Læsetid: 3 min.

Politisk doping af IOC før valg af værtsby

Den nationalpolitiske og kommercielle markedsføring af kandidaterne Chicago, Rio de Janeiro, Madrid og Tokyo strider imod IOC's bibel - det olympiske charter
2. oktober 2009

»OL er konkurrence mellem idrætsudøvere i individuelle konkurrencer eller holdkonkurrencer og ikke mellem lande.«

Sådan står der at læse i det olympiske charter, som er Den Internationale Olympiske Komité, IOC's grundlov - eller bibel, om man vil. For ifølge charteret er den olympiske idé først og fremmest en livsfilosofi, der går ud på at ophøje og kombinere kroppens, viljens og sjælens kvaliteter. »Ved at blande idræt med kultur og uddannelse søger den olympiske idé at skabe en livsmåde baseret på glæden ved præstationer, det gode eksempels værdi samt respekten for universelle, fundamentale og etiske principper.«

Det olympiske charter slår også fast, at IOC's 106 medlemmer blandt andet skal kæmpe for ligestilling mellem mænd og kvinder, fremme fair play i sport, lede kampen imod doping og modsætte sig enhver form for politisk og kommerciel misbrug af den olympiske idræt og de olympiske idrætsudøvere. IOC's 90 mænd og 16 kvinder må ifølge den olympiske bibel »ikke fra regeringer, organisationer eller andre påtage sig noget mandat, som kan være i konflikt med deres handlings- og stemmefrihed.«

Men professor i idrætshistorie Hans Bonde har efter de seneste dages indtog af mægtige statsledere fra USA, Japan, Spanien og Brasilien, som er kommet til København for at støtte Chicago, Tokyo, Madrid og Rio de Janeiro i byernes bestræbelser på at blive vært for OL 2016, meget svært ved at få øje på IOC-medlemmernes nationale og politiske uafhængighed.

Og med tanke på, at hver af de fire kandidaters udgifter til det olympiske kapløb nærmer sig én milliard kroner, har Hans Bonde lige så svært ved at få øje på, hvilke IOC-medlemmer, der op til afstemningen i dag i København har modsat sig byernes massive politiske og kommercielle påvirkning.

»Man kan med rette spørge, om det er sporten eller det politiske, der er det væsentlige for IOC. Sat på spidsen så er det i de senere år blevet det storpolitiske, som afgør, hvem der vinder værtsskabet for OL. Når nogle af klodens stærkeste statsledere som Tony Blair, Vladimir Putin og Barack Obama vælger at gå ind i det olympiske kapløb om at blive olympisk værtsby, så er det udtryk for en ny politiseringstendens i IOC's historie. En ny fase i den sammenblanding af sport og politik, som altid har præget IOC og De Olympiske Lege,« siger Hans Bonde.

»Man kan ikke være sikker på, at det er den by, som har det sportsligt set mest saglige samt teknisk, juridisk og økonomisk bedste bud, der vinder værtsskabet for OL. For statslederne udøver i disse dage her i København en meget kraftig politisk manipulation af IOC's medlemmer. Man kan kalde det 'politisk doping', og det stiller spørgsmål ved, om der overhovedet er fair play med i konkurrencen.«

Aldrig i Sydamerika

Formanden for den danske breddeidrætsorganisation Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Søren Møller, som Danmarks Idræts-Forbund havde inviteret til IOC's åbningsceremoni i Operaen i aftes, deler Hans Bondes synspunkter.

»Hvis man går ud fra, at de fire kandidaters bud er lige kvalificerede, bliver det svært at komme uden om Rio de Janeiro. Sydamerika har aldrig været vært for OL. Hvis IOC mener noget med den begrundelse, som medlemmerne i sin tid gav for at vælge Beijing i Kina, nemlig ønsket om at udbrede den olympiske idræt over hele kloden og at påvirke verdenssamfundets udvikling, så skal Rio de Janeiro vinde. Politisk og økonomisk har Brasilien i de seneste år meldt sig ind i verdenssamfundet og er på vej op. Hvis Chicago derimod vinder, så skyldes det først og fremmest glamour og kommercielle interesser,« mener Søren Møller.

Den danske vært for IOC's ni dage lange session og kongres i København, formanden for Danmarks Idræts-Forbund Niels Nygaard, er også bekymret over tilstedeværelsen af de mange statsledere, sportsstjerner og kendte mediepersoner i forbindelse med IOC's valg af værtsby og den efterfølgende kongres. Et arrangement, der får deltagelse af repræsentanter fra 33 internationale idrætsforbund og 205 nationale olympiske komitéer.

»Der er da en risiko for, at de mange statsledere, limousiner og alt glimmeret omkring de kendte udenlandske gæster overskygger det idrætspolitiske indhold. Men det er også en risiko, vi er meget bevidste om. For det skal nødigt gå med kongressen i København som med IOC's seneste kongres i Paris i 1994. Dengang brugte de fleste deltagere det meste af tiden på at hygge sig i den franske hovedstad, og de færreste kan i dag huske, hvilke idrætspolitiske og olympiske temaer, der egentlig var til diskussion,« siger Niels Nygaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu