Rønns hemmelige aftale

Integrationsministeriet har en hemmelighed.

Da ministeriet den 13. maj efter flere års forhandlinger endelig fik Irak til at skrive under på en hjemsendelsesaftale, lovede man, at afviste irakiske asylansøgere, der går ind på at vende frivilligt tilbage, får økonomisk og uddannelsesmæssig støtte fra Danmark. Men da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) dagen efter forelagde aftalen for Folketingets Integrationsudvalg, valgte hun at hemmeligholde det tillæg, som beskriver støtten til de frivilligt tilbagevendende irakere. Og samtidig meddelte hun udvalget, at støtten til irakere, der rejser frivilligt tilbage, bortfalder.

Det et svært at forstå ministerens mangelfulde håndtering af Folketinget som andet end et forsøg på at dække over, at hun har brudt aftalen med Irak. Information har efterspurgt en anden forklaring fra Birthe Rønn Hornbech, men hun har 18 gange i træk afvist at udtale sig til Information om de afviste irakiske asylansøgere.

Birthe Rønn Hornbech har hele tiden fastholdt, at den danske hjemsendelsesaftale er en kopi af den aftale, Sverige som det første land indgik med Irak den 18. februar 2008.

»Med den danske aftale har vi sat kommaer de samme steder som svenskerne,« som hun sagde ved et åbent samråd i Folketinget den 17. september.

Hoveddelen af den dansk-irakiske aftale er da også en ordret kopi af den svenske. Information har imidlertid spurgt de svenske udlændingemyndigheder, om der findes et tillæg til den svenske aftale. Og det gør der ikke, lyder svaret.

Men hvorfor optræder der så pludselig et tillæg i den danske aftale med Irak?

Den 2. oktober begærede Information aktindsigt i Integrationsministeriets korrespondance om hjemsendelsesaftalen. Nogle uger senere efterkom ministeriet anmodningen. Men sagsakterne er blevet udsat for en massiv overstregning. Enhver substantiel oplysning er undtaget. Af og til har ministeriet valgt at lade Information se et »godt nytår« eller »god jul« i embedsmændenes mails til hinanden, men ellers er de mange sider sorte af farven fra overstregningstuschen.

Overstregningen sker med henvisning til den velkendte paragraf 13, stk. 2 i Offentlighedsloven. Her slås det fast, at »retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.«

Selv med den restriktive danske Offentlighedslov kan det være svært at følge, hvorfor offentligheden ikke må få indblik i, hvordan hjemsendelsesaftalen mellem Danmark og Irak er kommet i stand. Er der virkelig »væsentlige hensyn« af udenrigspolitisk karakter, der taler for, at ikke bare enkelte, men samtlige informationer i sagsakterne angående en simpel bilateral aftale om tilbagetagelse af asylansøgere skal hemmeligholdes?

Tvivlsomme streger

Information har talt med flere offentlighedseksperter om sagen. De stiller sig tvivlende over for Integrationsministeriets dispositioner, men kan i sagens natur ikke bedømme lovligheden af den omfattende hemmeligholdelse, da de ikke har mulighed for at se de overstregede informationer. De opfordrer derfor Information til at indbringe sagen for ombudsmanden, hvilket nu er sket.

Mens vi venter på ombudsmanden, er det dog muligt at indkredse, hvad der kan være foregået, og hvorfor ministeriet ønsker at bevare den sidste halvdel af hemmeligheden om hjemsendelsesaftalen - nemlig hvorfor og under hvilke omstændigheder det tillæg, som nu er dukket op, i sin tid blev integreret i aftalen.

Eftersom Birthe Rønn Hornbech valgte at gå imod ordlyden i tillægget, dagen efter aftalen blev underskrevet, er det ikke sandsynligt, at ministeriet oprigtigt skulle have ønsket at fortsætte støtten til de irakere, der rejser frivilligt.

Et mere sandsynligt scenarie er, at ministeriet vel vidende, at støtten aldrig ville blive ydet, har brugt tillægget om støtteordningen til at overbevise den irakiske regering om, at de roligt kan skrive under på aftalen. Eller at den irakiske regering ligefrem har ønsket en tilkendegivelse af, at Danmark nu også vil motivere de afviste irakiske asylansøgere til frivillig tilbagevenden.

Hvor Integrationsministeriet synes at ville gå langt for at hemmeligholde oplysningerne om hjemsendelsesforhandlingerne med Irak, gør forhenværende embedsmand i ministeriet Claus Gade Sørensen i bogen På trods af terror fra 2008 nøgternt rede for de første år af forhandlingerne.

Claus Gade Sørensen, som i årene 2004-05 var udsendt som ambassaderåd i Bagdad for at forhandle hjemsendelsesaftalen på plads, slår fast, at de danske og irakiske interesser var stærkt divergerende. Mens Integrationsministeriet under hårdt pres fra Dansk Folkeparti var overordentlig opsatte på at forhandle en aftale hjem, der tillod tvangshjemsendelser, ville Irak ikke acceptere tvangshjemsendelser, men den irakiske regering var positiv over for de danske planer om støtte til frivillig hjemrejse.

På grund af uoverensstemmelsen forblev ministeriets bestræbelser frugtesløse. I 2008 lykkedes det til gengæld for Sverige som det første land at forhandle sig frem til en hjemsendelsesaftale. I aftalen slås det fast, at de afviste irakiske asylansøgers tilbagevenden primært skal ske frivilligt. Men det åbnes også op for muligheden for tvangshjemsendelser som en absolut sidste udvej.

Det står dog klart, at den irakiske regering var utilfreds med de svenske tvangshjemsendelser, der skulle følge i stort omfang. Allerede i sommeren 2008 gav særlig den kurdiske region i Irak udtryk for, at man ikke ønskede at tage imod tvangshjemsendte asylansøgere fra Sverige.

Da Danmark insisterer på, at Irak underskriver den danske kopi af den svenske aftale, er det således sandsynligt, at de danske forhandlere er stødt på indvendinger fra irakisk side. Irakerne har formentlig ikke ønsket endnu en gang at skrive under på en aftale om frivillig tilbagevenden for så at blive udsat for massevis af tvangsmæssige udsendelser og ingen frivillige.

Derfor kan tillægget være blevet føjet til aftalen - selvom Integrationsministeriets må have været klar over, at Danmark ikke kunne leve op til løftet i tillægget, for som Birthe Rønn Hornbech senere har forklaret, har det hele tiden været meningen, at støtteordningen til de frivilligt tilbagevendende irakere skulle ophæves, så snart aftalen forelå.

I så fald er det ikke så underligt, at Integrationsministeriet ikke vil lade offentligheden få kendskab til forhandlingsforløbet. Det ser immervæk lidt underligt ud, hvis man umiddelbart efter underskrivelsen har brudt med netop det løfte, der har fået irakerne til at skrive under på aftalen.

Det har trods talrige henvendelser ikke været muligt for Information at få den irakiske regering til at kommentere sagen.