Læsetid: 19 min.

Hvad tænkte Taarnby kommune, når de tænkte på Lotte og Lisa?

Taarnby Kommune brød loven, da søstrene Lotte og Lisa uden varsel en mandag formiddag før sommerferien blev kaldt ud fra deres klasser på Nordregårdsskolen i Tårnby. Få timer senere var pigerne med politiets hjælp fjernet fra deres mormor og moster, hvor de havde boet i næsten tre år. Pigerne fik et par minutter til at gribe deres bamser og et foto af deres hund, inden de blev kørt af sted til en ukendt fremtid
Taarnby Kommune brød loven, da søstrene Lotte og Lisa uden varsel en mandag formiddag før sommerferien blev kaldt ud fra deres klasser på Nordregårdsskolen i Tårnby. Få timer senere var pigerne med politiets hjælp fjernet fra deres mormor og moster, hvor de havde boet i næsten tre år. Pigerne fik et par minutter til at gribe deres bamser og et foto af deres hund, inden de blev kørt af sted til en ukendt fremtid
6. november 2009

I

Vi har været her i to ­måneder og tre dage. Og jeg savner jer
Brev fra Lisa til Kirsten og Grith, 10. august 2009

På en af de små villaveje i Dragør i kvarteret, der blev udbygget samtidig med startbanerne i lufthavnen i Kastrup, ligger en gulstensvilla fra begyndelsen af 1960’erne.

Her slog lynet – i form af to sagsbehandlere fra Taarnby Kommune flankeret af uniformerede betjente – ned mandag den 8. juni. Nedslaget kom uden forudgående varsel, og det splintrede en lille familie, der efter svære oplevelser var kommet på fode igen. Lynet forplantede sig til veninderne fra Nordregårdsskolen, og den voldsomme måde, som Taarnby Kommune valgte at gennemtrumfe flytningen af to småpiger på, fylder stadig meget for flere af klassekammeraterne. Og ikke mindst for deres forældre.

Historien om Lotte og Lisa viser, hvordan børn ikke bliver hørt af kommunen, selv om kommunen hævder, at den varetager barnets tarv. Den viser også, at netværksfamiliepleje, som ellers er bredt accepteret som en foretrukken anbringelsesmetode, kan være svær at håndtere i familier med konflikter – især hvis kommunen manipulerer med børnenes meninger.

I gulstensvillaen bag lufthavnen bor Kirsten Strøbæk, pensioneret efter et langt arbejdsliv som sygeplejerske på Sønderbro Hospital, sammen med datteren Grith, lægesekretær på Vesterbro.

Indtil for fire måneder siden boede også niårige Lisa og 11-årige Lotte i villaen. Her havde pigerne deres eget værelse, siden de i januar 2007 blev anbragt i såkaldt frivillig netværkspleje hos mormor Kirsten og moster Grith, fordi pigernes forældre – som vi her vil kalde for N og S – i årevis har været alkoholiserede og sygdomsramte.

I slutningen af oktober 2009 står pigernes værelse i villaen stadig urørt hen, akkurat som det så ud den mandag eftermiddag i juni, hvor Kirsten og Grith sidste gang så Lotte og Lisa. Det var inden, kommunen med poli­tiets hjælp kørte af sted med dem på vej mod et ukendt mål.

Tårerne løber ned af kinderne på Kirsten, når hun viser rundt i værelset: Der er hesteplakater på væggen, et stort dukkehus står op af endevæggen, på sengen sidder to Build a Bear-bamser, Barbiedukker og Garfieldbøger står opmarcheret på boghylderne, og på skrivebordet ligger en blok, hvor pigerne med store børnebogstaver har skrevet en besked hver.

Øverst har Lotte skrevet: »Lisa er bare så super sød og den bedste lille søster, man kunne ønske sig«.

Nedenunder har Lisa kvitteret: »Tusend tak til Lotte du er også den bedste storesøster«.

»Lotte fik lige taget et foto af vores gamle hund. Her ligger hendes ur, det nåede hun ikke at få med,« snøfter Kirsten.

Hvorfor Lotte og Lisa for næsten fem måneder siden skulle flyttes til en ukendt plejefamilie i Sydsjælland, har Kirsten og Grith aldrig fået nogen forklaring på fra Taarnby Kommune. Selv om de har spurgt og spurgt.
Til gengæld har kommunen givet dem forbud »indtil videre« mod at kontakte pigerne på nogen som helst måde hos deres nye familie. Mormor og moster må hverken sende en sms, ringe eller skrive et brev til pigerne. En planlagt fødselsdag for Lisa ugen efter og en planlagt sommerferie til Østrig i juli måtte aflyses. Taarnby Kommune har dog tilbudt at re­fun­dere de udgifter, Grith havde betalt for togbilletten til Østrig.

Hvordan kunne det nå så vidt? På spisebordet i dagligstuen ligger de dokumenter fra sagen, som det er lykkedes Kirsten og Grith at få i ­akt­ind­sigt fra kommunen. Øverst i stakken ligger et brev, som Kirsten fik i starten af juni. Efter at Taarnby Kommune ikke af egen drift havde kontaktet hende i mere end et år, sendte Familieafdelingen den 3. juni 2009 en indkaldelse til et møde på rådhuset. Mødet skulle finde sted fem dage senere, kl. 11.30 præcis, og emnet var »vedrørende Lotte og Lisas fremtid«. På mødet fik Kirsten og Grith forelagt en firepunktsplan, hvis sidste punkt lød: »Fredag 12/6 kl. 09.45: Familiebehandler [...] kører pigerne op til plejefamilien, og de flytter ind.«

Samtalen på Tårnby rådhus endte kaotisk. Ifølge kommunens lidt ubehjælpsomt formulerede referat kom Kirsten og Grith »i chok«, de blev »rasende«, de slog »hård flere ganger i bordet og nidstirrer« og lavede »barnlige ansigt«.

I sagsmappen noterer kommunen, at »pigerne er glade og vil gerne i plejefamilie, den positive indstillingen kommer helt at fjernes af mormor og moster (...) Det vurderes videre at pigerne kommer til at gå med forskellige tanker som de ikke kan forholde sig til alene. Den planeret ugen med besøg og samtaler, bliver alt for lang venten for pigerne.«

Resultatet blev, at kommunen ringede til politiet. Fra da af gik tingene skævt. Rigtigt skævt.

II

Taarnby Kommune overtræder alt det, der er ­lovens intention. De handler krænkende, nedværdigende og manipulerende over for ­pigerne
Tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen

For tre år siden tog Grith det drastiske skridt at anmelde sin søster N og svogeren S til myndighederne for vanrøgt af Lotte og Lisa. Det skulle senere vise sig at få dramatisk betydning.

Ifølge Taarnby Kommunes optegnelser fra anmeldelsen havde Grith i »den senere tid« ofte passet pigerne, men da hun en onsdag i august 2006 ved 18-tiden skulle aflevere pigerne hos deres forældre – de bor i Kirstens barndomshjem 12 km mod nord i Tårnby – »konstaterer hun straks, at moderen (hendes søster) er stærkt beruset og knapt kan stå på sine egne ben.«

Kommunen kontaktede politiet og sendte en medarbejder, der ved selvsyn kunne observere, at N var »stærkt beruset. Hun har svært ved at holde fokus med øjnene og ved bevægelser er hun ved at vælte.«

Én gang tidligere, i 2005 havde kommunen fået en lignende anonym anmeldelse. Alligevel var det først i januar 2007, at Taarnby Kommune fandt en løsning: Søstrene blev frivilligt netværksanbragt hos deres mormor, hvorefter Grith snart flyttede ind i villaen for at hjælpe til. N, som fortsat har forældremyndigheden, accepterede arrangementet. Ifølge Kirsten var pigerne også før ordningen meget hos hende og Grith, og det var simpelthen årsagen til, at ordningen opstod.

I foråret 2007 tog Kirsten og Grith derfor til Sorø på internatkursus for at gennemgå »Introduktion som plejefamilie/netværksfamilie«, og kommunen arrangerede også, at Kirsten fik tilknyttet en konsulent fra det private firma Fabu. Med hende kunne Kirsten snakke og ’læsse af’ efter behov. At dømme efter notaterne fra samtalerne, som Fabu-konsulenten fik udarbejdet, drejede det sig ofte om lavpraktiske problemer, f.eks. om Taarnby Kommune ville betale tilskud til den megen bilkørsel, som Kirsten og Grith måtte arrangere. De havde nemlig valgt, at pigerne skulle fortsætte i Nordregårdsskolen, som de var startet på i Tårnby.

Det fremgår også af dokumenter i sagen, at kommunen havde overvejelser om en plejefamilie til pigerne, sidste gang i maj 2008. Men som månederne gik og gik godt, gled emnet i baggrunden og blev mindre aktuelt. Da pigerne blev flyttet i juni 2009, kom det som en overraskelse for Fabu-konsulenten, da hun kom hjem fra sommerferie et par uger senere.

