Nyhed
Læsetid: 3 min.

Et ønskejob til Connie Hedegaard

For Connie Hedegaard er det ønskejobbet at blive EU's første klimakommissær
Indland
24. november 2009

Posten ligger i helt naturlig forlængelse af de bestræbelser, den 49-årige Hedegaard har udfoldet, siden hun i 2007 flyttede fra Miljøministeriet over til det nyoprettede klima- og energiministerium.

Her har hendes primære opgave været at forberede FN's klimatopmøde i december - en opgave, som hun nu skal afslutte med titlen "minister for FN's klimakonference i København i 2009".

Stort internationalt netværk

Connie Hedegaard trives åbenlyst i det internationale miljø, og efter et årelangt rejseprogram, der ville tage pusten fra de fleste, har hun skaffet sig et vidtforgrenet globalt netværk blandt høj og lav.

Hun er vellidt i mange lejre, ikke mindst i det klimaskeptiske USA, hvor en konservativ, der taler om klima, nok har større gennemslagskraft end en socialdemokrat.

Hedegaard er kendt som arbejdsom og stærkt engageret, men også pragmatisk. EU-Kommissionsformand Barroso har selv bedt om at få hende til Bruxelles, og hun matcher til fulde hans ønsker til den nyoprettede kommissærpost - kvinde, dynamisk og med stor indsigt i klimaområdet, som er strategisk for EU.

Den ærekære individualist

Den kommende kommissær beskrives imidlertid også som stædig, ærekær og krævende, og der er partifæller og regeringskolleger, som mener, at hun ikke er nogen holdspiller. Hun er formentlig en af de ministre, der har flere fjender hos regeringspartneren Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti end hos oppositionen.

Connie Hedegaard har haft sejre og klare nederlag som minister i Fogh-regeringen. Kort efter sin tiltræden som miljøminister i 2004 satte hun sin stilling ind på flere penge til miljøområdet - og vandt. Til gengæld måtte hun ydmygt bøje nakken, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2005 erklærede hende inhabil og tog sagen om et Bilka-varehus i Horsens fra hende.

På det seneste har rivalisering mellem Klimaministeriet og Statsministeriet fyldt meget i medierne, ikke mindst i forbindelse med, at den danske klimachefforhandler, Thomas Becker, sagde sin stilling op efter bilagsrod.

"Kryptosocialdemokrat" er en af de betegnelser, som er hæftet på Hedegaard. Hun er dog milevidt fra socialdemokratisk systemtænkning og betoner gerne det personlige ansvar frem for statens. Og mens hun måske nok kommer på bekvem afstand af partileder Lene Espersen ved at flytte til Bruxelles, vil De Konservative samtidig miste en profil, som trækker mange stemmer fra et andet segment end partiets traditionelle.

Det er i pressen blevet en næsten etableret sandhed, at Connie Hedegaard har aftalt en magtdeling med Lene Espersen, så hun stod til at overtage udenrigsministerposten efter Per Stig Møller i en regeringsrokade i januar 2010 - når klimatopmødet er vel overstået. Per Stig Møller virker dog ikke klar til at lade sig pensionere, og i det lys kommer kommissærposten yderst belejligt.

Overstrålede partifællerne

Som energiminister har Hedegaard klart overstrålet partifællerne Bendt Bendtsen og Flemming Hansen i embedet, der er tungt, teknisk og uden stor folkelig bevågenhed. Alligevel tog det hende mere end trekvart år at få landet den store energiaftale i februar 2008, som alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten er med i. Forinden var gået adskillige sammenbrud, hvor oppositionen beskyldte hende for at være ude af stand til at forstå, at et forlig kræver indrømmelser af begge parter.

Connie Hedegaards karrierevej er særdeles utraditionel. Hun er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab, men kom allerede som studerende i Folketinget i 1984 som det hidtil yngste medlem. I 1989 blev hun politisk ordfører for De Konservative, men forlod året efter overraskende Christiansborg for at blive journalist ved Berlingske Tidende.

Siden blev hun chef for Radioavisen og studievært ved DR2, inden hun i 2004 på ny blev hentet ind i politik for at afløse den omstridte venstremand Hans Chr. Schmidt som miljøminister.

Kalenderen har i årevis været fyldt til bristepunktet. Tilværelsen i Bruxelles vil formentlig give hende endnu mindre tid til fritidshuset i Sverige sammen med ægtemanden, journalist Jacob Andersen, og de to sønner. Til gengæld er Connie Hedegaard god til at trække stikket helt ud, når hun endelig holder ferie.

/ritzau/

tirsdag København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Bare en lille bemærkning til Energiforliget. Ja det trak udsædvanligt længe ud, men det kan Connie Hedegaard ikke lastes for, da de mere var bagstræberiske venstrefolk der trak i håndbremsen. Ligeledes blev ikke mindre end 3 rapporter tilbageholdt så de ikke kunne indgå i forhandlingerne, da de støttede oppositionens synspunkter.