Læsetid: 6 min.

Ét samler yderfløjene: Kirken skal være politisk

Anders Fogh Rasmussen ville have religionen ud af det offentlige rum. Det fik han ikke. I dag er der mere religion og kristendom i den offentlige debat end nogensinde. Medierne er fyldt med alt fra klima-klokker til Brorsons Kirken og præster fra Tingbjerg
24. oktober 2009

De kirkelige fløje er i fremgang. På den ene fløj nyder den aktivistiske venstrefløj med Grøn Kirke-initiativet og Brorson-præsten Per Ramsdal i spidsen mediernes fulde opmærksomhed. På den modsatte missionske højrefløj har Menighedsfakultetet i Århus netop optaget et rekordstort antal studerende. Fælles for de to kirkelige yderfløje er ønsket om mere kristendom og religion i det offentlige rum. Og en adskillelse af stat og kirke skal bane vejen for klare, kristne holdninger i den politiske debat. Sekulariseringen ser ud til at være sat på standby, og Anders Fogh Rasmussens fromme bøn om mindre religion i det offentlige rum er ikke blevet hørt. Religion og kirke er blevet hot stuff.

Torben Bramming, forfatter og sognepræst i Ribe, har i bogen Tidehvervs historie beskrevet den grundtvigsk-tidehvervske position, der op gennem det 20. århundred har været dominerende i det kirkelige landskab, men som i dag er ved at blive fortrængt fra sin magtposition på midtbanen af de kirkelige yderfløje. Torben Bramming siger om de nye kirkelige bevægelser: »Dét, vi ser nu er, at mange nye og mærkelige alliancer opstår mellem forskellige grundtvigske fraktioner, Indre Mission og kirkelige interesseorganisationer, samlet i tanken om, at kirken skal have en fælles røst. Og den fløj, som virkelig har vind i sejlene, er den, man i min studietid grinede af, nemlig de store ords teologi, Kirkernes Verdensråd og den slags.«

De store ords teologi

»Det, som forener fløjene teologisk set, er deres tale om skaberværket, som skal forsvares. Så er de godt nok mod abort på Menighedsfakultetet, og de andre mener noget om økologi, men så er de fælles om flygtningesagen og andre politiske sager. De er bundet sammen af forestillingen om, at man kan regere verden med næstekærlighed ud fra et højere moralsk stade,« siger Torben Bramming.

Hans Hauge har i mange år som universitetslektor, forfatter og skribent i Jyllands-Posten beskæftiget sig med teologiske og kirkelige anliggender. For nylig har han skitseret de nye folkekirkelige fronter i en kronik om den 'ny og sære kirkehistorie'.

I kronikken beskriver han, hvordan religionssociologernes traditionelle fortælling om sekulariseringen, hvor man gik 'fra meget religion til mindre', nu er blevet erstattet af den multikulturalistiske fortælling om, at vi er gået fra 'én religion til mange'.

»Irreligiøsiteten i 60'erne og 70'erne var aldrig et argument for adskillelse af stat og kirke. Det er i stedet ønsket om mere religion, som formuleres af både Ramsdal og de missionske præster, der presser Folkekirken. Det er et paradoks, at mere religion er en større udfordring for Folkekirken end mindre,« uddyber Hauge. I 1992 skrev Hans Hauge disputats om filosoffen og teologen K.E. Løgstrup. Løgstrup skrev i 1972 bogen De store ords teologi, der var en kritik af kollegaen Johannes Aagaard og den såkaldte handlingsteologi. Ifølge Hauge er det samme aktivistiske handlingsteologi, der har vokset sig større, og som i dag er ved at fortrænge grundtvigianernes mangeårige dominans. De marginaliserede positioner fra 60'erne og 70'erne er i dag blevet de dominerende i Folkekirken.

»Løgstrup var sekulariseringsteolog ligesom de øvrige Århus-teologer Sløk, Prenter og Lindhardt. For dem var sekulariseringen en irreversibel proces, der ville ende med, at religionen forsvandt. Og sådan skulle det også være. For så kunne evangeliet forkyndes 'rent og purt', som P.G. Lindhardt sagde.«

- Så for dem var sekulariseringen en positiv udvikling?

»Ja, absolut. Hvis man beklagede udviklingen, var man missionsk. Århus-teologerne var af den opfattelse, at sekulariseringen var kristendommens egen fortjeneste. Kristendommen var den religion, der udryddede religion. I dag er den religion, der ville udrydde religion, selv ved at blive udryddet.«

Progressive missionske

»De store ords teologi er kommet tilbage. Men en kritik som Løgstrups ville være utænkelig i dag. Han ville simpelthen være blevet fyret. Men de kirkelige aktivisters dagsorden er den samme. Dengang var det bare apartheid, i dag er det klima og flygtninge, som præsterne politiserer over,« pointerer Hauge.

- Løgstrup talte om tre fromhedsbølger i det 20. århundrede: senpietismen, eksistentialismen og marxismen. Er det vi ser nu en ny fromhedsbølge?

»Ja, måske. Hvis der er tale om en fjerde fromhedsbølge, er det i så fald en kombination af senpietismen og marxismen. Men hvor Folkekirken dengang skulle spændes for revolutionens vogn, er det nu ændret til en blødere, mere tolerant og generel humanisme. De store ords teologi i dag har sådan set bare overtaget Tøger Seidenfadens og Politikens holdninger, der også vil have stat og kirke adskilt. Sidstnævnte tror, at det vil give mindre religion i det offentlige rum, hvad det ikke vil,« påpeger Hans Hauge.

Han fortæller, at Folkekirken i 50'erne og 60'erne rummede store teologiske forskelle mellem det grundtvigsk-tidehvervske på den ene side og Luthersk Mission, karismatikerne og de højkirkelige på den anden.

»Hvis der var noget, der var mangfoldigt og fyldt med diversitet, var det datidens folkekirke. I dag er Folkekirken faktisk blevet meget mindre mangfoldig og meget mindre rummelig. For selvom Folkekirken historisk set har været god til at rumme teologiske modsætninger, har den svært ved at rumme de politiske modsætninger, som de kirkelige fløje repræsenterer.«

- Hvorfor ser vi væksten på de kirkelige yderfløje?

»Det skyldes først og fremmest, at universitetets monopol på teologisk uddannelse er brudt. Så det er på en måde et resultat af den generelle privatiseringsbølge, vi ser i samfundet. Regeringen vil kappe båndet til de statslige organisationer, og den strukturelle ændring baner vejen for vækst for alle mulige private initiativer.

Menighedsfakultetet profiterer af privatiseringerne og opgøret med de statslige monopoler,« siger Hans Hauge.

Han peger på endnu et paradoks i den ny alliance mellem kirkens højre- og venstrefløj.

»De missionske, der tidligere stod for det traditionelle syn på kirke og kristendom, er derfor nu sammen med handlingsteologerne blevet de progressive, mens de folkekirkelige sekulariseringsteologer, der før var moderne, i dag fremstår som reaktionære.«

Klokkerne ringer for ...

Torben Bramming er enig med Hans Hauges kritik af de aktivistiske præster, som senest med initiativet Grøn Kirke har opfordret til, at man i forbindelse med klimatopmødet ringer med klokkerne i alle landets kirker. Og på det spørgsmål, Bramming selv for nylig har stillet i en kronik med titlen 'Hvem ringer klokkerne egentlig for?', svarer han:

»Kirkeklokkerne skal ringe til Guds ære. De skal ikke ringe for miljøpolitik eller andre politiske sager. Folkekirken skal ikke politisere, men fortælle, hvor grænsen går mellem Guds rige og verdens rige.«

»Folkekirken er baseret på et fællesskab af forskellige mennesker og holdninger. Den forskellighed vil de kirkelige yderfløje ophæve, så kirken kan tale med én fælles røst. De vil have enighed i stedet for forskellighed. Og ønsket om at kunne tale med én stemme fører til nye, mærkelige alliancer mellem de kirkelige interesseorganisationer.«

Men måske ringer klokkerne for Folkekirken i mere end en forstand. En afskaffelse af den eksisterende folkekirkeordning kræver ganske vist en ændring af Grundlovens § 4, hvor det hedder, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«. Afskaffelsen af den omstridte grundlovsparagraf vil fjerne båndet mellem stat og kirke og dermed ophæve folkekirkens særstatus i forhold til andre religioner.

En grundlovsændring er af gode grunde en langvarig proces. Men adskillelsen af stat og kirke står højt på dagsordenen hos flere politiske partier og ikke mindst i partiernes ungdomsorganisationer.

Hans Hauge ser tre mulige fremtidsscenarier:

»Vi har valget mellem mere statskirke som i Putins Rusland eller frikirker som i Obamas fromme USA eller den danske folkekirke, der hverken er det ene eller det andet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udover de i artiklen omtalte punkter hvor modsigelsesfyldte interesser går sammen, er det interessant, at kirkens eget ønske om, adskillelse af stat og kirke, støttes af de multikulturelle (som tror at de på den måde støtter muslimerne). Her opstår igen en enheds front men ud fra forskellige interesser. Kirken ønsker mere magt, og søger den gennem adskillelse af stat og kirke. Multikulturalisterne ønsker mindre magt til kirken, og søger den gennem adskillelse af stat og kirke. Pudseløjerligt og spræng farligt; fordi kirken dermed uddrages den helt nødvendige statskontrol.
Ambrosius af Milano (ca:340 – 397) Var den første kirke fyrste der satte sig op imod kejseren og den politiske magt på den tid (Theodosius) og formulerede princippet "Kejseren er i Kirken, ikke over den". Dermed var en ulykkelig magtkamp, med millioner af ofre skudt i gang, en magtkamp der rasede gennem hele middelalderen, gennem 30 års krigen, og for Danmarks vedkommende frem til kirkens underkastelse under staten. Hvis multikulturalisterne har ondt i røven over det, kan de arbejde for, at andre trossamfund også kommer ind under staten! I princippet er flere andre trossamfund også under statens kontrol i dag, idet forskellige forordninger giver dem mulighed for pensioner til gejstlige!
Kirkernes udemokratiske politiske aktiviteter, trækker et blodig spor gennem verdenshistorien, faktisk det blodigste! Lad mig påminde om diverse nedslagtning af anderledes troende gennem århundrede! Afbrænding af kættere og hekse (praktiserede af både ortodokse, katolikker og protestanter!) i titusindvis, overfald på fremmede folkeslag og slaveriet i almindelighed, missionen som afstedkom det største folkedrab i historien (herunder korstoge, og grusomme jødeforfølgelser gennem mere end 2000 år (kulminerede i den protestantiske og katolske kirkes deltagelse, i den nationalsocialistiske epokes forbrydelser, imod menneskeheden (Se f.eks. Alf Bie Christiansen: ” Det Katolske Kompolt”. Frit Forlag.). Læg så det selvdestruktive element til, lige fra Ignatius der opfordre kristne til, at opsøge martyriet ( hans skrifter er fra tiden omkring 98 – 117 efter vor tidsregning) og til de mange selvmords sekter, som f.eks. ”Folkets Tempel der begik kollektivt selvmord i Guyanas jungle i 1978. – jo der er masser at komme efter når den politiske aktivitet slippes løs indenfor kristendommen.
Og så lige nogle små straffeprækner: Hans Hauge citeres for: ”Irreligiøsiteten i 60´erne og 70´erne …”. Guds død! Der var i 60´erne og 70´erne en voldsom religiøs vækkelse, som senere af Johannes Aagaard blev døbt nyreligiøsiteten. Det vil Hans Hauge kunne overbevise sig om ved af læse bare nogle få af Aagaards pjecer og bøger. Denne religiøse vækkelse gik imidlertid uden om kirken som Malin Lindgren skrev i Berlingske Tidende 27. juni 1976 (Side 32): ” Ungdomsoprøret gik uden om kirken”. Mit bud er at folkekirken stædig er søbet så meget ind i småborgerlighed (arven efter Biskop J.P. Mynster) og snæversyn at den simpelthen ikke appellere! Så siger Hans Hauge at vi har valget mellem mere statskirke som i Putins Rusland.. Jamen i Rusland blev stat og kirke adskilt, i forbindelsen med revolutionen i 1917. Det var i det zaristiske Rusland at kirken var en stats kirke, men det er som sagt noget tid siden! Og så lige en ting til kære Hauge, marxismen er altså kristendommens antipode. Kristendommen begrundes på syner og åbenbaringer, marxismen begrundes på den dialektiske materialisme. Altså på et historisk videnskabeligt grundlag.
Og så en lille opfordring til alle de unge mennesker der strømme til de teologiske fakulteter og lignende fabrikker for løgnen og dumheden: læs Hans Kirk ”Fiskerne”, det skulle immunisere jer til evig tid for religionens onde gift!
PS: Er det sandt som Torben Bramming påstår at kirkeklokkerne ringer til guds ære? Jeg troede at denne infernalske larm, skulle holde trolde og nisser på afstand af kirkebygningerne.