»I politik får man de forunderligste sengekammerater.«
Sådan lyder et gammelt ordsprog i politik. Og dette kommunalvalg var heller ingen undtagelse med hensyn til lange knive og rævekager. Som hovedregel indgik de to store blokke - rød og blå - over hele landet aftaler med deres naturlige samarbejdspartnere, men ikke alle steder.
København, hvor vælgerne er vant til lidt af hvert, var heller ingen undtagelse. Der så man den måske mest overraskende konstituering, da Dansk Folkeparti pludselig lagde stemmer til, at den radikale Klaus Bondam bliver beskæftigelses- og integrationsborgmester. At man fandt sammen om denne post er mildt sagt ikke logisk, da de to partier ser radikalt forskelligt på integrationsspørgsmålet. Matematisk giver det mere mening. Det var simpelthen, hvad der lå tilbage, efter alle øvrige borgmesterpartier havde valgt borgmesterområde.
R overflødiggjort
I København var der aldrig spænding om overborgmesterposten. Meningsmålingerne ramte helt ved siden af. SF fik et fremragende valg i København, og selvom S mistede tre mandater, var det en tydelig tilfreds Frank Jensen, der sammen med Enhedslisten og SF relativt tidligt efter at valgresultatet forelå, kunne lukke en aftale, der sikrede de tre partier fem borgmesterposter ud af syv mulige.
Dermed blev de radikales fire mandater overflødige, og Bondam var tvunget til at se sig om efter nye konstitueringspartnere, hvis han ville fortsætte som borgmester. Pludselig, da de borgerliges interne forhandlinger gik i hårdknude, opstod der en mulighed for de radikales leder, som slog til.
K fornærmer DF
Dramaet i den borgerlige lejr opstår som følge af en styrkeprøve mellem DF's gruppeformand Carl Christian Ebbesen og de konservatives Mogens Lønborg, der begge var i en svær position til trods for, at de hver var gået frem til fire mandater. Under de følelsesladede forhandlinger bider K sig fra begyndelsen fast i bordet med et »ufravigeligt« krav om, at de ikke forlader lokalet uden den borgerlige borgmesterpost nr. 2, som er tilbage efter bred enighed om at gøre Venstres Pia Allerslev til borgmester.
Forhandlingsspillet bliver kompliceret af, at den lille VKO-gruppes mandater herefter ikke rækker til mange 'ben', det vil sige vellønnede bestyrelsesposter i kommunale selskaber. De indgår i DF's pris, hvis K får borgmesterposten. Set med V og DF-briller graves der dybere grøfter under forhandlingerne, jo flere gange Lønborg taler om »anstændige« og »ikkeanstændige mandater« - en sondring, der synligt fornærmer DF-forhandlerne. En version K dog blankt afviser.
Klimaet bliver ikke bedre af Lønborgs tvivlsomme trussel om, at han kan blive borgmester på røde mandater. Konsekvensen bliver, at DF nægter at bøje sig. Det er ikke længere et spil om politik. Nu skal K ydmyges for enhver pris. Alligevel opstår der ud på de små morgentimer en slags enighed i VKO-blokken om, at posten går til K.
VKO-forhandlerne bliver så indkaldt til møde med Frank Jensen, der tilbyder en bred konstitueringsaftale. V og DF beder om en timeout og forlader mødet, mens Lønborg fortsætter drøftelserne.
Som tiden går begynder V og DF at uro sig om, hvorvidt Lønborg nu gør alvor af tidligere trusler og går solo med hele den røde blok. Netop den uklare situation åbner muligheden for Bondam og de radikale, der under hele forløbet holder tæt kontakt til Pia Allerslev. Ifølge venstrefolkene bliver Lønborg i et sidste forsøg dog bedt om at gå med i en konstitueringsaftale, der gør ham til sundhedsborgmester. En af de konservative forhandlere går med denne besked op til Lønborg, der stadig er på Frank Jensens kontor. S tilbyder her K at springe, men Lønborg afviser forslaget. Men tålmodigheden er nu pludselig sluppet op hos DF og V, og de hugger til og sælger borgmesterposten til Bondam.
Da de intetanende K-folk vender tilbage, ser de pludselig Klaus Bondam. En rystet og knust Mogens Lønborg indser nu, at han har tabt spillet.
DF tager sig godt betalt i form af udvalgsposter og 'ben'. De radikale er omvendt blevet strippet for alle 'ben' m.v., for at Bondam nu får fire år mere i borgmesterstolen.
