Læsetid: 3 min.

V ønsker vetoret over for EU's udlændingeregler

Oppositionen forbeholder sig ret til at ændre på dansk udlændinge- og flygtningepolitik, hvis den får magten efter en eventuel ændring af retsforbeholdet. Det kan spænde ben for en folkeafstemning
25. november 2009

»Der kommer ingen garantier fra os.«

Så klar er udmeldingen fra SF's EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, inden partiformand Villy Søvndal i dag sammen med de andre partiformænd i Folketinget sætter sig ned for at diskutere de danske EU-forbehold sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Problemet er retsforbeholdet, som er det forbehold, de fleste partier i øjeblikket finder vigtigst at få fjernet. Det skyldes, at Lissabontraktaten, der træder i kraft 1. december, afskærer Danmark fra centrale dele af EU-samarbejdet. Blandt andet politiindsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet, bekæmpelsen af børneporno, menneskesmugling, økonomisk kriminalitet og terrorbekæmpelse.

Men også asyl- og immigrationspolitikken hører under retsforbeholdet, og det er dét, der er kernen.

Hvis man fjerner retsforbeholdet helt, kan Danmark nemlig ikke opretholde sin politik på dette område, som er mere restriktiv end andre EU-landes, men vil blive tvunget til at følge EU-reglerne. Derfor går regeringen efter den løsning, som Anders Fogh Rasmussen sørgede for at få som en mulighed, da han forhandlede Lissabontraktaten.

Dengang blev det skrevet ind, at Danmark på linje med Storbritannien og Irland kan vælge at få en såkaldt tilvalgsmodel. Det vil sige, at vi kan vælge at være med på de områder, vi ønsker, men sige nej til de områder, vi ikke ønsker at være med i - typisk asyl- og immigrationspolitikken.

Vælger man én gang at være med i et område, kan man ikke senere ændre mening, til gengæld kan man altid tiltræde et politikområde, som man fra starten sagde nej til at være med i - og gør man det, så fanger bordet for altid.

Skrækscenarie

Det er her, problemet om afskaffelsen af retsforbeholdet ligger. For dermed kan regeringen ikke garantere, at et nyt politisk flertal vil afholde sig fra at gå med i nogle af de områder, som det nuværende VKO-flertal ikke ønsker, Danmark skal være en del af. F.eks. familiesammenføringsreglerne, hvor 24-årsreglen vil komme til at ryge til fordel for en 21-årsregel.

»Det er lige præcis det, der er humlen. det er én af grundene til, at vi ønsker, at forbeholdet skal bevares, og det vil vi selvfølgelig bruge i en valgkamp,« lyder det fra Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen.

Dermed bekræfter hun regeringens skrækscenarie: At tiden op til en folkeafstemning om forbeholdet primært vil komme til at handle om flygtninge- og udlændingepolitik, og at man dermed får et nej til tilvalgsmodellen. For så vil der gå rigtig mange år, før forbeholdet igen kan sendes til afstemning, og Danmark vil helt og aldeles blive hægtet af det retslige samarbejde i EU.

Politisk aftale

Derfor går Venstre efter at få en politisk aftale om, at alle partier får vetoret i forhold til, hvilke lovforslag de vil tilslutte sig. Uanset om de sidder i opposition eller i regering. Ellers kan der være mere mening i at vente med en folkeafstemning.

»At det er en betingelse for os, er en skarp formulering, men det er i hvert fald noget af det, vi stiler efter,« siger Michael Aastrup Jensen, EU-ordfører for Venstre.

Men SF vil altså ikke være med til sådan en aftale.

»Det, at give partier vetoret, synes vi, er dybt udemokratisk, og det vil vi ikke acceptere,« siger Anne Grete Holmsgaard.

Hos de radikale har man samme holdning.

»Jeg synes, det ville være underligt at binde et kommende folketing, hvis sammensætning vi overhovedet ikke kender, op på, at seks ud af syv partier skal være med i en fest, for at der sker noget. Det ville være mærkeligt og ikke særligt demokratisk,« siger de radikales partileder, Margrethe Vestager.

Heller ikke Socialdemokratiet er meget for at binde sig til en politisk aftale, som i så fald skal løbe lige så længe, Lissabontraktaten gælder.

»Vi møder ikke op til et møde med ultimative krav, og det går vi heller ikke ud fra, at Venstre gør. Men vi synes da, at der er noget sundt i at sige, at det er folketingsflertallet, der bestemmer Danmarks asyl- og indvandrerpolitik, og det skal det også være efter en afstemning om retsforbeholdet,« siger EU-ordfører Kim Mortensen (S).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hørte i P1-morgen, at R,S og SF ville møde op med et fælles krav om at sende forsvars og retsforbeholdet til folkeafstemning til marts 2010 og der skulle kunne stemmes ja eller nej til begge spørgsmål hver for sig.

Det ville klæ´regeringen,
en gang for alle at melde klart ud,
om den overhovedet ønsker, at være medlem af EU.
Hvoffor være medlem, af en forening,
når man altid sidder og surmuler ovre i hjørnet,
sammen med DF?

Sådan som der er langt op til at forbeholdet bliver afskaffet nu, især det retspolitiske stemmer jeg 'nej' fordi jeg ikke vil finde mig i at VOK stadigvæk vil opretholde en strammere dansk udlændinge-politik end andre europæiske lande.

jamen, er problemet ikke det enkle, at EU har sørget for, at man kun kan melde sig ind, men kun særdeles broklet ud?

Naturligvis har DK afgivet suverænitet til EU. Og det er vel hvad der ligger til grund for den udbredte EU-skepsis. Især hvad angår forbeholdene. Altså at der ikke er nogen vej ud, såfremt der opstår dårlige erfaringer med en afskaffelse af forbeholdene. At den danske suverænitet skulle "ønske" særlige vilkår, ligger ret langt ude i hampen. Enten har vi noget at skulle have sagt overfor EU - eller osse' har vi ikke. Desværre er det nok det sidste scenarie, som får gyldighed. EU er med andre ord en politisk drøm, som blot fortsætter opbygningen af tilsvarende konstruktioner som Kina og USA. Men rent ud sagt: har vi gode erfaringer med den slags konstruktioner? Næh...

Hvorfor i alverden er det blevet politisk fähigt enøjigt at gå efter en ny verdenskonstruktion, der blot er i stand til at pushe magt? Og ikke så meget mere. Det er rent ud sagt en vanvittig politisk drøm, som ikke er særligt gennentænkt. Magt fører konflikter med sig, men det er ikke klodens største problemer. Det er derimod klimaet, befolkningstilvæksten og tabet af biodiversitet. Politikerne løber efter egne megalomane drømme, snarere end efter de krævede absolutte løsninger på fortidens synder på udnyttelsen af ressourcer. Det virker faktisk som om, at det politiske segment er mere interesseret i sig selv end i de reale problemer, som udviklingen står over for. Så venligst se jer selv i spejlet på det afgørende politiske niveau. Og husk så lige på, at end ikke spejlet viser nakken...

Med venlig hilsen