Baggrund
Læsetid: 2 min.

Private uddannelser sniger sig uden om dansk kvalitetskontrol

Udbydere af private uddannelser kan købe sig til godkendelse i andre lande og slippe for at leve op til danske krav om kvalitet. En gråzone, der udspringer af internationale krav om fælles standarder
Indland
4. november 2009

Den konservativt kristne privatuddannelse Menighedsfakultetet kan ikke godkendes som en bacheloruddannelse i Danmark, fordi den ikke er fri, uafhængig og forskningsbaseret.

Men i Storbritannien er der andre krav til uddannelser. Derfor tog Menighedsfakultetet til Wales og købte en internationalt anerkendt godkendelse - en såkaldt akkreditering. På University of Wales fik uddannelsen et britisk kvalitetsstempel, selv om den ligger i Danmark og ikke lever op til danske standarder. Og således kan Menighedsfakultetet i dag tilbyde kristne studerende en britisk bacheloruddannelse i Danmark, og det har haft et rekordstort optag på uddannelsen, som giver adgang til en kandidatuddannelse på Aarhus Universitet.

Menighedsfakultetet er ikke de eneste, der har gjort brug af smuthullet i reglerne. Også den kristne uddannelse Dansk Bibel Institut i København har fået godkendt deres forløb af University of Wales.

Ifølge Danske Studerendes Fællesråd er der tale om et hul i lovgivningen:

»Det er jo dybt problematisk, at man ikke har lukket for det smuthul, så vi står i en situation, hvor en institution kan udbyde uddannelser i Danmark, der slet ikke lever op til danske krav om kvalitet,« siger næstformand Nils Wiese, der mener, der er tale om et principielt problem: »Det er en stor gråzone, når man lige pludselig kan købe sig til en statslig godkendelse af en uddannelse.«

International gråzone

På Aarhus Universitet føler de sig alligevel forpligtede til at anerkende de kristne bacheloruddannelser, selv om de ligger langt fra den statsautoriserede teologiuddannelse. Universitetet ser det som en konsekvens af Bologna-processen, der et samarbejde mellem europæiske lande. Samarbejdet har blandt har andet til formål at gøre Europa til et attraktivt uddannelsesmarked, hvor studerende kan få anerkendt og sammenlignet deres uddannelser på tværs af landegrænser - på baggrund af akkrediteringer, som der er udarbejdet fælles retningslinjer for.

Men sagen her viser, at der kan være stor forskel på, hvad der skal til for at opnå en godkendelse i Wales, i forhold til at opnå den i Danmark, mener politikere. Derfor beder Socialdemokraterne og SF videnskabsministeren om at gå ind i sagen og undersøge, hvad der kan stilles op med smuthullet.

»Det opstår en række dilemmaer, når vi på den ene side gerne vil have et system, hvor studerende kan bruge deres uddannelser på tværs af grænser og på den anden side skal sikre kvaliteten,«siger Kirsten Brosbøll (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uden at jeg i øvrigt skal modsige at det er problematisk hvis den danske stat forventes at finansiere uddannelser af fundamentalistisk tilsnit, så kunne jeg dog godt tænke mig at komme med min egen oplevelse af den dybe danske forvirring og mistro til alt fremmed:

Stor bekymring for om udenlandske uddannelser nu også lever op til vores danske diamant-standard. Det er omtrent det eneste jeg læser om uddannelse af danskere i international sammenhæng. Det vidner om en alt anden end ydmyg tilgang til det at være en del af et internationalt samfund - hvilket vel i de senere år efterhånden kan kaldes en ret typisk dansk tilgang, jfr. nationens tilgang til øvrige udfordringer i forbindelse med globaliseringen, såsom indvandring og integration.

Dette desuagtet, at danske uddannelser efter universiteternes sultekur or omstrukturerede ledelse slet ikke er så verdensklasse længere, som vi stadig tror de er.
Og at de danske værktøjer til at bedømme uddannelser taget internationalt lader ufatteligt meget tilbage at ønske.

Således blev jeg, som ung studerende på bachelorniveau opmuntret til endelig at tage noget af min uddannelse i udlandet - for vi skal jo være internationale og globaliserede.

Straffen faldt dog prompte efter at jeg hjemvendte fra netop Wales, efter at have taget en masters-grad ved Cardiff universitet, som ligger på the Guardian’s top 10 over universiteter i Storbritannien, og ca nr 4 på verdensplan indenfor det område jeg studerede.
Hjemkommen til Danmark i en finanskrisetid henvendte jeg mig hos min fagforening og søgte indmeldelse i A-kassen. Her fik jeg at vide at min britiske overbygningsuddannelse skulle bedømmes hos en særlig instans hos undervisningsministeriet, før man ville godtage den som en overbygningsuddannelse. Dette er det samme undervisningsministerium som jeg formoder SU-styrelsen henhører under, og SU havde jeg da fået bevilget, efter at det universitet og studie jeg ville forfølge var blevet tjekket.

Nuvel, tænkte jeg, og indsendte mine papirer, inkl. kurser opgjort i point-enheder som er at sidestille med den internationale enhed, ECTS, til den nævnte instans, ‘CIRIUS’. Heraf fremgik det at jeg havde gennemført den mængde studiearbejde der svarer til to års danske kandidatstudier, på ét år i Storbritannien - simpelthen fordi studie forløbet er mere intensivt, man har flere timer og afleverer flere og større opgaver end man gør i Danmark.

Det svar jeg fik var dybt besynderligt: man mente ikke at den overbygning som jeg havde taget ved et førende universitet i ét af de lande i verden hvortil allerflest rigmandsbørn fra hele verden sendes for at tage deres uddannelse, kunne måle sig med en dansk kandidat. Den blev istedet vurderet til ét årsværk på en dansk kandidat.
Vantro ringede jeg til CIRIUS for at udbede mig en forklaring. Her fik jeg et vagt, og noget irriteret svar som i tågede vendinger gik ud på at de dér britiske universiteter uddelte jo points som vinden blæste (med andre ord, de dér udenlandske universiteter, de er alle sammen uldne i kanten).

Konsekvensen heraf er endnu mere absurd: A-kassen havde det ingen betydning for, jeg kunne få mine dagpenge, men hvis jeg søger ansættelse i Danmark med min britiske Masters-grad vil jeg automatisk starte et løntrin lavere end en dansk kandidat!!
Den embedsmand ved CIRIUS som jeg talte med beklagede en smule vrangvilligt, og foreslog at jeg vendte tilbage til mit tidligere danske universitet og ‘se hvor meget du kan få godkendt til meritoverførsel’. Tanken var så at jeg skulle bruge et år mere på at forgælde mig til staten, for herefter at kunne fremvise en dansk kandidat.

Goddag mand, økseskaft.

Morsomt nok fandt min professor ved mit gamle danske institut det relevant at spørge mig om, hvorvidt jeg ville starte på en phd istedet. En hel del af de danske undervisere ved universiteterne lader til at være meget mere på forkant med det internationale miljø de bevæger sig i. Ærgerligt at ingen lytter til dem.

Jeg starter til Januar min phd uddannelse ved Cardiff Universitet, som modtog mig med åbne arme. Qua min evne til at blive godkendt til en phd-uddannelse må jeg formode at jeg hører til de 10% højest begavede unge som man i Danmark dagligt jamrer over søger til udlandet.
Måske skulle ‘Hylekoret’ spørge sig selv en ekstra gang, hvorfor vi mon gør det.
# 4. november 2009 kl. 12:11

@Marie Spliid Clausen

Det er hundrede procent min opfattelse, den danske selvfedme vil ingen ende tage.

Tilsvarende problemer møde f.eks. udlandske læger, hvis de forvilder sig til DK. Der er ingen tro på at andre lande kan sammensætte en medicin uddannelse, der lever op til de danske krav, og derfor må de efteruddanne sig, hvis de vil arbejde i DK....

Jeg fatter ikke hvor danskere for den enorme selvtillid fra.

Det er det samme, når regeringen snakker (ikke taler) om videnssamfundet og et uddannelsessystem i verdensklasse. Det synes jeg da er en fantastisk god ide, men det når man ikke med 3-5 mia. over 5 år.
Hvis man vil have verdensklasse, kan man godt begynde at lede efter nationalbankens reserver, for det kræver en væsentlig investering, som i et multiplum af budgettet på en storebæltsbro, hvis man vil på niveau med Harvard, Yale, Berkeley, Insead, London U mv. SÅ vidt jeg ved har vi ikke brug for særlige parkeringspladser til nobelprismodtagerne på vores universiteter... Dertil kommer alt hvad der ligger under og før universiteterne.

Jørgen Jørgensen

Interessant læsning - ikke mindst kommentarerne fra Marie Splid Clausen og Lars Hansen. For fuldstændighedens skyld vil jeg gerne kommentere et par detaljer omkring Menighedsfakultetets teologiske bacheloruddannelse.
1) Undervisningen gives af lektorer / professorer, der alle har meriteret sig med akademiske arbejder, der er bedømt i intenationale bedømmelsesudvalg. Danske universitetsansatte har nægtet at indgå i bedømmelsesarbejdet - påfaldende, når skandinaviske, tyske og engelske professorer uden problemer takker ja.
2) Undervisningen på Menighedsfakultetet er tilrettelagt så man kommer rundt om samme stofmængde på samme niveau som på Århus Universitet.
3) Menighedsfakultetet har forgæves forsøgt at få en dialog med de danske myndigheder omkring godkendelsesprocedurer i DK. Det eneste vi har opnået er en principiel afvisning: Man kan ikke være videnskabelig, når man er bundet til et bestemt (kirkens) fundament. Men spørgsmålet er simpelthen - hvorfor ikke? Videnskabelighed må vel i høj grad være, at man kan dokumentere sine færdigheder og godtgøre sine resultater. Og skriver man en internationalt anerkendt disputats er den vel videnskabelig - uansat, hvad forfatteren tror eller ikke tror - og føler sig bundet af eller ikke bundet af? Menighedsfakultetet har ikke udtrykt reservationer i forhold til hvad de ansatte må mene eller publicere - men har alligevel en holdning. Det vil de fleste andre vel kalde frisind...
Nuvel. Jeg er ked af, hvis det af ovenstående artikel kommer til at se ud s om om Menighedsfakultetet er et "cowboy-fakultet", hvor man fifler med graderne og bøjer standarden. Det er ikke fair. Vi vil hellere end gerne måles med danske standarder og "ind i den danske varme".

Jørgen Jørgensen
Formand for Menighedsfakultetets bestyrelse.

Majbritt Nielsen

Med de markante nedskæringer der er i de forskellige undervisnings-institioner. Så kan man ku tvivle på at den danske model er den bedste. Der er lærefri undervisning nu som en del af tekniske skolers undervisning. ??? Æh

Og Bøgerne er fra det forige århundrede(måske overdrevet, men de ser sådan ud). Det er så slemt at de rige kommuners elevers forældre har sponseret passende undervisnings bøger. Og ryger den tanke at skolerne er lige, når de rige(rigere) sponsere og dem der intet har bare må tage til takke?
Så den med at vi skal priotere undervisning, det er valgløfter der aldrig bliver indfriet med denindstiling politikere har i dag. De har jo deres på de ttørre. De har pension og deres børn får det de skal have.