Baggrund
Læsetid: 6 min.

Alle veje fører til Statsministeriet

Den aktuelle kontrovers mellem Statsministeriet og Klimaministeriet i forbindelse med klimatopmødet er udtryk for en tendens i dansk politik: Den magtforskydning som er sket de forskellige ministerier imellem. For hvor ministerierne tidligere var mere selvstændige, blander Statsministeriet sig nu mere og mere i den førte politik
Magtkamp. De seneste ugers konflikt, om det er klimaminister Connie Hedegaard, der er nummer ét i klimaforhandlingerne, er udtryk for den volumensyge, der gennem de seneste regeringer har ramt Statsministeriet: Fagministerierne bliver i stigende grad redskaber for Statsministeriet.

Magtkamp. De seneste ugers konflikt, om det er klimaminister Connie Hedegaard, der er nummer ét i klimaforhandlingerne, er udtryk for den volumensyge, der gennem de seneste regeringer har ramt Statsministeriet: Fagministerierne bliver i stigende grad redskaber for Statsministeriet.

Casper Christoffersen

Indland
24. oktober 2009

»Så gør vi det sådan!« Anders Fogh Rasmussen skyder hagen op og lytter tilfreds til lyden af sin egen stemme. Udenrigsminister Per Stig Møller ser væk, knuger sin pibe og sluger sin stolthed.

Det er ikke det smukkeste parløb i dansk politik, som Christoffer Guldbrandsen har fanget i sin film Fogh bag facaden omkring topmødet i København vedrørende EU-udvidelserne i 2002. Man ser gentagende, hvordan Danmarks udenrigsminister bliver reduceret til en marionet i, hvad der ligner et onemanshow med Fogh i hovedrollen. Men hvor det måske ikke er diplomati, Fogh praktiserer, så er det til gengæld utroligt sigende for den udvikling som NATO's nuværende generalsekretær var garant for, og som vi nu ser i fuldt flor med udenrigsministeren erstattet af klimaministeren og Rasmussen erstattet af Rasmussen. En udvikling hvor Statsministeriet har vokset sig fra at være et lille ubetydeligt ministerium til at være solen i det politiske univers.

»Den måde, Fogh bankede Per Stig Møller på plads på, var et klart traditionsbrud i dansk politik. Her skete det i forhold til Udenrigsministeriet, men der er i virkeligheden en udvikling, som er set over hele linjen og som senest helt eklatant ses i det aktuelle sag omkring Klimaministeriet,« siger Eva Sørensen, professor, cand.scient.pol. og ph.d. ved Roskilde Universitet.

Hun ser en udvikling, hvor Statsministeriet siden 90'erne under Poul Nyrup Rasmussen er vokset og vokset i det politiske virke. Før, som f.eks. under Jens Otto Krag, var Statsministeriet nærmest et sekretariat for statsministeren med en mere marginal rolle i forhold til fagministerierne. Men med Nyrup - og i særdeleshed med Anders Fogh Rasmussen - har man i stigende grad set et statsministerium, der blander sig i alle mulige andre ministeriers arbejde. Hvor ministeren før 'ejede' sit ministerium, er man nu ifølge Eva Sørensen blevet en slags hjælpere for Statsministeriet.

»Det er i stigende grad gået ud over de ministerier, der er internationalt orienterede. Men også i forhold til Finansministeriet, som jo tidligere har stået meget stærkt, er man blevet mere kontrollerende. Lykketoft stod som finansminister meget stærkt under Nyrup, men det ændrede sig hurtigt, da Thor Pedersen kom til under Fogh,« siger Eva Sørensen.

En vicestatsminister

Professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, er enig i, at vi har set en udvikling, hvor den rolle Statsministeriet spiller har ændret sig. Ikke fordi ministeriet rent mandskabsmæssigt er vokset betydeligt siden Nyrup, men fordi man slet og ret 'spiller sine kort anderledes', end man tidligere har gjort og derfor fylder mere. Det gør sig blandt andet gældende på udenrigsområdet.

»Den korte historie er, at statsministeren mere og mere bliver den reelle udenrigsminister. Presset af globaliseringen og af EU-medlemskabet. Det giver problemer for et system, der er opbygget i 1848. Det er essensen,« siger Tim Knudsen.

Den situation gør, at statsministeren i mere internationalt regi forventes at komme på banen som forhandler, hvilket kan skabe magtkampe om pladsen ved bordenden som vi så det med Per Stig Møller og nu senest med klimaminister Connie Hedegaard. Et problem der ifølge Tim Knudsen kun vil vokse i fremtiden, fordi systemet ikke er gearet til, at et givent ministerium skal gøre alt det grove for så at blive skubbet til side, når det internationale spotlys bliver tændt. Knudsen ser det derfor som en mulighed, at man opretter en vicestatsministerpost direkte under statsministeren, så der ikke er nogen usikkerhed om, hvis show man i sidste ende er vidne til.

»Det ville være bedre, hvis man havde en viceminister udvalgt personligt af og klart underlagt statsministeren, som kunne administrere den her slags begivenheder. Så undgår man det, man så i 2002 og de problemer, der har været af den her art siden 90'erne,« siger Tim Knudsen.

Eva Sørensen er enig i, at der er behov for, at regeringen vågner op i forhold til de udfordringer, regeringsapparatet står overfor. Faren ved at lave en overbygning på diverse udvalgte ministerier er dog, at den viden og ekspertise, der ligger i de forskellige fagministerier, drukner i strategiske hensyn og signalpolitik. En tendens, man har set flere gange, og som kan spores helt tilbage til Mogens Lykketofts tid som finansminister.

»Dengang sendt man jo sådan nogle 26-årige nyudklækkede nålestribede drenge ud, der intet forstod andet end 'effektivisering', hvilket skabte en masse fejl og dårlige beslutninger. Det vi ser nu, er det samme. Det er overordentligt uheldigt, hvis Statsministeriet smører alting ind i strategi og overser de faglige hensyn,« siger Eva Sørensen.

Hun nævner kriminalitetsbekæmpelse som et aktuelt eksempel på et område, hvor fagligheden er blevet koblet helt af til fordel for andre politiske hensyn.

Pinlig journalistik

Professor og cand.scient.pol. ved Århus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, er enig i, at Statsministeriet i dag er mere aktivt end tidligere, men han mener samtidig, at det er fejlagtigt at sige, at den udvikling skulle klemme andre ministerier.

»Det er simpelthen forkert. Nu ved jeg ikke, hvem du ellers har talt med, men de samme mennesker, der siger det, kunne sikkert på et andet tidspunkt finde på at sige det modsatte. Den holder ikke,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Han afviser ligeledes EU og globaliseringen som fornuftige forklaringer på udviklingen, ligesom han afviser ideen om en vicestatsminister.

»En vicestatsminister havde ingen forskel gjort; og glem globaliseringen, det er der ingen, der ved, hvad er. EU har generelt set heller ikke noget at sige. Topmøderne har til gengæld, de kan skabe gnidninger,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

For ham er det dog klart, at Klimaministeriet blot er 'et lille midlertidigt ministerium, der bare spiller andenviolin i den her sammenhæng', og at det er Statsministeriet, der skal køre klimaforhandlingerne hjem. DR's aktindsigt der viser, at Connie Hedegaard truede med at forlade sin post, fordi daværende statsminister Anders Fogh holdt hende ude af centrale forhandlinger, giver han heller ikke meget for.

»Det er jo sådan nogle journalisttolkninger. Selvfølgelig er der uenigheder, men det er meget, meget svært at se, at alle de magtkampe skulle finde sted. Det er bare rygter uden ordentlig dokumentation, som det er pinligt at lytte til,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.

For adjungeret professor i organisation og ledelse ved CBS, Christian S. Nissen, ligger det da heller ikke lige for at drage konklusioner på den udvikling, Statsministeriet har været igennem, selvom også han i sin nye bog På ministerens vegne beskriver, hvordan Statsministeriet har fået mere indflydelse.

»Det afhænger i den grad af, hvem du spørger, om Statsministeriets folk er kontrollanter eller forhandlingsledere. Alle vil bestemme selv, og ingen gider, at der kommer nogen og blander sig, selvom mange på Slotsholmen egentlig sukker efter, at der kommer nogen og træffer en beslutning,« siger Christian S. Nissen.

Magtkampe ministerierne imellem er således langt fra nogen ny opfindelse, der er bare sjældent, at de når offentligheden på den måde, som man ser i øjeblikket. Samtidig har der altid været en rivalisering Venstre og de konservative imellem, som ifølge Nissen skal medindregnes som en slags konstant i dansk politik. For Nissen er mere centralisering altså nogen gange - som f.eks. under internationale topmøder - en efterspurgt nødvendighed, hvor det andre gange kan virke mere uheldigt, hvilket gør det svært at drage nogen entydig konklusion på udviklingen.

Eva Sørensen er for så vidt enig, men mener dog stadig ikke, at regeringen har gjort nok for at dæmme op for de konflikter der opstår, når Statsministeriets folk begynder at blande sig. Og at koble Klimaministeriet af og bare overtage forhandlingerne er for hende manglende indsigt i både den faglige og netværksmæssige indsats, som er nødvendig for at få et stort internationalt topmøde til at fungere.

»Det er helt håbløst at koble de centrale personer på et område af, når man nærmer sig målet. Eneste løb i den her forbindelse er et parløb. Og når det ikke fungerer, så svækker det sådan set hele regeringen. Det er her udfordringen ligger. En udfordring der ikke vil lykkes ved en overtagelse eller en vicestatsministerpost, men via udvidet samarbejde,« siger Eva Sørensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God artikel.