Læsetid 6 min.

PET’s håndtering af Blekingegade-banden må ud af tusmørket

På et møde i Justitsministeriet vil det fredag blive afgjort, om der er behov for endnu en undersøgelse af PET's håndtering af Blekinge-gade-banden. Sidste forår blev dette tema over hals og hoved føjet til den arbejds-opgave, som den i forvejen forsinkede PET-Kommissionen skulle løse. Da Kommissionen i sommer langt om længe udsendte sin rapport, blev både PET og Justitsministeriet frikendt på det foreliggende grundlag. Men hvem har bestemt, hvad Kommissionen skulle undersøge om Blekingegade-banden?
22. oktober 2009

I morgen vil partiernes retsordførere mødes med justitsminister Brian Mikkelsen (K) for at afgøre, om der skal iværksættes endnu en undersøgelse af PET's håndtering af Blekingegade-banden. På forhånd har regeringen og Dansk Folkeparti nedtonet behovet for en undersøgelse, og det samme forsøgte Justitsministeriet sidst i september med et 22 sider langt notat.

Notatet var ikke første gang, at ministeriet fik luftet sin ulyst til at få dette sagskompleks grundigere belyst. Således havde ministeriet - man er nødt til at skrive: efter al sandsynlighed - en finger med i spillet, da PET-Kommissionen i foråret sidste år påtog sig opgaven at undersøge visse udvalgte dele af Blekingegade-komplekset.

Men ministeriets finger var ikke af den slags, der efterlader sig aftryk: For selv om Information har søgt aktindsigt i enhver form for kontakt mellem ministeriet og PET-Kommissionen om tilrettelæggelsen af undersøgelsen af Blekingegade-banden, så er svaret fra Justitsministeriet entydigt og umisforståeligt: Der har ikke været nogen kontakt, så der er ingen dokumenter, ingen telefonnotater, ingen notitser, ingenting - bortset fra en enkelt telefonsamtale den 4. januar 2008 og et brev fra den 11. marts.

Så angiveligt var det fuldstændigt på eget initiativ, da formanden for PET-Kommissionen, landsdommer Leif Aamand, den 4. januar 2008 over telefonen meddelte Justitsministeriet, at Kommissionen allerede var i gang med at undersøge forskellige omstændigheder ved Blekingegade-banden. At Kommissionen derved gjorde livet lettere for daværende justitsminister Lene Espersen, kan set i dette perspektiv kun kaldes et tilfældigt sammentræf. At ministeren efter telefonsamtalen med Leif Aamand var sluppet ud af en kattepine, var imidlertid hævet over enhver tvivl.

Få timer senere kunne Lene Espersen nemlig i en pressemeddelelse beroligende erklære, at PET-Kommissionen »allerede« var i gang med at undersøge to forhold: Dels efterretningstjenestens og ministeriets håndtering af det dengang rekordstore bankrøveri i Lyngby i 1983, som Blekingegade-banden senere viste sig at stå bag, dels Justitsministeriets håndtering af sagen om en eventuel udlevering fra Frankrig af to arabiske medlemmer af PFLP, der var fængslet i Paris med seks millioner ubrugte danske kroner gemt i en taske - penge, der formentlig stammede fra Lyngby-røveriet.

»Jeg kan i den forbindelse oplyse, at de nævnte spørgsmål allerede er genstand for en uafhængig undersøgelse. Formanden for PET-Kommissionen har således i dag oplyst over for Justitsministeriet, at disse spørgsmål indgår i kommissionens undersøgelse,« hed det således i ministerens pressemeddelelse. Læg mærke til ordet »allerede« ...

'Allerede'

Med det ene ord ville ministeren sprede olie på de oprørte vande, som forfatteren Peter Øvig Knudsens succesbøger om Blekingegadebanden havde pisket op, ikke mindst blandt borgerlige retsordførere. Også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blandede sig i sagen. Ifølge Øvig Knudsen undlod PET ved forskellige lejligheder (bl.a. efter Lyngby-røveriet) at dele al deres viden om banden med det almindelige politi. Måske-måske ikke kunne banden med et bedre samarbejde mellem PET og det almindelige politi være stoppet tidligere, og drabet på betjent Jesper Egtved Hansen i 1988 dermed være undgået?

Med sin hurtige pressemeddelelse fik ministeren imidlertid lagt låg på debatten. Men snart skulle låget igen lette. Det skete, da Berlingske Tidende den 9. marts 2008 bragte en tilbageskuende artikel bl.a. om frustrationer hos flere kriminalbetjente fra Københavns Politi, der efter røveriet mod Daells Varehus i 1986 forgæves havde søgt om råd hos kollegerne i Lyngby, som jo også stod med et uopklaret røveri fra 1983.

Selv om Lyngby Politi havde modtaget oplysninger om medlemmer af Blekingegadebanden (der dengang gik under navnet Appelgruppen i PET), så havde tjenesten forbudt Lyngby-betjentene at dele deres viden med andre. Artiklen rejste spørgsmålet, om røveriet mod Daells Varehus kunne være opklaret og banden dermed stoppet, hvis Københavns Politi havde fået nys om Appel-gruppen og indledt en efterforskning?

Aamands fire punkter

Igen var det på eget initiativ, at kommissionsformand Leif Aamand to dage efter Berlingske-artiklen tog kontakt til Justitsministeriet. I et brev dateret den 11. marts 2008 henviste Leif Aamand til den offentlige debat »i de seneste dage« og understregede, at Kommissionen »allerede (har) behandlet og beskrevet PET's overvågning af Blekingegade-banden og undersøgt aspekter af forholdet mellem PET og øvrige politiafdelinger.«

Straks derefter betonede Leif Aamand dog i brevet, at Kommissionen udelukkende skulle undersøge PET »og ikke kriminalpolitiets efterforskning af de omhandlede røverier«. Og derpå tilføjede Leif Aamand to yderligere punkter, som Kommissionen også ville belyse, nemlig »spørgsmålet, om de franske myndigheders interesse i at udlevere de nævnte PFLP-folk« og »spørgsmål om de franske myndigheders tekniske undersøgelser af en del de fra PFLP-folkene beslagslagte penge, spørgsmål om udlevering af en del af pengene og PET's interesse heri.«

Men igen: Ingen forudgående kontakt mellem ministeriet og Kommissionen før Leif Aamands brev. Ergo har Kommissionen selv fastlagt, hvad den vil undersøge uden input fra ministeriet. Javel ja, men kan offentligheden så stole på det? Tja ... At der kan være andre udlægninger af forløbet, tyder nogle udtalelser fra professor Ditlev Tamm på.

Tamm var det medlem af PET-Kommissionen, der skrev afsnittet i beretningen om de ønskede ekstra undersøgelser af Blekingegadebanden. I den egenskab har han her til Information udtalt (og godkendt at have sagt), at Kommissionen blev bedt om at undersøge visse dele af sagskomplekset: »Vi blev bedt om at undersøge Lyngby-røveriet, og det har vi gjort, så det er svaret på den kritik. Vi har ikke været en Blekingegadebande-kommission,« sagde Tamm.

Bedt om af hvem?

Lobeliavej

Hvorfor Leif Aamann i brevet til ministeriet har tilføjet to yderlige punker, som Kommissionen også ville undersøge, er aldrig blevet uddybet eller motiveret. Derfor ved vi ikke, hvorfor spørgsmålet om de franske myndigheders lyst eller ulyst til at udlevere palæstinenserne, som jo ikke har ikke så meget at gøre med danske PET, blev inddraget i Kommissionens undersøgelser. Vi ved heller ikke, hvorfor Kommissionen har fravalgt at undersøge andre dele af Blekingegade-bande-komplekset.

Som påpeget af Øvig Knudsen bl.a. i Information kunne det være interessant nærmere at belyse et mystisk biltyveri på Lobeliavej på Amager, hvor et af Blekingegade-bandens kernemedlemmer blev taget på fersk gerning i juni 1986. Efterforskningen af det mislykkede biltyveri blev styret af PET, der herved blev klar over, at Appel-gruppen, som PET i forvejen havde registreret, i hvertfald fra dette tidspunkt rådede over topprofessionelt tyveværktøj, illegale identiteter, hemmelige dæklejligheder og ikke mindst kommunikationsudstyr på højde med det, Politiet selv anvendte.

Samtidig vidste PET i forvejen fra aflytning af herboende palæstinensere, at Appelgruppen over for PFLP havde meldt sig klar til aktion. Alligevel skete der ... ingenting, og få måneder senere kunne Appel-gruppen/ Blekingegade-banden gennemføre røveriet mod Daells Varehus.

Et andet punkt, som PET-Kommissionen overhovedet ikke er kommet i nærheden af, er PET's samarbejde med israelske Mossad. Det er ifølge Øvig Knudsen ubestrideligt, at en Mossad-medarbejder var tilknyttet PET, da tjenesten holdt til på Bellahøj politistation. Naturligvis var det en fordel for PET med hurtig oversættelseskapacitet, når det gjaldt aflytninger af palæstinensere.

Men mistanken går unægteligt på, om PET - for at kunne fortsætte samarbejdet med Mossad - lukkede det ene øje for Appel-gruppens kriminalitet. Fortsat aflytning og overvågning af gruppen og herboende palæstinensere gav PET en række oplysninger, som kunne være guld værd i det internationale efterretningssamarbejde, hvor den ene tjeneste altid er en anden værd. Intet af dette har PET-Kommissionen undersøgt.

