Læsetid: 4 min.

EU-ledere tilfredse med bleg duo

Der kom ikke en stærk kendt samlende figur for Europa, men i virkeligheden passer det stats- og regeringslederne godt ikke at skulle afgive for meget magt, og europæerne er også godt tilfredse, for der er ikke mange i dag, der ønsker et føderalistisk EU
Der kom ikke en stærk kendt samlende figur for Europa, men i virkeligheden passer det stats- og regeringslederne godt ikke at skulle afgive for meget magt, og europæerne er også godt tilfredse, for der er ikke mange i dag, der ønsker et føderalistisk EU
21. november 2009

Efter otte års snak om, hvor vigtig Lissabon-traktaten er for EU, fordi den blandt andet vil skabe én samlende figur, der kan repræsentere Europa, blev torsdag aften en flad fuser for Europa.

Det store kraftfulde navn, man havde ventet på så længe, kom ikke op af hatten efter stats- og regeringsledernes ekstraordinære topmøde. I stedet blev der trukket to - for de fleste europæeres vedkommende - fuldstændigt ukendte navne: Den belgiske regeringsleder Herman Van Rompuy, som nu skal være formand for Det Europæiske Råd og den britiske handelskommissær, Catherine Ashton, som skal være EU's nye udenrigsrepræsentant. Det var det kompromis, det kunne blive til, når der både skulle tages hensyn til de konservative og socialisterne, de store og de små lande, og mænd og kvinder.

»Det her viser meget klart, at man er gået efter koordinatorer og mæglere, ikke politiske ledere,« siger Sara Hagemann, som forelæser i EU-politik på London School of Economics

For på trods af skåltalerne i forbindelse med Lissabontraktaten, passer det egentlig stats- og regeringslederne rigtigt godt med nogle relativ blege personer, som ikke tager for meget over. Medlemsstaternes stats- og regeringschefer er nemlig ikke meget for at afgive alt for meget magt.

»Hvis man inkluderer formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, er der ingen af de tre, der er specielt stærke. Det viser, at statscheferne gerne vil blive ved med at have en meget stor del at skulle have sagt. Specielt dem fra de store lande,« siger Ian Manners, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

Det skyldes blandt andet udvidelsen og det, at det er blevet sværere at skabe konsensus i EU.

»Mange af regeringslederne har fået smag for at stå fast på deres og den opmærksomhed, der følger med,« påpeger Sara Hagemann.

Andet spil

Og så er føderalismen i Europa aftagende. Vi har ikke længere de gode gamle dage, hvor de såkaldte Europas fædre, der var arkitekterne bag det, der i dag har udviklet sig til EU, sad sammen foran en kamin og skruede det hele sammen over en cognac.

»I virkeligheden var det lidt det, man gerne ville efterligne med konventet, der i sin tid blev nedsat for at udarbejde den forfatning, der endte som Lissabon-traktaten. Men vi har bevæget os milevidt væk fra den tid. Tidligere var der faktisk føderalister i mange europæiske hovedstæder, men i dag står vi altså tilbage med 27 lande, som alle våger over deres suverænitet,« mener Katinka Barysch, vicedirektør for den europæiske tænketank, Centre for European Reform i >London.

Hun peger blandt andet på Tyskland som et afgørende eksempel på et land, der har skiftet holdning. Der er langt fra Helmut Kohls appetit på konstant fortsat europæisk integration til Angela Merkels mere protektionistiske stil i forhold til tyske interesser.

»Hvis et af de største lande ikke vil gå foran mere, så får man altså et helt andet spil med langt mere udtalte nationale interesser. Hvilket også forstærkes af, at vi stadig står i den økonomiske krise. Så har regeringerne en tendens til at sige: Vi skal nok styre det her selv uden for meget indblanding,« siger Katinka Barysch.

Europæerne tilfredse

Og selv om medierne i disse dage skriver spalte op og spalte ned om, hvor bleg den duo, man nu har valgt til at repræsentere EU, er, og det mærkelige i, at man ikke kunne blive enige om en stærkere figur, så er det i virkeligheden heller ikke det europæerne ønsker.

»Når det kommer til stykket, ville vi nok alle blive rimeligt sure, hvis vi havde fået en, der førte sig for meget frem. Der er enighed om, at Nicolas Sarkozy gjorde et godt stykke arbejde, da Frankrig havde formandskabet, og han greb ind i konflikten mellem Rusland og Georgien. Men der er ingen i Europa, der ville have lyst til at have sådan en rendende rundt hele tiden og gøre en masse på eget initiativ,« siger Ian Manner.

Katinka Barysch er enig.

»Det er fristende at ønske, at stats- og regeringslederne havde turde prøve at udnævne en meget effektiv og karismatisk person, men de ved godt, at europæerne ikke ønsker sig et reelt statsoverhoved for EU. De har jo lært på den hårde måde, at alt, der lugter af statsdannelse, skal holdes væk fra EU,« siger Katinka Barysch med reference til at forfatningstraktaten, forløberen for Lissabon-traktaten blev forkastet af både franskmændene og hollænderne i 2005. Spørgsmålet er så, hvordan valget af Haiku-Herman og baronessen, som de to er blevet døbt af nogle, bliver modtaget i udlandet, hvor man ofte efterlyser én person fra EU. Gerne én man ved, hvem er.

»Det er rigtigt, at det bliver sagt, men spørgsmålet er, hvor meget de forskellige egentlig mener det. Uanset om der var kommet en stærk figur, ville de blive ved med også at ringe til hovedstæderne i de store lande for at tjekke af med dem, og man skal heller ikke underkende, at lande som Rusland og Kina er glade nok for, at de kan stikke kiler ind mellem de forskellige EU-lande,« mener Katinka Barysch.

Men måske bliver der virkelig tale om én person hen ad vejen.

»Man skal ikke underkende Catherine Ashton. Javier Solana var meget stærk på den sikkerhedspolitiske side, men hun kan meget om udvikling og handel, og det er mindst lige så vigtige sider af udenrigspolitikken,« siger Ian Manner og påpeger, at Ashton til forskel fra Javier Solana også bliver en del af Kommissionen.

»Hun har både diplomatisk sans og hårdhed, når det behøves, og det vil gøre hende i stand til at bygge bro mellem Rådet og Kommissionen. Man skal ikke underkende den magt, det giver, at have alle bag sig, så hun vil langsomt komme til syne, og så kan det godt være, at stats- og regeringslederne i virkeligheden bliver overraskede,« mener Ian Manners.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu