Hvem skal jeg ringe til, hvis jeg vil tale med Europa?
Sådan spurgte Henry Kissinger. Nu er der et svar: Lady Ashton, baronesse af Upholland. Den 53-årige britiske handelskommissær Catherine Ashton var torsdag så uforberedt på at blive EU's første udenrigschef - repræsentant for unionens udenrigsanliggender, advokat for Europas sikkerhedspolitiske interesser, og chef for 5.000 medarbejdere og med tiden 130 ambassader rundt om i verden - at hun end ikke havde en tale parat.
At det er en meget overraskende udnævnelse, syntes verdenspressen i går at være enige om. »Fra total anonymitet til den mest magtfulde kvinde i Storbritannien,« lød Guardians forsidetekst, mens Financial Times udlagde Ashtons bedrift som; »en blanding af kompetence, underspillet charme og held.«
Den EU-skeptiske Daily Telegraph var mere harsk. Med henvisning til det faktum, at Ashton aldrig er blevet folkevalgt til sine poster i Labour-regeringen, skrev lederskribenten: »Hun er kommet igennem sin karriere helt ubesmittet af oplevelsen af, et demokratisk valg (...) hun er skræddersyet til et højt EU-job.« Også hendes kolleger langede ud: »Baronesse Ashton er perfekt til rollen. Hun har aldrig haft et rigtig arbejde,« var den sarkastiske kommentar fra Nigel Farage, leder af United Kingdom Independence Party.
Det er nu ikke rigtigt, at Ashton aldrig har haft et arbejde. Hun har faktisk haft mange, og hendes karriere stritter i mange retninger. Catherine Ashton er udannet i økonomi og sociologi ved University of London og var i 1970'erne aktiv i antiatomvåben bevægelsen. Hun har indtaget flere poster i Labourregeringen - blandt andet som leder af det britiske overhus.
EU-glad brite
Hendes mulighed i EU-systemet kom, da den populære handelskommissær Peter Mandelson droppede posten for at vende tilbage til britisk politik. Og som brite i EU-systemet er det vigtigt at gøre sine loyaliteter klare. Det gjorde Ashton i sin første tale som handelskommissær.
»Jeg er en, der anser mig selv som stærk EU-tilhænger,« slog hun fast. Og systemet havde da også hende at takke for, at Lissabon-traktaten kom levende igennem det britiske parlament i sommeren 2008. »Jeg brugte 78 timer på at få Lissabon-traktaten igennem. Jeg vil så enormt gerne se den i effekt,« fortalte hun.
Blandt de mange kritikpunkter, der i går blev fremlagt, var hendes næsten totale mangel på udenrigspolitisk erfaring. Det afviste hun kategorisk på pressemødet torsdag. Hun henviste til, at hun da havde prøvet at lede en forhandling med Kina, og at Hillary Clinton allerede havde beskrevet hende som: 'Min nye modpart'.
Og i lighed med sin amerikanske kollega, har også Ashton skullet forsvare sig mod anklager om, at hun udelukkende kunne takke sit køn for posten. »Om jeg har fordele af at være kvinde? De fleste mænd har vel fordele af at være mænd. Hvad er forskellen?« lød hendes forsvar til pressemødet, i den direkte facon, der har gjort hende populær i Storbritannien.