Sagen lukkes

Da Kommissionen i juni udsendte sin 16 bind tykke beretning, blev PET og Justitsministeriet frikendt, naturligvis alene inden for rammerne af det, som Kommissionen havde undersøgt. På det foreliggende grundlag blev resultatet en række dobbelt negationer:

Kommissionen kan ikke kritiserere PET for ikke at udlevere materiale til Lyngby Politi, lige som ministeriet ikke kan kritiseres for ikke at have fremmet en udleveringsbegæring af de to palæstinensere over for de franske myndigheder. Endelig mener Kommissionen ikke, at beslutningen om ikke at kræve de to PFLP'ere udleveret kan have haft betydning for opklaringen af Lyngby-røveriet.

Jamen, hvad med Daells Varehus? Hvad med, at Lyngby Politi fik forbud mod at dele deres oplysninger med andre politimyndigheder? Hvad med samarbejdet med Mossad? Hvad med biltyveriet på Lobeliavej? Hvis det overhovedet er nævnt i beretningen, har Kommissionen uden nærmere analyse efterladt det i sandet bag sig.

Da Justitsministeriet den 28. september 2009 udarbejdede et notat til retsordførerne om »temaerne om Blekingegadebanden i den offentlige debat«, kunne ministeriet derfor med henvisning til PET-Kommissionens rapport samlet konkludere, at der ikke var noget at komme efter. Særligt om Mossad-sporet vurderede ministeriet, at »der kan i øvrigt ikke peges på forhold, der tyder på, at spørgsmål af denne karakter skulle have haft betydning for centrale myndigheders håndtering af Blekingegade-sagen.« Eller med andre ord: Sagen er lukket.

Information har gerne villet stille Leif Aamand spørgsmål om kontakten mellem Justitsministeriet og Kommissionen vedrørende tilrettelæggelsen af Blekingegade-undersøgelsen.

Det ønsker Leif Aamand ikke at deltage i, bl.a. med henvisning til at spørgsmålet om en yderligere undersøgelse nu er et politisk spørgsmål. Hvad det så betyder, må mødet fredag i Justitsministeriet vise.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Bramsen

PET arbejder per definition i tusmørke. De havde banden under observation, og det er ikke utænkeligt at man lod banden fortsætte deres metier i håb om, at man kunne få større fisk i garnet, det er SOP i den branche.

Der sad jo, som det fremgår af Knudsens bog, en mand fra Mossad hos PET og fulgte med i, aflytningerne, man har måske håbet at få nogle PFLP-folk lokket ud af busken.

Brugerbillede for Jens Catlow

Skal teorierne om BlekingegadeBanden nå alle avisers forsider igen og forklare en del dunkle spørgsmål - må man overveje - endda seriøst overveje og bevise at BlekingegadeBanden som fænomen fra start til slut var en Mossad - styret operation.

(Den teori ville kun kræve en eneste inside Mossad-"deltager" i BlekingegadeBanden med magt nok til at påvirke bandens handlinger og fordelingen af dens udbytte - Dertil kan man hæfte sig ved spørgsmålet om BlekingegadeBandens reelle nytteværdi for det palæstinensiske folk.)

Brugerbillede for Per Diepgen

Yderligere undersøgelser af Blekindegade-sagen vil betyde, at tusmørket sænker sig endnu mere over det overordnede og gennemgående forløb mellem PET og regeringsmagten, der ellers kunne giver parlamentarismen et grundigt eftersyn.
Mange sider af vores tilværelse bærer præg af et udemokratisk bureaukrati med mangel på folkelig indsigt og beslutning, f.eks. kommunalreformen, men politiets efterretningstjeneste synes nærmest at kunne føre bevis for, at landet slet ikke er det demokrati, som det giver sig ud for.
Det er en betændt politisk sag, når den parlamentariske situation næppe heller i dag kan distancere sig fra fortiden politiske indgreb. Det gælder behandlingen af de politiske partier, som et parlamentarisk flertal har ført kamp imod siden 1930'erne, tydeligst fra holdningen til de spaniensfrivillige til sommeren 1941, da de politiske ledere ikke undså sig for at gennemføre brud på grundloven.
Offentliggørelsen af PET's arbejde under Den kolde Krig kunne danne grundlaget for, om ikke et opgør med, så dog en historisk selverkendelse af det danske vægelsind og behandlingen af et politiske mindretal, når landet viser sig villigt til at gøre sig afhængig af verdensmagten, og som en konsekvens heraf at føre krig, denngang Frikorps Danmark. Forkasteligt og amoralsk, siger nogle og fortæller altså, at vi stadig befinder os i den samme sindelagskamp.

Brugerbillede for Henning Ristinge
Henning Ristinge

Der er så sandelig mange og gode grunde til at holde dampen oppe her - der er 'ugler i mosen' og lugten er fæl

- tak til Ulrik Dahlin for fremragende journalistisk arbejde - det er rart at se at sådan noget stadig er til.