Nyhed
Læsetid: 5 min.

Pårørende fik besøgsforbud efter klage over omsorgssvigt

Pårørende til kunstneren Alfred Lilliendahl klagede over omsorgssvigt. Så fik de forbud mod at besøge ham på plejehjemmet. Forrige fredag døde den 100 år gamle kunstner, og plejehjemmet har anmodet om en kommunal begravelse uden at spørge de pårørende
Pårørende til kunstneren Alfred Lilliendahl klagede over omsorgssvigt. Så fik de forbud mod at besøge ham på plejehjemmet. Forrige fredag døde den 100 år gamle kunstner, og plejehjemmet har anmodet om en kommunal begravelse uden at spørge de pårørende
Indland
12. november 2009

En strid mellem pårørende til den 100 år gamle kunstner Alfred Lilliendahl og personalet på plejehjemmet Gammel Kloster i København har stået på i over et år. De pårørende – som i dette tilfælde ikke er blodsbe­slægtede, men derimod venner gennem mere end 20 år – beskylder flere gange plejehjemmet for omsorgssvigt, som er endt i dehydrering, lungebetændelse og liggesår.

Plejehjemmet svarer igen med at stramme op på reglerne for besøg. Og til sidst bliver kommunikationen så anstrengt, at nogle af vennerne får forbud mod at komme på besøg. Forbuddet administreres ved, at det nu kræver en tilladelse fra den offentlige værge at komme på besøg. Sådan en tilladelse har pastor Erik Bork fra Hellig Kors Kirke ikke, da han kommer for at besøge Lilliendahl på dennes 100-års-fødselsdag, og må derfor måbende finde sig i en lukket dør.

I forrige uge døde Alfred Lilliendahl, men det fik ikke striden mellem venner og plejehjem til at ebbe ud.

Plejehjemmet anmoder nemlig Københavns Kommune om en kommunal begravelse uden om de bortviste pårørende.

»Plejehjemmet har bedt om en kommunal begravelse, fordi der ikke er nogen nærmeste pårørende, der vil eller kan gøre noget i forbindelse med begravelsen,« siger sagsbehandler Henrik Skjoldager i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning.

Den 100-årige Alfred Lilliendahl havde ikke nogen nulevende familie og var i øvrigt ugift.

Men ifølge plejehjemmets egne optegnelser er der anført to nærmeste pårørende, som ikke er blevet spurgt.

Besøgsforbud

Tilbage i november sidste år tilkalder de to nærmeste pårørende, Marianne Lykkeberg og Sonja Laursen, lægevagten, da Alfred Lilliendahl er meget sløj. Lægenvagten får samme dag kunstneren indlagt på Bispebjerg Hospital, hvor det ifølge et notat i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning konstateres, at Lilliendahl lider af dehydrering, lungebetændelse og liggesår.

De pårørende mener, at Alfred Lilliendahl har været udsat for omsorgssvigt. Men alle klager til relevante myndigheder bliver afvist.

Derfor tager de efterfølgende opstilling foran plejehjemmet med skilte, hvor der står, at: her sker der omsorgssvigt.

Det får plejehjemmet til at skærpe reglerne for besøg. De to nærmeste pårørende må nu kun komme på plejehjemmet mellem klokken 13 og 14, og de må under ingen omstændigheder tale med andre plejehjemsbeboere.

De pårørende reagerer med trods og argumenterer for, at en times besøg er for kort, da Lilliendahl sover meget af tiden.

Plejehjemmet henvender sig derefter til Lilliendahls offentlige værge, der er beskikket til at tage sig af kunstnerens økonomiske forhold. Værgen blev beskikket, da Københavns Byret to år tidligere dømte en tredje pårørende for ulovligheder i omgangen med Lilliendahls økonomi. Men nu handler det om de problemer, som vennerne skaber for plejehjemmet – de får blandt andet omtale i den lokale ugeavis. Værgen, som ikke er pårørende, men en af Statsforvaltningens benyttede værger, anmoder herefter Københavns Byret om, at værgemålet bliver udvidet til at gælde alle personlige forhold. Det imødekommer byretten – selv om en af de pårørende tilbyder sig, i stedet for den professionelle værge, der i forvejen har omkring 50 andre værgemål.

