Odenses konservative borgmester Jan Boye er på vippen, når stemmelokalerne i landets 3. største by åbner tirsdag den 17. november. En Gallupmåling offentliggjort i Fyens Stiftstidende 11. oktober viste, at de konservative risikerer en grim vælgerlussing. Partiet står til næsten en halvering. Det betyder, at byens tidligere borgmester Anker Boye (S) er på vej tilbage i stolen. Gallupmålingen viser ellers ingen større socialdemokratisk fremgang. Til gengæld stormer SF frem, hvor partiet står til en tredobling. Holder målingens resultater på valgdagen, står S-SF til et klart flertal på 17 ud af 29 mandater.
Kommunalvalget i 2005 blev en skuffelse for de borgerlige partier. Især i de større byer. Venstre tabte borgmesterposten i Århus og gik også meget tilbage i København. Omvendt blev valget en uventet triumf for socialdemokraterne med store valgsejre til Nicolaj Wammen i Århus og Ritt Bjerregaard i København. Den eneste større fjer i hatten til de borgerlige var, at det lykkedes den konservative udfordrer, tidligere amtsborgmester Jan Boye, at vælte Odenses borgmester gennem 11 år Anker Boye og dermed afslutte 68 års uafbrudt socialdemokratisk styre i byen.
Nedturen
Historien om Anker Boyes fald er som taget ud af et klassisk drama. I 2001 fik han et historisk flot personligt valg, men den tidligere maler og lokale fagforeningsmand blev i tiden lige før kommunalvalget i 2005 ramt af en række sager, der gav massiv dårlig omtale, det sled hårdt på førstemandens popularitet. Men hvor længe var Adam i paradis, kunne man spørge? Anker Boye forsøgte sig med store planer for et vandkulturhus i Odense – et projekt, der aldrig blev en folkelig sællert. Hans udfordrer lovede til gengæld vælgerne at skrinlægge planerne, hvis det kom til et skifte. Så var der den berømte/berygtede Tina Turner-koncert i Parken anledningen af eventyrdigterens 200 årsdag. E
t arrangement H.C. Andersen-Fondenstod for, og hvis formand hed Anker Boye. Koncerten gav et millionunderskud, og især det kunstneriske valg mødte også hård kritik i pressen, da ingen forstod sammenhængen mellem souldivaen og HC. Andersen. Anker Boye havde været involveret i valget af Turner, og hårdt presset valgte han at trække sig som formand for HC. Andersen Fondet. Endelig skulle Anker Boye forklare vælgerne, hvordan det kunne gå til, at han var landets bedst lønnede politiker med gager fra diverse bestyrelsesposter mv., der samlet set oversteg statsministerens løn. Sagerne, og især den dårlige omtale, blev effektivt udnyttet af den konservative valgkampagne, som fremstillede det som et valg mellem en pamper med tvivlsomme prestigeprojekter og et nyt frisk pust i kraft af den afgående populære konservative amtsborgmester.
Ved kommunalvalget blev socialdemokraterne i Odense næsten halveret, og da de radikale pegede på den konservative udfordrer var løbet kørt.
Hård opposition
Efter valget måtte en dybt rystet Anker Boye slikke sine sår. I den socialdemokratiske lejr drøftede man på de indre linjer behovet for et generationsskifte, men det viste der sig ikke behov for, for på rådhuset kastede den tidligere borgmester, nu rådmand, sig over arbejdet med stor iver. Der blev ført en hidtil uset hård oppositionspolitik fra socialdemokraternes side, der ikke efterlod nogen tvivl om, at Anker Boye satser på en kort periode på reservebænken. Alligevel var S med i alle valgperiodens store forlig blandt andet om kommunens budget, men de var besværlige og gav sig først i sidste sekund før aftalerne kom i hus.
Byens nuværende borgmester har også i valgkampen kastet sig ud i store visionære planer for byens udvikling, selv om mange af dem er endt i mølposen på grund af manglende finansieringsmuligheder skabt af finanskrisen. Derfor lyder en del af kritikken mod Jan Boye, at han aldrig formåede at skabe den fornyelse, som han i 2005 lovede vælgerne. I Odense er der bred enighed om, at der er for lidt forskel på den nuværende borgmester og hans forgænger. Til gengæld er der byttet om på rollerne. Jan Boyes visioner om et nyt musik- og teaterhus er løbet ind i vanskeligheder på grund af finanskrisen, mens Anker Boye nu vil fokusere på de kommunale kerneydelser, som »batter noget for folk i hverdagen«.
Anker Boye har allieret sig med et ungt team af yngre socialdemokratiske kandidater med fortid i DSU. Og det kan man se på kampagnen.
