Baggrund
Læsetid: 4 min.

Kronprinsens olympiske milliardforretning fritaget for skat

Den Internationale Olympiske Komité nyder godt af de schweiziske skatteregler. Qua sin status som nonprofit-idrætsforening slipper IOC for at betale skat af sin tocifrede milliardindtægt
Danmarks kronprins får medindflydelse på milliarder af kroner, når han i dag efter alt at dømme optages som medlem af Den Internationale Olympiske Komité.

Danmarks kronprins får medindflydelse på milliarder af kroner, når han i dag efter alt at dømme optages som medlem af Den Internationale Olympiske Komité.

Denis Balibouse

Indland
9. oktober 2009

Når Kronprins Frederik i dag ventes optaget som medlem af Den Internationale Olympiske Komité, IOC, bliver han ikke blot olympisk legekammerat med tidligere europæiske fascister, kriminelle asiatiske svindlere og afrikanske generaler med blod på hænderne.

Den danske tronfølger bliver som medlem af IOC's generalforsamling også medbestyrer af en milliardforretning med 400 ansatte i tre lande. Hovedparten af IOC's ansatte arbejder i 'den olympiske hovedstad', Lausanne, i Schweiz. Her har IOC sit hovedkontor, et olympisk museum, en olympisk solidaritetsfond og et marketingsselskab, som sælger sponsoraftaler og tv-rettigheder til de olympiske lege.

Til de kommende vinterlege næste år i Vancouver og sommerlege i London i 2012 har IOC allerede solgt tv-rettigheder for 20 milliarder kroner. Det er en stigning på 30 procent i forhold til de to seneste lege i Torino og Beijing. Dertil kan IOC i de kommende to år se frem til at modtage fem milliarder kroner fra ni globale topsponsorer, og foreløbig har lokale partnere i de tre kommende OL-byer Vancouver, London og Sochi investeret syv milliarder kroner i de olympiske ringe.

»IOC's brand er stærkere end nogensinde. På trods af finanskrisen er vores indtjening rigtig god. Og efter valget af Rio de Janeiro som værtsby for OL 2016, ser vi nu også store muligheder i Sydamerika,« sagde det norske IOC-medlem Gerhard Heiberg i går, da han på IOC's session i Bella Center i København aflagde rapport om den olympiske forretning i sin egenskab af formand for IOC's marketingkommission.

Coca-Cola

Udover hovedkontoret i Lausanne har IOC to mindre filialer i Spanien og USA. I Madrid ligger Olympic Broadcasting Service. Og i Atlanta har IOC sit amerikanske marketingsselskab tæt på storsponsoren Coca-Cola, men også på tv-selskabet NBC, burgerkæden McDonald's og elektronikgiganten General Electric, som sammen med andre amerikanske sponsorer sørger for 80 procent af alle IOC's indtægter.

IOC har haft hovedkvarter i Lausanne siden 1915. Under Første Verdenskrig flygtede grundlæggeren af de moderne olympiske lege, den franske baron Pierre de Coubertin, fra Paris og tog sit livsværk med til det neutrale Schweiz. Selv om IOC siden 1980'erne har udviklet sig til en milliardforretning, er IOC registreret som en nonprofit-idrætsforening. Det betyder, at komiteen slipper for at betale 20 procent i skat af sine indtægter.

»Skattefritagelsen er meget vigtig. Jeg har ingen konkrete tal på, hvor meget vi sparer i kroner og ører. Men skattefritagelsen betyder, at vi kan bruge endnu flere penge på vores olympiske solidaritetsarbejde,« siger Gerhard Heiberg til Information.

Men skattefritagelsen er ikke IOC's eneste privilegium i Schweiz. Bankoplysninger om økonomiske transaktioner holdes hemmelige for offentligheden. Udlændinge får automatisk opholds- og arbejdstilladelse, hvis de arbejder for IOC. Og andre olympiske idrætsforbund, som etablerer sig i Lausanne, skal ikke betale husleje de første to år.

Ifølge IOC beholder komiteen kun syv procent af sine indtægter til den daglige drift og administration. Resten fordeles mellem de 205 olympiske medlemslande. Dog modtager USA mere end alle andre lande tilsammen som tak for, at legene i Los Angeles i 1984 blev en kommerciel succes og lagde fundamentet for IOC's stærke økonomi.

Schweiz er dog den største olympiske vinder. Alene i Lausanne arbejder 850 ansatte med international sportsadministration. I alt 30 internationale idrætsforbund har hovedsæde i Schweiz. Og dertil kommer adskillige europæiske idrætsforbund, 20 andre idrætsrelaterede organisationer, som f. eks. den internationale sportsdomstol CAS, og en hær af idræts- og marketingskonsulenter, agenter og andre sportskøbmænd.

Den schweiziske regering har flere gange overvejet at begrænse IOC's skattebegunstigelse, senest under en debat i parlamentet i januar i år. Men hensynet til landets indtægter fra sportsindustrien vejer tungere end politiske principper. For udviklingen gavner også turistindustrien, som er tæt forbundet med sportsindustrien. I løbet af de seneste 15 år har Schweiz sikret sig værtsskabet for 107 verdensmesterskaber, som har givet øgede turistindtægter.

Bestikkelse lovligt

Men det er også i Schweiz, at den seneste olympiske korruptionsskandale har fundet sted. For et år siden blev det under en retssag i Zug dokumenteret, at sportsmarketingfirmaet ISL i årevis betalte sig til kontrakter med olympiske idrætsforbund. Fra 1989 til firmaets konkurs i 2001 betalte ISL mindst 138 millioner schweizerfranc i provision til olympiske idrætsledere. Til gengæld sørgede de for, at ISL fik tv- og marketingaftaler med de olympiske forbund.

Fodboldforbundet FIFA's schweiziske præsident, IOC-medlem Sepp Blatter, og hans brasilianske forgænger, IOC-medlem João Havelange, er blandt de olympiske ledere, der er under mistanke for at have taget imod penge fra ISL. Udover en ledende ISL-medarbejder, den tidligere Adidas-chef Jean-Marie Weber, som slap fra retssagen med en mindre bøde, er ingen dog dømt i sagen. Dengang var det ifølge schweizisk lovgivning nemlig ikke ulovligt at betale provision under bordet.

Fremgangsmåden er tilsyneladende heller ikke i strid med IOC's etiske regler i det olympiske charter. Jean-Marie Weber er i hvert fald stadig medlem af den olympiske familie med observatørstatus under IOC's topmøde i København. Og her står såvel Sepp Blatter som João Havelange i dag også står klar til at byde kronprins Frederik velkommen i den olympiske familie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her