Københavns Byret anser efter vidneudsagn fra ledelsen på plejehjemmet den pårørende for en del af problemet, og derfor kan hun i henhold til loven om værgemål ikke beskikkes som værge. Straks derefter udsteder den offentlige værge på plejehjemmets anmodning besøgsforbud til de fire af Lilliendahls kvindelige venner, der højrøstet havde klaget over forholdene på plejehjemmet.

Begrundelsen fra værgen, som bygger på plejehjemmets henvendelse, er, at vennerne skaber uro på plejehjemmet og trætter Lilliendahl med timelange besøg. Et af besøgsforbuddene ophæves hurtigt efter henvendelse til værgen.

Værgen henviser i dag til sin tavshedspligt.

Under sagen om værgemål lykkes det en af vennerne, Sonja Laursen, i Østre Landsret at opnå anerkendelse som nærmeste pårørende, men altså ikke at blive udpeget som værge. Alligevel får hun kun ved et tilfælde besked om Lilliendahls død to dage efter, da hun forrige søndag ringede til plejehjemmet:

»Det undrer mig, at jeg som nærmeste pårørende ikke straks er blevet kontaktet,« siger Sonja Laursen.

Heller ikke den anden ven, der – i alt fald tidligere – stod opført i plejehjemmets fortegnelser som nærmeste pårørende, kontaktes. De har nemlig begge besøgsforbud:

»Vi har haft kontakt med de pårørende og venner, som ikke havde besøgsforbud. Vi havde ikke tænkt, at en pårørende med besøgsforbud skulle varetage begravelsen, og ingen andre ønskede at involvere sig i det,« forklarer viceforstander på Gammel Kloster, Anne Louise Holm Jensen.

Tre af Lilliendahls omkring 25 år yngre venner fra kunstnermiljøet i Danmark har besøgsforbud. Fire andre kom jævnligt på besøg på plejehjemmet til det sidste.

Præsten blev vist bort

På Alfred Lilliendahls 100-års-dag i maj i år blev et generelt besøgsforbud effektueret. Kun omkring ti besøgende, der havde en tilladelse, blev lukket ind. Og det ramte også en anden ven gennem 20 år, nemlig pastor Erik Bork fra Hellig Kors kirke:

»Normalt åbner alle døre sig for en præst. Jeg har aldrig oplevet noget lignende på et plejehjem. Det virkede meget rigidt – et regelrytteri,« siger Erik Bork.

Det lykkedes ham efter flere forgæves henvendelser til værgen at få en tilladelse i september i år.

»De siger, at hans venner skabte uro, og at han skulle beskyttes. Men kan man spærre en gammel mand inde og beskytte ham mod livet?« spørger Erik Bork og slutter:

De venner, der fik besøgsforbud, forsøgte flere gange at få værgen til at ophæve forbuddet.
Senest i oktober i år svarer værgen lakonisk på en henvendelse fra Marianne Lykkeberg, »at der ikke ses at være indtrådt ændringer, der kan begrunde ophævelse af dit besøgsforbud«.

»Det er forfærdeligt at møde en mur og opleve, at Alfred blev isoleret fra os. Tænk, hvis han følte, at vi svigtede ham, fordi vi ikke længere besøgte ham,« siger Marianne Lykkeberg, der havde kendt Lilliendahl i mere end 20 år.

Ballade til begravelsen

Den 80-årige billedkustner Carsten Rütting var en af de få, der havde tilladelse til at besøge Alfred Lilliendahl, som han kendte tilbage fra 1960’erne.

Om besøgsforbuddene rettet mod de kvindelige venner i 60-års alderen, der klagede over plejehjemmet, siger han:

»De dér piger lavede en masse ballade. Alfred blev nok overset på plejehjemmet dengang, og pigerne reddede måske hans liv ved at få ham indlagt. Men de blev jo ved med at råbe op.«

Han mener, at de i det mindste skulle have haft lov til at komme til Lilliendahls 100-års-fødselsdag i maj.

Carsten Rütting fik i tirsdags besked om, hvornår begravelsen finder sted. Og den information har han ladet gå videre til de kvindelige venner, der var forment adgang til Lilliendahl i den sidste tid.

»Jeg tror sgu, plejehjemmet helst vil have, at de ikke kommer, for ellers bliver der måske ballade igen, hvis de begynder at tale om omsorgssvigt,« siger Carsten Rütting.

Alfred H. Lilliendahl bliver efter eget ønske begravet ved siden af sine forældre i Odsherred. Hans gamle ven pastor Erik Bork forretter gudstjenesten, som foregår i morgen fredag kl.14 fra Hellig Kors Kirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er der ikke nogen, der kan Ombudsmanden til at se på denne sag? Der må da være et forskrift, en lov, eller en bekendtgørelse som påbyder et plejehjem (offentlige plejehjem) at lade præster passere uhindret...?

For normalt åbner alle døre sig jo en præst...

Dert er jo ikke plejehjemmet, der ejer borgerne - det burde kun være muligt med polititilhold, altså ved deciderede kriminelle overgreb, at forhindre folks kontakt med deres familie og venner.

Magtfordrejning for at undgå berettiget kritik -
"Venstre Viser Vejen"!

Velfærdssamfund min røv ..
Hr Kalashnikov burde tage en snak med de aparatnikker der stille og roligt har indført det totale Big Mother tyranni .

Majbritt Nielsen

@peter jensen

"Big Mother tyranni "
Sig mig er det ikke mænd der sidder på magten? Er der ikke flest mænd der har bestemmer i diverese nøglepossitioner. Laver regler for hvad der kan bestemmes på et eksempelvis plejehjem?
Når noget så ikke passer i dit kram så det kvinders skyld. lol

Ok, nu er det lidt svært at vide hvad pokker der lige er foregået her, - og under alle omstændigheder kommer det lidt sent frem. Den stakkels mand er jo død.
Mine tanker går til alle de der pt. er underlagt andre instansers magtmisbrug; der er masser at tage fat på hvor der stadig kan nå at ændres på forholdene og hvor vedkommende ikke er død, - endnu.
Helt præcist tænker jeg på Abdullah der igennem mange år, 9-10, har været fikseret stort set konstant og hvor familiens klager har medført at den unge mand kun må modtage besøg af sin familie en gang om måneden, hvis det altså ikke bliver aflyst.
Lad os høre lidt mere om den sag og se om der kan gøres noget ved det, før han er pint ihjel af psykiatrisk "behandling".

Pia Qu har ret i at det er vanskeligt at bedømme præcis hvad der er foregået i sagen. Artiklen berettiger ikke til de voldsomme udfald mod plejepersonalet. Men hvorfor iøvrigt kalde Alfred Lilliendahl for en stakkels mand? Alfred opnåede trods alt den imponerende alder af 100 år! Han fik lungebetændelse i en alder af 99 og straks råber nogle pårørende op om omsorgssvigt. Men at en så gammel mand bliver syg, det er livets naturlige gang. Og læg lige mærke til kunstnervennens bemærkning: "De dér piger lavede en masse ballade". Det virker ikke som om de har ønsket at indgå i en konstruktiv dialog med plejehjemmet. Jeg synes ikke plejepersonalet fortjener at blive ensidigt fordømt. Men at præsten blev forment adgang, det var en klar fejl.

Som jeg læser det, Erik Højer, er det ordvalget, den er gal med: det, at 'pigerne' lavede ballade, var også det, der medførte en indsats for deres ven.

@Peter Hansen

Sandt nok. Men derfor er der ingen grund til at kaste sig over plejepersonalet som et kobbel sultne ulve. Man bør lige stikke en finger i jorden og se hvilken vej vinden blæser. Plejepersonale er også bare mennesker som alle os andre (og hårdt spændt for). Man opnår intet ved "at lave ballade" i den sammenhæng (andet end at blive bortvist).

Men som sagt er det svært at gøre sig et præcist overblik over forløbet. Opstår balladen feks. før eller efter besøgsveninderne bortvises. Laver de ballade fordi Alfred er blevet syg eller laver de ballade fordi de ikke må se Alfred længere? osv.