Vi må diskutere både befolkningsvækst og økonomisk vækst i klimaets navn
Det gennemsnitlige indhold af CO2 i atmosfæren stiger fortsat hastigt og har med de nuværende 389 ppm (parts per million) langt overskredet et naturligt niveau for Kvartærtidens varmeperioder. Ikke siden Tertiærtiden for mere end tre millioner år siden, hvor der var væsentlig højere havspejl og meget lidt is på land, antages CO2-indholdet at have været højere. CO2-indholdet har passeret det niveau på 350 ppm, som mange videnskabsfolk sætter som øvre grænse, hvis klimaet og den globale bæredygtighed - som vi har kendt dem gennem vores historie - ønskes bevaret.
Årsagerne til atmosfærens stigende CO2-koncentration er mangfoldige, men menneskeskabte faktorer, såsom adskillige årtiers voksende forbrug og stigende befolkningstal, er altdominerende, ikke naturens egne processer. Klimaforandringerne i Arktis, bl.a. i Grønland, har medført en hastig tilbagesmeltning af gletscherisen. Det er for nylig dokumenteret via overvågning af 34 udløbsgletsjere fra indlandsisen, som samlet i 2009 mistede 109 kvadratkilometer i areal og siden 2000 i alt 990 kvadratkilometer, svarende til 10 gange Amager.
Dette er en ændring, der blot er baseret på data fra 34 gletschere ud af indlandsisens mere end tusinde udløbsgletschere. Netop publicerede forskningsresultater for indlandsisen som helhed indikerer, at det årlige tab af is fra Grønland nu udgør 275 kubikkilometer og ikke blot 250 kubikkilometer, som målinger viste for få år siden. Der er ingen tvivl: Ned- og tilbagesmeltningen af indlandsisen er hastigt accelererende. Fortsætter udviklingen, vil indlandsisens bidrag af ekstra vand til verdenshavene øges voldsomt, og det vil sammen med vand fra de tusindvis af øvrige smeltende gletschere og mindre iskapper samt havenes varmeudvidelse kunne føre til havstigninger på op til 1,9 meter i dette århundrede.
Kursændring
I lyset af dette er der åbenlyst behov for en klimapolitisk kursændring. Det er ikke acceptabelt, at klodens ledende politikere bliver ved at træde vande i et taktisk spil. De endeløse proklamationers maskering af den fortsatte grådighed efter økonomisk vækst bør afløses af en ambitiøs global og juridisk bindende klimaaftale. En altomfattende aftale, der med troværdige mål og midler tilsigter at stabilisere atmosfærens CO2-indhold, så afsmeltningen af klodens gletschere og iskapper snarest bremses, og klodens klima ikke destabiliseres og tvinges ud i hurtige, voldsomme forandringer.
Mediebilledet af den politiske klimadebat synes fastlåst omkring en ofte optimistisk vurdering af teknologiske og videnskabelige tiltags muligheder.
Men kan CO2-udviklingen bremses hurtigt nok alene med teknologiske tiltag? Mangler der ikke at blive taget højde for en stadigt voksende verdensbefolkning med klare forventninger om velstand og traditionel vækst? Og vil teknologiske fremskridt i et frit marked ikke netop understøtte, at økonomien fortsat vokser traditionelt?
Ni milliarders byrde
I 2050 forventes befolkningsantallet på Jorden at vokse til ni milliarder. Skeptikere taler om, at såfremt det ikke lykkes at få befolkningstilvækst og overforbrug under kontrol, vil kloden i stigende grad blive ubeboelig på grund af global opvarmning og ødelæggelsen af de naturlige ressourcer. Man kan undre sig over, at emnet 'global befolkningsvækst' har spillet en så beskeden rolle i den politiske klimadebat.
Alt andet lige bidrager ni milliarder mennesker mere til udslippet af CO2 end seks milliarder. Og to milliarder rige påvirker klimaet mere end to milliarder fattige. Disse sammenhænge kan godt diskuteres overordnet, men politiske drøftelser og handlingsplaner, der kan bremse befolkningstilvæksten og konsekvenserne af en verdensbefolkning på ni milliarder i 2050, hører vi ikke meget om.
Måske fordi en sådan diskussion berører komplekse og følsomme spørgsmål som religion og universelle menneskerettigheder.
Skal de globale klimaforandringer bremses, må vi overveje, om ikke planer for en reduktion af den menneskeskabte CO2-udledning udover teknologiske tiltag bør omhandle global befolkningsudvikling, global ulighed og global solidaritet.
Sebastian H. Mernild er klima- og polarforsker (ph.d.) ved Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA
