Kommentar
Læsetid: 4 min.

Danmark tør ikke se Kina i øjnene

Klimakonferencen blev en brat opvågnen for Danmark, der har foretrukket at betragte Kina som et lidt ubetydeligt land. Regeringens Tibet-notat var ikke et forræderi, men tegn på en gryende erkendelse af, hvor vigtig Kina er - også for Danmark og EU
Indland
28. december 2009

Danskerne elsker at blæse og have mel i munden. Før globaliseringen, kunne vi sige ét herhjemme og gøre noget andet i udlandet. Eller vi kunne regne med at være så små, at andre ikke gad reagere på vores selvmodsigende politik. At være et lille land har dog aldrig forhindret os i at forestille os som stormagt. En del gange ramte vi så frontalt ind i virkeligheden, kom i krige, der var over vores liga, og tabte dele af det hidtidige territorium til nabolandene.

I dag udøver vi denne stormagtsmentalitet lidt mere forsigtigt: Vi stiller os gerne på den stærkes side og føler en grænseløs moralsk overlegenhed over resten.

Vores politik i Tibet-spørgsmålet har afspejlet begge dele. Så længe USA, med dets ét-Kina-politik, ikke mødtes med Dalai Lama, gjorde vi det heller ikke. Da de begyndte at mødes med ham i 1990'erne, gjorde vi det også. Hvad angår moralsk overlegenhed kritiserede vi med rette Beijings politik i den Tibetanske Autonome Region, men desværre på basis af rene karikaturer af Kina og af kinesisk og tibetansk historie. Allerede af den grund havde vores ord ringe vægt hos den kinesiske side.

Mange advarselssignaler

Måske er det karikaturen, der har forhindret os i at se, at verden var under forandring. Ligesom USA og Vesten behøvede Kina i den Kolde Krig og derfor undlod at træde på dets kerneinteresser, så opdager vi i dag, at vi skal bruge Kina til at løse ikke bare den globale økonomis problemer, men de fleste af de andre globale problemer, vi står med. Nye 'krige' har erstattet den Kolde Krig, og det forhold, at Kina nu er verdens næststørste økonomi, og en meget stærk aktør i internationale organisationer, betyder, at vi igen må respektere, hvad de betragter som kerneinteresser - i Tibet suveræniteten og Kinas grænser.

Det har stået klart for den klogere del af Danmarks embedsmænd, men ikke for landets politikere. Der var ellers mange advarselssignaler: Gordon Brown sikrede sig i 2008, at han mødte Dalai Lama i Ærkebiskoppen af Canterbury's palads, som religiøs leder; Sarkozy var sidst i 2008 ikke så forsigtig og måtte efter fire måneder lave en erklæring stort set som Danmarks nylige; Hollands kabinet besluttede i juni, at statsminister Balkenende ikke skulle mødes med Dalai Lama, »fordi det ville risikere at skade vore forbindelser til Kina«; New Zealands premierminister John Key læste signalerne fra Kina og erklærede: »Jeg mødes ikke med enhver religiøs leder, som dukker op her.«

Tilpasset fortid

Danmark blev fanget. En ny statsminister frygtede at komme i mindretal i tinget, hvis han fulgte sine embedsmænds råd og som Holland sagde nej tak. Og her er vi ved problemets rod. Ingen politiker har turdet forklare situationen for sine kolleger, medierne og opinionen. I det tomrum har den stærke internationale Tibet-lobby med hovedsæde i Washington, og den lokale afdeling, domineret fortællingen. Den komplicerede fortid er blevet skåret til, så man f.eks. kalder Tibet et uafhængigt land i historien, på trods af at intet land i verden nogensinde formelt eller diplomatisk har anerkendt det. Stor autonomi, under kinesisk overherredømme, var reglen og et opslag i de fleste kort fra før 1950 bekræfter det.

Samtidig har en stor del af danskerne og medierne vægret sig ved at se Kinas økonomiske og politiske udvikling i øjnene. Derfor blev klimakonferencen så brat en opvågning. Vi foretrækker at tro, at Kina stadigvæk er økonomisk lidt ubetydelig og ikke har rykket sig en tomme på menneskerettighedsområdet siden 1989. Det er Maos Kina, vi stadig hygger os med. Men som det klart sås under Obamas besøg i Kina, så er USA et helt andet sted end vi: Det ser Kina lige i øjnene som en ligemand og indser behovet for at få det som forbundsfælle i global ledelse. For at stabilisere den globale økonomi, det globale økosystem og global sikkerhed. Vi ser en ny verdensorden, hvor Kina er en ledende repræsentant for dem, der erstatter USA og EU's hidtidige dominans.

Dialogen kan genoptages

Ingen politiker og intet medie (med få glimrende journalistiske undtagelser) er rede til at påtage sig at løfte vidensniveauet og tackle de forskellige »urban legends«. Og så længe Kina stadig har masser af menneskerettighedsproblemer, som de fleste u-lande, er de en nem undskyldning. Det samme gælder Kinas fejlslagne minoritetspolitik over for tibetanere og uighurer. Der er bestemt meget at kritisere, og 'verbal-noten' forhindrer os på ingen måde i det.

Faktisk er vi nu - efter seks måneders iskolde relationer - tilbage i en situation, hvor dialogen kan genoptages. Vi kan igen begynde at samarbejde om vigtige politiske mål i dansk udenrigspolitik, ikke bare omkring Kina, men også globalt. Vi er ikke længere 'uden for trafikken'. Men den usikkerhed, som det skabte, at både stats-og udenrigsminister var i politisk samtale med lederen af en eksilregering, Dalai Lama, betød, at vi måtte fastslå eksisterende politik des mere udtrykkeligt. Vi måtte acceptere 'oppose Tibetan independence', hvor Frankrig slap med: 'afviser at støtte nogen form for tibetansk uafhængighed'.

Det har været svært for danskerne at fordøje den nye virkelighed: at vi må lytte til, hvad Kina identificerer som dets kerneinteresser, hvis vi vil have en velfungerende forbindelse med dem. Derfor er der fortsat brug for politikere med tilstrækkelig bred ryg og en opdateret viden om Kina og Asien. Også vores kritik vil have meget større virkning, hvis den bygger på viden og samarbejdsvilje. Det gælder i høj grad på menneskerettighedsområdet.

Vi kan ikke længere blæse og have bygmel i munden. Vores eksport til Kina er vokset 500 procent fra 1999 til 2008, men man kan vælge at ofre vækst og beskæftigelse for idealerne. Derimod kan vi og EU ikke give køb på at være så centralt inkluderet som muligt i de mange internationale sammenhænge, hvor man arbejder med at redde klodens økonomi, økosystem og sikkerhed. Så ofres der først for meget af det værdipolitiske indhold i vores udenrigspolitik.

 

Clemens Stubbe Østergaard er lektor i international politik ved Aarhus Universitet

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

EU er vist verdens største handelsblok.

Hvis vi vil i EU, så kan EU udvikles til en økonomisk , handelsmæssig og militær magtfaktor,

Et stærkt EU ville kune stille ultimative krav til sine samhandelspartnere om en ansvarlig klimapolitik som vilkår for at kunne eksportere til EU og ville kunne se stort på Kinas følelser i Tibet.