Nyhed
Læsetid: 3 min.

Et ministerium, der kan gå på vandet

Sagen om chefforhandler Thomas Beckers opsigelse har ført til en diskussion af de forskellige ministeriers kultur. Professor i miljøret, Peter Pagh, beskriver Miljøministeriet, hvor Becker kommer fra, som et sted med en god sag og stærke institutionelle interesser, der ikke nødvendigvis tager hensyn til borgernes interesser
Klimaminister Connie Hedegaard (K) og hendes nu fyrede klimachefforhandler Thomas Becker kommer begge fra miljøministeriet, hvor der har udviklet sig en kultur, der er præget af, at 'vi er de gode'.

Klimaminister Connie Hedegaard (K) og hendes nu fyrede klimachefforhandler Thomas Becker kommer begge fra miljøministeriet, hvor der har udviklet sig en kultur, der er præget af, at 'vi er de gode'.

Casper Christoffersen

Indland
22. oktober 2009

Rygterne svirrer stadig. Hvorfor opsagde klimaministeriets chefforhandler Thomas Becker sit job lige før klimatopmødet i København? Spørger man professor i miljøret ved Københanvs Universitet Peter Pagh, der igennem 20 år har fulgt miljøområdet tæt, så kan en del af forklaringen på hele balladen være, at Becker kommer fra Miljøministeriet.

»Folk i ministerier som miljø/klimaministeriet har udviklet sig til den gode sags tjenere. Kulturen har været præget af, at vi er de gode,« siger Peter Pagh. Han understreger, at han dermed ikke beskylder ministeriet for overforbrug - og at han ikke kan tage stilling til selve Becker-sagen, da det er en personsag.

»Men hvis du sammenligner Miljøministeriet med andre ministerier, så er der næsten ikke en lov, hvor der ikke optræder gebyrer. Og jo flere indtægter et ministerium giver, jo stærkere står du internt på Slotsholmen, og det har Miljøministeriet været ret gode til at udnytte,« siger Peter Pagh.

God økonomi kombineret med en god sag har skabt et mere egenrådigt embedsværk, der kan være svært at styre for ministeren, fordi de ledende embedsfolk i et ministerium i modsætning til de fleste politikere godt kan tænke strategisk, mener Peter Pagh: »Det kan være chokerende at opleve, men de behov, som styrer lovgivningsprocessen, handler i høj grad om, hvad der passer ind i bestemte institutionelle interesser. Det er et obskurt formål i forhold til lovgivning, som berører borgerne, men det er ind imellem meget tydeligt i det lovforberedende arbejde,« siger Peter Pagh.

Gå på vandet

Flere af de sager, som Peter Pagh har undersøgt på det miljøretslige område, viser, at hverken ministre, opposition, presse eller forskere for alvor har formået at trænge igennem med kritik af miljøministeriet. Da det i 2003 viste sig, at Danmark havde problemer med at leve op til et EU-direktiv om naturbeskyttelse, nægtede ministeriet at udlevere svar til Folketinget i sagen, fortæller Peter Pagh:

»Ministeriet svarede frækt, at de pågældende dokumenter ikke var omfattet af offentlighedsloven, selv om Kammeradvokaten havde bedt dem om informere Folketinget. Det er da embedsmænd, der kan gå på vandet,« siger Peter Pagh.

Også når det gælder et andet direktiv om miljøansvar, har Miljøministeriet ageret mere ud fra egne institutionelle interesser end på borgernes vegne, mener Peter Pagh.

»Hvis kommunerne opdager en forurenet grund eller en miljøskade, så overgår sagen hurtigt efter til Miljøministeriet, som kun går videre med sagen, hvis forureneren stiller sikkerhed til rådighed. Det er et meget tydeligt eksempel på institutionelle interesser, selv om det nok ville være smartere at lade kommunerne styre det her selv,« siger Peter Pagh.

I en aktuel sag har det vist sig, at Miljøministeriets embedsmænd har fået ændret en række punkter i en forskningsrapport om de danske skoves tilstand, så de kom til at fremstå langt grønnere, end de egentlig er.

»Det virker som om, ministeriet har en helt fast forståelse af, at hvis der kommer en rapport, så retter de den lige til, så den passer ind. Det kan godt være, at man ikke bryder sig om konklusionerne eller mener, at det er forkert, men at man retter forskningsresultater til, så det passer ind i embedsværkets kram, er et særegent forhold at have til viden om miljøet,« siger Peter Pagh.

Skråsikkerhed

Peter Pagh mener, at miljøministeriets lidt skråsikre kultur kan have skabt store problemer for det danske miljø.

»Når ministeriet siger, vi gør det godt på miljøområdet, så er det jo faktuelt ikke rigtigt. Hverken når det gælder naturens tilstand eller vores lovgivning, er vi særlig langt fremme. Resultatet af ministeriets manipulation er, at den danske kontrol med miljøet ikke fungerer. I sidste ende er det jo politikernes ansvar, at de ikke har skåret igennem,« siger Peter Pagh, der mener, at Miljøministeriet til en begyndelse burde åbne langt mere for uafhængige eksperter i deres reformarbejde: »For dem har de ikke travlt med at få ind.«

At Thomas Becker har forladt posten som chefforhandler, tror Peter Pagh ikke har den store betydning for resultatet på klimatopmødet i København om godt en måneds tid.

»Jeg tror, det kan være en fordel, at statsministeriets og udenrigsministeriets erfarne forhandlere tager over. Hvis man vil påvirke forhandlingsprocessen, så betyder det ikke så meget, hvilket ministerium du kommer fra. Det handler om at være konstruktiv i stedet for at fortælle resten af verden, hvad de burde gøre, som det virker som om klimaminister Connie Hedegaard forsøger,« siger Peter Pagh.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viv Haufenreich

Ufatteligt at vi/medierne's selv censur nu også indbefatter at lakonisk-ironisk beskrive katastrofal svindel med - helt essentielle - statistikker som et positiv slang: "de kan det hele/gå på vandet" (og skulle man bemærke, at når svindlen er tilfældet kan man jo kun slutte at det må være toppe af et isbjerg).

Sammenlign bilags svindlen i miljøministeriet med implosionen af tiltroen i engelsk politik - vi er begyndt at dreje det offentlige billede hen i retningen af en gennemgående vrang forstilling (for at opretholde et "image" pgs af klima topmødet). Skandalen er så vanvittig at man er nød til at lade som om at det ikke er en afsindig skandale.

Konklusionen må uundgåeligt være at tilfældet Becker åbenbart er reglen mere end undtagelsen - for hvorfor eller den manglende fordømmelse fra embedsstanden/politikere selv? Hvis ikke at svindlen med statistikkerne allerede viser at moralen, og man er fristet til at sige grundlaget, for- Danmark's offentlige sektor er væk, så viser pressens reaktioner det.

Med al respekt, kan man som kritisk obsevatør af virkeligheden ikke længere seriøst mene at Information repræsenterer en kritisk vinkel på venstre siden af det politiske spektrum. Man kunne tro at det var en konservativ avis. Så noget som det her er snarere et slags pseudo intellektuelt forsøg der hører hjemme i gratisavisen Metro-express uden reklamer. Jeg abboner, men med pseudo journalistik som dette, får jeg virkelig lyst til at lade avisen ligge ulæst hen.

Jeg forstår ikke hvordan forfatteren kommer fra Thomas Beckers til miljøministerens fusk.
Alt det pladder om kultur, er bare snakken udenom. Det gamle miljøministerium eksisterer ikke mere, det blev rykket op med rode for 8 år siden. Så sammenligningerne er helt ude i skoven.