Læsetid 2 min.

'Vore egne er nu de bedste'

Institutternes 'egne' adjunkter skaber en skæv konkurrence i forhold til de efterhånden mange post. doc.'ere, der forsker inden for politiske satsningsområder
7. oktober 2009

For små fire år siden trådte en ny stillingsstruktur i kraft for adjunkter. Den vigtigste ændring i denne sammenhæng er den stillingskategori, som i daglig tale kaldes 'fortsættelses-adjunkturer', det vil sige et adjunktur, der ved dets ophør pr. automatik overgår til lektorat, hvis den pågældende adjunkt bedømmes kvalificeret. Der er nu snart gået fire år, så effekterne af 'fortsættelses-adjunktur-modellen' er så småt ved at vise sig.

Den reviderede stillingsstrukturs formål er at sikre bedre vilkår for adjunkter, enten ved at de som sagt sikres ansættelse som lektorer, såfremt de er kvalificerede, eller ved at der typisk opslås et lektorat, som de kan søge i konkurrence med en gruppe kolleger, der bliver flere af i disse dage: post doc.'erne. Den vigtigste forskningsmæssige forskel på en post doc.'er og en adjunkt er, at post doc.'eren er finansieret gennem politiske satsnings- eller rådsmidler, hvorimod en adjunkts forskningsområde typisk afspejler instituttets forskningsbehov. Denne forskel kan vise sig at have meget store utilsigtede konsekvenser. I praksis køres post doc.'eren ikke kun ud på et sidespor i forhold til fortsættelses-adjunkturerne (som de i sagens natur ikke kan konkurrere imod); de kan også have svært ved at konkurrere om tematisk/ teoretisk forankrede lektorater, der opslås inden for de institutforankrede adjunkters forsknings- områder.

Urimelige vilkår

Den reviderede stillingsstruktur er dog løbet fra virkelighedens verden, hvor der uddannes flere og flere post. doc.'er. Det er med andre ord ikke indlysende, hvorfor én gruppe - nemlig adjunkterne - skal have mærkbart bedre konkur- rencemæssige vilkår end de efterhånden rigtig mange post. doc.'ere, der har forsket i præcis lige så lang tid som adjunkterne, men som hverken er sikret lektoransættelse, såfremt de bedømmes kvalificerede, eller kan forvente, at der slås lektorater op til dem - heller ikke selv om de eventuelt har flere internationale publikationer bag sig.

Spørgsmålet er derfor, om institutternes 'egne' adjunkter skaber en helt skæv konkurrence i forhold til de efterhånden mange post. doc.'ere, der forsker inden for politiske satsningsområder, for eksempel terror eller andre samfundsmæssigt set relevante områder? Dels rykker fortsættelses-adjunktur-modellen det tidligere 'lektor-nåleøje' frem til adjunktniveau, hvilket kan forekomme at være lidt tidligt i en forskerkarriere, og som bevirker, at der bliver endnu færre lektorater at søge for deres forskerkolleger. Dels er institutternes 'egne' adjunkter på forhånd en slags kæledægger, når lektorstillingerne skal slås op.

Risiko for nepotisme

Et andet vigtigt spørgsmål er, om nepotisme kan blive en utilsigtet effekt af fortsættelses-adjunkt- modellen. Det er ikke ualmindeligt, at ph.d.- stipendiater rekrutteres blandt dygtige studerende fra det pågældende instituts årgang. Det er heller ikke ualmindeligt, at institutternes egne adjunkturer (dvs. ikke-post. doc.'er) tilfalder dygtige ph.d.'ere fra det pågældende institut. Det er derfor nok ikke helt forkert at konkludere, at mange universitetsinstitutter i Danmark har egen føde- kæde, når det drejer sig om de første seks år af en forskerkarriere (tre år ph.d. og tre år adjunkt) - de seks år, der for nogle (men bestemt ikke alle) ender med en fast ansættelse som lektor.

Nanna Mik-Meyer er lektor på Institut for Organisation på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu