Læsetid: 3 min.

Præsterne har bragt religion tilbage i den offentlige debat

Interessen for religion er vendt tilbage, og folkekirkens præster markerer sig i den offentlige debat i en grad, der sjældent er set før. Præsterne gør oprør mod det politiske pres, siger biskop Kjeld Holm
Tidligere biskop i Århus Kjeld Holm er glad for at debatten er trængt ud i offentligheden. Også selv om han møder en del uenige kolleger.

Tidligere biskop i Århus Kjeld Holm er glad for at debatten er trængt ud i offentligheden. Også selv om han møder en del uenige kolleger.

Flemming Krogh

24. oktober 2009

Kristendom skal ikke kun være for konfirmander og morgenfriske søndagsfolk. Folkekirkens præster bliver flittigt brugt som talerør i medierne, og det har været med til at rykke religion midt ind på den offentlige scene.

»Før i tiden var det ligegyldigt, hvad en præst mente. I dag er der opstået en stor interesse for, hvad præster mener. Folkekirken er vågnet op efter lang tids stilhed,« siger adjunkt ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus Marie Vejrup Nielsen.

Den interne debat mellem teologerne er dog langt fra ny. Den har altid været der, og tonen har tit været hård. Men diskussionerne har bredt sig til offentligheden, og det har trukket konturerne i debatten om folkekirken skarpt op, siger biskop i Århus Stift Kjeld Holm.

»På den ene side står jeg og det, som jeg repræsenterer, og på den anden side står Søren Krarup, resten af Dansk Folkeparti og Tidehverv-præsterne,« siger han og tilføjer:

»Det betyder, at debatten får en hidtil uhørt skarphed«.

Hans Raun Iversen, som er lektor i praktisk teologi ved Det Teologiske Institut i København, er enig i, at folkekirken er blevet grundlag for en politisk debat på et niveau, som ikke er set før.

»Folkekirken bliver brugt som et symbolpolitisk spørgsmål. Når en politiker opfordrer folk til at gå til gudstjeneste hos præsten i Tingbjerg, så er det udelukkende en politisk demonstration. Derfor er religionen endt som et gidsel og en politisk kastebold,« siger han.

Ifølge Hans Raun Iversen er folkekirkernes præster begyndt at markere deres standpunkter, fordi de er trætte af den politiske indblanding.

»Kirkeministeriet siger, det er forbudt at ringe med kirkeklokkerne på bestemte tidspunkter, men kirkerne vil have lov til ringe alligevel,« siger han og henviser til sagen om den række præster og provster, som har opfordret til, at kirkeklokkerne skal ringe i anledning af klimatopmødet den 13. december.

»Før var der tale om en begrænset politisk fløj i folkekirken, som gerne ville ud og demonstrere. I dag er der en klar markering af, at folkekirken ikke vil være kastebold,« siger Hans Raun Iversen.

Krarup mod resten

Marie Vejrup Nielsen peger på sagen om Brorsonskirken som et eksempel på en anden sag, som fik mange præster til at reagere.

»Det gav anledning til en fløjdeling, som bestod af Tidehverv-præsterne anført af Søren Krarup over for resten af folkekirken. Sagen blev til en kamp mellem en højlydt minoritet og resten af kirken, som er enige om, at kirken godt kan have en politisk holdning,« siger hun.

Ifølge Marie Vejrup Nielsen er der nu intet nyt i, at teologer skændes. Det nye er, at konflikterne har vakt mediernes interesse.

»I Grosbøll-sagen sagde en præst noget, som præster har sagt i 50 år. Forskellen er, at det blev sagt i interview i Weekendavisen og ikke på prædikestolen«.

Kjeld Holm peger på indvandringen til Danmark som en grund til, at folkekirken er blevet kastet ind i den politiske boksering.

»Det betyder, at man ikke kan tale om religion, uden at man hele tiden skal forholde sig til islam, og det bliver indimellem trættende. Især fordi debattens konturer i høj grad bliver tegnet af folk med islamofobiske tendenser«.

Han er ikke i tvivl om, at kirken markerer sig mere tydeligt - og mere provokerende - end tidligere. Men om debatten om kirken og mediernes dækning får flere til at dyrke troen, tvivler han på.

»Det kan godt være, at folk ikke går mere i kirke, men ligegyldigheden over for folkekirken er blevet erstattet af et engagement, og det betyder, at folk i hvert fald har en mening om den«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Kjeld Holm ser tilsyneladende stort på den ubestridelige kendsgerning, at landets biskopper og præster er statsansatte tjenestemænd, hvis løn, ferie, pension, frynsegoder, præstebolig samt øvrige driftsbudget, er finansieret af millioner af skatteydere med forskellig politisk observans, repræsenteret gennem otte folkevalgte partier i Folketinget i et land med demokrati og folkestyre siden 1849.

En af de absolutte grundpiller i vores demokrati gennem 160 år har altid været, at kirken skal holde sig politisk neutral sammen med kongehuset, men der er i sandhed blevet pillet godt og grundigt ved dèn forestilling gennem de sidste par år, sidst kulminerende med sognepræst Per Ramsdal fra Brorsons Kirke på Nørrebro i København.

Det har aldrig nogensinde været meningen, at folkekirkens præster og biskopper som uddannede teologer fra universiteterne, pludselig smider deres politiske neutralitet væk og misbruger deres embede til at promovere egne politiske synspunkter med hensyn til definitionen af begrebet humanisme.

Landets præster og biskopper er ifølge deres kontrakt ansat til at forkynde evangeliet for alle, gennemføre vielser, foretage dåb, konfirmation, begravelse og bisættelse etc. Hverken mere eller mindre. Ingen af dem har ret til som statsansatte tjenestemænd, at polarisere kirkegængerne i ”de gode” og ”de onde”, som er lige nøjagtigt hvad præsterne er godt i gang med fra prædikestolen i landets mange folkekirker.

Nogen må stoppe det politiske præstevælde nu.

Hvis man ikke har tænkt sig at gøre noget ved det fra kirkeministerens og biskoppernes side, så kan vi ligeså godt på stedet ophæve kongefamiliens politiske neutralitet, og fremover lade dronning Margrethe og kronprins Frederik udtale sig på må og få om deres holdninger til konkrete politiske emner. Men hvis det bliver tilfældet vil nationens anti-royalister omgående kræve en fjernelse af den årlige apanage på 100 millioner kroner fra skatteyderne til kongehusets drift, og det vil kun være en naturlig konsekvens.

Lige nøjagtig den samme filosofi burde omgående gøres begribeligt for landets mange folkekirkepræster, der ganske enkelt skal afskediges fra deres embeder, hvis de ikke kan lade være med at sammenblande deres politiske holdninger med forkyndelsen af evangeliet gennem de ugentlige prædikener, for så kan de starte en frikirke for egen regning sammen med deres tilhængere.

De politiske folkekirkepræster optræder skammeligt over for de mange kirkegængere, der har en anden politisk og humanitær opfattelse end dem selv, og disse borgere skal ikke føle skam eller dårlig samvittighed under en gudstjeneste søndag formiddag, fordi en statsbetalt præst står og misbruger evangeliet til at prædike sit eget politiske budskab ud til befolkningen.

I Guds hus er vi alle lige.

Nis Jørgensen

Ole, mener du at man kan forkynde evangeliet uden at komme ind på moralske spørgsmål - opdeling i "rigtige" og "forkerte" handlinger (ikke "gode" og "onde" mennesker)?

Det som disse præster promoverer er ikke deres "definition af humanisme". Det er deres forståelse af kristendom, herunder næstekærlighedsbuddet. Den kan man være uenig i - men det lader til at du mener at din tolkning skal være den eneste lovlige i landets kirker. Hvor skal alle dem som er uenige så gå hen?

Bjørn Herring

I den luthersk-evangeliske tro er præster almindelige mennesker i modsætning til i den katolske kirke.

Det vil sige at det de siger ikke nødvendigvis er Guds ord, men hvordan de opfatter det samme.

Hvis de ikke kan have disse rettigheder fordi de får pension er vi i sandhed blevet et fattigt samfund.

Bjørn Herring

Jeg har været ateist i 50 år, siden jeg var 12.
Men kristendommen har lært mig at elske min næste, at vende den anden kind til og at jeg ikke er guddommelig.

Jeg er af den overbevisning at vores religion har skabt den medmenneskelighed der trods alt hersker i vores samfund og som har lagt grundlaget for vores velfærd.

Men som N.H. Søe siger: Når mennesket rejser sig og kræver sin ret..Så træder fascismen ind på banen.

Derfor er jeg i al min manglende tro overbevist om at vi skal lade præsterne følge deres kald og ikke forfølge dem på grund af dette.

På mange måder mener jeg de er et bolværk imellem os og barbariet.

Ole Brockdorff

Nis Jørgensen, hele filosofien med valget af demokratiet som politisk styreform er, at man altid holder stat og religion adskilt fra de politiske beslutningsprocesser. Statsmagten må aldrig kunne udøve pression mod folks religion. Men ingen religion skal ej heller kunne udøve pression mod de 179 folkevalgte politikere, der træffer deres beslutninger med simpelt flertal, og det må kristne præster og muslimske imamer èn gang for alle forstå.

Landets præster og biskopper har ytringsfrihed til at udtrykke deres utilfredshed med regeringens førte udlændingepolitik som alle vi andre dødelige borgere, men de skal bare ikke gøre det i selve kirken under deres ugentlige prædikener. Her skal de holde sig til en god forkyndelse af evangeliet og ikke revse de medborgere i kirkerummet, der for eksempel er på linje med regeringen i hjemsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere.

Hvis vi i fremtiden tillader landets kristne præster og biskopper, at misbruge prædikestolen og kirken til generelt at ”indflette” deres egne aktuelle politiske budskaber i forkyndelsen af evangeliet, ender kristendommen herhjemme med at blive en politisk lovreligion som islam, og det kan ingen demokratiske frihedselskende mennesker være tjent med.

Under alle omstændigheder skal vi ikke acceptere den aktuelle udvikling, at folkekirken bruges som politisk kamparena af statsansatte folkekirkepræster, der tilsyneladende ikke vil respektere den kendsgerning, at vi alle er lige i Guds hus. Hvis teologerne ikke ønsker at være politisk neutrale skal de tage deres afsked, hvorefter de så kan finansiere deres egen frikirke sammen med deres ligesindede meningsfæller.

Danmarks folkekirke tilhører os alle.

Bjørn Herring

Præsterne skal faktisk ikke slikke kirkegængerne i røven. De skal udfordre og revse hvis de synes.

Der er så mange kirker i landet at folk jo blot kan opsøge en kirke hvor de ikke bliver udfordret på deres tro eller selvtilfredshed.

Luther sagde noget meget vigtigt: "Der er intet guddommeligt ved mennesket". Og med dette mente han selvsagt både sig selv og alle præster.

Eftersom der ikke findes en bestemt biskopal udlægning af troen i Danmark og andre protestantiske lande har præsterne kun deres samvittighed og tro at stå til ansvar for.

Dette er i global sammenhæng totalt fantastiskt!

Dorte Sørensen

Ole Brockdorff
Har præsterne ikke forkyndelsesfrihed og må de ikke bruge nutidige eksempler til at illustrer dagens tekst med. Eller er det bare noget jeg har misforstået?
Derudover viser disse debatter at det er på høje tid, at vi får skilt stat og kirke, som vore Grundlovs fædre lod ligge som et hængeparti .

Ole Brockdorf:
To rigtig gode indlæg, men jeg er bange for at du taler for døve øren.

Præsterne har bragt religion tilbage i den offentlige debat

Vrøvl. Muhammedtegningerne har bragt religion tilbage i den offentlige debat. Godt hjulpet på vej af venstrefløjens ulykkelige og omklamrende kærlighed til de mest fundamentalistiske imamer på spillebrættet, imamer som pressen så har udråbt til at repræsentere Islam.

Præsterne hager i sig fast i imamernes kjoleskøder i håbet om, at de i lighed med imamer, kan tilkæmpe sig ret til at deres Bibel får lov til at overtrumfe lovgivningen. De har en fælles interesse i at bekæmpe ateisme og fremme accepten af, at overtro bør trumfe rationelle argumenter, derfor kører de et uformelt parløb. Det er ikke noget tilfælde, at biskoppen af Canterbury agiterer for indførelse af sharia.