I løbet af 2007 og 2008 var det gået støt ned ad bakke for N. Efter flere selvmordsforsøg blev hun indlagt med leverkoma. Det var Kirsten, der orienterede Taarnby Kommune om indlæggelsen. Efter en længere indlæggelse kom N sig. Syg og svag blev hun udskrevet, og gennem efteråret 2007 led hun af krampeanfald og afasi, dvs. talebesvær. I maj 2008 konstaterede lægerne, at N havde en hjernetumor, der blev fjernet operativt under en ny indlæggelse. Efter Kirstens mening blev hendes datter i stigende grad psykotisk, humørsvingende og underligt uinteresseret i sine små piger.

På et eller andet tidspunkt fik N og S aktindsigt i sagen om pigernes anbringelse. Det har Kirsten og Grith aldrig fået, kun delvis, fordi de ikke er part i sagen. Her kunne N læse, hvem der i 2006 havde anmeldt hende til kommunen. Hun kunne også læse, hvad hendes mor og søster havde sagt om hende – og ikke mindst om pigernes far – da kommunen skulle lave en såkaldt § 50-undersøgelse. Altså en vurdering af, om N og S er i stand til at være forældre.

I januar 2007, hvor pigerne flyttede ud til mormor Kirsten, var Taarnby Kommune indstillet på, at pigerne regelmæssigt skulle have samvær med N og S. Det var Kirsten og Grith også indstillede på, især fordi kommunen fandt det vigtigt, at samværet var overvåget af N’s barndomsveninde og grandkusine Lisbet.
I dag erindrer Lisbet samværet på denne måde: »Forældrene var allerede berusede, når vi mødtes (...) Der var aldrig tale om at lege, lave lektier eller andre aktiviteter sammen – forældrene var simpelthen for berusede til at tage sig af dem.«

Efter et stykke tid løb overvågningen ud i sandet, ifølge Kirsten bl.a. fordi grandkusinen fik nyt arbejde. Resultatet var, at pigerne hver onsdag eftermiddag gik fra skolen på egen hånd hen til forældrenes hus, hvorefter Grith hentede dem ved 18-19 tiden og kørte dem hjem til Dragør.

Sidste gang, Taarnby Kommune var på hjemmebesøg hos Kirsten, var i januar 2008. Og sidste gang, kommunen selv henvendte sig, var i maj 2008. For selv om Kirsten flere gange siden henvendte sig til kommunen med sine bekymringer, så var det mest Fabu-konsulenten, som Kirsten i efteråret 2008 og foråret 2009 talte med. Hver gang nævnte Kirsten sin voksende bekymring over det uovervågede samvær. Hun var urolig for, hvordan pigernes far ville reagere, hvis N fik et krampeanfald en eftermiddag, når pigerne var på besøg. Hvis det skete, havde hun instrueret pigerne om straks at ringe til Grith, som så ville hente dem.

III

De kan give ­ubetinget kærlighed til ­barnet fra starten. De skal ­ikke først lære det at kende ­eller lære at elske det
Marianne Folden, faglig ­leder af Fabu, om styrken ved ­netværkspleje, november 2007

Efter flytningen til Dragør i starten af 2007 blomstrede pigerne op, at dømme efter hvad forældre til pigernes klassekammerater senere har beskrevet. Forældreparret Gitte og Ole Andresen, hvis datter Katja siden skolestart havde været perleveninde med Lotte, altså også da Lotte boede i Tårnby, har i et brev til kommunen beskrevet deres oplevelse således: »Vi konstaterede hurtigt en positiv ændring i Lottes adfærd. Hun virkede mere smilende og glad, ligesom hun var mere åben over for sine klassekammerater og andre mennesker.«

En lignende vurdering af begge søstre har 32 forældre til pigerne i både Lottes og Lisas klasser på Nordregårdsskolen tilsluttet sig i et brev sendt til Tårnbys borgmester: »De sidste par år har de under deres mormors og mosters beskyttende vinger udviklet sig meget«, og »vi har den klare opfattelse, at pigerne sammen med deres mormor og moster fungerer som en god, fastsammentømret familie.«

Også grandkusinen er enig: »Jeg har gennem hele dette forløb altid opfattet mormor og moster som de absolut bedste til at tage vare på pigerne,« skrev hun senere i et brev til kommunen.

En onsdag eftermiddag midt i maj 2009 opstod den situation, Kirsten havde frygtet og advaret mod. Ifølge pigernes referat til Kirsten, var N »mærkelig og underlig«, indtil hun faldt bevidstløst om med stærke kramper. Hun var indlagt i seks dage. Inden Grith ved 19.30-tiden skulle hente dem, fik faren ringet efter en ambulance. Derefter sendte han sine piger ud i forhaven. Her stod de, da Grith kom med bilen.

Næste dag orienterede Kirsten Taarnby Kommune om pigernes oplevelse. I dag mener hun, at det må være dét, som har fået sagen til at rulle.

»Nu må I gøre noget ved det samvær, sagde jeg. Men socialrådgiveren i Familie­afdelingen, som havde været på barselsorlov, anede ikke, hvad jeg snakkede om, men det ville hun undersøge,« genkalder Kirsten sig samtalen. Hun ringede også til Fabu-konsulenten. Måske var det dét, som fik Taarnby Kommune til at finde hele sagen frem for at se på den med friske øjne.

I hvert fald skrev Fabu-konsulenten – efter Kirstens referat og uden selv at have talt med pigerne – til kommunen: »Begge børn har reageret ret voldsomt. Lisa, som ellers aldrig græder, har grædt og været meget ulykkelig og bange. Begge børn har været meget rystede og hjemme fra skole dagen efter for at falde til ro (...) det er vigtigt, at forvaltningen kender til denne situation.«

To uger efter fik Kirsten og Grith en indkaldelse til en samtale på rådhuset den 8. juni kl. 11.30 præcis. Emnet var pigernes fremtid.

IV

Det river mig i ­hjertet. Jeg kommer til at tude hver gang, jeg tænker på ­sagen. Måske er det bedre, at du taler med min mand
Gitte Andresen, mor til Katja i Lottes tidligere klasse

Mandag den 8. juni havde Grith som sædvanlig pakket pigernes skoletasker og smurt madpakkerne. Hun havde også aftalt med Lotte, at de om eftermiddagen skulle købe det kaninbur, som Lisa ønskede sig til sin fødselsdag ugen efter.

Tidligt på dagen blev både Lotte og Lisa sammen med deres klasselærere taget ud af klassen og fulgt op på skoleinspektørens kontor på Nordregårdsskolen. På kontoret sad socialrådgiveren og den kvinde, som i et af sagens mange dokumenter omtales som kommunens ’familiebehandler’. De tilbød pigerne – ifølge hvad Lotte fortalte til Katja og senere samme dag til Katjas mor Gitte – chokolade og viste dem fotos af »deres nye familie«. Pigerne blev også spurgt, om ikke de kunne tænke sig at bo der.

Efter skoletid gik Lotte og de andre piger fra 4. b hjem til Katja, hvor Gitte var hjemme. Hun troede ikke på det i starten, men pigerne var så skræmte, at alvoren snart gik op for hende.

»Det var ret voldsomt, det Lotte og pigerne havde været ude for, at hun nu skulle flytte til et ukendt sted. Så de var kede af det,« fortæller Gitte i dag.

»Den mandag og alt det, der skete senere den dag, fylder stadig meget hos os,« fortæller hun. »Katja og Lotte var perleveninder, som 11-årige piger nu kan være, så jo, pigerne savner Lotte. Det gjorde de, og det gør de,« siger Gitte, der har svært ved at tale mere om sagen: »Det er så frygteligt. Jeg bliver så berørt og ked af det, at jeg ikke kan holde ud at tale med Kirsten og Grith.«

Samme formiddag havde Kirsten og Grith kl. 11.30 været til samtalen på Tårnby rådhus, den samtale som endte kaotisk. I Familieafdelingens kontor på første sal sad socialrådgiveren og familiebehandleren. Hende havde Kirsten og Grith aldrig set tidligere.

Ifølge Kirsten tog familiebehandleren allerede fra mødets start fire-punktsplanen frem med beslutningen om allerede fredag at flytte pigerne. Når Kirsten spurgte, om pigerne ikke først skulle spørges, og hvad de ville mene, var svaret: Det er de blevet. Og de glæder sig allerede.

Ifølge kommunens referat blev mormoren og mosteren til sidst spurgt, »om de vil samarbejde og støtte pigerne i at komme i plejefamilie. Nej, det vil vi aldrig, siger begge to, og forlader lokalet.« Grith husker mødets slutning anderledes. Hun medgiver, at Kirsten bare gik, men det gjorde hun ikke: »Selv om jeg var fuldstændig i chok, gav jeg hånd og sagde farvel, og vi ses i morgen.«

V

Jeg har efter mine fem år som socialrådgiver i ­København aldrig været ude for en så uprofessionel og ufaglig anbringelse. Det er helt utilstedeligt
Projektleder Jette ­Wilhelmsen, Børns Vilkår

Efter mødet på rådhuset kørte Kirsten og Girth til Nordregårdsskolen. Kirsten husker, at skoleinspektøren sagde, at hun havde krævet, at klasselæreren skulle med til samtalen på kontoret. Pigerne skulle ikke være helt alene, når de snakkede med de to damer fra Familieafdelingen, som de ikke kendte i forvejen.

Da Kirsten og Grith hentede Lisa i fritidshjemmet, var hun »som en snurretop«, husker Grith. »Hun var hyperaktiv. Hun fortalte igen og igen, hvad de to havde sagt om plejefamilien: At de havde en hund, at de var kreative, og at pigerne ville få en storesøster... Vi anede ikke, hvad vi skulle sige, vi var selv i chok.«

Mens Kirsten i panik ringede rundt til venner og nogle af klassekammeraternes forældre, gik Grith en tur ned ad villavejen med Lisa. Det var der, hun så politibilen komme. Politibilen kørte hen til dem, og de blev fulgt tilbage til huset, hvor socialrådgiveren og familiebehandleren stod udenfor. De ville omgående have at vide, hvor Lotte var. Da Grith ikke ville have, at Lotte skulle hentes hos Katja af to mandlige betjente i uniform, kørte hun selv af sted. Det fik politiet til over deres radio at efterlyse en blå Fiat Punto og nummerpladen til andre politibiler, husker Kirsten.

På vej hjem i bilen til Dragør græd Lotte, erindrer Grith. I dag fatter hun ikke, hvordan hun overhovedet var i stand til at køre.

I Dragør var flere af Kirstens og Griths venner kommet til. Alle snakkede i munden på hinanden, og Kirsten var tæt på et nervesammenbrud og var gået på toilettet. Hun fik ikke sagt farvel til Lisa, der blev taget ud i familiebehandlerens bil. Da Lotte kom, fik hun få minutter på værelset til at tage, hvad hun lige kunne finde på. Hun lod sit hjertevenindesmykke, sit ur og sin dagbog ligge og tog kun et indrammet foto af bokserhunden Samson. Så blev hun taget med ud i bilen. Hende fik Kirsten lov til at give et kram på dørtærsklen. »Hun var som en stenstøtte,« husker mormoren.

Siden har Kirsten og Grith ikke set eller talt med pigerne. Men de har fået et brev.

VI

Lisa fortæller at hun ikke rigtig tænker på mormor og Grit (...) Lotte ­fortæller at hun ikke rigtig tænker særlig meget på ­mormor og Grit og har først lyst til at se dem, når de er ’faldet lidt ned’
Familiebehandleren fra ­Taarnby Kommune, 13. august 2009

En gang har Grith sendt en mms til Lotte på hendes 11 års fødselsdag i starten af august. En anden gang har hun en sen aften ringet til begge pigernes mobil, bare for at høre deres stemmer på telefonsvareren.
Det eneste, Kirsten og Grith har hørt fra pigerne, er en håndskrevet fødselsdagshilsen fra Lisa. Den kom midt i august: »Vi har været her i to måneder og tre dage. Og jeg savner jer (...) Min fødselsdag er gået fint. jeg ville gerne ha’ haft i var med (...) jeg håber i har det godt og i for det godt. Og mange gange tillykke til jer begge to. De kærligste hilsner Lisa«

Fem dage senere fik Kirsten endnu et brev, denne gang fra kommunen. Det var en indkaldelse til en samtale med socialrådgiveren og lederen af Familieafdelingen. »Formålet med samtalen er: orientering omkring status og fremadrettet perspektiv for børnene«, skrev socialrådgiveren.

Kirsten husker, at hun på rådhuset blev mødt af »to kampberedte og tydeligt nervøse personer.« På mødet fremlagde afdelingslederen to små sedler med familiebehandlerens indtryk efter at have besøgt pigerne hos plejefamilien et par dage forinden: »Lisa kommer mig glad i møde (...) Lisa fortæller det går fint i plejefamilien, at hun godt kan lide at være der (...) hun er mere glad hos plejefamilien, end da hun var hjemme hos mormor og Grit.« Om Lotte skrev konsulenten bl.a., at »hun godt kan lide at være i plejefamilien og at hun har det bedre her, end hos mormor og Grit. Lotte virker glad og fremstår som en meget lettet pige.«

