Læsetid: 4 min.

Det kedeligste kommunalvalg i mands minde

De kommunale politikere har været pressede af den økonomiske virkelighed. Derfor er løfterne blevet mindre - og valgkampen den kedeligste i mands minde
Både Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har været på gaden for deres kommunale partifæller.

Både Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har været på gaden for deres kommunale partifæller.

Henning Bagger

17. november 2009

I dag går danskerne til stemmeurnerne for at vælge nye by- og regionsråd. Kommunalvalg har aldrig været det mest ophidsende, men i år har danskerne været vidne til den kedeligste valgkamp i mands minde.

Hvad er forklaringen? En hovedårsag er, at kommunernes økonomi er presset af finanskrisen. Det er derfor helt utroværdigt, hvis borgmesterkandidaterne pludselig ruller store forkromede planer ud, som kraftigt udbygger den offentlige service. Forventningen hos borgerne er snarere, at kommunalpolitikerne i stedet leverer det høje serviceniveau, de er blevet lovet.

Alt tyder på, at Venstre og Socialdemokraterne deler i porten og opnår ca. 90 borgmesterposter hver. Borgerne er i øvrigt ikke til paladsrevolutioner. Borgmestre, der ikke har dummet sig og kan tage æren for et højt velfærdsserviceniveau, har derfor alle chancer for at blive genvalgt. Næsten uanset partifarve. Det kræver en ganske kraftig lup for at kunne få øje på de grundlæggende forskelle og uenigheder mellem de to store partier lokalt. Tillader man sig at have lidt kant, så straffer vælgerne udskejelserne og stemmer på mere grå og kedelige kandidater, som de er sikre på kan skaffe dem børnepasning og ældreplejen, uden at skatteprocenten går gennem loftet.

Alligevel spiller den landspolitiske faktor i mange tilfælde en afgørende rolle, og i år er ikke mindst Villy-effekten den store trumf for rød blok. S står ikke til en landspolitisk vælgerfremgang. Ja, partiet kan gå tilbage. Alligevel vil Helle Thorning-Schmidt fejre kommunalvalget som en kæmpesejr med henvisning til, at S - i kraft af stor SF-fremgang - erobrer en stribe borgmesterposter samt den vigtige formandspost i Kommunernes Landsforening. Ikke desto mindre kan valget blive det tredje valg i træk, hvor S går tilbage i stemmetal med Thorning som partiformand.

De borgerlige har længe fremstået som tabere. Derfor er det forventende nederlag blevet en sag, som V-næstformand Kristian Jensen er blevet sat til at håndtere, sådan at statsministeren ikke behøver at blive fedtet ind i det. Af samme grund har Lars Løkke meldt fra til DR's partilederrunde i aften og fremstår som en tøsedreng. Det samme kan man ikke sige om Kristian Jensen. For han har nu indledt en slutspurt og advarer nu vælgerne om at stemme på K og DF de lokale steder, hvor de to partier er gået i valgforbund med S. Jensens appel skaber helt unødig irritation - ikke mindst hos de pressede rivaler i K.

Katastrofe for liste C

For årets kommunalvalg ligner en katastrofe for liste C, hvor man står til akkurat at kunne holde de sidste sikre bastioner på Frederiksberg, Gentofte og måske Hørsholm. Ligesom Lars Løkke har Lene Espersen holdt sig væk fra valgkampen, men i modsætning til statsministeren har hun ikke haft held med at fedte ansvaret for et evt. nederlag af på de lokale bykonger. Men omvendt skal der nok være et par konservative, der får held til at snyde venstrefolkene på valgnatten og blive borgmestre på socialdemokratiske stemmer (og omvendt!)

Kommunalvalget står til at blive endnu en valgtriumf for Søvndal. SF's valgkampagne har i modsætning til de store partier ignoreret finanskrisen og lovet vælgerne flere skolelærere, billige busbilletter m.v. uden at anvise troværdig finansiering. Rottefængeren fra Sdr. Bjert får næppe borgmesterposter af ulejligheden, men det trækker ikke fra i SF's popularitet, at de nu hjælper S til magten nye steder.

Københavns børn

København er et af de få steder, hvor SF har et større ansvar. Her viser det lokale håb, Bo Asmus Kjeldgaard, lige præcis, hvor lidt rygrad og troværdighed han åbenbart har, når det kommer til at stå ved politiske aftaler, som SF har indgået. SF og Enhedslisten vedtog sammen med resten af Borgerrepræsentationen en besparelse på det i forvejen ret dyre børnepasningsområde i forbindelse med årets budgetforlig. Pædagogfagforeninger og forældreorganisationer har imidlertid brugt valgkampen som anledning til at blokere daginstitutioner og få pillet besparelsen ud af budgettet. Ikke uventet er Enhedslisten rendt fra budgetaftalen og i panik over udsigten til at tabe stemmer, er Kjeldgaard, som endda er borgmester for området, også løbet fra aftalen. Han har oveni købet den frækhed at efterlade sin forvaltnings økonomiske problemer på den kommende overborgmesters bord.

Frank Jensen er ikke født i går og er naturligvis ikke til sinds at blande sig i sagen på denne side af kommunalvalget. LO-aftalen var god mht. at fylde de tre partiers kampagnekasser, men måske aftalen burde have bundet de tre partier op på at tage et fælles ansvar for den by, som de i fællesskab har haft ansvaret for ganske længe frem for at forfalde til billig populisme. Det har længe irriteret Pia Kjærsgaard, at DF ikke har kunnet slå igennem lokalt. Partiets talentmasse er noget begrænset og fra tid til anden har landsledelsen måttet stritte lokalt byrådsmedlemmer ud, når de har været opsætsige. Nu skal det være. I storbyerne giver slagnumrene sig selv. Der kører DF bare kampagne mod muslimsk indvandring og deres bedesteder. Men ude på bøhlandet har de ikke så mange muslimer, at det gør noget. Så der må man opfinde andre problemer. Derfor ville Kristian Thulesen Dahl omgøre Region Midtjyllands beslutning om placeringen i Gødstrup ved at gøre det til et krav i årets finanslovsforhandlinger. Her satte Lars Løkke for en gang skyld foden ned. Der var åbenbart grænser for populismen, selv om DF nok skal få et smukt valg i det nordvestjyske.

Jarl Cordua er liberal kommentator og skriver jævnligt for Information

Serie

Seneste artikler

  • Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

    18. december 2009
    Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
  • Arkitekturgryde a la socialisme

    28. november 2009
    Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Kristian Jensen det var ham der stod på cenen sammen med Stein Bagger, storsmilende og klappende. Så kom ikke og sig at forbrydelse ikke betaler sig.

Søren Kristensen

Kedelige kommunalvalg, eller kedelige valg i det hele taget, er bare tegn på det går godt. Ellers ville folk jo benytte lejligheden til at gøre oprør. Ergo må det være fordi der ikke er noget at gøre oprør imod - med mindre vælgerne ikke er ved deres fulde fem, men så er det også deres egen skyld.

Ja, - valg er - og bør være - relativt "kedelige".

Eller rettere: trivielle, for demokratiet selv bør være noget hverdagsagtigt, og en afstemning bør svare til den almindelige rengøring i boligen: vi gør det ikke fordi vi holder af at gøre rent, men fordi vi holder af et pænt og rent hjem ... og hvis man holder af demokratiet, så stemmer man naturligvis også, når lejlighed byder sig.