Socialdemokraternes valgvideoer og satsning på nettet viser fornyelse og budskaberne er skåret til og designet til at vinde socialdemokratiske kernevælgere tilbage. Man satser på, at odenseanerne vil overlade socialdemokraterne ansvaret for, at de kan skabe »tryghed« og yde kommunal »hjælp« i »hverdagen«. Anker Boye taler ikke udenom sit valgnederlag i 2005, men forsøger at vende det positivt. Pausen gav ham nemlig »god tid til at tænke sig godt om«, og nu er han altså vendt frisk tilbage med en masse gode idéer. Underforstået: Han har lært af vælgernes huskekage og lover ikke at svigte igen.
Godt hjemmearbejde
Valgslaget kaldes også »Odenses præsidentvalg«, hvor kandidaterne er godt i gang med at stikke til hinanden. Eksempelvis har den 46-årige Jan Boye med et glimt i øjet haft travlt med at forklare vælgerne, at han selv »er i en fase med børn«, mens den 59-årige Anker Boye »er i en fase med børnebørn« – altså et forsøg på at fremstille sagen som et valg mellem nutidens friske yngre konservative vs. fortidens halvgamle og forstenede socialdemokrat.
Socialdemokraterne har denne gang gjort deres hjemmearbejde langt bedre end sidst. Denne gang har partiet en snor i de radikale blandt andet i kraft af et indgået valgforbund. Endelig har man også udviklet et samarbejde med Stina Willumsen fra det fremadstormende SF – og Enhedslistens veteran Per Berga Rasmussen, der også ventes at komme ind, også selvom meningsmålingen i Stiftstidende dømmer ham ude.
LO-alliancen
Socialdemokraternes valgkamp er dog også rendt ind i problemer. Jyllands-Posten tog i midten af oktober fat på sagen om den lokalt indgåede LO-aftale mellem S, SF og Ø, hvor det kom frem, at de tre partier til deling får 100.000 kr. af den lokale LO-afdeling. Det sker efter, at parterne i juni lavede en aftale om »13 hensigtserklæringer«. Venstres næstformand Kristian Jensen kritiserede samme dag aftalerne og kaldte det LO’s forsøg på at købe sig til magt. I TV2-Nyhederne samme aften fortalte Anker Boye så seerne, at LO havde tilsluttet sig Socialdemokraternes program.
Det udsagn blev dog imødegået to dage efter i BT af Odenses LO-formand, Helle Nielsen, som gav indtryk af, at der tværtimod var tale om LO’s program, som Socialdemokraterne så siden havde gjort til sit. En udlægning, der også blev bekræftet af Enhedslistens Per Berga Rasmussen samme dag i P4 Fyn. Men så ændrer Anker Boye forklaring og siger, at han har været med i processen hele vejen i kraft af, at han sidder med i LO-bestyrelsen. Alle anklager på hans troværdighed, afviser han som »fornærmende« og fremhæver erhvervslivets støtte til de borgerlige. Herefter dør sagen ud i medierne.
Den konservative borgmester trækker også veksler på sin troværdighed. Ved sidste valg lovede Jan Boye at han ville hellige sig borgmestergerningen helt og fuldt. Alligevel har han fortsat sin lille lægepraksis i Kerteminde, som han har drevet ved siden af. Men nu skulle det altså være helt slut, forsikrer Jan Boye.
Spørgsmålet er nu, hvor meget den dårlige omtale af LO-aftalen eventuelt kan have skadet Anker Boye og den røde fløjs chancer for endnu engang at indtage borgmesterkontoret og magten i Odense. Vi har næppe hørt det sidste om LO-aftalen, som formentlig vil udgøre en del af det borgerlige arsenal og bidrage til at spændingen om kommunalvalgets udfald H. C. Andersens fødeby bevares frem til valgdagen.
indland@information.dk
Kommunalvalg 2009
Seneste artikler
Kammerater, tænk på kulturen i kommunen
18. december 2009Vi har en regering, der har sat kulturpolitikken på standby. Men i kommunerne har de mange socialdemo-kratiske borgmestre nu muligheden for at gøre en stor forskel, og det er vigtigt, at vi prioriterer området højtArkitekturgryde a la socialisme
28. november 2009Du skal bruge en ordentlig bunke alment boligbyggeri, en god portion tilflyttere fra arbejderklassen samt folk med mellemlang akademisk uddannelse, en bar mark og en masse børn'Den evige 1. maj-stemning bliver svær at holde'
20. november 2009Oppositionens permanente valgkampsstemning kommer til at toppe for tidligt, spår V-næstformand Kristian Jensen op til Venstres landsmøde i weekenden