Derefter blev Kirsten og Grith truet med politiet, hvis de blev ved med at kontakte pigerne, siger de.
Det nærmeste, Kirsten og Grith er kommet en forklaring, står i et afslag fra Familieafdelingen i forbindelse med den aflyste Østrigsrejse: »Familieafdelingen handler efter pigernes eget ønske og behov. Lotte og Lisa har ikke udtrykt ønske om at kontakte, mødes eller tage på ferie med mormor og moster. Lotte og Lisas mor og far ønsker ikke at pigerne skal have samvær med mormor og moster.«

VII

Forinden ­kommunalbestyrelsen ­træffer afgørelse om en ­foranstaltning, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom
Fra § 48 i Serviceloven

Forvaltningschef Mogens Weber fra Taarnby Kommune vil ikke udtale sig om en konkret personsag som Lottes og Lisas. Han vil ikke forklare, hvorfor kommunen flytter to piger fra et hjem, hvor de trives. Weber vil dog gerne sige cirka det samme, som han tidligere har sagt til Amagerbladet: »Det altafgørende for os er børnenes tarv i de sager, vi håndterer.«

Han vil også gerne tilføje, at kommunen »har en forpligtelse til at samarbejde med dem, der har forældremyndigheden. Vi tager hensyn til børnene, ikke til de voksne. Vi går virkelig ind og vurderer barnets tarv, det er vi utrolig bevidste om, og vi er meget grundige omkring det,« pointerer forvaltningschefen.
Det er faldet andre for brystet, at Taarnby Kommune ikke forud for den 8. juni har talt med Lotte og Lisa om deres situation, og hvor de gerne vil være. At lokke børn med slik for at få dem til at acceptere en i realiteten allerede truffen beslutning forarger Per Schultz Jørgensen, der er tidligere formand for Børnerådet. Kommunens overtrædelser har fået ham til at klage til Ankestyrelsen.

»Det er ikke ret tit, at jeg klager til Ankestyrelsen i forbindelse med de sager, jeg kommer i berøring med. Men her har jeg gjort det, fordi myndighederne klart er gået imod pigernes interesse. Ankestyrelsen må sørge for, at pigerne kommer til at tale med en uvildig part om, hvor de helst vil bo. Det handler om Børnekonventionens artikel 12, og hele den nyere danske lovgivning indskærper netop børnenes retssikkerhed. Derfor må Ankestyrelsen træde i karakter.«

Han forstår ikke den hast eller den voldsomhed, som Taarnby Kommune gennemfører flytningen af pigerne med. »Mormoren har jo ikke begået overgreb, så hvad kan grunden være? Jeg fatter det ikke, men det er krænkende, nedværdigende og manipulerende over for pigerne. Det er en ringeagt for de børns integritet, og det er slet ikke i lovens ånd, men dybt kritisabelt,« siger Per Schultz Jørgensen og tilføjer:

»Det er frygteligt, at den slags kan finde sted i vores demokrati. Tænk at man bryder de bånd, som de to piger har udviklet til deres mormor og moster, uden at de forinden bliver hørt.«

At Taarnby Kommune henviser til, at pigernes forældre ikke ønsker samvær med mormor og moster, afviser Per Schultz Jørgensen. Det kan ikke være afgørende: »Kommunen er ikke forpligtet til at lytte til forældrene. De skal derimod lytte til børnene, det står i loven. Når moren ikke har kunne løfte opgaven som forældre, er det urimeligt, at børnene skal betale en pris for hendes eventuelle hævntørst.«

Lektor Simon Thorbek fra Den Sociale Højskole i København er enig i, at kommunen har brudt loven: »Ja, kommunen har pligt efter servicelovens § 48 til at have en samtale med barnet, før der træffes afgørelse. Og barnets synspunkter skal tillægges passende vægt. Sagsforløbet er absurd, når man tænker på, at kommunen skal sikre kontinuitet i barnets liv.«

Også projektleder Jette Wilhelmsen fra Børns Vilkår er oprørt. Hun har tidligere arbejdet næsten fem år som socialrådgiver i Københavns Kommune og selv håndteret tunge sager om tvangsfjernelse, men hun er aldrig stødt på en sag, hvor en kommune har handlet så uprofessionelt og så usagligt som Lottes og Lisas.
»Det er helt, helt utilstedeligt. Hvis man fjerner børn på denne her måde, så er det fordi, der er fare for deres liv. Børn skal være i absolut fare, ellers gør man det bare ikke sådan,« siger hun.

