Baggrund
Læsetid: 7 min.

Når kun plejemor ser sårbarheden?

Når den tvangsfjernede dreng T har haft samvær med sin mor, sitrer han, fordi han er sårbar. Det mener T's plejemor, og derfor er T fortsat i pleje. Problemet er bare, at ingen andre end plejemor ser drengens sårbarhed
Efter D har fået kendskab til plejemorens overvågning af samværet mellem D og hendes søn, har hun mistet tilliden til Familieprojektet og   Hvidovre Hospital.

Efter D har fået kendskab til plejemorens overvågning af samværet mellem D og hendes søn, har hun mistet tilliden til Familieprojektet og Hvidovre Hospital.

GREGERS TYCHO

Indland
23. november 2009

Straks efter fødslen blev drengen T tvangsfjernet fra sin mor, D, i første omgang i et halvt år. D var dengang stofbruger og kom derfor i metadonbehandling under sin graviditet. Senere er hun i foråret 2009 ved egen hjælp blevet stoffri. Efter de første tre uger på Hvidovre Hospital overtog en plejefamilie plejen af T, mens D fik bevilget samvær først i 20 minutter, så én time og i dag to timer - hver anden uge, vel at mærke.

Da Københavns Kommunen i foråret 2009 efter et halvt år skulle vurdere, om T fortsat skulle være anbragt hos plejefamilien, blev afgørelsen primært baseret på oplysninger fra plejefamilien samt fra det private firma Familieprojektet, der arbejder med at formidle kontakt til plejefamilier for sårbare børn.

Kommunen har, det viser en aktindsigt, betalt Familieprojektet både for at etablere og supervisere plejefamilien og samtidig vurdere, om fortsat anbringelse vil være godt for T. Eller sagt meget kortere: Familieprojektet risikerer at have to kasketter på, når det udfører de opgaver, som kommunen har bedt om i forbindelse med T.

Socialborgmester Mikkel Warming vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men principielt vil han gerne kommentere risikoen for inhabilitet.

»Jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt konstruktionen er holdbar,« siger socialborgmesteren til Information.

Birgitte Helmstedt, der er leder af Familieprojektet, afviser, at der er et problem:

»Det er ikke min vurdering, at der et habilitetsproblem eller en loyalitetskonflikt i forhold til de beskrevne funktioner. Det er altid selve opgaven, der definerer indsatsen.«

Information har tidligere skrevet om T, men på baggrund af sagens dokumenter oprulles her et dilemma, som er blevet principielt for kommunen at få håndteret korrekt.

'Et flagrende barn'

»Efter de seneste tre samvær har T tillige reageret negativt på kontakt med andre end plejemor, ligesom han sover uroligt om natten ...«

Denne iagttagelse noterer plejemoren B i februar 2009, efter at hun har haft T i pleje et halvt års tid. Adskillige steder i de mange dokumenter, som sagen om tvangsfjernelsen af T udgør, findes der tilsvarende observationer fra plejemoren. Hun noterer, at T udviser typiske abstinens-tegn som et typisk sårbart barn af en stofbruger. Han sitrer, flagrer, sveder og bliver urolig, når han har været sammen med andre, ikke mindst når han hver anden uge har haft to timers samvær med sin mor.

I sagen indgår lignende meldinger fra Familieprojektet, der på kommunens vegne har overvåget samværet mellem T og D siden april 2009. Det var Familieprojektet, der i september 2008 fandt den plejefamilie, hvor T er anbragt, ligesom Familieprojektet løbende har superviseret plejefamilien. Endelig har Familieprojektet også haft til opgave at vurdere, om T var velanbragt hos plejefamilien. I kontrakten med Københavns Kommune fra september 2008 har Familieprojektet opgjort sit månedlige timetal til maksimalt 20 for supervision, overvågning mv., og den faste betaling herfor udgør 10.218 kroner.

Kun plejemor ser

Selv om D, der i foråret 2009 er blevet stoffri, hele tiden har ønsket T enten hjembragt eller anbragt sammen med hende i en såkaldt parallel-anbringelse, har kommunen fastholdt, at drengen fortsat skulle være hos plejefamilien. Det har først kommunens Børn og Unge-udvalg besluttet i april 2009, og det er siden bakket op af Ankestyrelsen. Begrundelsen er i al væsentlighed, at der stadig er tale om et meget sårbart barn.

»T's trivsel og udvikling vil være afgørende indikatorer for, om en parallelanbringelse kan blive relevant på et senere tidspunkt,« som sagsbehandleren fra kommunens Børne- og Familieteam i Valby har noteret forud for Børn og Unge-udvalgets møde i april 2009.

På alle områder i øvrigt har T været alderssvarende, når han er blevet undersøgt, men vurderingen af sårbarheden baseres i høj grad på plejemors og Familieprojektets observationer af hans sitren, flagren og svedeture. Da Børn og Unge-udvalget skulle vurdere sagen, henviste udvalget således til to indberetninger. Den ene indberetning var fra Familieprojektet, hvor konklusionen lyder:

»Set ud fra barnets perspektiv er han meget velanbragt i sin plejefamilie, der sikrer den fornødne omsorg og hensyntagen til hans særlige sarthed og udviklings- behov.«

Den anden indberetning kom fra Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, som ligeledes karakteriserede T som sårbar. Men nærlæser man denne indberetning, fremgår det, at den hovedsageligt bygger på plejemorens beskrivelse af T's samvær med sin mor:

»Det beskrives, at T under samværet nyser, gnaver i hænder og sveder, og ved sidste samvær blev han også flagrende (...) Først om lørdagen var T sig selv igen,« gengives plejemorens observationer.

Den indberetning fra Familieprojektet blev anledningen til, at D's samvær med T hver anden uge blev skærpet fra 'kun' at være støttet til at være overvåget. Opgaven med at arrangere og overvåge samværet tilfaldt Familieprojektet. Opgaven med at støtte samvær var tidligere udført af Familieambulatoriet på Thorasvej.

En vred psykolog

D har længe været oprørt over, at T's sårbarhed bemærkes af plejemoren og Familieprojektet, hvorimod det ikke er lykkedes for andre - bortset fra i T's allerførste levemåneder - at observere disse tegn. Således noterede en psykolog fra Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital så sent som i august 2009 efter en undersøgelse af T, at »der observeres ingen af de beskrevne sarthedssymptomer under selve testningen«.

På samme tidspunkt lød Familieprojektets konklusion i en status til kommunen:

»Det er Familieprojektets vurdering, at T fortsat har behov for at være i et særligt beskyttet miljø, som kan tilgodese T's behov, idet der skal tages vidtgående hensyn, da han stadig er sart og sårbar.«

Ifølge D har der i flere tilfælde været tale om, at plejemors observationer ikke stemmer overens med, hvad andre ved samme lejlighed har set. Som eksempel henviser hun til, at en privatpraktiserende psykolog i januar og februar deltog i samværet mellem hende og T, fordi han skulle udarbejde en forældreevneundersøgelse af hende. Hvor psykologen efter samværet noterede, at der var »god gensidig kontakt« mellem D og T, og at T var »helt rolig og tryg« ved sin mor, beskrev plejemoren det stik modsatte:

»Han bliver ked af det, da hun sætter sig ved siden af ham«, og »han bliver motorisk urolig og har svært ved at samle sig, han flagrer med armene, benene løftet fra tæppet, kigger op i loftet og trækker vejret i stød, hiver efter vejret. Dette sker flere gange under besøget.«

Efterfølgende protesterede psykologen i et brev fra midten af marts 2009 mod plejemorens notater. Psykologen var dels utilfreds med, at han ikke forud var blevet orienteret om, at plejemoren overvågede samværet, dels var han uenig i plejemorens beskrivelser:

»Undertegnede har ikke på noget tidspunkt set plejemor sidde og skrive noget ned undervejs i samværet, og undertegnede kan ikke genkende meget af det, plejemor skriver,« skrev han.

Kommune beklager fejl

D har protesteret mod plejemorens notater om overvågning af samværet, som heller ikke hun var blevet orienteret om. På et efterfølgende møde måtte kommunen tage kritikken til efterretning:

»Det er beklageligt, at D ikke har været orienteret herom, men det vurderes samtidig, at oplysningerne er relevante i beskrivelsen af samværene ud fra barnets perspektiv (...) Det er pointeret, at plejemor alene har gjort, hvad hun er blevet bedt om, og at det i sidste ende er forvaltningens ansvar, hvis rammerne omkring samværet ikke har været tydelige nok,« som kommunen skrev i sagsmappen.

Ifølge D er Familieprojektet undervejs også kommet til at modsige de observationer, som plejemor tidligere har gjort:

»Da samværene lå i plejefamilien, reagerede T ikke med nævneværdige ændringer/reaktioner i forbindelse med samværene,« skrev Familieprojektet således i statussen fra august om de første måneder af 2009.

Det stemmer ikke overens med, at plejemor - som tidligere beskrevet - adskillige gange i januar og februar har noteret, hvordan T netop reagerede med flagren og svedeture under og især efter samværet med sin mor.

T's mormor har ikke haft tilladelse til at se sit eget barnebarn. Begrundelsen har været, at T var for sart til at træffe nye mennesker.

»Hvordan har man taget hensyn til T's sarthed i forhold til plejefamilien,« spørger mormoren og henviser til plejefamiliens døtre og deres kærester, der ofte er på besøg hjemme, samt et ekstra aflastningsplejebarn, som familien har i weekenden.

Efter D via aktindsigt fik kendskab til plejemorens notater, har hun mistet tilliden til Familieprojektet og Hvidovre Hospital. D's manglende tillid er omvendt af kommunen udlagt som endnu en grund til, at hun ikke kan få sin dreng hjem eller blive parallelanbragt sammen med ham:

»Vi finder det imidlertid bekymrende, at det er svært for dig at anerkende de faglige vurderinger af T, bl.a. når du giver udtryk for, at du ikke har tillid til Hvidovre Hospital eller til Familieprojektet,« som sagsbehandlerne har skrevet i et brev til hende.

Kommunen har således fundet det »afgørende, at du vil indgå i et reelt samarbejde med de fagpersoner, som følger T's trivsel og udvikling«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det virker mest, som om plejemoderen ser en genvej til at være mere end "pleje"-mor.

Inger Sundsvald

Hvem i alverden er:
”det private firma Familieprojektet, der arbejder med at formidle kontakt til plejefamilier for sårbare børn”?

Og som:
”I kontrakten med Københavns Kommune fra september 2008 har Familieprojektet opgjort sit månedlige timetal til maksimalt 20 for supervision, overvågning mv., og den faste betaling herfor udgør 10.218 kroner”.

Er det pr. måned? Hvilken kompetence har firmaet?

Inger Sundsvald

Hvordan foregår ”overvågningen” ud over de 20 min.-2 timer hver anden uge?

Prisen er pr. måned.

Og der sker helt sikkert mangelfuldhed i beskrivelsen af drengens reaktioner, som så passer fint til plejemoderens behov.

Da jeg ikke kender den aktuelle sag kan jeg frit udtale, at det er meget nemmere, at have plejebørn i den mindre alder og med begrænset forældre indblanding.

Og alle tilsyn har altid været af den mindst mulige karakter uanset hvilket firma der foretog tilsynet.

»Vi finder det imidlertid bekymrende, at det er svært for dig at anerkende de faglige vurderinger af T, bl.a. når du giver udtryk for, at du ikke har tillid til Hvidovre Hospital eller til Familieprojektet,«

Det virkeligt bekymrende er, at sagsbehandlerne tilsyneladende vælger at ignorere de faglige vurderinger, der stiller spørgsmålstegn ved, og er i modstrid med, B's såkaldt faglige vurderinger.

Klaus P. Petersen

Så sker det igen: kommunen og ankestyrelsen går åbenbart hånd i hånd, når det gælder anbringelse af børn, udenfor familiens trygge rammer. Det er uhyggeligt som kommunefolkene kan manipulere med hvad som helst. jeg vil gerne i denne sag, også referere til artiklen af fredag d. 6/11 i Information ref.: http://www.information.dk/214320.
det er ubegribeligt at disse ting kan forekomme i et såkaldt "demokrati"!!

Reelt set har denne artikel kun én ting at hænge sin kritik op på: en vurderingskonflikt imellem "Familieprojektet" og den psykolog der vurderede D i forbindelse med samvær med sønnen.

Når det er sagt, så må det også være rimeligt at kommunen tager D's utryghed ved plejeorganisationen alvorligt, og beder om en uvildig vurdering fra 3´die part, og evt. overvejer at skifte til en anden plejeorganisation for mor og barn, eftersom hun sandsynligvis på nuværende tidspunkt har en ødelæggende oplevelse af sammenspisthed mellem organisation og plejemor. Uanset hvor realistisk eller ej denne oplevelse måtte være, så er der ingen tvivl om at den modvirker hendes muligheder for at udvikle både hende selv og hendes forhold til sønnen.

Men den slags koster jo kommunen penge, så man kunne vel stille spørgsmålstegn ved kommunens habilitet i valget mellem at tro på moderen og plejeorganisationen?

Jeg ville nok foreslå at moderen beder om forælder-barn terapi med sin søn hos en psykolog (min. 2x2 timer/md). Hendes situation er jo - uanset misbrugsfortid - mentalt handicappende i forhold til hendes moderrolle, og der er høj risiko for at det kan føre til egentlig traumatisering, hvis der ikke gøres tiltag til at bevare/styrke hendes tilknytning til sønnen.

Pt. vil jeg ikke kommentere den konkrete sag, ud over der er for mange der for born, og ikke er i stand til magte denne opgave. Samt har mange den forstillingen om, at det sociale system skulle kunne tage hond om alle borns og foraldres sociale problemer. Hvad systemmet ikke kan og det er penge vi skal tage fra andre omroder.

Men Klaus P Petersen er langt ude, nor han mener at familien giver trygge rammer, virkeligheden er jo mange born mistrives i deres familie, og dyrke denne forstillingen medfore kun at endnu flere born mo leve i det fangsel som familie kan vare.

Samt er det sigende i de samfund hvor familen er det centrale, evner man ikke at opbygge et velfards system.

Mvh Claes Pedersen Metro Manila Philippinerne