Læsetid: 9 min.

Minoriteternes mand – eller kommunalpolitisk klovn

Han har skiftet parti flere gange end Naser Khader og sagt ja til at stille op som viceborgmesterkandidat i Pakistan. I år er Wallait Khan spidskandidat i København for sit nye parti Demokratisk Fællesskab
Det nye parti. Hvis de andre partier havde lyttet til os, havde der ikke været brug for vores parti, siger Wallait Khan om baggrunden for hans seneste partiinitiativ.

Det nye parti. Hvis de andre partier havde lyttet til os, havde der ikke været brug for vores parti, siger Wallait Khan om baggrunden for hans seneste partiinitiativ.

Kristine Kiilerich

7. november 2009

Wallait Khan lever op til alle fordommene om en utroværdig kommunalpolitiker. I løbet af 16 år som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har han skiftet parti fire gange, sagt ja til at blive viceborgmesterkandidat i Pakistan, kørt valgtaxa for Anders Fogh Rasmussen, været anklaget for vold og blevet sat i forbindelse med Hizb-ut-Tahrir. Men den 56-årige Khan giver ikke op. For de etniske minoriteter i København har brug for en mand, der taler deres sag, når ingen andre gør.

Wallait Khans karriere som kommunalpolitiker begyndte i 1989, da han var med til at stifte Indvandrerlisten sammen med en gruppe danskere med anden etnisk baggrund. Han blev valgt ind for partiet i 1993, men i 1996 ville Khan have luftforandring og skiftede til SF. Partimedlemmerne på venstrefløjen kom bare aldrig til at tale minoriteternes sag, som Khan havde håbet, de ville. Derfor blev år 2000 året, hvor Khan sprang over på højrefløjen og meldte sig ind i Venstre.

»Det var min protest mod hele venstrefløjen,« fortæller Khan. Men højrefløjen skuffede også, og et par dage efter kommunalvalget i november 2005 blev Khan løsgænger i Borgerrepræsentationen og indgik i stedet i en konstitueringsaftale med rådhusets røde blok. Det betød, at Khan fik tildelt posten som næstformand i Københavns Borgerrepræsentation. En post, han efterfølgende afslog. I dag er Wallait Khan løsgænger i Borgerrepræsentationen og medstifter af et nyt parti, som kalder sig Demokratisk Fællesskab.

De svage gruppers parti

Fasael Saleem er født i Danmark og tilhører anden generation af dansk-pakistanerne i Danmark. Han tvivler på, om Khan vender tilbage på rådhuset efter næste valg.

»Han er et levn fra fortiden og en fadæse af en kommunalpolitiker«.

Fasael Saleems forældre og Wallait Khan kommer begge to fra Kharian, et område i det nordøstlige Pakistan. Størstedelen af de pakistanere, der bor i Danmark, kommer fra det område. Så selvom Fasael Saleem aldrig har talt med Wallait Khan, kender han alligevel til ham, for de er begge en del af det pakistanske miljø i København.

»De fleste betragter Wallait Khan som færdig i dansk politik. Der er ikke nogen, der hopper på hans idé med et nyt parti. Vi ved godt, det bare handler om hans egen kamp for at blive på rådhuset,« siger Fasael Saleem.

Men sådan ser Wallait Khan ikke på det. Han stiftede Demokratisk Fællesskab, fordi etniske minoriteter i København mangler et parti, der kan stå fast, når alle andre svigter.

»Hvis de andre partier havde lyttet til os, havde der ikke været brug for vores parti. Men partierne lader sig styre af stemningen i regeringen, og i dag er der ingen forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, når det kommer til udlændingepolitik. Derfor er det nødvendigt med et parti, som giver en stemme til de udsatte grupper i København«.

Wallait Khan insisterer på, at Demokratisk Fællesskab ikke kun arbejder for etniske minoriteter. Det fremgår ellers af partiets hjemmeside, at partiet er stiftet, fordi de etniske minoriteter i København »ikke har noget andet valg end at etablere deres egen platform«. Af hjemmesiden fremgår det også, at seks ud af partiets syv kandidater er danskere med anden etnisk baggrund, men Khan afviser, at partiet er et indvandrerparti.

»Vi vil også arbejde for, at de ældre i København får det bedre,« forklarer han.

»Vi mener, at alle ældre selv skal have lov til at bestemme, hvem de vil have som hjemmehjælper. Det nytter ikke noget, at de ældre får besøg af alle mulige forskellige hjemmehjælpere, og derfor vil vi arbejde for, at det er den samme, der kommer hjem til dem hver gang«.

Mod Pinds kampagne

Selvom Wallait Khan vil arbejde for de ordblinde, ældre og enlige mødre, er der ingen tvivl om, at kampen for etniske minoriteter fylder mest. Han kom til Danmark som 16-årig, og fem år senere blev han formand for Den Pakistanske Forening i Albertslund. Derfra gik der kun to år, før han blev landformand, og det ledte til, at Khan også blev medlem af Gæstearbejdernes Fællesråd og Indvandrerforeningernes Sammenslutning. I dag er Wallait Khan et kendt navn blandt Københavns pakistanere. De kender ham, fordi pakistanere kender pakistanere, og fordi han taler deres sag.

»Han var selv taxachauffør og mente bl.a., at alle taxaer skulle have lov til at køre i busbanerne i København. Det var ikke SF's politik. Men det var holdninger, som hans indvandrerbagland delte«.

Sådan skrev daværende SF-medlem af Borgerrepræsentationen Christine Antorini i i Politiken tilbage i år 2000, da Wallait Khan netop skiftet parti for tredje gang.

»Da jeg meldte mig ind i SF i 1996, havde jeg store forventninger til partiet, og jeg håbede, at de kunne forhindre Socialdemokraterne i at stramme udlændingepolitikken,« fortæller Wallait Khan om skiftet.

Men han blev skuffet. For SF ville ikke blande sig i Poul Nyrup Rasmussens politik, og derfor fik Socialdemokratiet og resten af regeringen frie hænder til at stramme reglerne for statsborgerskab, skærpe kravene om tilknytning og vedtage 25-årsreglen. Det blev for meget for Wallait Khan, og i år 2000 søgte han mod højre og meldte sig ind i Venstre.

Partiskiftet betød, at det pludselig var Wallait Khan, som i ugerne op til valget i 2001 tilbragte valgkampen i sin nypudsede taxa med Venstres formand på bagsædet.

»Jeg kæmpede for, at Anders Fogh Rasmussen skulle komme i regering«, fortæller Khan. Og kort efter kom Venstre til magten på Christiansborg og fik 11 pladser i Borgerrepræsentationen. En af kandidaterne var Wallait Khan. Han troede på partiet og daværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind.

Den nuværende folketingspolitiker for Venstre husker kandidaten, der kom ind på Venstres liste efter flere år hos SF: »Khan var sympatisk og havde en positiv indstilling, men han var delt i forhold til Venstres politik. Han havde det godt med den håbefulde del af det liberale budskab, som handler om, at der venter en belønning, hvis man arbejder, men han brød sig ikke om den konsekvente del af udlændingepolitikken,« fortæller Søren Pind.

Sådan husker Khan også sin tid i Venstre. Hans frustrationer over partiets udlændingepolitik begyndte at vokse, og da Søren Pind lancerede en kampagne i København med navnet 'Three strikes and you're out' følte han tvunget til at gøre modstand.

»Jeg sagde til Søren Pind, at jeg ikke kunne støtte den kampagne, og at vi måtte bruge andre midler for at komme kriminaliteten blandt indvandrere til livs. Men han lyttede kun til dem, som gav ham ret i, at det var en god idé,« fortæller Khan.

Han var ikke den eneste, der mente, at Pind gik over stregen med den kampagne, men da stemmerne var talt op efter kommunalvalget i 2005, var det for sent. Venstre gik tilbage med tre mandater i København, og Søren Pind trak sig som borgmester. Den beslutning kom også til at påvirke Wallait Khan, husker Søren Pind.

»På rådhuset knyttede han sig til mig, og da jeg valgte at gå, havde han ikke samme tillid til den efterfølgende ledelse«.

Der gik heller ikke længe, før Wallait Khan besluttede sig for at forlade partiet. Det skete allerede i dagene efter valget. Khan gjorde det klart, at han droppede Venstre for at blive løsgænger, og derefter valgte han at indgå i en konstitueringsaftale med den røde fløj. Den beslutning betød, at Enhedslistens Mikkel Warming endte med at tage en borgmesterpost fra den borgerlige lejr.

Aldrig kandidat i Pakistan

Kort tid efter røg Wallait Khan selv ud i kulden. Det skete, da flere medier skrev om hans tilknytning til de yderliggående organisationer Hizb-ut-Tahrir og Minhaj-ul-Quran. Mediernes rettede søgelyst mod Khan, fordi han ifølge en artikel i det pakistanske tidsskrift Monthly Sahil International skulle have udtrykt sin støtte til de to organisationer. Det afviste Khan med henvisning til, at artiklen var forkert oversat.

Wallait Khan var på et tidspunkt medlem af organisationen Idara Minhat, som holder til omkring en moske i Valby, men han meldte sig ud, da organisationen begyndte at gå ind i politik og støtte Hizb-ut-Tahrir. Selvom Khan dengang tog afstand fra organisationerne, stoppede debatten om hans person ikke dér. For i slutningen af november kom det også frem, at Khan havde ført valgkamp i Pakistan samtidig med valgkampen i København. Et medlem af Venstres Ungdom klagede til Borgerrepræsentationen, fordi vedkommende mente, at Wallait Khan havde overtrådt valgreglerne ved at opholde sig for lang tid i Pakistan. Tiden i Pakistan skulle Khan angiveligt have brugt på at køre sig selv i stilling som viceborgmesterkandidat. Ifølge dr.dk erkendte Khan dengang, at han havde brugt tid på valgkampen i sin fødeby.

»Det er rigtigt, at jeg ikke har haft så meget tid til at føre valg her i Danmark«, sagde han. Men Khan står fast på, at den pakistanske valgkamp ikke blev til noget.

»Jeg har aldrig været kandidat i Pakistan. Men da jeg på et tidspunkt var på besøg i Pakistan, spurgte en af mine venner, om jeg ville stille op som viceborgmesterkandidat med ham som borgmesterkandidat,« fortæller Khan: »Det sagde jeg ja til«.

Men valgkampen blev aldrig til noget, for Khans ven ikke havde gået 10 år i skole, som det kræves, hvis man skal stille op til en borgmesterpost i Pakistan. I dag - fire år efter - kan Khan ikke huske, om Urfan er fornavnet eller efternavnet på den mand, som spurgte, om han ville stille op. Men han understreger, at det er dansk politik, han er optaget af og ikke pakistansk.

»Hvis jeg havde haft lyst til at stille op i Pakistan, så var jeg flyttet dertil og havde gjort det,« siger han.

Generationsopgør

Der er ingen tvivl om, at Khan har flere politiske fjender i Københavns pakistanske miljøer. Han har været i offentligt slagsmål med den socialdemokratiske politiker Sikandar Malik Siddique, hvis far under valgkampen i 2005 slog fast, at hans søn kun var medlem af Borgerrepræsentationen for at få Wallait Khan ud af dansk politik. Året efter var Wallait Khan indblandet i en anden konflikt med en anden dansk-pakistaner, som endte med at Khan blev meldt til politiet, fordi han ifølge anklagen skulle have været med til at overfalde en anden pakistansk mand under en begravelse i en moske. Men det afviser Khan. Han blev heller aldrig dømt, for politiets efterforskning endte uden beviser.

Til gengæld var der beviser mod Wallait Khans ene søn, da han sidste år blev idømt otte års fængsel for voldsdrab mod en 21-årig mand i Aalborg. Sønnen er i gang med at afsone sin dom, men Khan vil ikke kommentere historien.

»De lever deres liv, og jeg lever mit. Jeg vil ikke blande min familie ind i mit politiske arbejde,« siger han.

Men i følge Fasael Saleem betyder konflikterne mellem Khan og andre pakistanere, at næste generation af dansk-pakistanere ikke længere støtter op om deres forældre.

»Khans tankegang er middelalderlig og han fører politik, som om han bor i en pakistansk landsby. Det hele kommer til at handle om intriger og magtkampe med andre pakistanere, og det gider især den yngre generation af pakistanere ikke være med til,« siger han.

Fasael Saleem mener, at Wallait Khan gør det svært for den næste pakistanske generation at komme til, fordi han kun appellerer til bestemte pakistanske vælgere. Det betyder, at næste generation af pakistanske politikere får svært ved at tiltrække etnisk danske stemmer.

Integrationskonsulent og medlem af Det Radikale Venstre Manu Sareen er først og fremmest skuffet over, at Wallait Khan har haft behov for at stifte et minoritetsparti.

»Partiet er et tilbageskridt. Kandidaterne har fundet sammen efter etnicitet i stedet for efter politiske anskuelser, og det er ærgerligt,« siger han.

Men Wallait Khan og resten af Demokratisk Fællesskab har mistet tålmodigheden. Og selv de partier, der påstår at have en indvandrervenlig politik, har skuffet igen og igen.

»Nu kan vi enten bare læne os tilbage og acceptere de nuværende forhold for de etniske minoriteter, eller også kan vi vælge at gøre noget selv.«

Fasael Saleem er et pseudnym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt

Serie

Seneste artikler

  • Kammerater, tænk på kulturen i kommunen

    18. december 2009
    Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højt
  • Arkitekturgryde a la socialisme

    28. november 2009
    Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn
  • 'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'

    20. november 2009
    Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu