Læsetid: 5 min.

'Det handler om at gå fra mig til vi'

Så længe det handler om at gøre folk bange for fremtiden, vil det mislykkes at bremse klimaforandringerne. I stedet skal vi tale til folks højeste stræben, siger ledelsesekspert Otto Scharmer, der underviser verdens topchefer i, hvordan vi udvikler en højere grad af kollektiv intelligens
Fremfor at tale om frygt for fremtiden, skal vi beskrive det samfund, vi gerne vil udvikle, mener ledelsesguruen Otto Scharmer: 'Vi skal tale til folks højeste stræben mod, hvem vi er som mennesker, og hvad vi laver på den her planet'.

Fremfor at tale om frygt for fremtiden, skal vi beskrive det samfund, vi gerne vil udvikle, mener ledelsesguruen Otto Scharmer: 'Vi skal tale til folks højeste stræben mod, hvem vi er som mennesker, og hvad vi laver på den her planet'.

Søren Bidstrup

21. november 2009

Hvis vi skal gøre noget ved klimaforandringerne, skal kapitalismen transformeres, og vi skal udvikle vores bevidsthed fra at være fanget i egeninteresse til at ville det fælles bedste. Det siger ledelsesekspert Otto Scharmer.

»Vi benægter ikke længere klimaforandringerne, nu ved vi, at de er i gang, men det har stort set intet betydet for vores handlinger,« mener Otto Scharmer, der er lektor ved det amerikanske Massachusetts Institute of Technology, MIT.

Hans seneste bog, Teori U, om ledelse er blevet rost af topchefer fra hele verden. Herhjemme kaldte Steen Hildebrandt, professor ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, bogen for et mesterværk. Den tyskfødte lektor har arbejdet sammen med internationale institutioner, med regeringer i både nord og syd og har designet ledelsesprogrammer for firmaer som Daimler, Fujitsu og Google. Nu har han kastet sig ud i arbejdet for at transformere kapitalismen. Intet mindre.

- Er et af problemerne ikke, at vores viden om fremtidige klimakatastrofer ikke er nær så stærk som vores lyst til at forbruge her og nu?

»Jo, det ved vi både fra research og fra egen erfaring. Så længe du prøver at gøre folk bange for fremtiden, så vil du mislykkes, det virker ikke.«

At være miljøfornuftig har alt for ofte handlet om at gøre mindre skade, men det er ikke godt nok, pointerer Scharmer.

»Det er grundlæggende antimenneskeligt, hvis det mest miljørigtige, vi kan finde på, er at reducere vores ødelæggelser. For så ville planeten være bedre tjent uden mennesker«.

I stedet skal vi beskrive det samfund, vi gerne vil udvikle.

»Vi skal tale til folks højeste stræben mod, hvem vi er som mennesker, og hvad vi laver på den her planet«.

Menneskets bevidsthed

Det er ikke, fordi klimaforandringerne ikke allerede påvirker millioner af mennesker, mener Otto Scharmer. Problemet er, at det er fattige mennesker primært fra det globale syd, som rammes, mens forandringerne endnu ikke er så voldsomme i de industrialiserede lande, der har muligheden for at gøre noget ved situationen.

- Det er, som om politikerne ikke rykker uden pres fra befolkningen, og befolkningen presser ikke, fordi de har brug for, at nogen går foran?

»Ja, processen er låst fast i øjeblikket. Spørgsmålet er, hvor man skal trykke, for at det starter en bevægelse. I dag er lidelserne ikke store nok til af sig selv at skabe det gennembrud, hvor folk kigger på det større billede.«

Otto Scharmer arbejder på at speede den proces op, så vi handler, før katastroferne rammer os. Og én af hans grundlæggende pointer i ledelsesarbejdet, der favner både græsrødder og topchefer, er at udvikle den menneskelige bevidsthed fra at være fanget i egeninteresse til at se det fælles bedste - altså at få forskellige parter med umiddelbart modstridende interesser til at arbejde sammen.

»Det er et spørgsmål om sociale teknikker, så når du bringer de rigtige mennesker sammen, får du en produktiv samtale og ikke bare disse ufrugtbare debatter, hvor standpunkterne gentages«.

- Du arbejder med at få folk til at udvikle bevidstheden fra et egoperspektiv til at mærke og fokusere på det fælles bedste. Kan du give eksempler på, hvordan det sker?

»Lige før du ringede, talte jeg i telefon om, hvordan man kan styre det globale økosystem for tunfiskeri«.

Otto Scharmer fortæller om et komplekst system med små og store landes regeringer, fiskerimyndigheder, store aktører fra den private sektor samt fiskeflåden fra blandt andre Japan, Nordamerika og EU.

»I dag foregår der ekstrem overfiskning, og en fortsættelse af det, som sker i øjeblikket, er ikke i nogens interesse. Alle vil tabe.«

Udfordringen er at forbinde alle de forskellige interesser og skabe et nyt intellektuelt og socialt rum, der tillader aktørerne at se helheden. De forskellige aktører skal i dialog på en måde, så de »skaber et sted i sig selv, hvor de har indarbejdet de andres synspunkter«.

»Når det sker, kan du skabe en langt mere produktiv dialog, hvor du brainstormer på løsninger og aktiverer en højere grad af kollektiv intelligens i gruppen, end du ville have opnået, hvis alle bare sad fast i deres egne perspektiver«.

- Handler det også om, hvad man kan kalde ens indre opmærksomhed?

»Ja, det handler grundlæggende om at gå fra mig til vi. Det er nemt at sige, men svært at gøre. Specielt hvis du er i en situation med mange særinteresser og en masse magt. For selv om den nuværende situation ikke virker for nogen, så virker den jo for andre«.

Alle skal inkluderes

- Har du eksempler på, at de magtfulde spillere, du har arbejdet med, faktisk opgiver nogle af deres privilegier?

»Det sker som regel kun, hvis magthaverne ser, at den nuværende situation ikke er holdbar. På klimaområdet er det, hvad Stern-rapporten fortæller os, men det er sjældent, at vi ser det ske i praksis, det indrømmer jeg.«

Hvad Scharmer derimod har set mange eksempler på, er, hvordan man kan skabe nye løsninger ved at bringe folk sammen, der tidligere har konkurreret eller direkte bekæmpet hinanden.

»Det handler ikke så meget om at skifte magten fra den ene til den anden, men om at skabe plads for de forskellige parter, der berøres af en beslutning, sådan så alle kommer med input og virkelig bliver hørt. Så det ikke kun er dem, der kan drive lobbyvirksomhed og dermed påvirke politikere, som får indflydelse«.

Otto Scharmer arbejder konkret med at udbrede de teknikker, han sammen med andre på MIT har udviklet, til at sætte gang i nye former for samarbejde. Projektet G-School er et forsøg på at skabe radikalt nye former for uddannelse, der flytter stedet for læring fra klasserummet ud i den virkelige verden.

»G-school handler om at stille ressourcerne til rådighed for, hvordan man udvikler kollektivt lederskab og innovation med mange spillere involveret«.

»Det er et projekt designet til at sætte ungdommen i førersædet. Hvis det bliver en succes, kunne det være en af de ting, der speeder den nødvendige forandringsproces op, frem mod en højere grad af fælles bevidsthed«.

Otto Scharmers syv punkter for transformation af kapitalismen: www.ottoscharmer.com/docs/articles/2009_SevenAcupuncturePoints.pdf

Serie: Den største udfordring

Læs også de andre artikler i serien:

Vi kan ikke redde kloden ved at skifte en pære
'Vi flytter dækstole på Titanic'
En ny oplysningstid er på vej
Begær kan man ikke tale til rette
Hvem har lovet, det skulle være let at løse klimaproblemet?
Enden på en velkendt verden
'Vi mennesker skal nok klare den'
'Det handler om at gå fra mig til vi'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Fra danske politikere skal man ikke forvente et tigerspring i miljøpolitisk tænkning. Svend Auken foreslog forsigtigt engang (benzinen bør koste 20 kr pr.lit.). Det, Lars Løkke nu foreslår, er 'mainstream'. Ikke en kat kan have noget imod det, for det er en ubekymret fortsætten i gammelt spor med nogle småjusteringer.

Nej, det som Otto Scharmer sætter op er et brud med vores tænkemåde - fra mig til vi - og det er den slags, der er behov for. For mig at se er det vigtigste spørgsmål at stille os selv dette: "Hvad er det dog, vi har gjort ved miljøet? Vi har jo ikke været rigtig kloge. Sætter vi ikke den fælles overlevelse over individets udfoldelse, er det slut. Aldrig før i historien har vi stået foran denne grænse, at det er slut for alle, hvis ikke vi . . . "

Nicolai Elberling

Jo, det ville da være skønt, hvis der var nogen, som greb faklen og gik forrest, men er det ikke netop en af Scharmers pointer, at vi alle "skal gå fra mig til vi"?

Jeg mener, at det handler om, at du og jeg tager teten, går foran ved selv at skifte perspektiv til et "vi", selv at slippe de af vores privilegier, som gavner mig/os men skader de andre.

Er vi nok, der gør det, så skal Lars Løkke nok komme luskende efter os om nogle år.

Utopisk.

Før noget sådant lader sig realisere skal vi helt anderledes dybt ned i vore egne maskinrum: Vi skal hver især turde indrømme for os selv, og dernæst for hinanden, at vi grundlæggende er drevet af angst, ikke kærlighed. Hvor mange tør det?

@Charlotte Hellemoose: Jeg er i tvivl om, hvorvidt vi faktisk mener (helt) det samme. Så i stedet for at give mig til at lægge dig ord i munden, så vil jeg uddybe min forrige kommentar:

Det er min overbevisning, at der - naturligvis med undtagelser, sådan er det jo med de fleste regler - er en sammenhæng mellem et menneskets stræben efter indflydelse og magt (og materielle besiddelser) og så dets evne til mentalt at tolerere livets begrænsninger: Ensomheden, afmagten, døden som faktum - eksistentiel angst, generelt.

Det er min opfattelse, at jo mere forældreløst, eksistentiel angst - altså angst, som man ikke tør indrømme, at man rent faktisk rummer, hverken over for sig selv eller over for andre - et menneske besidder, altså jo mindre det er i stand til mentalt at tolerere livets skyggesider, jo stærkere et behov har det for at erhverve sig magt over den fysiske verden med alt hvad det nødvendigvis medfører af skjulte dagsordener, aggression (ikke nødvendigvis fysisk vold), grådighed, etc.- den vestlige kultur i store træk.

Niels-Simon Larsen

Hvis jeg må kalde det en ny udfordring, det vi diskuterer her, så er den nye vanskelighed for mig at se, at dette ’vi’ ikke er blevet defineret endnu. Man skal selv opfinde det, ydermere opfinde det hjemme ved sin computer og ikke sammen med andre mennesker, fysisk.

Jeg er et vi-menneske rent teoretisk og et jeg-menneske i praksis. En smule misundelig på dem, der har det omvendt. Jeg er ikke den store humørbombe til selskaber, men har altid haft gode samarbejdsstrategier (efter egen mening). Jeg kan godt lide at være alene og bliver ret hurtigt træt af folk.

Hvad er det nu, der forlanges af mig? Jeg skal tænke i kollektive og miljøbevarende baner. Det er meget let for mig, bare jeg ikke skal sidde til møde (som jeg har været til for mange af igennem tiden).

Der må og skal være en forbindelse mellem ens globale tanker og ens personlige adfærd. Det er en kæmpe udfordring både for mig og min karaktermæssige modpart. I de gamle, socialistiske dage kunne man godt kæmpe for en bedre verden og på det personlige plan være et dumt svin (der er i hvert fald mange eksempler på det). Den går ikke mere, og så er det, at jeg foran mig ser et bjerg af problemer/opgaver – men det må så være dem, der skal tages fat på.

@Niels-Simon Larsen: "Hvad er det nu, der forlanges af mig? Jeg skal tænke i kollektive og miljøbevarende baner. Det er meget let for mig ..."

Dejligt - mere kompliceret behøver det vel ikke være. At skulle til at definere et (nyt) 'vi' - sådan lidt teknisk, synes jeg - er dømt til at mislykkes, hvis ikke individet allerede har sit hjerte på rette sted. For så degenererer det hele naturligvis bare til ord uden handling - se bare klimaforhandlingerne.

@Charlotte Hellemoose: "Effekten kan f.eks. ses i klimadebatten hvor nogle f.eks. går op i om besparelse af elnetforbrug - reelt batter noget eller bare er en sovepude. Fordi andre så bare bruger strømmen istedetfor."

Du har ret: For mig er det personlig-individuel ansvarsfralæggelse, fladt og banalt.

"Som f.eks. kollektiv fortrængning [...] At individet skjuler sin egen eksistensielle angst via et VI og et fællesskab."

Jeg er enig i din opfattelse. Denne tilsyneladende kollektive fortrængning er en af de mest skræmmende egenskaber ved vores (såkaldte) kultur. Mest åbenbart træder denne sørgelighed frem i tv-mediet, der - med få undtagelser, såsom DR2 - igennem de seneste år har udviklet sig til, hvad der forekommer mig at være en decideret hån imod ethvert menneske, der ønsker og/eller har behov for at tænke en smule dybere over eksistensen. I denne forbindelse kommer jeg blandt andet til at tænke på følgende artikel: http://www.information.dk/214662.

Nicolai Elberling

I mine øjne handler det ikke om, at at skulle slippe sit "jeg" for kun at være "vi".

For mig at se, handler det mere om at få et bredere perspektiv. Et perspektiv der omfatter noget større end mig, nemlig et bredt fællesskab, miljøet og naturen.

Med andre ord at se vi'et og dets behov frem for blot mig selv og mine behov.

Det handler måske også om en erkendelse om, at vi trods at have dyrket selvstændighed som eksistentielt mantra, ikke kan eksistere alene. Jeg er afhængig af miljøet: dyr, planter, luft, vand og jord, men jeg er også afhængig af andre, af fælleskabet, og det er på det seneste blevet en mere og mere global størrelse.

Så mit spørgsmål er i bund og grund: kan jeg løfte blikket, se lidt bredere og tage medansvar for de fælles behov?

Apropos angsten baggrund:
Den mest fundamentale glæde: glæden over naturen – kilden til vores livsmod – er ikke længere så uproblematisk..
November er usædvanlig lun i år – men glædes vi ved det? Vi ved jo det er et sygdomstegn!
Vi er blevet ramt af klimaangst: Foråret kommer for tidligt, det regner for meget eller for lidt,
det blæser for kraftigt, solbadning er farlig etc.
Vi kan ikke længere glædes, uden der samtidig sniger sig et ’men …’ ind i vores glæde
Selv solnedgangen er ikke, som den var engang.
Det er selve kilden til livsglæden, der er blevet inficeret, og det er angstskabende
Hvilke psykiske lidelser vil det skabe i fremtiden?
Bliver ’klimadepression’ en ny diagnose?
Menneskeheden har gennem tiderne oplevet svære tider med krige, hungersnød og epidemier
Det særlige ved den nuværende krise frem for de nævnte er, at den er langt mere omfattende og dybtgående end nogen krise, vi har oplevet før i menneskehedens historie
Krige og hungersnød og epidemier stopper på et eller andet tidspunkt – og man kan teoretisk set
undslippe dem ved at flygte – i den nuværende krise er ingen flugt mulig
’Stop verden jeg vil af!’ var der engang et teaterstykke der hed – det kunne vi smile af den gang, men i dag er smilet stivnet. Vi er alle bundet til et skæbnefællesskab uanset om vi ønsker det eller ej.
- hvad den kinesiske regering beslutter sig for kan have skæbnesvanger betydning for vores fremtid
- den russiske statsmagts stabilitet eller mangel på samme kan være afgørende for vores børns fremtidige livsvilkår.
- hvis det lykkes den amerikansk olielobby at forpurrer kongressens klimapolitik kan vores håb til fremtiden forvitre.
Sådan kan man blive ved at nævne forhold, der har afgørende betydning for hver enkelt af os, og som vi hver især kun har meget begrænset mulighed for at påvirke
Det er som at befinde sig ombord på en jumbojet, hvor man ikke er helt tryg ved de piloter, der sidder i cockpittet – er de i stand til at lande os sikkert?
Jo vi har fået ’privilegiet’ at leve i ’interessante tider’.
Hvordan klarer vi dette overvældende pres vi er udsat for? Hvordan undgår vi at blive overvældet af håbløshed og fortvivlelse?
Nogle reagerer tilsyneladende med benægtelse – lidt som en dødende patient, der nægter at se sin situation i øjnene.
Jeg har selv i lange perioder haft det sådan, at jeg hver gang jeg hørte en ny dårlig nyhed om klimakrisen (og dem er der rigtig mange af) har lukket af. Jeg orkede ikke at høre endnu en ubehagelig eller skræmmende nyhed, jeg kunne ikke kapere mere. Det er som med holocaust udsendelser. Jeg lukker for dem med tanken: ’Ja jeg ved jo godt det er forfærdeligt – det behøver jeg ikke at høre mere om’
Men det går jo ikke i længden – realisterne trænger sig på med større og større kraft.
I de tidlige morgentimer – i ’ulvetimen – trænger alle de fortrængte bekymringer sig på: hvad vil det ske? Hvad med mine børn?
Det lykkes ikke at benægte eller ignorere de realiteter, der har så stor betydning for en selv
Man risikerer at blive syg af det i sidste ende.
Det er som om, et vilddyr er sluppet ud, og det endnu kun har vist små prøver på sit ’raseri’. Et raseri der vil vokse og vokse i styrke de kommende år, uanset hvad vi stiller op. Det må man indstille sig på og indrette sig efter. Verden som vi har kendt den er slut – hvad der venter os, kan vi endnu kun se konturerne af, men at det vil kræve det yderste af os, bør vi ikke tvivle på. Vilddyret skal tæmmes - lægges i lænker, men hvem vil lægge sin hånd i gabet på det for at gøre det muligt?
Hvad er vores værn mod fortvivlelsen? Jeg ser kun fællesskabet som en mulighed.
I fællesskabet findes ikke kun løsninger, men også den fortrøstning, det er at vide, at vi deler skæbne
og vilkår

@Ole Falstoft: Jeg ved ikke om dit indlæg er en kommentar til mine tidligere indlæg, men jeg har følgende kommentar til dit indlæg:

Når jeg taler om angst, så taler jeg ikke om den tiltagende angst, der (helt sikkert, det har du ret i) vil komme i forbindelse med klimaforandringerne.

Nej, jeg taler om den eksistentielle angst, der altid har været en del af ethvert menneskes sind: Angsten for ensomhed, for fortabelse, for sygdom, lidelse og død, etc.

Denne angst var der også før klimaforandringerne. Mange af denne planets såkaldt store (historiske) bygningsværker (som det moderne menneske rejser til og beundrer, selv om der rent faktisk ikke er så meget at beundre) er resultater af magtfulde menneskers forsøg på at aflede deres angst. Vores planet er overstrøet med denne tåbelighed, for fjolserne døde jo alligevel.

I moderne tid er det i stigende grad blevet hvermandseje at forsøge af aflede den eksistentielle angst ved at erhverve sig stadig flere materielle besiddelser, og i det hele taget forbruge stadig mere materielt. Den samlede sum af forældreløs angst er stigende, og dermed ligeså vores magtesløshed med hensyn til at redde vores planet.

Først når vi kan begynde at tale åbent om det, som alle mennesker deler, nemlig denne angst aller dybest nede i vores sind, så vil der være håb. Indtil da vil denne samlede sum af forældreløs angst fortsætte med at genne os mod en stadig mere håbløs tilstand af destruktion.

@ole

’klimadepression’

LOL, du demonstrer profetiske evner der.
har ikke hørt det udtryk før men tror det er lige på kornet.

Klima er imo en effektiv karrierestige pt.
Se bare Connie Hedegård som hurtig er kommet op ad stigen.
Hendes svendestykke var at holde Dk's shipping forurening ude af Dk's co2 regnskab.
At hun gør sådan en lille finte og samtidigt render rundt på folkeskoler og opfordrer elever til at skifte til sparepærer er komisk.

Det er da meget sødt at appelere til et "vi" og til et kollektivt ansvar.
Men udviklingen i Dk, hele globaliseringen og feks hele EU projektet går i stik modsatte retning.

Private sygehuse, fradragsberettigede sygeforsikringer, privatisering af post/telefon/offentlig transport, undergravning af andelsbolig tanken, osv osv osv.

At opfordre det vækst afhængige system der er opstået til ikke at udnytte de fantastiske muligheder som er opstået og som hele tiden opstår!
Ja det vil jeg sammenligne med at prøve på at få en benzinmotor til at køre på vand.