Baggrund
Læsetid: 2 min.

Her er 'Årets Logredyr'

Venstres integrations-ordfører, Karsten Lauritzen, vover ikke at bjæffe ad Dansk Folkepartis etniske opgejlning
Indland
4. december 2009
Venstres integrations-ordfører, Karsten Lauritzen, vover ikke at bjæffe ad Dansk Folkepartis etniske opgejlning

Her op imod jul er det skik, at man kårer personer, der i årets løb har gjort sig bemærket ved særlig indsats. Her er forslag til nye kategorier: 'Årets Bangebuks', 'Årets Skvatmikkel', 'Årets Logredyr'. Fælles for dem er, at partiet Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, kan nomineres i dem alle. Han har udvist en markant mangel på mod.

Sagen handler om mina- reter - de høje, slanke tårn, der kan sættes på moskeer. Dem fik Dansk Folkepartis schweiziske søsterparti forbudt ved en folkeafstemning sidste weekend. Det fik den nederlandske opvigler Geert Wilders til at forlange en tilsvarende afstemning i Holland og en jublende Pia Kjærsgaard til at kræve det samme i Danmark.

Babuh, babuh, ringede nyhedsbureauet Ritzau rundt til de politiske partiers ordførere. Og hvor kraftfuldt kunne Venstres integrations- ordfører, Karsten Lauritzen, mande sig op til at undsige Dansk Folkeparti?

Lauritzen pippede ængsteligt: »Vi lovgiver ikke i Danmark om enkelte bygninger. Og så er der nogle, der vil mene, at det er en begrænsning af religionsfriheden. Jeg siger ikke, at det er det, men det er et element i sagen.«

Uden bjæf og bid

Hvor skvattet kan det blive? Og så fra et parti, der førhen med bjæf og bid har værnet om religionsfrihed.

En nærmere granskning af Lauritzens udsagn udstiller dets ynk.

»Vi lovgiver ikke i Danmark om enkelte bygninger.«

Det var som satan! Allerede i 1856 vedtog Folketinget en byggelov for København. Og i de 150 efterfølgende år er reguleringen af den enkelte bygning strammet - hvad enhver byggende bygherre vil have mærket på sit eget hus.

»Og så er der nogle, der vil mene, at det er en begrænsning af religionsfriheden.«

Hvem er disse »nogle«? Kunne det tænkes at være dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Det har den schweiziske regering i hvert fald på forhånd forudset i sine advarsler mod at stemme for forbuddet mod minareter.

Men uh, nej. Karsten Lauritzen kan ikke få øje på nogen begrænsning af religionsfriheden: »Jeg siger ikke, at det er det.«

Tænk, noget så sjældent som en politisk ordfører, der udtrykkeligt gør opmærksom på, at han ikke siger noget.

Hvor hundsk underdanig kan Venstre gøre sig over for Dansk Folkeparti? Årets gave til Karsten Lauritzen bør være en hundekurv, han kan hoppe op og logre i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Holm Knudsen

Ja Karsten Lauritzen er virkelig en af Venstres mange nulliteter.

Heinrich R. Jørgensen

Det, Karsten Lauritzen er citeret for, er bestemt meget vattet.

Men måske er det ikke helt så tåbeligt som det tager sig ud? De fleste gange V og K bombastisk melder ud, at DF's forslag ingen gang kan have på jord, pga. principper, viser erfaringerne, at det er vand på DF's mølle, og at V og K bliver tvunget til at æde deres ord, og velvilligt lade DF få sin vilje.

Måske forsøger Karsten Lauritzen, på sin lidt hvalpede facon, blot at lade være med at puste til den ildspåsættelse Pia K og konsorter ønsker skal tage fat?

Per Holm Knudsen

@ Heinrich R. Jørgensen

Ja man skal jo tænke det bedste om sine medmennesker, men når man nu ofte har hørt ham udtale sig lige så dumt i radiodebatter, så kommer man nok ikke uden om, at han er en nullitet.

Heinrich R. Jørgensen

Per Holm Knudsen:
"Ja man skal jo tænke det bedste om sine medmennesker"

Det synes jeg naturligvis er et godt princip, selv om det ofte holder ganske hårdt med at leve op til det ;-)

Karsten Lauritzen er ikke min kop te, og videre opvakt virker den unge mand bestemt ikke til at være.

Men i modsætning til sine mange forgængere på posten som politisk ordfører for partiet Venstre, udmærker han sig dog ved ikke at give den fuld skrue med skinger og rablende demagogi. Den unge mand er anderledes afdæmpet, hvilket man vel har lov til at håbe på, skyldes at al anstændighed endnu ikke har forladt hans unge sind?

Et andet sundt princip, er i øvrigt, at man skal tage de forsvarsløse i forsvar. Lidt "benefit of the doubt" kan jeg godt unde Karsten Lauritzen... :-)

Heinrich

Jeg er enig med dig, han er jo værgeløs og fotografen driver gæk med ham.
Det kræver jo et ordentligt skæg at bære den hovedbeklædning. Et decideret slag under bæltestedet.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Mosbak:
"Et decideret slag under bæltestedet."

En billig omgang mobning. Det er langt, langt under David Rehling sædvanlige niveau.

Heinrich R. Jørgensen

* Rehlings

Det er simpelthen det billede der gør udslaget - man får helt ondt af ham.
Hvis jeg mødte ham på Christiansborgs gange i den mundering, ville jeg tro han var blevet væk fra sin gymnasieklasse under en rundvisning, eller måske var det en af disse autonome "lømler" i forklædning.

;-)

Inger Sundsvald

Hver gang Peter Christensen troner frem på skærmen tror jeg at han er medlem af DF. Det er muligvis fordomme der styrer min opfattelse?

Mjah, tonen i artiklen har vel naturligt fremkaldt en række af kommentarerne. Men rolig nu! Denne unge mand skal såmænd nok finde sine egne ben en skønne dag. Især såfremt det lykkes at lukke offentligheden helt ude af Christiansborg, sådan som tendensen er idag. Denne irriterende offentlighed og dens ufølsomme kommentarer :-)...

Får én til at tænke på "Blackadder" og episoden omkring valget i "The Rotten Bourough"...

Med venlig hilsen