Læsetid: 5 min.

Her er din fire mio. år gamle formoder

Ardi er det hidtil ældste fund af et væsen med opretstående tobenet gang – hun var dog også eminent til at klatre i træer. Forskerne har dog endnu ikke fundet den syv millioner år gamle fælles stamfader til både menneskeaberne og de hominider, hvorfra homo sapiens siden udviklede sig
14. oktober 2009

Hun var ikke mere end 120 cm høj, men en letvægter var hun ikke. Hendes muskuløse krop vejede næsten 50 kg, og hun var god til at klatre i træer ved hjælp af sine lange arme, store hænder og gribetæer. Men Ardi – som hun er blevet døbt efter sit artsnavn Ardipithecus ramidus – kunne også gå helt oprejst på to ben – og det gør hende til den første kendte menneskelige forfader – eller rettere ’formoder’ – med en tobenet gangart.

Det står nu klart, at Ardi er det tidligste medlem på det lange slægtstræ, som rækker frem til det anatomisk moderne menneske, Homo sapiens, og tilbage til den sidste stam­fader, som vi har til fælles med chimpanserne – vore nærmeste levende slægtninge, hvis dna for 99 procents vedkommende ligner vor egen.

Med sin behårede krop og snudelignende ansigt, må Ardi i højere grad have lignet en abe end et menneske, da hun strejfede rundt i de skove, som udgjorde hendes naturlige levesteder i Østafrika for cirka 4,4 millioner år siden – hvis ikke det lige var for hendes tobenethed.

Men Ardis uvisse rolle i historien om menneskets oprindelse er nu blevet væsentligt tydeligere efter en grundig undersøgelse af de i alt 110 fragmenter af forstenede knogler, der er hidtil er fundet af hende – og hendes art.

Ud over knoglefragmenter har forskerne fundet et flere dele til et skelet af en kvindelig Ardipithecus. Ardi, er dermed det ældste, mest komplette sæt af forstenede rester på den udviklingslinje inden for menneskeaber og forformer til det moderne menneske, som har en fælles forfader – en hidtil uopdaget art, som menes at have levet for mellem seks millioner og syv millioner år siden.

17 års arbejde

Efter undersøgelser, der dækker alle aspekter af Ardipithecus’ anatomi og levevilkår, fremlægger forskerne nu deres resultater, der bygger på 17 års arbejde. Det sker i seneste nummer af tidsskriftet Science i form af 11 separate videnskabelige artikler.

Den omfattende forskningsindsats, som både inkluderer pertentlig indsamling af fossiler i marken og avancerede analyser i laboratorier, har afsløret, hvordan denne tidlige menneskelige forfader slog bro over kløften mellem vore endnu fjernere stående primatslægtninge, der udelukkende levede i træer, og vore fuldt tobenede forfædre, der havde græssavanner som levested.

Blandt de mest overraskende resultater er den definitive tilbagevisning af den traditionelle formodning om, at vore forfædre på dette udviklingstrin, gik på alle fire. Det står samtidig klart, at nutidens chimpanser har udviklet sig lige så dramatisk afvigende fra vor sidste fælles forfader, som moderne mennesker har.     

»Charles Darwin udtalte sig med stor kløgt om dette spørgsmål. Vi skal virkelig passe på, advarede han: Den eneste måde, hvorpå vi virkelig kan finde ud af, hvordan vores allersidste fælles forfader så ud, er ved at gå ud og finde ham,« siger professor Tim White fra Berkeley Universitet i Californien, en af de ledende kræfter bag forskningsprojektet.

 »Vi har ham så endnu ikke, men med disse 4,4 millioner år gamle fund er vi al fald kommet en hel del tættere på. Og ganske som Darwin indså, har abearternes evolution og det menneskelige stamtræs udvikling forløbet helt uafhængigt af hinanden, siden deres afstamningslinjer skilte veje hos den sidste
fælles forfader,« siger han.