DF vinder
Forhandlingsspillets klare vinder er Carl Christian Ebbesen. Han er organisatorisk næstformand i DF og hører til hoffet omkring Pia Kjærsgaard på Christiansborg og får ingen problemer med at sælge resultatet til baglandet. Snarere tværtimod. Med tabet af borgmesterposten sendes der endnu en huskekage til rivalerne hos K om at vise mere respekt for DF. Ebbesen høster mere end anerkendende nik hos partichefen, for den slags fornøjelser lever Pia Kjærsgaard længe på.
Mogens Lønborg tabte i øvrigt også konstitueringsspillet i 2001, hvor Søren Pind 'snød' ham fra en borgmesterpost. Det forpestede forholdet mellem V og K, og striden blev kun bilagt i 2005, da Martin Geertsen sikrede Lønborg en borgmesterpost. Nu er stridsøksen gravet op i igen.
Bondam slipper heller ikke for ballade i baglandet, hvor han skal forklare, hvorfor man pludselig er blevet gode venner med DF. Det åbner også for nye trakasserier internt i gruppen, hvor Bondam i forvejen ikke er et hit.
Bonus til S
Frank Jensen er på ingen måde ked af ballade hos de borgerlige. Da de konservative til sidst i går morges stod ude i kulden, lukkede han Lønborg ind i varmen. Konstitueringen med de tre røde partier sikrer K repræsentation i lidt flere udvalg, end de ellers ville have fået alene.
Men det er en billig pris for byens nye overborgmester, som nu kan sælge sin aftale som en konstituering, der ikke bare opfylder LO-aftalen, men med K om bord nu er også er bred og rækker hen over midten. I fremtiden kan Frank Jensen utvivlsomt udnytte det nid og nag, der er opstået i den borgerlige lejr. I politik er den slags næsten det samme som penge i banken.
Samtidig kan de tre røde partier læne sig tilbage og ryste på hovedet sammen med vælgerne af de radikales 'vælgerbedrag'. S, SF, Enhedslisten og de radikale gik i en fælles slutspurt i valgkampen ud og appellerede til københavnske vælgere om at frelse byen for, i deres øjne, skrækscenariet, hvor en DF'er render med integrationsborgmesterstolen. En appel der kan have mobiliseret vælgere og bidraget til den store røde valgsejr. Måske var det vel megen ståhej for at få en radikal i samme stol - med tanke på, at han sidder på DF's mandater!
Artiklen overvurderer den ekstra indflydelse som DF har fået, jf. Kasper Møller Hansens vurdering i nedenstående artikel:
http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2009/KV09/2009/11/18/164919.htm
Jeg er ikke i tvivl, Bondam gjorde det rigtige. Udvalgsposter er ikke så betydningsfulde igen og manøvren har sørget for, at de borgerlige alt i alt kun har 1 borgmesterpost - det er sgu da godt!
Jeg synes også at man skal passe på med at lægge standarderne for landspolitik ned over kommunalpolitik. Der sker jo mærkelige ting over hele landet. Se bare på regionsrådet hvor SF'eren, som går ind for at stoppe privatisering og skattefrie sundhedsforsikringer mv. har konstitueret sig med VKO.
Mange af reaktionerne (specielt fra JP-segmentet) virker som ganske almindelig bondam-had, uden at være velfunderede.
Politik er at ville - politik er det muliges kunst.
Og ja, Bondam's motiv har været at forhindre at DF fik Integrationsborgmesterposten i København. Det mål har han nået. Kønt ser det jo ikke ud; sådan er spillets regler.
DF tror de har vundet, vel har de ej. De har fået nogle få ubetydelige poster i nogle udvalg samt måske nogle formandsposter også for disse udvalg.
Og nu er De Radikale altså et borgerligt parti, især på deres skatte-politik - derfor er det ikke så underligt at Bondam laver en alliance med V og 0 (og måske K?) som sikrer ham, fra De radikale, en borgmesterpost.
Hvis man ikke kan tåle mosten i det politiske bageri, kan man holde sig væk kan man...
@ Karsten Aaen
"Hvis man ikke kan tåle mosten i det politiske bageri, kan man holde sig væk kan man…"
Det er bare pudsigt Karsten, for hver gang det er højrefløjen som laver en politisk rævekage, så hyler I alle sammen op her i Information med alle mulige fordømmende og moralske opkast.
Men, når det er rød stue, eller de Radikale, der laver em ordentlig politisk rævekage, som i den grad skaber politikerlede, så er det pludselig helt ok.
Kan du ikke se det dybt hykleriske i dit udsagn???
-øh-
det ved jeg ikke..