Og biskoppen af Canterbury er den anglikanske kirkes overhoved, ikke en eller anden tilfældig lille prælat der godt vil i fjernsynet.

Kvalmende billede i øvrigt.

Som sagt andetsteds, tror de færreste præster på Gud, den slags er for fåreflokken. Men teologistudiet er en ikke alt for krævende indgang til en karriere som politiker eller meningsgrossist. Kjeld Holm er ved at bygge en platform desangående, derfor sidder han dér med foldede hænder og tordner mod DF, som er den nemmeste billet til en plads i projektørlyset.

Troels Levring

Det er da utroligt at der gåes så meget op i hvad præsterne siger. De gange jeg har været i kirken har jeg altid hørt en masse vås komme ud af deres mund. Især tros bekendelsen.

Der synes at være 2 hovedargumenter der ligesom bliver stående.

1) Folkekirken skal være for hele folket.

2) Kristendommen er ikke værdineutral.

I den udstrækning skatteyderne er tvunget til at betale gildet, må paragraf 1 være gældende. Kirken skal kunne bruges af såvel muslimer, satanister, præstefætre fra Helvede - you-name-it - så længe det ikke har noget med kristendom at gøre.

Hvis det derimod forventes, at folkekirken skal have en eller anden form for tilknytning til kristendommen, er paragraf 2 ligesom ikke til at komme uden om.

Man skal være meget lidt bibelkyndig for ikke at kunne se, at hvis Jesus i dag havde gået rundt i Danmark blandt folk på gaden, havde han ikke haft omgang med toldere og andre udstødte - han var blevet set sammen med de muslimske knægte, fordi de er vor tids udstødte.

Man skal være meget lidt bibelkyndig for ikke at kunne se, at hvis Jesus i dag havde gået rundt i Danmark blandt folk på gaden, havde han ikke haft omgang med toldere og andre udstødte.

Folkekirken har forlængst kastet Biblen på møddingen og består i dag af selvbestaltede, statsbetalte, underbeskæftigede lommefilosoffer tilsat en anseelig flok medieludere, der henviser til deres u-definerede Gud som argument for, at de skulle være mere etiske end andre folks børn.

Erik Bramsen, det er rent vrøvl at "Muhammed-tegningerne" har bragt religion tilbage i den offentlige debat . Den ny-religiøse vækkelse startede i USA
da man valgte en Alzheimer-ramt b-skuespiller til diktator og har spredt sig som en pest til hele Kloden lige siden .
Mht til den fremstormende fundamentalisme inden for Islam er det værd at erindre hvad det egentlig var Karl Marx sagde om religion :
"Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold.
Den er folkets opium ."

Og kan vi så ikke snart få skilt Stat og Kirke her til lands ? Det ville tvinge folk som Kjeld Holm, Søren Krarup og hans datter, Jesper Langballe og alle de andre tågehorn til at få sig et rigtigt arbejde og skabe deres egen platform hvorfra de kan lancere al deres vrøvl ..

@ Bjørn Herring. Du tager fuldstændig fejl. Grundlæget for vores velfærd, er ikke blevet grundlagt af kirken men af arbejderbevægelsen. Socialdemokratiet, fagforeningerne, DKP og SF kan du takke for velfærdssamfundet – og de måtte bl.a. kæmpe imod kirkelig konservatisme. Velfærdssamfundet blev gennemført, på trods af kirken og kristendommen, glem aldrig det!
Som Viggo Kampmann. 1910- 1976 ( Socialdemokratisk statsminister ) engang skrev:
”Kirkens samarbejde med de bestående, ofte stærkt reaktionære magthavere, har naturligt prostitueret religionen”.

Troels Levring

Ja kirke og stat bør adskilles, og alle de religiøse undtagelser i forhold til den almindelig lov bør afskaffes. Som Missionær visum; eller det underlige at når en virksomhed søger en medarbejder må den selvfølgelig ikke kønsdiskriminere men når en religion søger en ny præst så må den godt. osv

Kirsten Andersen

Det glæder mig, at Kjeld Holm, siden jeg læste papirudgaven af denne artikel, er genindtrådt i sit embede som biskop over Århus Stift. Dog åbenbart kun delvist, da han i teksten til illustrationen stadig benævnes "tidligere."

ÅNDEN ER OVER OS.
Præsterne forsøger aldeles ikke at bringe religionen tilbage i den offentlige debat, eftersom præsternes opgave alle dage har været at bringe offentligheden ind i religionen. I dag samledes tilmed Folketingets højrefløj til gudstjeneste i Tingbjerg, men sceneriet for den, der står uden for kirken, er kirkens forsøg på blandt os andre at kapre proselytter: Hør, hvad jeg hellige siger dig!
Derfor må jeg straks ud af den omfattende avisdebat fremhæve Pelle Jarmers indlæg i Politiken (22.okt.), hvoraf fremgår, at Tingbjergs intolerant sognepræst afviste at medvirke til integrationen og fik afskediget den præst, der i flere år havde aktivt arbejdet for fællesaktiviteter, just som motorcyklepræsten på den jyske vestkyst, Wagner, blev hetzet ud af de højkirkelige.
I Berlingske læses samme dag et indlæg, der ydtrykker manges mening, at ingen kan akceptere bølleuvæsen, men foreslår at angive de unge for at sanktionere imod dem og deres familier. Men i Jyllandsposten får man selvfølgelig den rene vare, den uforfalske krigserklæring kørt i angrebstilling af Lars Hedegaard og Mogens Camre (kronik samme dag).
Lars Hedegaard blev en ilter herre, da PEN ikke ville godtage hans medlemskab på en racistisk bog og straks stiftede sin egen forening, Trykkefrihedsselskabet (ala 1849), der hæger om den hæmningsløse og hensynsløse ytringsfrihed, selskabet, der fik Geert Wilders til Chistiansborg for at sammenligne Koranen med Mein Kampf, jvf. Søren Krarups tørklæde og heilhilsen.
Højrefløjen er dog kommet i splid med sig selv om deres fælles barn, den aristokratiske frihed, idet chefjuristen i Cepos, Mchangama, i Weekendavisen (9.okt.) anklagede selveste Trykkefrihedsselskabet ved at åbne den religiøse debat med et Zola-udtryk fra jødesagen mod Dreyfus (1898): J'accuse! Dagen efter forelå i avisen Lone Nørgaards og Katrine Homs tilbagevisning, men ingen nævnte eller vidste, at jøden Dreyfus fik oprejsning for justitsmord ved en fælles indsats af den socialistiske leder, Jean Jaurès, der havde grundlagt dagbladet L'Humanité.
Chancen for forsonlighed er skudt i sænk, og i stedet for at prøve at forstå de religiøse fanatikere med ytringsfrihed på hjernen, må vi hellere give os i kast med deres egne våben og væbne os til en regulær kamp imod disse lømler fra denne hærgende mediebande i politik. De tror oven i købet, ved at trække nazikortet, at kunne betragte flygtningene som de tyske besættere 9.april 40, disse overmennesker, der end ikke selv husker dagen og vejen, som alle og enhver begræd, men må handle ud fra deres eget samvittighedsnag, der også får dem til at pleje omgang med de racistisk sindede folk i Europaparlamentet.
Kirken har aldrig skullet være demokratisk, og Tingbjerg-ungdommen aldrig ude i en eller anden muslimsk mission, men de unge oplever jævnligt, at kirken og dens meninghed taler modstandernes sag, og derved bliver integration et religiøst fænomen eller til en gudløs sekularisering, når "præsterne har bragt religion tilbage i den offentlige debat".

Tiden er tilegnet de ekstreme, hvor den almene står i forundring, iklædt den tvungne tavshed, den obskure latterkåbe, og sin medbragte madpakke.

Måske, men så meget mere grund til at se den i egne rækker, både når den kommer fra politikere og ikke mindst fra religiøse.

Alligevel har jeg svært ved at se problemet ved klokkeklang i forbindelse med klimakonferencen, udover at præsterne ikke skal komme for godt i gang med at blande sig i politik.

Ellers vil det ikke være første gang de sættes eftertrykkeligt på plads, hvilket jeg forstår at en del præster også gerne ser, og som taler til deres fordel.

Sagen er den at skeptikerne/ateisterne længe har virket højest utro(!)værdige !

Fordi enhver med en tilstrækkelig indsigt i dennsidigheden ville kunne se : At der nu længe har været flere penge i at sælge religion, end i at sælge videnskab.

Så enhver virkelig indsigtsfuld skeptiker/ateist ville
( overfor offentligheden ) melde: Religiøst, og ikke melde videnskabligt.

Hvis man ikke vil/kan se: At der p.t. er langt flere penge i religion end der er i videnskab, kan man jo prøve at gå ind i en boghandel og sammenholde antallet af udbudte værker udi Marxisme- Leninisme med antallet af udbudte værker udi New Age.

Men trøsten er jo - som Lenin skrev: I et vist omfang skal man jo kende: Benægtelsen af erfaringen ( empiriokriticismen ) for senere at kunne forsage den.

At man jo må gruble på om der alligevel kan være en langtidsholdbar mellemvej mellem astrologien og kommunismen, men hvad i alverden sku' det ku' være: Katolicismen ?

For nogle måneder siden udgav Lars Christiansen og Lars Sandbeck "Gudløse hjerner", der siden er blevet debatteret i flere dagblade lige til nu, fordi de to forfattere bruger begrebet "nyateister". Samtidig blev en humanistisk ateisme stiftet. De religiøse er begejstrede for at diskutere med ateister, fordi ateisme er en ey slags religion, men uden den klassiske konfession.
Men den, der henholder sig til, hvad sanserne giver af indtryk og herpå bygger sine erfaringer, forstandsmæssigt diskuteret og kritisk bearbejdet, er altså ikke overtroisk og derfor hverken religiøs eller ateist.
Religion eller overtro er uerkendelig og kan derfor ikke diskuteres naturalistisk, men ingen kan dog afvise, at religion spiller en stor rolle for mange mennesker, og at de religøse ustandselig "puster os andre i nakken".
Mange 2.generationsdrenge oplever dette pust iskoldt fra en stærk samfundsinstitution, men de har heller ikke studeret religionsfilosofi og mangler endnu at tilegne sig dansk mentalitet og derigennem indse, at religionens udformning kan fortælle meget om folks etiske og moralske værdier.
Men forklaring på religiøs bekendelse kan hverken de eller jeg få, fordi religion er og bliver overtro. Og hvad kristendommen angår, kan vi blot konstatere, at den ikke er europæisk og kommer ikke fra det gamle Grækenland, hvorfra vi har vores videnskab og demokrati. Indtil dato har jeg heller aldrig set en entydig forklaring på, hvad kristendom egentlig går ud på i den daglige tilværelse for de troende. Tværtimod gives adskillige trosbekendelser, og altså nu også en ateistisk - allehånde opfattelser.
Kristendommen er ikke dennesidig, men et religiøst billede på noget ukendt, det hindidige, altså det overtroiske, men helvedesforestillinger er ofte en del af tankegodset, så end ikke et konkret billede af barmhjertighed kan de kristne blive enige om. Flere præster afviser barmhjertigheden, når vi taler om at behandle asylansøgere værdigt.

@Bjørn Herring

"Men som N.H. Søe siger: Når mennesket rejser sig og kræver sin ret..Så træder fascismen ind på banen."

--------

At den bemærkning brugt som argument FOR religion, siger temmeligt meget om den bemærknings afsender.

Fordi: (Fælles)Religiøsitet = Facisme.

Ikke alene lykkes præsterne (endnu) udi at overbevise folk om at: Præsternes forkyndelse er nødvendig, men det lykkes dem minsanten også at overbevise folk om: At det ydermere er nødvendigt at de er fuldtids-lønnede og ansatte som sådanne.

Til den "lidt" Kierkegaardske kritik - ku' man tilføje den Marx'ske kritik: Hvad i alverden ER det for en samfundstype der gør at folk ikke øjeblikkeligt kan gennemskue alle og hver præst ?
Tiden hvor nogen ( for alvor ) hopper på den slags rinder nu heldigvis snart ud.