Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ny ballade om fusion af design- og arkitektskole

Rektor på Danmarks Designskole, Peter Bysted, trak sig fredag fra posten, fordi kulturministeren ikke har styr på, hvordan fusionen med arkitektskolen skal foregå. Ministeren sender aben videre til de SF og R, men både ansatte, elever og rektor på arkitektskolen bakker op om Bysteds kritik
Peter Bysted tiltrådte som rektor for Danmarks Designskole i 2007, men i sidste uge valgte han at trække sig fra posten på grund af frustrationer omkring fusionen med Arkitektskolen. En fusion han ikke mener, at kulturministeren har styr på i tilfredsstillende grad.

Peter Bysted tiltrådte som rektor for Danmarks Designskole i 2007, men i sidste uge valgte han at trække sig fra posten på grund af frustrationer omkring fusionen med Arkitektskolen. En fusion han ikke mener, at kulturministeren har styr på i tilfredsstillende grad.

Kristian Juul Pedersen

Indland
5. oktober 2009

Kulturministerens styring af fusionen mellem Danmarks Designskole og Kunstakademiets Arkitektskole er så mangelfuld, at rektor for Danmarks Designskole fredag så sig nødsaget til at sige sin stilling op:

»Ministeriet har ikke har gjort det ordentligt. Man har overtaget ledelsesrollen i fusionsprocessen, men styringen har været så svag, at vi ikke har kunnet melde klart ud til vores bagland,« siger Peter Bysted.

Især har ministeriet ikke magtet at gøre det klart, hvad man gerne vil, og hvad de økonomiske rammer er:

»Jeg har været med i fusionsprocesser før, og det er utrolig vigtigt, at man åbent melder ud, hvad man har tænkt sig og under hvilke forudsætninger, det skal foregå. Man skal kende den fremtidige ledelsesstruktur, og man skal kende de økonomiske og tidsmæssige rammer. Ingen af de tre ting har fremstået tydeligt fra ministeriets side,« siger Peter Bysted.

Kulturminister Carina Christensen (K) medgiver, at processen har været utilfredsstillende:

»Et stykke hen ad vejen kan jeg godt følge ham. Jeg har fra starten været opsat på, at vi skulle videre med fusionen og blive mere konkrete, men der er et bredt politisk forlig, og der er andre partier, som ikke har ønsket, at det skulle gå så hurtigt,« siger Carina Christensen, som vil have fusionen med som en del af aftalen, når der i 2010 skal laves nyt forlig på området.

Det er SF og de radikale, der har sagt, at de ikke ville støtte en fusion, fordi Arkitektskolen i marts meldte ud, at man ikke var klar til at fusionere. Men Carina Christensen har alligevel fastholdt, at de to institutioner skal fusioneres, og derfor forstår SF's kulturpolitiske ordfører, Pernille Frahm, ikke ministerens argument:

»Det er hende, der har krævet, at der skal være en fusion. Hvis hun kan sætte det ind i teksten uden, at der er enighed om det i forligskredsen, så kan hun jo også bare sige, at det skal foregå på den og den måde,« siger Pernille Frahm, som mener, at Peter Bysted har ret i sin kritik af ministeriet:

»Der har ikke været klarhed over helt basale ting som ledelsesstruktur og økonomi. Derfor lyder det til, at hans kritik er helt berettiget,« siger Pernille Frahm.

Enig

Samme holdning har professor på arkitektskolen, Anders Brix, som er blandt de medarbejdere, der i sin tid frarådede en fusion.

»Hvis man skal fusionere to så store institutioner, så skal man have klar køreplan for, hvordan det hele skal administreres, og hvordan strukturen skal være - og det har man ikke haft,« siger Andres Brix, som bakkes op af de arkitektstuderendes repræsentant i skolerådet, Laura Kieler:

»Man kan mærke, at lederne på vores skole er i tvivl om, hvordan den fremtidige struktur bliver. Det skaber forvirring, og derfor er det nødvendigt, at man melder klart ud,« siger hun.

I dag har Arkitektskolen en demokratisk valgt rektor, mens Danmarks Designskole har en ansat rektor. Ledelsesstrukturen har derfor været en central del af diskussionen om en fusion:

»Vi er glade for, at vi selv kan vælge vores rektor. Derfor er det vigtigt, at ministeriet siger, hvad de har tænkt sig. Så vi ved, hvor vi skal hen, og hvad vi skal forholde os til,« siger Laura Kieler.

Et andet konfliktpunkt er økonomien. Og på det område medgiver rektor på Arkitektskolen, Svend Felding, at der har været problemer med styringen fra Kulturministeriets side:

»Ledelsesstrukturen har ikke været drøftet, og det er helt sikkert en af de ting, der falder Peter Bysted for brystet. En anden ting er økonomien. Vi har ikke fået nogen garantier for, hvor de penge, som flytningen koster, skal komme fra. Og den bekymring har jeg også,« siger Svend Felding og tilføjer:

»Vi deler også følelsen af, at der er mange uafklarede spørgsmål lige nu. Flere end der er afklarede. Så Peter Bysted har ret i, at der er tvivl om mål og midler i forhold til processen,« siger Svend Felding.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her