Hjorts talmagi fordrejer regeringens kriseindsats

Mens mange andre lande begynder at kunne se lys i mørket, ser dansk økonomi ud til at være gået helt i stå, og et stadig større kor af økonomer såvel som politikere peger på, at Danmark akut har behov for en ny vækstpakke. For uden en vækstpakke til en værdi af 10-15 milliarder kroner vil arbejdsløsheden snart komme faretruende tæt på 200.000 personer, vurderer blandt andet de økonomiske vismænd.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) synger dog ikke i dette kor. Han har ved flere lejligheder givet udtryk for, at Danmark er et af de lande, der har gjort mest overhovedet for at skærme mod den økonomiske krise. Og understreger, at det nu er tid til at afvente effekterne af initiativerne.

»Regeringen sparker mere gang i væksten end de fleste andre vestlige lande,« som finansministeren i går skrev i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Sagen er bare, at Organisationen for økonomisk udvikling og samarbejde (OECD) for kort tid siden har lavet en analyse, der viser, at i hvert fald 12 andre OECD-lande har taget flere og større kriseinitiativer end Danmark.

Det får nu flere økonomer til at kritisere Claus Hjort Frederiksen for gennem efteråret at have fordrejet regeringens kriseindsats og fjernet den politiske fokus fra nødvendigheden af en ny krisepakke.

Mudrer debatten

»Der er meget talmagi i det, finansministeren siger, for når det kommer til ekspansiv finanspolitiske initiativer rettet mod krisen, ligger Danmark i den tynde ende - som OECD's tal også viser,« siger professor i økonomi og arbejdsmarkedspolitik, Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har ikke selv været til at træffe for en kommentar, men Finansministeriet oplyser, at ministeriet ikke betragter OECD's beregninger som fyldestgørende for, hvad Danmark har gjort under krisen, fordi betydningen af den kommende skattereform, der virker fra nytår, ikke er medtaget.

Men, understreger Flemming Ibsen, samme argument kan alle andre OECD-lande jo også bruge. For alle har taget initiativer udover dem, der indgår i sammenligningen. Og en af grundene til, at Danmark i første omgang deltager i OECD-samarbejdet er at gøre det muligt at sammenligne finanspolitik på tværs af landene.

»Det giver derfor god mening at bruge OECD's tal. Ellers får hvert land bare lov til at hylde sin egen indsats,« lyder det fra Flemming Ibsen.

Professor i økonomi på CBS, Søren Bo Nielsen er enig i, at den politiske debat hurtigt bliver mudret, når sammenligninger som, at 'Danmark gør mest i verden' bare uden videre forklaring bliver brugt i den politiske debat.

»Den enkelte borger er ilde stedt her, for man kan altid med nogen ret sige, at man ligger i toppen internationalt, hvis man koger tallene sammen på den rigtige måde,« siger Søren Bo Nielsen, som også er tidligere økonomisk vismand.

Mindre end de andre

Han peger samtidig på, at en anden af Claus Hjort Frederiksen gennemgående pointer om regeringens kriseindsats også er misvisende.

Finansministeren har ved flere lejligheder omtalt regeringens satsning på at øge de offentlige investeringer med 30 procent over to år som 'ekstraordinær' sammenlignet med andre lande.

Stigningen på 30 procent er sådan set rigtig nok, men når det handler om offentlige investeringer, især som et middel mod økonomisk krise, er det afgørende alene, hvor meget et land bruger. Og Danmark bruger - inklusiv løftet på 30 procent - kun omkring to procent af BNP, hvilket er markant mindre end de andre nordiske lande, der alle bruger over tre procent.

»Når man på den måde kommer fra et uforskammet lavt niveau, er det et klassisk kneb kun at fokusere på stigningen,« siger Søren Bo Nielsen, og tilføjer, at satsningen i 2010 på at øge de offentlige investeringer også mellem linjerne fortæller, at krisen har taget regeringen på sengen.

»De lande, der forudså krisen bedst, har allerede sat gang i deres offentlige investeringer, for det tager lang tid, inden de virker. På den måde kan man også sige, at regeringens flotte tal for stigningen i de offentlige investeringer næste år bunder i, at den var dårlig til at forudse krisen,« vurderer Søren Bo Nielsen.

Mod bedre vidende

Professor i økonomi på Syddansk Universitet, Christen Sørensen, mener også, at finansminister Claus Hjort Frederiksen taler mod bedre vidende, når han i flere debatindlæg i landets aviser, har skrevet at 'krisepolitikken og den lave rente øger beskæftigelsen med 70.000-80.000 personer'.

I en mindre omtalt redegørelse til Finansudvalget fra marts, peger Finansministeriet da også på, at beskæftigelsesvirkningen af regeringens krisetiltag isoleret set kun er omkring 23.000 personer - dertil kommer yderligere 4.000 personer fra kommunale anlægsinvesteringer, som regeringen har sat i gang efter marts, vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet)

»Ministeren fortegner billedet, for han skelner ikke mellem effekten af den aktive krisepolitik og den del af finanspolitikken, man - krise eller ej - ville have ført, fordi den er givet automatisk på forhånd,« lyder det fra Christen Sørensen, som også er tidligere økonomisk overvismand.

Politisk valg

Om Claus Hjorts fortolkning af regeringens kriseindsats vil professor Flemming Ibsen ikke direkte sige, at finansministeren lyver.

»Man kan kalde det manipulation. Det er ikke løgnagtigt, men omvendt fortæller han heller ikke hele sandheden,« siger han.

Flemming Ibsen vil derimod gerne give et bud på finansministerens motiver. Kernen er, at den stigning i det offentlige forbrug, som en vækstpakke er et udtryk for, strider mod regeringens politiske overbevisning, der især handler om at satse på skattelettelser og privat forbrug.

Et andet element er ifølge Flemming Ibsen, at VK-regeringen grundliggende har det godt med en periode med stigende arbejdsløshed. På samme måde som nationalbankdirektør Nils Bernstein, der har udtalt, at krisen har en rensende effekt, fordi arbejdsløsheden er med til at presser lønningerne ned og dermed styrke den danske konkurrenceevne.

»Det kan finansministeren af politiske grunde ikke sige højt. Men i sidste ende er det et politisk valg mellem mere arbejdsløshed på kort sigt og bedre konkurrenceevne på lang sigt,« lyder det fra Flemming Ibsen.