Nok var Ardi bipedal (’gående på to ben’, red.), men ikke på den måde, som forskerne havde tænkt sig, at tofodet gang har udviklet sig.
Professor White udtalte engang sarkastisk til en kollega, at hvis han ønskede at finde et væsen, der gik på som Ardi, ville han blive nødt til at stille sig op i baren i filmen Star Wars.

»Ardipithecus er ikke en chimpanse. Den er ikke et menneske. Den er, hvad vi selv var engang. Hvad vi ser her, er en slags mosaik­skabning, der hverken er chimpanse eller menneske. Sådan er Ardipithecus,« siger han.
Hans kollega, professor Owen Lovejoy fra Kent State Universitet tilføjer:
»Den nye anatomi, vi beskriver i disse papirer, ændrer fundamentalt på vores forståelse af menneskets oprindelse og tidlige udvikling.«

Fundet i Etiopien

Historien om Ardipithecus begynder i december 1992, da en professor Whites tidligere elever, Gen Suwa, ser noget, der glimter i et stykke vissent krat i ørkenen nær landsbyen Aramis i det nordøstlige Etiopiens Afar-region. Det viser sig at være genskæret af den polerede overflade fra en kindtand, der tilhørte en hominid – således kaldes afstamningslinjen fra sidste fælles forfader.

Inden for få år har forskerne samlet en righoldig mængde forstenede knogler tilhørende Ardipithecus ramidus, og dateringerne viser, at de er hele 4,4 mio. år gamle – mere end en million år ældre end hominidelinjens tidligere ældste medlem, en art kendt som Australapithecus afarensis, og hvis mest berømte fossil, ’Lucy’, blev opdaget i 1974.

Hovedet lige på ryggen

Ligesom Lucy havde Ardi en ret stor hjerne, en smule større end en chimpanse og omkring en tredjedel så stor som den moderne menneskehjerne. Ardis ansigt havde en snude, men den ragede mindre ud end på en chimpanse, og hun havde ikke de langstrakte, dolkelignende hjørnetænder, som menneskeaber har.

Ardis kraniegrundlinje – afstanden mellem kraniets for- og bagside – er ret kort, hvilket kan tages som et sikkert tegn på, at hendes hoved sad på toppen af hendes rygsøjle som hos andre opretstående vandrere snarere end på den forreste del af rygsøjlen som hos de menneskeaber, der går på alle fire.
Men hvor Lucy var fuldt ud bipedal og havde mistet de udviklingstræk, som tillader aber at klatre i træer med lethed – såsom en storetå, der kan bøjes i alle retninger (som en tommelfinger, red.) – havde Ardi bibeholdt sådanne anatomiske evner i sine fødder og arme, hvilket peger på en levevis, der også har foregået i træer.

Hendes tænder er beskyttet af en moderat tyk emalje – tyndere end den hårde emalje, som ses hos senere hominider som Lucy, der spiste hård og grov kost, men ikke så tynd som emaljen hos i nutidens chimpanser, som har en kost, der er rig på bærfrugter.
Dette fund tyder på, at Ardi havde en kosttype, der lå midt imellem disse. Antagelig har hun været alt­ædende og spist såvel frugter, rødder, insekter, æg og måske også små pattedyr.
Hendes hænder var i stand til at gribe fat om genstande, hvilket menes at have

været en vigtig forudsætning for, at primaterne kunne udvikle en så usædvanligt høj intel-
ligens. Denne egenskab gjorde det muligt for dem at samle ting op og manipulere dem – og i tilfældet chimpanser og mennesker: at bruge dem som red­skaber. Men der skulle gå endnu et par millioner år, før Ardis efterkommere udviklede de store hjerner og højere intelligens, der adskiller mennesker fra resten af dyreriget. Det står nu klart, at udvidelsen af hjernestørrelsen kom længe efter udviklingen af den opretstående bipedale gang.

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu