Læsetid: 5 min.

Man straffer da vel børn?

Samfundet har det med at gribe hårdt ind over for de til enhver tid mest underprivilegerede og magtesløse forældre og deres børn
12. oktober 2009

Fra Christian IV's tid har magthavere forsøgt sig med indespærring med det formål at opdrage børn til stabil arbejdskraft. Først var det håndværkere til manufakturerne, senere var det landarbejdere til bønderne, og fra slutningen af 1800-tallet var det industriarbejdere. Resultatet svarede sjældent til anstrengelserne. Børnene blev ikke gode arbejdere.

I 1893 blev der nedsat en kommission, som skulle finde midler til at dæmme op for den stigende børnekriminalitet og beskytte samfundet mod den farlige ungdom. To år senere forelå kommissionens betænkning. Den blev bl.a. kritiseret for at ville engagere staten for meget i 'børnesagen' og derved svække det private initiativ. Efter mange diskussioner blev 'lov om forbryderske og forsømte børn og unge personer' fremsat af justitsminister Alberti og trådte i kraft i 1905. Denne såkaldte børnelov skulle anvendes over for tre kategorier: Unge under 18 år, som havde begået strafbare handlinger, der vidnede om sædelig fordærvelse; børn under 15 år, der var udsat for sædelig fordærvelse; og børn under 15 år, der blev mishandlet eller led nød hos deres forældre eller opdragere.

Ifølge straffeloven af 1866 kunne børn fra 10-års-alderen desuden straffes for bl.a. tyveri: Med ris første gang og med arbejde i tugthus anden gang.

Synet på børneforbrydere ændrede sig i den følgende tid. Straf fandtes ikke længere at være en relevant reaktion. Regler om frafald af påtale mod børn mellem 10 og 15 år blev i stigende grad anvendt, og i 1905 blev der indført en generel kriminel lavalder på 14 år. Der var stor tiltro til anvendelse af de opdragelsesanstalter, som skulle oprettes i henhold til børneloven. De var ikke tænkt som straf.

Opdragelse og behandling

Anstalterne blev ingen succes. Der kom beretninger om overgreb og umenneskelig behandling, om flugt og flugtforsøg, om brandstiftelse og hærværk - og om gode mænd som Peter Sabroe, der forsøgte at gøre noget ved forholdene for de anbragte børn. Der blev oprettet nye institutioner, og opdragelsesanstalterne blev spaltet op i en række 'hjem' - fra 1922 optagelseshjem, iagttagelseshjem, børnehjem, skolehjem og ungdomshjem. De 'forbryderske' og 'vanartede' børn blev til børn med 'særlig vanskelig karakter' og 'meget slet opførsel'. I 1933 blev begrebet 'børneværn' indført, og området overgik fra Justitsministeriet til Socialministeriet. Den kriminelle lavalder blev hævet til 15 år.

Det blev med jævne mellemrum hævdet, at kriminaliteten blandt børn og unge var stigende. Ungdomskommissionen af 1945 skulle bl.a. andet se på »den asociale ungdoms problemer«. En af dens mange betænkninger var om »den tilpasningsvanskelige ungdom« fra 1952. Fokus var nu på karakterafvigende børn og unge, hvis behandling krævede inddragelse af psykiatrisk, psykologisk og pædagogisk sagkundskab og yderligere specialisering af de eksisterende 'hjem'. I lov om børne- og ungdomsforsorg fra 1964 blev opdragelseshjem døbt om til 'børne- og ungdomshjem'. At der kunne blive tale om tvangsmæssig anbringelse, blev tilsløret ved at kalde det hjælpeforanstaltninger.

I 1960'erne begyndte nogle praktikere at få øje på problemer også i dette institutionssystem. En konsekvens af differentiering og specialisering betød hyppige institutionsskift, hvilket ikke ansås for fremmende for et godt behandlingsresultat. Socialforskningsinstituttet konkluderede i 1977, at »en institutionsbehandling i en given periode i et barns eller en ungs tilværelse ikke isoleret kan have nogen lang effekt uden at blive fulgt op med helt anderledes gunstige muligheder og livsvilkår end dem, der bragte barnet eller den unge ind på institutionen«. Der refereres en undersøgelse, som viste, at elevernes situation efter institutionsopholdet kun var forbedret for ca. en tredjedels vedkommende og i mange af disse tilfælde som følge af forhold, der intet havde med selve opholdet at gøre. For en anden tredjedel var situationen direkte forværret.

Der omtales også en undersøgelse af unge, der havde været anbragt på institutionen Bråskovgård i perioden 1968-71. Næsten tre fjerdedele var blevet idømt højere straf end bøde eller hæfte for kriminalitet, som de havde begået under opholdet (på springture mv.) eller inden for to år efter udskrivning.

Behandling og familiepleje

Denne viden - sammenholdt med gentagne afsløringer af utålelige forhold i flere 'hjem' og påvisning af direkte psykiske skadevirkninger af opholdet - medførte stigende mistillid til institutioner generelt. I bogen Brikker i et spil fra 1972 konkluderes det, at »behandlingshjemmene som organisation snarere hæmmer end fremmer resocialisering«, og at de burde nedlægges. Det blev de. Men kun af navn.

Med bistandsloven af 1976 blev betegnelsen 'hjem' erstattet med 'døgninstitution'. Decentralisering, afspecialisering, nærhed og familiepleje blev de nye principper. Tvangsfjernelse skulle kun ske, hvis det var absolut påkrævet af hensyn til barnets velfærd. Kriminel adfærd som selvstændig grund til anbringelse blev nedtonet. Den almindelige holdning var, at indespærring skulle bruges så lidt som muligt. Foruden familiepleje blev der i stigende grad lagt vægt på hjælp i nærmiljøet. Døgninstitutionerne blev igen udsat for hård kritik. Nu som før var de i bedste fald virkningsløse, i værste fald direkte skadelige. Men indespærringen fortsatte i nye forklædninger.

Ungdomssanktionen

Troen på sammenblanding af straf og behandling lå bag det gamle ungdomsfængsel, der blev afskaffet i 1973 bl.a. med den begrundelse, at der var stort tilbagefald til kriminalitet. Ikke desto mindre ligner ungdomssanktionen fra 2001 ungdomsfængslet til forveksling, dog med den forskel, at ungdomssanktionen er tidsbestemt.

Ungdomssanktionen blev udformet og vedtaget på meget kort tid trods intens kritik fra sagkundskaben. Anledningen var - som det er blevet sædvanligt - nogle konkrete sager blandt andet om gruppevoldtægt begået i sommeren 2000 af unge andengenerations-indvandrere.

I Jyllands-Posten den 23. juni 2005 kan man så under overskriften »Ungdomssanktionen virker ikke« læse om Socialforskningsinstituttets rapport, der viser, at 75 procent af de unge begår ny kriminalitet - ifølge det oplyste, fordi der ikke foregår ret meget behandling i de sikrede institutioner, og fordi kommunerne ikke får lagt planer med klare mål for det senere forløb. Altså samme resultat som det gamle Bråskovgård.

I Information den 18. juli 2005 berettes det fra den sikrede døgninstitution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, der »i al hast« blev åbnet den 1. januar 2001, at de unge befinder sig »bag stålhegn, tremmer og videoovervågning«, og vi mindes om, at »kriminelle« børn fra 12-års-alderen kan indespærres under disse forhold via den sociale lovgivning. I øvrigt er tre ud af fire unge på landets syv sikrede institutioner nu af anden etnisk herkomst end dansk. Men fælles for dem og de unge af »total dansk oprindelse« er, at de har store sociale problemer, et »mistrøstigt« skoleforløb og ingen som helst faglige eller sociale kompetencer. Ifølge forstanderen er de unge blevet svigtet hele livet. Han siger også, at man ikke kan straffe unge kriminelle til at opføre sig ordentligt. Han har gjort socialministeren opmærksom på, at »løsningen på problemerne ikke er at dreje på straffeskruen«.

Og sådan fortsætter det. Om den kriminelle lavalder er 15 eller 14 år, er i virkeligheden mindre vigtigt, undtagen som symbol på vores holdning til børn. Den er meget fint udtrykt i et læserbrev i Information den 9. oktober:»Først så giver vi dem en skidt opvækst - og så straffer vi dem for at opføre sig derefter.«

At hjælpe dem i tide har vi altid haft meget svært ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer