Læsetid: 3 min.

Hurtigere, hurtigere, hep, hep, hep

Kravet om tidligere specialisering og en hurtigere vej gennem uddannelsessystemet svækker den enkelte elevs valgfrihed og forstærker den sociale arv
28. oktober 2009

Der er kun seks år mellem min yngste bror og mig. Men der er en verden til forskel i vores måde at tænke om uddannelse og fremtid.

Fra årgang '82 til årgang '88 er der sket et radikalt mentalitetsskifte - som jeg vil vove at påstå er blevet tvunget systematisk igennem. Via skolevejledning, der fokuserer på tidlig specialisering. Gennem omfattende reformer af gymnasiet og nye optagelsesregler til de videregående uddannelser. Og ikke mindst som følge af klapjagten på sabbatårene i den offentlige debat. Mens mantraet for min årgangs uddannelses- og livsvalg lød: »Lysten skal drive værket«, så hedder det i stedet fra alle de studievejledere, som min bror møder: »Hurtigere, hurtigere hep, hep, hep!« Mens jeg var meget optaget af at opleve alt muligt uden for skolesystemet, inden jeg gik i gang med min nuværende uddannelse, så er han anderledes fokuseret på at supplere med de fag, han mangler, og så se at komme i gang.

>Tidlig specialisering

Min bror og hans klassekammerater var de første, der skulle lægge uddannelsesplaner for resten af deres uddannelsestid, før de var kommet i puberteten. De var pionerer i et helt nyt fagpakke-gymnasium, hvor de skulle vælge højniveaufag - og dermed fremtidige uddannelsesretning - mens de stadig gik i folkeskolen.

Og nu står de over for nye optagelseskrav til de videregående uddannelser. Min lillebror, Rasmus, er rent ud sagt skide bange for ikke at komme ind på den rigtige uddannelse i første hug. For hvis ikke han gør det, så har han rigtige dårlige odds i næste runde, når han ikke længere er på førsteholdet med de hurtige, der søgte uddannelse senest to år efter studenterhuen blev sat på deres unge hoveder.

Resultatet er, at gennemsnitsalderen for de nye studerende suser nedad. »Juhu!« siger Bertel Haarder, Helge Sander og regeringen, for det var lige præcis, hvad de ønskede sig. »Øv!« siger jeg. Hvor er det åndssvagt, når det er frygt for at komme i klemme eller blive straffet, som driver de unge ind i klasseværelser og auditorier. Og hvor er det ærgerligt, at de unge bruger deres 'sabbatår' på suppleringskurser, så de kan opfylde de skærpede optagelsesbetingelser, i stedet for at opleve virkeligheden på plejehjem, i Afrika eller andre hjørner af verden, hvor de ellers ikke kommer, når bøger fylder hverdagen.

>Social arv forstærkes

Det er ikke kun inputs fra andre dele af samfundet, som de unge går glip af. Når der ræses af sted i højt tempo, og når der så tidligt skal vælges livsbane, så går det også ud over chancerne for at bryde den sociale arv. Min lillebror gik kun i 6. klasse, da han kom hjem med sin uddannelsesplan i skoletasken. Med vejledning fra sin dansklærer havde han møjsommeligt opstillet en handlingsplan for, hvordan han kunne blive læge. Ligesom sin far. Efter folkeskolen skulle han i gymnasiet på matematisk linje og score et højt gennemsnit, så han kunne søge ind på medicin- studiet. Hans sidekammerat, Rune, ville helst være tømrer. Ligesom sin far. Han skrev i uddannelsesplanen, at han først skulle i 10. klasse og så på teknisk skole. Hans far kunne hjælpe ham med læreplads.

Og det er ikke så underligt, at de 12-årige drenge kopierede deres forældres uddannelsesvalg. Når man forlanger af børn, at de skal planlægge arbejdslivet i så tidlig en alder, spænder man ben for både nysgerrighed og fantasi. Deres mulighed for at bevæge sig uden for sikker grund er blevet tyv- stjålet. Resultat: Læge- sønnen bliver læge, og tømrerens søn får praktikplads i fars firma.

Stine Maiken Brix er medicinstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu