Nyhed
Læsetid: 4 min.

Danske uddannelser blåstemples i Wales

Kristne privatuddannelser udbyder britiske bachelorgrader i Danmark og slipper på den måde for danske kvalitetskrav. S og SF kræver, at videnskabsministeren forholder sig til spørgsmålet, som vidner om en farlig gråzone i det internationale akkrediteringssystem
Menighedsfakultet i Århus. Hver torsdag i spisepausen er der Speakers Lounge, hvor elever og lærere kan komme med indlæg. Seancen startes med fællesbøn.

Menighedsfakultet i Århus. Hver torsdag i spisepausen er der Speakers Lounge, hvor elever og lærere kan komme med indlæg. Seancen startes med fællesbøn.

Martin Dam Kristensen

Indland
4. november 2009

»Bibelen er Guds ord,« lyder det i vedtægterne for den kristne privatuddannelse, Menighedsfakultetet. På det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, mener de helt modsat, at Bibelen 'blot' er et stykke litteratur, som de teologistuderende må gå til med kritiske, historiske og litteraturvidenskabelige briller.

Alligevel kan man få en bacheloruddannelse begge steder, som giver adgang til at læse kandidatuddannelsen i teologi på Aarhus Universitet, hvilket er et skridt i retning af at blive præst i den danske folkekirke.

Menighedsfakultetet har nemlig købt sig til en akkreditering - et internationalt anerkendt kvalitetsstempel - i Storbritannien. Gennem University of Wales' 'akkrediteringsenhed' har de fået godkendt deres uddannelse, så den nu har karakter af en britisk bachelorgrad - selvom den altså udbydes til danske studerende i Danmark og foregår på en dansk institution. Hvad akkrediteringen har kostet, er en »forretningshemmelighed«, men samme model bruger Dansk Bibel Institut i København, der også har fået godkendt deres uddannelse ved University of Wales.

Dansk Bibel Institut har til formål at fremme bibeltro forkyndelse og mission, og i deres vedtægter hedder det blandt andet, at »Bibelen er, sådan som den oprindelig blev givet, uden fejl og selvmodsigelser i alle sine udsagn«.

Kvalitet uden sikring

De kristne institutioner har oplevet en øget interesse for deres bacheloruddannelser, og Menighedsfakultetet har i år optaget et rekordstort antal studerende.

Det til trods for, at studerende på de to bacheloruddannelser ikke kan få SU. Ifølge kontorchef i SU-Styrelsen Peter Nielsen lever uddannelserne nemlig ikke op til kravene om fri og forskningsbaseret uddannelse:

»Hvad der ligger i den akkreditering fra Wales, ved jeg ikke. Men grundlæggende handler det om, at den på sit konfessionelle grundlag (som holder strengt på trosbekendelsen, red.) ikke lever op til vores kriterier for akademiske og videnskabelige standarder,« siger han.

Privatuddannelserne kan heller ikke få offentlig finansiering i form af de såkaldte taxameterpenge. Alligevel er der ingen problemer i at udbyde bacheloruddannelser - for så længe de bruger det walisiske universitet, så er det britiske regler, der gælder. Sådan ville det også være hvis enhver anden uddannelse købte en akkreditering i et hvilket som helst andet land via en godkendt akkrediteringsinstitution. Så længe uddannelsen ikke er dansk, er den ikke omfattet af danske regler som sådan.

Det fortæller Allan Bruun Pedersen, specialkonsulent hos CIRIUS, som niveauvurderer udenlandske uddannelser i forhold til det danske system: »Hvis den er godkendt af University of Wales, vil vi betragte den som en britisk bacheloruddannelse og vurdere den på lige fod med alle andre britiske bacheloruddannelser,« siger han.

Ingen forskning er fri

I England er kravene til en akkreditering dog anderledes i den forstand, at de kun kvalitetssikrer institutionerne - ikke selve uddannelserne. Det vil sige, at University of Wales er godkendt, og så kan de i princippet udbyde de uddannelser, de vil. I dette tilfælde tjener de penge på at udbyde en kristen uddannelse i Danmark, og det vil de naturligvis gerne. På Menighedsfakultetet ser fakultetsleder, Ingolf Henoch Pedersen ikke noget problem i, at man udnytter det internationale akkrediteringssystem til at opnå anerkendelse.

»Der er ingen uddannelser, der er uafhængige. Alle har jo nogle forudsætninger, de forsker ud fra. I andre lande i Europa kan man sagtens have uddannelser på et konfessionelt grundlag, så hvorfor skulle man ikke kunne have det i Danmark?« spørger han og opfordrer politikerne til at genoverveje deres holdning til privatuddannelserne, når det nyimplementerede, danske akkrediteringssystem skal evalueres.

Studieleder på det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, Else K. Holt, fastholder dog, at der er »en meget stor forskel« på den forkyndende uddannelse fra Menighedsfakultetet og den frie, kritiske, forskningsbaserede uddannelse på Aarhus Universitet, hvor det ikke er noget formelt krav ved ansættelsen, at underviserne er bekendende kristne, og hvor der er en sekulær tilgang, som betyder, at der ikke finder religiøs praksis sted i hverdagen. Alligevel føler hun sig forpligtet til at optage Menighedsfakultetets bachelorstuderende på kandidatuddannelserne, ligesom man ville optage andre studerende med en anden relevant udenlandsk bachelor:

»Der er lagt op til, at vi skal gøre det, og det har været vores vurdering, at med Bologna-processen, er vi i rimelighedens navn nødt til at godkende dem,« siger hun.

SF's universitetsordfører, Jonas Dahl, mener dog, det er problematisk, at Den Danske Folkekirke risikerer at blive rendt over ende af præster uden en bred, videnskabelig uddannelse. Han kræver derfor, at ministeren tager stilling til sagen: »Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at vi ser smuthuller i de danske regler udnyttet eller ligefrem misbrugt,« siger han og påpeger, at privatuddannelser gennem dette smuthul i lovgivningen risikerer at »rykke ved grundvolden i det danske uddannelsessystem«.

Socialdemokraternes ordfører Kirsten Brosbøll efterlyser også, at ministeren ser på spørgsmålet, da der er tale om en »gråzone«, som også vil omfatte andre uddannelser, der ikke godkendes i Danmark, men tiltrækker danske studerende. De internationale uddannelser skal så vidt muligt anerkendes, men hvor grænsen går, og hvem der har ansvar for engelske uddannelser i Danmark, er svært at vurdere - både for politikere og universiteter. Ikke desto mindre læser 31 studerende i Danmark lige nu en britisk universitetsuddannelse i Guds ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uden at jeg i øvrigt skal modsige at det er problematisk hvis den danske stat finansierer uddannelser af fundamentalistisk tilsnit, så kunne jeg dog godt tænke mig at komme med min egen oplevelse af den dybe danske forvirring og mistro til alt fremmed:

Stor bekymring for om udenlandske uddannelser nu også lever op til vores danske diamant-standard. Det er omtrent det eneste jeg læser om uddannelse af danskere i international sammenhæng. Det vidner om en alt anden end ydmyg tilgang til det at være en del af et internationalt samfund - hvilket vel i de senere år efterhånden kan kaldes en ret typisk dansk tilgang, jfr. nationens tilgang til øvrige udfordringer i forbindelse med globaliseringen, såsom indvandring og integration.

Dette desuagtet, at danske uddannelser efter universiteternes sultekur or omstrukturerede ledelse slet ikke er så verdensklasse længere, som vi stadig tror de er.
Og at de danske værktøjer til at bedømme uddannelser taget internationalt lader ufatteligt meget tilbage at ønske.

Således blev jeg, som ung studerende på bachelorniveau opmuntret til endelig at tage noget af min uddannelse i udlandet - for vi skal jo være internationale og globaliserede.

Straffen faldt dog prompte efter at jeg hjemvendte fra netop Wales, efter at have taget en masters-grad ved Cardiff universitet, som ligger på the Guardian's top 10 over universiteter i Storbritannien, og ca nr 4 på verdensplan indenfor det område jeg studerede.
Hjemkommen til Danmark i en finanskrisetid henvendte jeg mig hos min fagforening og søgte indmeldelse i A-kassen. Her fik jeg at vide at min britiske overbygningsuddannelse skulle bedømmes hos en særlig instans hos undervisningsministeriet, før man ville godtage den som en overbygningsuddannelse. Dette er det samme undervisningsministerium som jeg formoder SU-styrelsen henhører under, og SU havde jeg da fået bevilget, efter at det universitet og studie jeg ville forfølge var blevet tjekket.

Nuvel, tænkte jeg, og indsendte mine papirer, inkl. kurser opgjort i point-enheder som er at sidestille med den internationale enhed, ECTS, til den nævnte instans, 'CIRIUS'. Heraf fremgik det at jeg havde gennemført den mængde studiearbejde der svarer til to års danske kandidatstudier, på ét år i Storbritannien - simpelthen fordi studie forløbet er mere intensivt, man har flere timer og afleverer flere og større opgaver end man gør i Danmark.

Det svar jeg fik var dybt besynderligt: man mente ikke at den overbygning som jeg havde taget ved et førende universitet i ét af de lande i verden hvortil allerflest rigmandsbørn fra hele verden sendes for at tage deres uddannelse, kunne måle sig med en dansk kandidat. Den blev istedet vurderet til ét årsværk på en dansk kandidat.
Vantro ringede jeg til CIRIUS for at udbede mig en forklaring. Her fik jeg et vagt, og noget irriteret svar som i tågede vendinger gik ud på at de dér britiske universiteter uddelte jo points som vinden blæste (med andre ord, de dér udenlandske universiteter, de er alle sammen uldne i kanten).

Konsekvensen heraf er endnu mere absurd: A-kassen havde det ingen betydning for, jeg kunne få mine dagpenge, men hvis jeg søger ansættelse i Danmark med min britiske Masters-grad vil jeg automatisk starte et løntrin lavere end en dansk kandidat!!
Den embedsmand ved CIRIUS som jeg talte med beklagede en smule vrangvilligt, og foreslog at jeg vendte tilbage til mit tidligere danske universitet og 'se hvor meget du kan få godkendt til meritoverførsel'. Tanken var så at jeg skulle bruge et år mere på at forgælde mig til staten, for herefter at kunne fremvise en dansk kandidat.

Goddag mand, økseskaft.

Morsomt nok fandt min professor ved mit gamle danske institut det relevant at spørge mig om, hvorvidt jeg ville starte på en phd istedet. En hel del af de danske undervisere ved universiteterne lader til at være meget mere på forkant med det internationale miljø de bevæger sig i. Ærgerligt at ingen lytter til dem.

Jeg starter til Januar min phd uddannelse ved Cardiff Universitet, som modtog mig med åbne arme. Qua min evne til at blive godkendt til en phd-uddannelse må jeg formode at jeg hører til de 10% højest begavede unge som man i Danmark dagligt jamrer over søger til udlandet.
Måske skulle 'Hylekoret' spørge sig selv en ekstra gang, hvorfor vi mon gør det.