Læsetid: 4 min.

En ny oplysningstid er på vej

Den store udfordring ved klimaforandringerne er, at vi er nødt til at handle, før vi oplever de egentlige konsekvenser på egen krop. Det kræver en ny form for global opmærksomhed, som er på vej frem, mener professor Kirsten Hastrup
Politikerne skal lede an og hjælpe os til at se vores konkrete handlemuligheder i forhold til klimaforandringerne, så vores forestilling om ændringerne ikke ender som abstrakte og teoretiske. »Så længe 
 der ikke handles på snakken, vil der brede sig en fornemmelse af, at vi ikke kan gøre noget ved udviklingen,« siger Professor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Politikerne skal lede an og hjælpe os til at se vores konkrete handlemuligheder i forhold til klimaforandringerne, så vores forestilling om ændringerne ikke ender som abstrakte og teoretiske. »Så længe
der ikke handles på snakken, vil der brede sig en fornemmelse af, at vi ikke kan gøre noget ved udviklingen,« siger Professor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Kristine Kiilerich

28. oktober 2009

Vinduet vender ud mod morgenens første sol, og bogreolerne er fyldte fra gulv til loft. Kirsten Hastrup har kontor på Institut for Antropologi i København, hvor hun er professor og leder af projektet Waterworlds, der undersøger, hvordan vi bliver bedre til at lære af andres erfaringer med klimaforandringerne.

»Vi kan se, hvordan mennesker mange steder er ved at udvikle en højere grad af noget, man kunne kalde planetær bevidsthed,« siger Kirsten Hastrup, der også er præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Den anerkendte forsker er en pioner på et relativt nyt felt. For hvor naturvidenskaben længe har beskrevet problemerne, begynder samfunds- og humaniorafagene først nu så småt at undersøge, hvordan en omstilling i forhold til klimaforandringerne kan blive mulig, og hvad der får os til at handle.

Suset fra katastrofen

En af de store udfordringer er, fortæller hun, at de fleste mennesker har svært ved at se, hvad de faktisk selv kan gøre.

»Vi står alle i et mega dilemma, fordi vi ikke ved, hvor vi skal tage fat,« siger professor Kirsten Hastrup.

På den ene side er advars-lerne dramatiske, og det kan være svært at forholde sig til forskningen uden at blive overvældet og lammet.

»Vi hører, at scenarierne for hvor hurtigt klimaet ændrer sig, er værre end antaget, og at det hurtigt kan blive for sent«, siger Kirsten Hastrup og advarer samtidig mod det, som sociologen Zygmunt Bauman kalder »liquid fear«. En form for frygt vi ikke ved, hvordan vi skal handle på.

»Der er meget snak om klimaforandringerne, men så længe der ikke handles på snakken, vil der brede sig en fornemmelse af, at vi ikke kan gøre noget ved udviklingen,« mener hun.

Kirsten Hastrup understreger vigtigheden af, at vi ser konkrete muligheder for handling, der faktisk matcher udfordringen, så vores forestilling om ændringer ikke er abstrakt og teoretisk, men baseret på konkrete erfaringer.

»Det er politikernes ansvar at anvise vejen,« siger Kirsten Hastrup.

- Men når politikerne tøver med at tage skridtet, hvad skal så få os til at handle?

»En af de ting, der kan virke motiverende, er vores egne erfaringer med de nye vejrmønstre,« mener Kirsten Hastrup.

Når folk selv oplever ekstremt regnvejr og oversvømmelse, kommer der en helt anden parathed. Som eksempel fremhæver Kirsten Hastrup kommunerne langs Køge bugt, hvor man efter oversvømmelserne i 2007 er begyndt at bygge jordvolde, udbygge kloaknettet og støtte produktionen af elbiler.

Får man selv en forsmag på, hvad klimaforandringerne kommer til at betyde, stiger chancen for, at man handler. Men hvis vi skal have en forhåbning om at stabilisere klimaforandringerne, er det afgørende også at lære af andres erfaringer, mener Kirsten Hastrup.

»Vi skal mærke suset fra katastrofen for at begynde at handle for alvor«.

Oplysningsmanden

Der er efterhånden en del af »de andres erfaring« at lære af. Skovbrandene omkring Athen, i Californien og i Australien er eksempler. Eller når præsidenten fra stillehavsøen Kiribati anmoder Australien om klimaasyl for hele befolkningen, fordi øen bliver stadig mere ubeboelig. Spørgsmålet er, hvorvidt vi formår at lære af det, eller om vi isolerer os selv fra omverdenen.

Kirsten Hastrup trækker en parallel til det islandske samfund i perioden 1400-1800, den såkaldte lille istid, hvor temperaturen faldt. Det var katastrofalt for islændingene, fordi man ikke længere kunne dyrke byg, de gode græsninger forsvandt og skovene blev til brænde. Da skovene var væk, begyndte man at fyre med gødning, hvilket igen betød, at jorden kom til at mangle næring. Fiskeriet var en oplagt mulighed for at få mad, men efter pestens hærgen havde Altinget i 1404 forbudt fiskerlandsbyerne og kaldt arbejdskraften hjem til markerne. Langsomt glemte man fiskeriet, og selvom det kolde klima ødelagde landbruget, så tog man ikke fiskeriet op igen.

Bondesamfundet var en kerneværdi, man ikke bare opgav.

Det var først, da oplysningsmanden Skúli Magnússon i slutningen af 1700-tallet kom tilbage fra København og begyndte at lave manualer til fiskeri, at kulturen ændrede sig.

Vi genopdager planeten

»I dag står vi, ligesom islændingene gjorde, overfor at skulle ændre nogle grundlæggende værdier for at imødegå klimaforandringerne,« siger Kirsten Hastrup.

- Men islændingene var ved at dø af sult, det er vi ikke. Hvad er det, som skal få os til at ændre vores værdier?

»Det er vores viden om, at scenarierne er meget voldsomme, hvis ikke vi handler,« svarer Kirsten Hastrup.

»Forskellen mellem det islandske samfund og i dag er, at de ikke vidste, at klimaforandringerne ville vare ved. Derfor blev de ved at gøre som hidtil, selvom klimaet havde ændret sig.«

- Hvilke værdier er det, vi i dag skal ændre for at kunne tilpasse os?

»Det er først og fremmest, at vi skal rette opmærksomheden udaf mod verden og lære af den. Det kunne islændingene ikke, fordi de var isolerede, men da de først fik muligheden, skete det.«

»Det skred, vi ser i menneskets måde at opleve sig selv på, kan sammenlignes med det, som skete i oplysningstiden,« siger Kirsten Hastrup.

I oplysningstiden opstod en form for global bevidsthed. Man fik en forståelse for planeten jorden og af de forskellige kontinenter. Det ændrede dramatisk vores bevidsthed om verden.

»Vi står overfor et tilsvarende skifte i dag, hvor det nye er, at vi forstår, at livet på kloden hænger sammen. Vi er afhængige af hinanden. Klimaforandringerne er den optik, hvori vi genopdager planeten som et sammenhængende hele,« siger Kirsten Hastrup

Serie: Den største udfordring

Læs også de andre artikler i serien:

Vi kan ikke redde kloden ved at skifte en pære
'Vi flytter dækstole på Titanic'
En ny oplysningstid er på vej
Begær kan man ikke tale til rette
Hvem har lovet, det skulle være let at løse klimaproblemet?
Enden på en velkendt verden
'Vi mennesker skal nok klare den'
'Det handler om at gå fra mig til vi'

Serie

Seneste artikler

  • 'Vi mennesker skal nok klare den'

    16. november 2009
    Hun har tillid til, at det nok skal lykkes menneskeheden at bremse klimaforandringerne. Måske er det hendes praktiske arbejde, der giver Natasha Carstens en optimisme, som kan være svær at spore blandt folk, der beskæftiger sig mere abstrakt og teoretisk med problemerne
  • Begær kan man ikke tale til rette

    31. oktober 2009
    Klimasagen kommer ikke til at engagere danskerne, før katastroferne banker på døren. Med mindre spørgsmålet forinden kan drejes væk fra, hvad vi skal give afkald på, til i stedet at handle om begejstring, sex og karriere, mener filosoffen Ole Thyssen
  • 'Vi flytter dækstole på Titanic'

    22. oktober 2009
    Der er brug for en demokratisk vækkelsesbevægelse, hvis vi skal ændre vores liv, så radikalt som klimaforandringerne kræver. Men det bliver svært, så længe regeringen sender modsatrettede signaler via sin politik, mener DPU-professor Jeppe Læssøe
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

V6. Vinden blæser mod syd,
den drejer og går mod nord
den drejer og drejer,
og vinden bliver ved med at dreje.
v 14. Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagten efter vind.
v 17. Jeg havde til hensigt at forstå visdom
og kundskab, dumhed og dårskab.
Jeg måtte erkende, at også det var jagt efter vind.
Kapitel 2. v2 Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det altsammen tomhed og jagten efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen.
v 17. Så kom jeg til at hade livet;
for mig var det, der sker under solen ulykkeligt. Alt er tomhed og jagen efter vind.
For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden.
Sæt ikke skamler op i fremtidens mørke, for ikke at falde over dem, når i kommer forbi.

Mon ikke, der blandt klimadebattører er nogle, der forveksler begreberne “statistiske værktøjer” og “statistiske analyser”.

Det relevante statistiske værktøj for klimaanalyser er Eulers formel: (ex+iy = ex(cosy+i siny),
hvor x og y er reelle tal. Analysen af klimaforhold, baseret på denne formel er udviklet af Jay W. Forrester. Hvis man vil undgå tungt læsestof, er flg. en mulighed for oplysning:

http://mitworld.mit.edu/video/606

John Henriksen

Det vil sikkert glæde skolelærerne, at 'klimaforandringerne' (i bestemt form, så de er altså kendte og givne) kræver en 'ny form for global opmærksomhed', for det vil jo helt fjerne fokus fra det, der er lærernes største problem: at forsøge at skabe en lokal opmærksomhed i klassen.