Læsetid: 2 min.

DF: Nedlæg Klimaministeriet efter topmødet

Når klimatopmødet er overstået, er der ikke længere behov for et særligt Klimaministerium, siger Pia Kjærsgaard. K afviser, mens SF kræver garantier fra statsministeren
Når klimatopmødet er overstået, er der ikke længere behov for et særligt Klimaministerium, siger Pia Kjærsgaard. K afviser, mens SF kræver garantier fra statsministeren
25. november 2009

Står det til Dansk Folkeparti, bliver Lykke Friis' (V) tid som klimaminister kort. DF-formand Pia Kjærsgaard opfordrer nu regeringen til at nedlægge Klimaministeriet, når klimatopmødet i København er overstået.

»Det ville være meningsløst andet. De opgaver, som ligger tilbage, kan sagtens varetages fuldt forsvarligt af andre ministerier, når topmødet er afsluttet,« siger hun til Information.

Meldingen var ellers helt anderledes fra Connie Hedegaard (K), da hun i går overdrog ministerposten til Lykke Friis.

»Hvor nogen har været bange for, at man har ville nedlægge ministeriet efter klimatopmødet, er det i dag blevet bekræftet, at sådan går det ikke. Man henter ikke en kapacitet som Lykke Friis ind i november for så straks efter at nedlægge ministeriet få måneder efter,« sagde Hedegaard i sin afskedstale.

Og til Information fastslog den nye minister efterfølgende, at hun godt nok ikke havde fået konkrete løfter af Lars Løkke Rasmussen (V).

»Ligesom Connie Hedegaard går jeg bare ud fra som en given ting, at når man nu udpeger en ny Klima- og Energiminister, så er det fordi, at Klimaministeriet skal fortsætte,« sagde Lykke Friis.

Rokade er anledningen

Men det var de nødt til at sige, mener Pia Kjærsgaard.

Hun understreger, at »vi stadig skal have opmærksomhed på miljø- og klimaspørgsmål«. Men hun forventer, at Lars Løkke Rasmussen (V) i forbindelse med en større rokade efter nytår vil nedlægge Klimaministeriet.

- Er det noget, Dansk Folkeparti vil stille som krav til ham?

»Det bliver en del af den almindelige samtale. Men jeg tror nu, at han er modtagelig over for tanken,« siger Pia Kjærsgaard.

Dét er regeringen dog på ingen måde, siger de konservatives miljø- og energiordfører Per Ørum Jørgensen.

»Klimaproblematikken forsvinder ikke den 19. december, når topmødet er overstået. Og samtidig ville det være et helt forkert signal for regeringen at sende, hvis man nedlagde Klimaministeriet,« siger han.

Han henviser til, at Danmark fortsætter i formandskabet for FN's COP15 hele næste år - og at der venter en lang række af opgaver i året, der kommer. Men han vil ikke uddybe sin kritik af Pia Kjærsgaards udmelding.

»Regeringen har allerede sendt et meget klart signal i og med, at vi i dag har udpeget en ny klimaminister. Så den diskussion er helt irrelevant. Jeg glæder mig over, at Connie Hedegaard i dag er blevet Danmarks nye kommissær« siger han.

I oppositionen kræver SF's miljø- og energiordfører Anne Grete Holmsgaard en garanti fra Lars Løkke Rasmussen.

»Det ville klart være godt, hvis han gik ud og sagde, at dagens udnævnelse er et udtryk for, at Klimaministeriet fortsætter,« siger hun og betegner en eventuel nedlæggelse som »en meget dum idé«.

DF er en spændetrøje

Hun er dog ikke overrasket over kravene fra Dansk Folkeparti.

»De kører jo videre med at bombardere det her ministerium og gøre det så svagt som muligt. Men det siger jo også noget om, at Lykke Friis arver den spændetrøje på klima- og energipolitikken, som Connie Hedegaard har været pakket ind i. Skal hun have noget ud af det, skal hun slås fra dag ét,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et medlem af Trilateral Commission afløser Bilderbergmedlemmet. Same same.

Verdensregeringen, 'Global Governance' som Gore kalder det, er eneste mål. Kuldioxidsvindlen er afsløret, men pressen hverken tør eller må præsentere folket for en sober, objektiv og kritisk debat om emnet. Næh, så er man klimanægter og konspirationsteoretiker, ikke sandt?

Tjah, den udnævnelse gør såmænd blot Venstre's klimaskepsis endnu større i befolkningens registre. Hvorfor? Fordi man nu udnævner et veritabelt snakkehoved. Men hvor længe mon der går, førend det går op for danskene, at Lykke Friis ikke har nogen skud i bøssen? Såmænd blot en række af nye udsættelser på området. Hendes troværdighed er under alle omstændigheder nu blevet kompromiteret. Altså ingen uafhængighed, men bare ren venstre-politik. Hurra for TV2's foretrukne kommentatorer...

Med venlig hilsen

Udnævnelsen af en ekspert som Lykke Friis er næppe enestående.
Umiddelbart huskes psykologiprofessor Lise Østergaard, da hun i 1977 blev udnævnt af Anker Jørgensen. Hun var blevet offentlig kendt som debattør i spørgsmål om religion (imod Bodil Koch) og på humanitær hjælp til tredjeverdenslande og på forslag om barselsorlov til fædre o.l. Hun blev tilsluttet udenrigsministeriet med henblik på nødhjælp, men trods et stærkt lederskab i hende, udenrigsmin. K.B.Andersen og socialmin.Eva Gredahl havde socialemokratiet vanskeligt ved at håndtere eftervirkningerne af Vietnamkrigen. Nogle år senere foretrak man 'hårdt mod hårdt'.
Man kan forestille sig, at Lykke Friis må stå i en tilsvarende "uløselig" situation, bl.a. pga. DF, hvis politiske dramaturgi består i at sætte regeringen i gabestokken, men fremfor alt ikke trække den til skafottet. (Lise Østergaard virkede for det spirende Fremskridtsparti - og den nuværende DF-partitop - med sine meninger om offentlig forsorg og nødhjælp som en rød klud).