Læsetid: 5 min.

Skolen skaber, hvad den prøver at undgå

Integrationen slår fejl, når man i skolen vil tvinge børn ind i en præfabrikeret forestilling om danskhed skabt af middelklassens normer. I mødet med danskheden som noget indforstået og kulturelt betinget, bliver det klart for de tosprogede børn, at de ikke er danske og ikke kan blive det, mener den bogaktuelle antropolog Laura Gilliam
Klasse. Det handler ikke om kultur, men om position i samfundet som man tidligere så det arbejderbørn, siger Laura Gilliam.

Klasse. Det handler ikke om kultur, men om position i samfundet som man tidligere så det arbejderbørn, siger Laura Gilliam.

Kristine Kiilerich

30. oktober 2009

»Muslimske børn kan ikke være danske.« Det svar fik Laura Gilliam, da hun i arbejdet med sin bog De umulige børn og det ordentlige menneske spurgte to sprogede børnpå Sønderskolen i København, om de følte sig danske. Her observerede hun i syv måneder elever og lærere for at blive klogere på, hvilke selvforståelser minoritetsbørn får i skolen. Konklusionen er, at de ikke ser sig som en del af fællesskabet, men som i opposition.

Hun nævner et eksempel fra et frikvarter i 6. klasse, hvor Enrico og Hamid spiller Twister mod Casper og Rasmus. Merdzan kommer ind: »Jah, det er araberne mod danskerne!,« udbryder han. Gilliam spøger, hvem han holder med. »Perkerne selvfølgelig, de skal vinde over danskerne, de sorte skal vinde,« siger han og jubler, da Casper vælter.

Hvorfor det er blevet sådan, hænger ifølge Gilliam sammen med de dannelsesidealer, lærerne har. Lærerne ser i stor stil deres arbejde som at civilisere og kultivere børnene ud fra danske middelklasseværdier. En indgang til lærerjobbet som langt fra er ny, men hvor det tidligere i historien skabte barrierer for arbejderklassebørn, skaber det nu barrierer for andre kategorier af børn.

»Hvor det her før blev set som en social konflikt, ses det nu som en kulturel konflikt. Det er sådan set samme ballade, den har bare fået et nyt navn,« siger Laura Gilliam.

Det ændrer dog ikke på effekten over for de elever, der ikke kan matche idealerne. De reagerer negativt over for skolen, fordi de hele tiden får fortalt, at de er forkerte. Hører de det længe nok, sker der ifølge Gilliam det, at børnene vender normen på hovedet og begynder at dyrke det, skolen ikke vil have.

»De tendenser, skolen prøver at bekæmpe, er den uheldigvis med til både at understøtte og forstærke. Det særlige lige nu er så, at det primært sker med etniske minoritetsdrenge, der skaber en selvforståelse om det at være indvandrer og muslim og at være mod danskerne,« siger Laura Gilliam.

Det er ifølge Gilliam ikke en særlig arabisk eller muslimsk kultur, der her gør sig gældende, selvom nogle politikere er forelskede i det argument. Man ser således samme form for modkultur over for skolen blandt ikke-muslimske drengegrupper i andre samfund.

Det handler ifølge Gilliam ikke om kultur, men om den position, drengene har i samfundet generelt og i skolesystemet mere specifikt. Det er ifølge Gilliam marginaliseringsadfærd og ikke kulturel adfærd, der er på spil. En pointe der bliver understreget af, at man ikke har set samme adfærd hos de første flygtninge og indvandrere, der gik i de danske skoler.

»Oppositionen er skabt over tid i en ond cirkel mellem børn og lærere og er nu blevet en kulturel form, som bestemmer, hvordan man skal være som 'indvandrerdreng', « siger Laura Gilliam.

Lang vej hjem

Når først modkulturen er skabt, er den meget svær at ændre, for de unge drenge bliver skubbet ud af gruppen, hvis de tilpasser sig skolens krav, og fordi de skaber deres selvforståelse ud fra omverdenens forståelse af dem.

»De betegner sig selv som perkere og spejler sig i det portræt, de får via skole og medier og vender det til en styrke. Når f.eks. en 10-årig ser krig og terror begået af muslimer i tv, så kobler han det med egne drengestreger. Sådan er vi, sådan er jeg, lyder logikken,« siger Laura Gilliam.

Det smitter også af på sproget; man taler bevidst 'perkerdansk' som en måde at vise solidaritet over for fællesskabet. Det er ikke kun et spørgsmål om, at man har svært ved at tale dansk, men der bliver set ned på, hvad børnene betegner som 'integrerede ord' - lidt sværere ord eller fremmedord. Man må for alt i verden ikke blive en såkaldt 'præmieperker'.

»Inden for marginaliserede drengegrupper modarbejder man derfor ofte hinandens sociale mobilitet, fordi fællesskabet er bygget op omkring at være ikke-dansk, ikke-integreret, ikke-skoleinteresseret. Så dem, der faktisk ønsker en uddannelse, skal gå en svær balancegang mellem at klare sig godt, samtidig med at være en del af et fællesskab, hvor det ikke er accepteret,« siger hun.

Alle de mekanismer er selvsagt en udfordring for lærerne, fordi deres job, hvor idealistisk og velmenende de end er, jo er at bedømme eleverne ud fra en klart defineret læreplan. Problemet ligger også i tilgangen til eleverne. Lærerne har ifølge Gilliam en tendens til at glemme vigtigheden af den helt banale medmenneskelige anerkendelse i arbejdet.

»Drengenes grundindstilling er, at 'danskerne' ikke kan lide' dem, og det har en enorm positiv effekt, når den forestilling blive brudt, hvilket nogle gange sker ved noget som banalt, at en lærer f.eks. kalder dem for nogle 'søde drenge'. De lærere, der i stedet for at skabe selvopfyldende profetier om negativ adfærd, viser tiltro og har positive forventninger, kan nå rigtig langt,« siger Gilliam.

Man skaber ganske enkelt andre børn, når man møder dem med anerkendelse og tiltro, end med skepsis og mistillid.

»Det handler om, at vi ikke skal fortælle eleverne implicit, at den danske nationalitet er det, der definerer det 'ordentlige menneske', men at der også kan være andre bud, der indeholder værdi og brugbar viden. Det er derfor direkte kontraproduktivt, når politikere ønsker at fastholde, at vi lever i en monokultur,« siger Laura Gilliam.

Det er især drengene, der bliver klemt og tager 'perkeridentiteten' på sig, mens pigerne klarer sig langt bedre. Pigernes succes i forhold til drengene hænger for Gilliam sammen med tre ting. For det første er deres normer som piger mere i harmoni med, det skolen forlanger, og for det andet er deres strategi ofte at behandle skolen og det sociale som to afskilte rum.

»Pigerne forstår at skifte koder. De har en i klassen, men sammen med gruppen kan de slå over og tale perkerdansk, selvom de godt kan tale standarddansk. Hos drengene er der ikke den accept af, at man godt må gøre sig umage i skolen,« siger Laura Gilliam.

Samtidig bliver pigerne ifølge Gilliam mødt anderledes af lærerne, der ofte møder dem med en oplevelse af, at de er undertrykte og har brug for hjælp.

Laura Gilliam: De umulige børn og det ordentlige menneske. 479 s., 398 kr. Århus Universitetsforlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bent Pedersen
Bent Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu