Nyhed
Læsetid: 3 min.

Eksperter: Gratis uddannelse er skævvridende

Flere eksperter støtter Nina Smiths udmelding om, at brugerbetaling på universiteterne er en god idé - som det er nu, tager man fra de fattige og giver til de rige, mener de. Politikere, fagforbund og elevorganisationer er uenige
Indland
4. november 2009

Der er gode fordelingspolitiske grunde til at indføre brugerbetaling på den afsluttende del af universitetsuddannelserne. Det mener flere økonomieksperter, efter at professor Nina Smith fra Aarhus Universitet i mandagens Information tog hul på debatten. Den nuværende model er nemlig skævvridende, mener blandt andre Peder Andersen, der er lektor på Københavns Universitet og sad med i Skattekommissionen:

»Dem, der får lang videregående uddannelse, vil samlet set blive bedre stillet end de fleste andre i samfundet. Så hvorfor skulle de ufaglærte være med til at betale den del af gildet over skatten?« spørger han.

Robin Hood

Samme holdning har professor på Aarhus Universitet,Torben M. Andersen. Han kalder de gratis kandidatuddannelser og SU-systemet for en 'omvendt Robin Hood':

»Det nuværende system skaber ulighed. Det er en omvendt Robin Hood, hvor de dårligst stillede betaler uddannelserne for de andre,« siger han og tilføjer:

»Hvis man indfører brugerbetaling mod afslutningen af de lange videregående uddannelser, så giver man lidt mindre til nogle, som med meget stor sandsynlighed vil klare sig rigtig godt,« siger Torben M. Andersen. Såvel politikere som elev- organisationer og fagbevægelse holder imidlertid fast i, at det danske gratisprincip tværtimod sikrer lighed:

»Det er et dybt bekymrende, at man som konsekvens af nedskæringerne foreslår brugerbetaling og dermed et fundamentalt opgør med gratisprincippet i det danske uddannelsessystem. Forslaget rammer socialt skævt. Det her forslag vil være en stor barriere for unge, der kommer fra fattige kår,« siger uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd, Niels Wiese.

Samme holdning har politikere fra stort set alle partiet givet udtryk for - ligesom også Dansk Magisterforening kæder gratis uddannelse og social lighed sammen:

»Hvis du kommer fra en familie, hvor det er svært at få pengene til at slå til, vil en universitetsuddannelse være mindre attraktiv, hvis du skal betale for den. Det er uanset, om du skal betale her og nu eller du skal låne pengene,« siger formand Ingrid Stage.

Holder ikke

Men argumentet holder ikke, mener økonomerne. I hvert fald ikke så længe man kun taler om brugerbetaling på kandidatuddannelserne:

»Der er ikke noget belæg for at sige, at det rammer skævt. Undersøgelser viser, at når man først har fået sin bachelorgrad, så er der en meget stor sandsynlighed for, at man også bliver kandidat. Uanset social baggrund,« siger Peder Andersen fra Københavns Universitet. Han bakkes op af Torben M. Andersen:

»Når man kommer til kandidatniveau, er der ingen effekt af den sociale arv. Det kan man tolke sådan, at der er sket en så hård sortering, at dem, der er kommet så langt, ikke længere er i tvivl om, hvorvidt de kan klare det,« siger han. Og derfor er der ikke nogen grund til at frygte, at eleverne fra de mindre stærke hjem vil falde fra så sent i forløbet:

»De vil jo også kunne se, at det godt kan betale sig at tage en kandidatuddannelse, selvom man skal betale for det. Det vil stadig give et godt afkast - og man vil vide, at man kommer til at kunne betale pengene tilbage, når man er færdig,« siger Peder Andersen.

- Men kan det ikke give folk et incitament til at stoppe efter bachelordelen?

»Det tror jeg ikke vil ske, for privatøkonomisk vil det stadig kunne betale sig at læse videre. Og skulle der mod forventning ske det, at flere stopper som bachelorer, så ville det i øvrigt ikke være nogen ulykke. Det er måske svært at forestille sig en læge, der kun er bachelor, men der er mange andre fag, hvor der sagtens være brug for folk med bacheloruddannelser,« siger Peder Andersen.

Leder på bagsiden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En Robin Hood - eller en omvendt Robin Hood?

Næh, solidaritet.

Solidaritet er et begreb der meget nemt kan analyseres i stykker. Skal alt, til mindste detalje, sættes op i økonomiske modeller og udtrykkes i 0 og 1, så tabes den synergi der fodre de politiske overvejelser - og vi ender i et Lomborg-samfund - "Ka' det nu betaaale sig".

Gudfaderbevares!

Kun økonomer kan få det, at noget er gratis, til at være synd for dem der ikke har penge.

Hvis man VIRKELIG kerer sig så meget om hvem der kommer til at betale, så kunne man jo passende begynde at beskatte folk her i landet efter deres faktiske formueforhold. Det er ligesom det der er formålet med konceptet 'beskatning' - at dem der har råd til at give, de giver, så dem der er værre stillet kan få lov at være med. At trække i flok, hedder det også.
Men det er ikke noget de bruger i VKO. Undtagen når de skal tælle til 90.

Torben M. Andersen:

»Når man kommer til kandidatniveau, er der ingen effekt af den sociale arv. Det kan man tolke sådan, at der er sket en så hård sortering, at dem, der er kommet så langt, ikke længere er i tvivl om, hvorvidt de kan klare det,«

Isoleret betragtet er denne udtalelse i tråd med den kendte forskning i emnet "chanceulighed". (Social arv er som begreb forvrøvlet i denne kontekst).

Allerede i 1972 påviste en begavet forsker ved Socialforskningsinstituttet (SFI), som desværre drak sig ihjel som 42- årig, at gymnasiet er den egentlige barrierre mod uddannelsessøgning. Dette bekræftes af flere senere undersøgelser i SFI- regi, bl.a. Erik Jørgen Hansens "ungdomsforløbsundersøgelse. Dvs., at de, der starter en længere videregående uddannelse, har overvundet barrierrerne, som tilsyneladende i hovedsagen er norm- og sprogstilsbestemte. På godt jysk: Hvis bondeknøsen gennemskuer den aktuelle sprogkode i en given uddannelse, er forhindringen overvundet.

Tesen om BA- uddannelser kan udbygges med, at det ser ud til, at de chanceulighedsramte er mest udsatte på første år (frafald), men senere i studiet klarer sig på linje med de øvrige studerende.

Tilbage står naturligvis, at eksperterne/smagsdommerne rokker ved "gratisprincippet". Dette er imidlertid en helt anden diskussion.

Spin.

De skammer sig ikke.

De der i fuld alvor/halvt grinende sidder og udtænker det her, har fået deres uddannelse dækket.

Det er så måden de takker på.

Føj

Peder Andersen siger det vil give et godt afkast at få en kandidatuddannelse. Det er en meget tvivlsom påstand. Inden for ingeniør området har der i mange år været forskellige niveuer af uddannelser, som civilingeniører, akademiingeniører, teknikumingeniører, diplomingeniører. Der er lønforskel, men den er ikke voldsom. Især når man også tager i betragtning af de kortere uddannelser også starter tidligere på arbejdsmarkedet. Det vil tage mange år før ingeniører med kandidatuddannelse har indtjent mere end uddannelser på BA niveau. Der vil blive et meget lille incitament til at forsætte med en kandidatuddannelse. Set bla i lyset af globaliseringen vil det være et stort tab for Danmark. I rigtige mange lande, har det en meget stor betydning, hvor lang ens uddannelse er. Hvad med Ph.D skal de også betale.De før endnu højere løn typisk, men det bliver tvivlsomt om de kan indhente det. Kort sagt dette er bare et trin ned for Danmark for at finanesiere de skatteletteser regeringen har lavet for de højtlønnede.