 'Forbrydelsen II'.

Casper Christoffersen

Indland
2. oktober 2009

Første afsnit af DR's store drama-satsning Forbrydelsen II, blev ved premieren i søndags set af 1,7 millioner danskere, og ifølge meningsmålingerne var de helt oppe og ringe af begejstring.

Der var dog nogle, der var sure. Først og fremmest Dansk Folkepartis 2. næstformand, Søren Espersen. Espersen demonstrerede (endnu en gang), at det man siger, er man selv, da han kaldte serien pinlig og forudsigelig. Så pinlig og forudsigelig, at Espersen selv kunne have skrevet den »i blinde«.

Selvfølelse mangler Espersen ikke. Men måske realitetssans? I hvert fald udnævner han DR-Dramas chef Ingolf Gabold til overskurk:

»Man ved præcis, hvordan de røde lejesvende tænker . Ingolf Gabold er dybt involveret i myter og fordomme om bl.a. DF, og det kan han ikke komme sig over. Det er tragisk at se ham tumle rundt og blive til grin i hele Danmark.«

Søren Espersen er jo ikke helt ung, men tydeligvis for ung til at huske, at udtrykket 'de røde lejesvende' har det med at have en boomerangeffekt, siden venstremanden Jens Sønderup, der i 1968 opfandt udtrykket, blev dømt til at betale erstatning til fire navngivne tv-a-journalister. Der i blandt partifællen Ole Andreasen, der senere gjorde karriere i EU-Parlamentet.

Hjælpen udebliver

Foreløbig tyder det også på, at det er Espersen mere end Gabold, der er til grin. Flere oppositionspolitikere foreslår Espersen at holde sig til at se TV 2 Charlie (han er som nævnt ikke helt ung), og socialdemokraten Henrik Sass Larsen opfordrer ham ligefrem til at skrive sin egen dramaserie. Underforstået: Hvis det er så nemt.

Der er heller ikke hjælp at hente hos vennerne. Søren Pind, der åbenbart - trods sin unge alder - har mere paratviden end Espersen, synes, at han skal stikke piben ind, og minder om, at hver gang kendte tv-koryfæer går ind i politik, er det hos de borgerlige.

Lidt støtte kan Espersen dog hente hos Berlingerens Jakob Steen Olsen, der beklager sig over »Nicholas Bros spejderdreng af en nyudnævnt justitsminister, der vogter Grundloven mod det onde støtteparti Folkepartiet, og som vil lave brede politiske forlig hen over midten«. Åbenbart er det spejderdrengeagtigt at tage Grundloven alvorligt. Og så lige i Berlingske Tidende. Interessant.

»Kan DR overhovedet lave serier, som ikke handler om politiske rænker og terrortrusler?« spørger Berlingerens anmelder, der åbenbart har endnu kortere hukommelse end Søren Espersen. Sommer var faktisk den seneste større produktion. Og hvad med Nikolaj og Julie, Krøniken og mange andre?

DR tager foreløbig Espersen med ophøjet ro. Det er alt for tidligt at sige noget om seriens tendens, siger mediedirektør Lars Grarup til Ekstra Bladet. Det får Ekstra Bladet uden problemer til en forsidehenvisning med ordlyden »DR-top: DF kan rende og hoppe«. Tja. Det var måske også det, han mente, Grarup.

Men måske skal han træde lidt forsigtigt. DR er ikke populær hos de borgerlige politikere, selv om det - ud fra udsendelserne - kan være svært at forstå hvorfor.

I dag, fredag, fremlægger Rambøll Management en rapport om fremtidens mediestøtte. Hvor meget DR skal have lov til at fylde i mediebilledet fremover, vil være centralt i debatten. I forvejen har kulturminister Carina Christensen meldt klart ud, at kommerciel radio skal støttes, gerne med licensmidler fra DR for at blive et reelt alternativt til mastodonten, der sidder på cirka 70 procent af al radiolytning i nationen.

Der kan sagtens argumenteres for, at især nyhedsformidlingen i DR-radio burde have konkurrence. Det kunne man have sikret ved senest i forbindelse med medieforliget i 2000 at give TV 2 den fjerde radiokanal på ordentlige vilkår. TV 2 kunne den gang have opbygget en radioside, der kunne have budt DR virkelig konkurrence.

Men det er vand under broen i dag. I stedet valgte politikerne at konsolidere DR med den fjerde kanal, en situation DR har udnyttet med stor dygtighed.

Visioner eller ej

Situationen på det kommercielle radiomarked taler for sig selv. At tro, at aktører derfra vil være i stand til at opbygge et reelt alternativ til DR, er ikke bare naivt, som professor i journalistik på RUC, Jørgen Poulsen, sagde til Politiken onsdag. Det er ganske enkelt idiotisk.

Carina Christensens planer om at udbyde P2 på kommerciel basis kan ikke tages alvorligt.

P2 har ganske vist 350-400.000 lyttere på ugebasis, og det lyder måske af mange. Men det er de samme lyttere, der bliver talt med hver dag og flere gange om dagen, og der er meget langt fra at være nok til at indbringe en god forretning. Dansk er som bekendt et for lille sprogområde til ballet.

Kulturministeren har dygtige embedsmænd omkring sig, så hun kan ikke være uvidende om de faktiske forhold. Så mon ikke vi er ovre i de af borgerlige toppolitikere tidligere så forhånede ideologiske holdninger? Eller også kan hun bare bedre lide kommerciel radio. Hun har tidligere udtalt, at radioen i ministerbilen stod fast på Radio Soft. Det er naturligvis hendes valg, og man kan da godt forstå, at en minister kan trænge til at slappe af, men har måske sværere ved at fatte, at hun ikke trænger til at høre nyheder. Dem er der ingen af på Radio Soft.

Men måske handler det mindre om at få gang i kommerciel radio og mere om at få DR ned med nakken? Som professor Jørgen Poulsen siger i Politiken:

»Med mindre man vil slå DR's radioside ihjel, så tror jeg ikke, man kan få et levedygtigt kommercielt marked i Danmark.«

Carina Christensen er blevet kritiseret for at mangle visioner. Men måske har kritikerne taget ganske alvorligt fejl. Måske er hun en kvinde med en mission?

Var det ikke et emne for Søren Espersens dramaserie?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dansk Folkeparti gør det helst i afartet kunst og Søren Espersen i det ytringsfrie skældsord. I en stor annonce stod, at "Dansk Folkeparti er den politiske rejsning mod systemet" og i samme måned, maj 42, udgik nekrologen over en statsminister: "Staunings dødsdag blev for dem, der ønsker vort folk en fremtid, en glædesdag, fordi den betød større fart i opløsningen og dermed hurtigere nedbrydning af det system, der hindrer folket i genfødslen. Vi er ikke bange for åbent at sige dette."

I forvejen har kulturminister Carina Christensen meldt klart ud, at kommerciel radio skal støttes, gerne med licensmidler fra DR for at blive et reelt alternativt til mastodonten
Og det mindre end et år efter DK blev dømt for ulovlig erhvervstøtte til TV2.
tsk tsk.