Dansk Socialrådgiverforbund har i juni 2009 oplyst til Lokalavisen Amager, at der i Taarnby Kommune i 2007-08 konstant har været ubesatte socialrådgiverstillinger i familieafdelingen, lige som der har været stor udskiftning i personalet.

Alt sammen preller af på Weber: »Helt generelt mener jeg, at Taarnby Kommune lever op til paragraf 48 i serviceloven. Det ved jeg, at vi gør. Og vi er meget, meget opmærksomme på barnets tarv, både på den korte bane og på den lange bane.« Han advarer mod en forenklet vinkling, som han ofte mener at se i medierne, »fordi det handler om at sælge et produkt.«

»Vi har den rolle, at vi ikke kan udtale os, så derfor er det ikke altid ordentligt, hvad der skrives. Somme tider bliver vi fanget lidt ind af, at det kun er en side, der kommer i medierne.«

Information har sendt artiklen til Mogens Weber til gennemlæsning for at stille to spørgsmål:
- Mener du, at der i kommunens sag er oplysninger om Kirsten og Grith, der – selv om de ikke kan røbes – ville få læsere af artiklen til at ændre opfattelse af det beskrevne forløb?

»Jeg kan konstatere, at der er faktuelle fejl i beskrivelsen af sagen og sagsforløbet, hvilket måske kan bero på, at Information ikke har fået indsigt i alle udleverede dokumenter. Jeg vil gerne understrege, at der ikke er tale om en tvangssag, hvilket man fejlagtigt kan få opfattelse af ved at læse partsindlægget. Pigerne er placeret i en plejefamilie i et samarbejde med og efter aftale med indehaverne af forældremyndigheden.«

- Synes du, efter at have læst artiklen, at den er for enkelt vinklet?

»Med hensyn til vinklingen af artiklen, havde jeg ikke ventet den stil fra Information,« svarer Mogens Weber i en mail.

Mere vil han ikke sige.

Kirsten og Grith har via advokat Jytte Thorbek klaget til Anke­styrelsen bilagt støtte­erklæringer fra klasse­kammeraternes forældre. Derudover har Børns Vilkår sammen med Per Schultz Jørgensen klaget. Det vides ikke, om styrelsen vil behandle klagerne

Denne artikel baserer sig på interviews med Kirsten og Grith, forældre på Nordregårdsskolen, Børns Vilkår, Per Schultz Jørgensen samt forskellige af sagens mange dokumenter. Det har ikke været muligt at få den private organisation Fabu eller Familieafdelingen i Taarnby Kommune eller pigernes forældre til at udtale sig konkret om flytningen af Lotte og Lisa. Pigernes navne er ændret af redaktionen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sur røv for ungerne og deres moster og mormor, men sagen hænger desværre nok sammen, selvom alle protesterer.

Problemet er jo nemlig, at moster og mormor var for hensynsfulde, og lod forældremyndigheden blive hos forældrene, - dermed er der ikke tale om en egentlig tvangsfjernelse, men om anbringelse efter forældrenes anmodning.

At kommunen har valgt denne løsning er ret naturligt, - det er jo højst sandsynligt den administrativt mindst krævende.

At moster og mormor i sin tid ikke krævede forældrene fradømt forældreretten er også forståeligt, - der er grænser for hvor hårdt man kan forlange at et almindeligt menneske skal opføre sig mod sine medmennesker, - familie eller ej.

Så kernen er nok, at kommunen vælger den administrativt nemmeste løsning. Mon ikke moren og faren (efter aktindsigten) afviser at lade pigerne blive hos moster og mormor? Hvis kommunen ønsker at gå imod forældrene, og lade pigerne blive hos moster og mormor, så skal de køre en sag for at få fradømt forældrene deres forældreret, mens en anbringelse et andet sted løser det problem, og stadig sikrer at børnen ikke er hos forældrene.

Jeg tror, at hvis mor og moster har nogen chance, så må den ligge i at kræve forældrene fradømt deres forældreret og derefter at kræve den nuværende anbringelse reevalueret, og i den forbindelse påstå sig selv som det bedste anbringelsesalternativ.

Uanset om en klagesag mod kommunen vindes eller ej, vil den trække sagen i langdrag, fordi en kommune har råd til at forsvare sig. Og selvom sagen evt. vindes, vil man bagefter stå i en situation hvor man skal kæmpe for at få lov til at have børnene, og der vil man muligvis stå overfor den nuværende plejefamilie som modstandere.

Barnets tarv må være den korteste vej til en afgørelse.

Det står i papirerne. Sådan og sådan. Værsgo. Der er ikke noget at komme efter. Nervegas og dumdumkugler. Hele Danmark slutter op bag Lars Løkke. Død over de vantro. Og Halleluja. Amen.

Tragisk historie.

Det vigtigste er naturligvis børnenes tarv,
men for mig at se, befinder vi os på en glidebane,
hvor børn i stigende grad opfattes som:
Statens ejendom.

Lotte og Lisa, mormor og søster skulle ha´haft opbakning fra kommunen....Suk.

Sven Karlsen: "Jeg tror, at hvis mor og moster har nogen chance, så må den ligge i at kræve forældrene fradømt deres forældreret og derefter at kræve den nuværende anbringelse reevalueret, og i den forbindelse påstå sig selv som det bedste anbringelsesalternativ."

Ja, det er nok kernen i sagen. Men kan muligvis kun effektueres, hvis forældrene fratages forældremyndigheden. Kommunens forsømmelser er dog tydelige, bl.a. har de ikke -hvis sagen er korrekt fremstillet- i tilstrækkelig grad inddraget børnenes opfattelse i sagen. Endvidere fremstår de - ganske vist løsrevne- citater fra sagsakterne ualmindeligt dårligt formuleret.

At sagen skulle være et ekesempel på, at vi" alle er statens ejendom" er noget vrøvl. Staten har jo ikke været indblandet!

Kommuner i Danmark er skam ikke selvstændige i stil med staterne i USA eller delstaterne i Tyskland. En overvældende procentdel af "historierne" i medierne handler jo netop om kommuner, der ikke vil eller evner at leve op til statsmagtens krav. Det minder mest af alt om Napoleonstidens Frankrig med en total, altomfattende central styring, hvor skruen hele tiden får en ekstra omdrejning. Kommunerne har udtrykkeligt fået besked ovenfra på at fjerne flere børn uden at hæve skatten..

Dorte Sørensen

En anden ting der bør tages med er, at viden på området blev spredt ved Strukturreformen, hvor den enkelte kommune fik hele ansvaret i disse sager . Ligeledes er en anbringelse en dyr opgave for en kommune og da Løkke Rasmussen nægtede at få fortaget en økonomiskvurdering af Strukturreformen fik kommunerne ikke de nødvendige penge med.

Dorthe Josephsen

Man gjorde - og gør - børn fortræd!
Er der nogen der ved, udover en tilfældig "familiebehandler", hvordan de piger har det? Frarøvet deres nære omsorgspersoner, skole og kammerater?
Ligemeget hvilken vinkel, man ser den sag fra, er der kun én taber, nemlig børnene. Jeg bliver trekvart rødglødende, når forvaltningschefen udtaler, at "barnets tarv" er det vigtigste. Aldrig er et udtryk blevet så misbrugt som netop dette!
Hr Weber + mange flere i det selskab: Gid i må få mareridt om natten på grund af alle de børneskæbner, I har på samvittigheden!
Dette blot et fromt ønske, da jeg håber, der findes en eller anden form for retfærdighed et eller andet sted i universet.

Indenfor tortur er forflyttelse en anvendt metode.

Hver gang offeret har lært at forstå sine omgivelser, såsom lyde, lugte, kort sagt sansningen, så forflyttes offeret igen.

Stress, angst, aggression fra manglende kontrol og forståelse, koncentrationsbesvær, søvnløshed, o.s.v....

Offeret vil til sidst bryde sammen, og reaktionen er destruktion, udadtil eller indadtil.

Dermed er torturen fuldbragt.

Vedrørende eksterne links

Jeg må gøre debattørerne opmærksom på at det ikke er tilladt at bruge Informations debatsider til at gøre reklame for interesseorganisationer, og at links, der ikke bringes for at understøtte specifikke argumenter i debatten, vil blive fjernet

Debatvært
Espen Fyhrie

Hvor er det godt, at der tages en debat om sagsbehandlerens rolle i familiesager. Jeg har selv været hos en "familieterapeut", da min eks og jeg gik fra hinanden. Hun legede psykolog med os, havde samtaler med børnen, og jonglerede med floskler uden mening. Hun var i den grad ensidig i sin holdning til skilsmisser, og sagde at det altid var decideret skadeligt for børn at være en uge hos far og mor på skift. Der skal være en uddannet psykolog med på det hold, som vurderer disse sager. Sagsbehandlere er ikke uddannede til at varetage dette hverv. Der er flere eksempler; "Informations" reportage ovenfor er et af de værste eksempler. Spørgsmålet er om deres tillid til deres medmennesker kan genoprettes.