Men som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere overbevist om at Ritt Bjerregaard har lidt ret, når hun siger, at man skal vide om man kan stole på folk; på dem man laver aftaler med.
Og i politik er man jo sig selv nærmest, dvs. Bondams opgave er at sikre sig så meget radikal indflydelse som muligt - også hvis det sker med DF's stemmer....(og mandater).
Her i min by har vi f.eks. skiftet borgmesteren gennem 24 år ud med en borgerliog V-borgmester, godt hjulpet på vej af den stedlige lokale onsdags-avis, TV-Syd og Jyske Vestkysten. På den anden manglede der lige pludselig 300 millioner kr. i kassen, eller rettere udgifterne var 150 mio. kr. større end budgetteret med. Og det var det, der kostede borgmesteren jobbet, ikke den stedlige revy, ej heller venskabsbyerne i Grønland og Japan - som EkstraBladet (EB) gerne vil have os til at tro.
Og den nye borgmester har lavet en aftale med sine nye kammerater fra DF og Konservative. Intet nyt er der vel i det....
Og på mine forholdsvis gamle dage er jeg blevet en smule mere kynisk end jeg var i mine unge dage...
Da jeg i sin tid sad i det daværende byråd her i kommunen for en Tværsocialistisk Liste, smedede jeg en konstitutionsaftale sammen med Radikale og Fremskridtspartiet - det gav os tilsammen yderligere 8-10 udvalgsposter + at vi kom i de udvalg vi gerne ville i.
-----
"Som tiden går begynder V og DF at uro sig om, ..." - løjerlig ny sproglig konstruktion, er der ikke korrekturlæsere på Inf.?
Jeg synes ikke der er så meget at rafle om. Enten siger man at man vil stå frit og ikke være bundet af noget – det kan alle respektere – eller også er et ord et ord og en aftale en aftale, uanset om den er mundtlig eller skriftlig.
Også i politik er der forskel på folk der holder ord, og på dem som man ikke kan stole på over en dørtærskel. Det er lusepustere, der ofte i sidste ende får deres egen medicin at smage med knive i ryggen - uanset konsekvenser.
Bondam dumpede.
Jeg synes det er vanskeligt at sige om Bondam har gjort noget forkert, han sikrede jo Radikale en borgmesterpost, men i hvert fald er det tydeligt at kommunikationen i den radikale gruppe ikke har været for god inden konstitueringsaftalen.
Traditionen med fysisk overfald og trusselsbreve for fornærmelse af DF er tilsyneladende endnu stadig kun gældende overfor andre DFere. Det gør det dog ikke fænomenet mere attraktivt:
http://politiken.dk/politik/article838137.ece
http://politiken.dk/politik/article842933.ece
Man ved aldrig, hvor man har de radikale. Det kan da ikke overraske. Saadan har det altid vaeret.
Og jeg ved efterhånden hvor man har Anita Storr-Hansen, det overrasker ikke det mindste længere.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var lidt tungnem i starten, men nu er det da feset ind.
Yndlingsudtrykket er: ”Sådan har det altid været”.
Og …?
Til I. Sundsvald:
Det ser ud til at fortsaette i samme gode gamle stil.
Netop!
Siden 2001 har man hørt den samme sang. Det drejer sig om at kunne tælle til 90. De angiveligt førhen så ansvarlige og anstændige partier er blevet helt fikserede oven i hovedet m.h.t. tal.
DF styrer, og er tungen på vægtskålen, og al snak om det samarbejdende folkestyre er smidt på møddingen. Og Gudhjælpemig, eller hvem der ellers vil, om landet ikke er blevet til et banandemokrati, hvor man lover kage til alle der har arme.
Skam jer!
Vel, politik producerer underlige sengekammerater. Uanset partifarve.
Der findes stadig mennesker her i Danmark, som ikke går i seng med hvem som helst.
Skam jer, alle I 8-9% af vælgere ved Kommunevalget som har ladet jer vildføre af DFs retorik om alt godt til pensionister, kassedamer/-mænd og ”de svageste”. Æret være de enfoldige, de ved ikke hvad de gør.
Jeg kan personligt blive helt opmuntret over, at det er 4-5% mindre på landsplan end ved sidste Folketingsvalg. Men jeg fatter simpelthen ikke, at nogen kan hoppe på den galej, hvor man graver sin egen grav. Æret være de enfoldige - og tilgiv dem.
De debattører der udtaler sig her på sitet, som ikke er hverken naive eller godtroende eller enfoldige, har en helt anden dagsorden. Og jeg tør faktisk ikke gætte på hvilken.