Læsetid: 6 min.

Revolutionens børn lader sig ikke snyde

På Roskilde Gymnasium har de studerende netop gennemført deres egne klimaforhandlinger. I et rollespil med forhandlingstrick, rock- og klimabiograf lykkedes det på tre dage at blive enige om en aftale, der må vække misundelse i Klima- og Energiministeriet
Den amerikanske præsident, Opama (hvid skjorte), diskuterer med sin chefforhandler under klimatopmødet på Roskilde Gymnasium, hvor verdens statsledere, ngo'er og eksperter var samlet til klimatopmøde.

Den amerikanske præsident, Opama (hvid skjorte), diskuterer med sin chefforhandler under klimatopmødet på Roskilde Gymnasium, hvor verdens statsledere, ngo'er og eksperter var samlet til klimatopmøde.

Kristian Sæderup

17. november 2009

I kantinen på Roskilde Gymnasium sidder en masse elever og hænger ud. Et band, der hedder Slightly More Sophisticated, er gået på scenen, og en pige med sort hættetrøje og hennahår synger 70'er-hittet med teksten, »You won't fool the children of the revolution« - I snyder ikke revolutionens børn.

»Landene er bange for at indgå aftaler og forpligte sig til noget,« siger Mads Dupont, chefforhandler for Danmark. Det er hans opgave at få landene til at mødes. Han er kompromisernes mand. I sort jakkesæt og udslidte gummisko.

Hver af de forskellige lande-, ngo- og ekspertgrupper har fået et papir, der i hovedtræk beskriver deres opgaver i forhandlingerne. Danmark har for eksempel »hovedansvar for, at resultatet af forhandlingerne bliver godt«. Men for alle grupperne gælder, at det største ansvar ligger på eleverne selv: »I bestemmer selv, hvordan I vil konstituere jer: Hvordan vil I styre arbejdet? (...) Hvem skal lave hvad, hvornår?«

På gangen kommer de russiske forhandlere forbi. Store overskæg og pelshuer. Dagen inden har russerne fået forhandlingsprisen for deres reduktionsbidrag. Den ene har et emblem med Lenin på brystet. Mon de har mandat hjemmefra?

På en fotokopieret plakat med en bus står teksten: »Få et smil, glem din bil«.

Opama og Anne Sofie

En ekspertgruppe, der kigger på CO2-reduktion, skal give vejledning til forhandlerne og tips om gode historier til pressen. Nogen har set på afbrænding af affald, og det forlyder, at cementvirksomheden FL Smidth kan spare 60 gange Danmarks samlede udledning af CO2, hvis den begynder at brænde affald i stedet for olie. Det kan godt være, nogle af oplysningerne skal dobbelttjekkes.

I et konferencelokale samles landenes delegationer til forhandling. Saudiaraberne bærer solbriller og den amerikanske præsident, Opama hedder han, ligner en hvid dreng med skosværte i ansigtet. Han har på forhånd proklameret, at USA er indstillet på at reducere sine udledninger med to procent indtil 2020. Heldigvis virker det som om, han er til at forhandle med.

Den danske statsminister, Anne Sofie, skridter lokalet af, og med erfaringen som skolens elevrådsformand byder hun landenes statsledere velkommen med et »Godmorgen alle sammen«.

Mødet er kun for landenes repræsentanter, og nogle piger fra ngo'en Green Air får at vide, at det ikke inkluderer dem. De har forsøgt at forputte sig i hjørnet, og forlader slukøret lokalet. Den ene hæver opgivende begge hænder med knyttede næver, og hvis hun siger noget, så er det for lavt til, at man kan høre det. Det lader til at være nogle pæne ngo'er, men man skal ikke tage fejl. Senere på dagen forsøger de to piger nemlig at afpresse den saudiarabiske præsident med et afslørende foto, der viser hans indblanding i 11. september angrebet.

Hårde forhandlinger

På storskærmen for enden af forhandlingslokalet viser den danske delegation et søjlediagram, der tydeliggør forskellen mellem, hvad landene indtil nu har lovet, og hvad der helst skal opnås. Danmarks mål er en 40 procent samlet reduktion. Ikke bare for i-landene, men for hele verden.

»Vi er på ingen måde i nærheden af, hvad der er nok,« siger den danske forhandler.

Derefter går de forskellige lande i gang med at melde ud.

Det kinesiske kommunistparti har taget et tigerskridt både på køns- og klimafronten. Kinas kvindelige præsident, Chen Tse Tung, og hendes kvindelige chefforhandler med to pinde stukket i håret bedyrer, at det store rige reducerer med 18 procent i 2020.

Kenyas repræsentant, der bærer en fjerpragt, med noget som ligner en dinglende stegt gråspurv, melder hårdt ud:

»I har skabt problemerne, men det er os, der lever med konsekvenserne,« siger han henvendt til de rige lande.

Den amerikanske præsident Opama får ordet:

»Vi vil gerne hæve vores bidrag til 10 procent,« siger han og hele forsamlingen begynder at grine.

»Altså vi vil gerne nedsætte med 10 procent,« præciserer Opama.

Saudi-Arabien vil gerne reducere, hvis der findes ny teknologi, som kan hjælpe. Landet kender den bare ikke. Det foreslås, at de kigger nærmere på dyrkning af alger.

»Vi bor i en ørken,« svarer den saudiarabiske præsident og lukker debatten som om, han ikke har opdaget Den Persiske Golf.

En klimabiograf viser både Al Gores En ubelejlig sandhed og skeptikerfilmen: The Great Global Warming Swindle.

I kantinen er et ekspertpanel forsamlet på scenen. Det er ikke nemt for deres tekniske diskussioner at trænge i gennem til skolens elever, der skramler med stole, spiller kortspillet Uno, og hvor et pænt overtal af studerende virker helt ligeglade med panelets diskussion.

En af de studerende, der følger debatten, vil gerne vide, hvad man selv kan gøre i sin hverdag, og får svaret:

»Du kan spise mindre kød for køerne udleder meget metangas«.

En fyr blandt publikum griner til sin sidekammerat:

»Det er bare det dårligste råd af alle de råd, man kan give.«

Præsidenterne holder deres eget eksklusive frokostmøde med tjenere. En slags Grønlandsdialog, men den kinesiske præsident går i stå, da maden serveres:

»Hvor er pindene?« spørger hun forbløffet.

»Det har vi ikke,« svarer tjeneren, og får hjælp fra den amerikanske præsident: »I USA spiser vi alt med gaffel.«

Vinden hjælper

Da forhandlingerne starter på ny har den danske chefforhandler lavet et regnestykke for amerikanerne. For lidt over en procent af deres årlige BNP kan de med vindmøller reducere deres udledning med 40 procent.

»Vi står midt i en finanskrise,« svarer Opama.

Kina har også lavet deres beregninger, og det forlyder, at vindturbiner er billigere end vindmøller. Forhandlerne øjner håb. Kan det virkelig vise sig at blive så billigt, som kineserne påstår?

En repræsentant fra en ekspertgruppe i grå striktrøje bliver udspurgt om vindturbinerne. Han har ikke svar parat, men klager heller ikke, da han får præcis 11 minutter til at give klar besked.

Opama er positiv ved udsigt til de billige vindturbiner.

»Vi kan nok godt gå med til 30 pct. i 2020,« siger han overraskende.

10 minutter efter kommer eksperten i grå sweater tilbage, og har undersøgt sagen. Han har fundet oplysninger om små vindturbiner, »der ikke er større end en parabol-antenne«.

Med lys teknokratstemme holder han et hurtigt foredrag:

»Den producerer 4.200 kilowattimer om året, hvilket svarer til en tredjedel af forbruget.«

Men et hurtigt regnestykke i forhandlingslokalet viser, at prisen alligevel ikke kan konkurrere med vindmøller, og så forsvinder det håb. Men nu har amerikanerne lovet at ville reducere, så det teknologiske slagtilbud har alligevel haft sin effekt.

Kineserne er chokerede. Det er ikke de samme tal, de har fået af deres eksperter.

Den vietnamesiske forhandler får ordet, og starter med at bekendtgøre, at landet er »næsthårdest ramt af klimaforandringerne, næst efter ...« og så går han i stå, og kigger på sin præsident, der hvisker noget, hvorefter han fortsætter: »næst efter Bangladesh.«

Tiden er inde

Da forhandlingerne slutter lykkes det Information, at få et eksklusivt interview med Opama:

- I lover at reducere med 30 procent i 2020. Hvad siger Kongressen til det?

»De skal nok bakke op. Tiden er inde til ambitiøse mål,« svarer den amerikanske præsident.

Men i pressens lokaler, hvor der både produceres morgendagens avis og en nyhedsudsendelse til skolens storskærm, lader de amerikanske løfter ikke til at gøre synderligt indtryk.

»Der er stadig ingen faste konklusioner, og det virkede som om de amerikanske løfter var afhængige af en teknologi, man ikke er sikker på,« svarer Louise Thustrup, chefredaktør på avisen Klimax

Marie-Louise Brask, der har været med til at arrangere konferencen, er glad.

»Det lever fuldt op til mine forventninger,« siger hun.

Hun kommer selv fra et hjem, hvor hendes mor siger, at »hun ikke har fået jorden af sine forældre, men lånt den af sine børn«.

Da konferencen slutter fredag er det lykkedes at holde amerikanerne fast, og en aftale, der både er ambitiøs og bindende, kan underskrives.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Christensen

Klimaforhandlingerne i Købehavn burde ledes af to befolkningsgrupper.

Den ene er de unge. De, der endnu har idealer og naivitet i behold (måske de 10-15 årige?).

Den anden er oldingene. De, der er gamle nok til at se døden i øjnene, som netop dermed erkender livets kraft – herunder, at de ikke kan tage forbrugsgoder med sig i graven.

De midaldrende mænd (og kvinder), derimod, som er forblændede af deres egen og deres families materielle velstand, og som er slaver af ideen om økonomisk vækst og national konkurrenceevne, burde på forhånd diskvalificeres. Netop den befolkningsgruppe, som de facto sidder på magten og dermed på klimaforhandlingerne.

Ærbødigst,
Jens Christensen, Aalborg
(Alder: 65 år – endnu langt fra at være gammel nok til at kvalificere sig som viis olding)

Mon ikke dette arrangement i nytteløshed kan sidestilles med WWF's Earth Hour, hvor vi skal slukke for vores unødvendige lys med henblik på klimaet, og med diverse kirkers 350 gange klokkeringning i forbindelse med klimakonferencen i København i december for at minde os om klimaproblematikken?

Det hele er så herligt uforpligtende for de deltagende. Når fjolleriet er overstået, så fortsætter man velsagtens sin livsstil akkurat som hidtil, ikke sandt!? Lad mig retorisk spørge: Hvor mange af disse unge skal mon på vinterferie med fly om ganske få uger?