Læsetid: 9 min.

'Dette dokument vil ikke blive vedtaget'

Noter fra flere døgns topmøde-slutspurgt mod teksten, der endte med at blive taget ad notam, ikke vedtaget, af FN's klimatopmøde
Her et kig ind i, hvad de troede var sidste fase fredag aften på top-mødet: Lars Løkke Rasmussen fremlægger en slagplan for (fra v.): EU's José Manuel Barroso, Tysklands Angela Merkel, USA's Barack Obama, Sveriges Fredrik Reinfeldt, Frankrigs Nicolas Sarkozy og Storbritanniens Gordon Brown (forrest med ryggen til). De øvrige er højtstående embedsmænd.

Her et kig ind i, hvad de troede var sidste fase fredag aften på top-mødet: Lars Løkke Rasmussen fremlægger en slagplan for (fra v.): EU's José Manuel Barroso, Tysklands Angela Merkel, USA's Barack Obama, Sveriges Fredrik Reinfeldt, Frankrigs Nicolas Sarkozy og Storbritanniens Gordon Brown (forrest med ryggen til). De øvrige er højtstående embedsmænd.

Henrik Montgomery

21. december 2009

Natten til fredag: Efter klimatopmødets 10. arbejdsdag, mange statslederes ankomst til København og dronningens gallamiddag på Christiansborg for dem samles 27 ledere fra både i- og u-lande til et natligt minitopmøde og beslutter at forberede et aftale-udkast for at bringe forhandlingerne ud af dødvandet.

Fredag morgen kl. 6: Natteforhandlingerne om en tekst er gået i hårdknude. Tilsyneladende har Kina, Indien og Sudan proceduremæssige indvendinger

Kl. 10: Der er panikstemning over manglende fremskridt. Samtidig med at klimatopmødets plenarsal efter planen skulle indlede de formelle forhandlinger, træder omkring 20 landes ledere - inklusive den netop ankomne Barack Obama, Gordon Brown, Nicolas Sarkozy, Angela Merkel - sammen andetsteds i Bella Center for at gøre status. Kina varsler ugler i mosen ved kun at sende en viceudenrigsminister til det lukkede møde, selv om ministerpræsident Wen Jiabao er i byen. Kilder rapporterer, at den kinesiske mødedeltager vedvarende har indvendinger i alle substansspørgsmål.

Mødet i plenarsalen må vente, adskillige pressemøder aflyses.

11.49: Det lukkede krisemøde er netop afsluttet, og Lars Løkke Rasmussen kan med undskyldninger for forsinkelsen indlede det store møde i plenarsalen med den planlagte række af statsledertaler. FN's generalsekretær, Ban ki-Moon, får først ordet og konstaterer, at »aldrig har verden stået sammen i denne målestok.«

Kinas Wen Jiabao gør i sin tale krystalklart, at Kina vil gøre meget for klimaet, men frivilligt, af egen drift og ikke som forpligtelse i forhold til nogen aftale.

Barack Obama følger efter, og siger, at han er nødt til at være ærlig: »Jeg mener, at vores evne til fælles handling er i fare i dette øjeblik.«

Han kritiserer med slet skjult adresse Kina for ikke at ville acceptere 'gennemsigtighed', altså mulighed for det internationale samfund for at kunne kontrollere, at Kina faktisk lever op til sine klimamål.

12.00: Gordon Brown og Obama mødes angiveligt for at lægge et sidste pres på Kina.

»Udsigterne til en aftale er ikke gode. Der er risiko for fiasko,« erkender en britisk forhandler over for The Independent.

Det planlagte familiefoto af statslederne aflyses - familien har det ikke så godt p.t.

ca. 13: Obama og Wen mødes til deres første drøftelse i enrum om uenighederne de to supermagter imellem.

Udgaver lækkes

ca. 15: I Bella Center begynder skiftende udgaver af et udkast til en København-aftale at lække til pressen. Fra første til tredje lækkede udkast nedtones ambitionen om at videreføre processen frem mod vedtagelse af en juridisk bindende traktat i løbet af 2010. Til gengæld styrkes teksten på visse substanspunkter.

ca. 16: Obama ønsker et nyt møde med Wen og et andet møde med Brasiliens Lula, Indiens Singh og Sydafrikas Zuma. Den amerikanske delegation får at vide, at den kinesiske leder er på sit hotel og hans medarbejdere allerede er i lufthavnen, på vej væk fra København. Også den indiske leder siges at være i lufthavnen.

19.00: Obama er klar til at forlade København, men en aftale om møde mellem ham og Wen i Bella Center går pludselig i orden. Obama og hans folk går til mødelokalet for at opdage, at den kinesiske leder er i fuld gang med sit eget møde med Lula, Zuma og Singh, der formodedes rejst. Obama gatecrasher mødet og de fire ledere taler sammen i godt en time.

Parallelt i disse timer forhandler den bredere kreds på 25 statsledere på EU-initiativ - Obama kommer og går ved disse møder. Der tegner sig et klart billede af, at Kina ikke vil gå med til international kontrol, men selv kræver skærpede CO2-reduktionsløfter af USA. Kina har støtte fra Brasilien, Indien og Sydafrika.

Rygter svirrer

USA, Kina, Indien og Sydafrika har fundet fælles fodslag i klimaforhandlingerne. Mens Obama formentlig rejser hjem, skal resten af verden kigge på aftalen.

22.00: Rygterne går, at der nu er skabt enighed om en tekst. Obama holder pressemøde for amerikanske medier, og bekræfter. Frankrigs Sarkozy bekræfter.

Journalisterne venter hvileløst på pressemøder og formel FN-bekræftelse. Ledere og delegerede fra de af verdens lande, der ikke er med i inderkredsen på de to, venter på at kunne komme gang med det plenum, der skal afslutte topmødet med en officiel vedtagelse, og som skulle være gennemført fredag kl. 15.

23.20: En EU-talsmand siger, at der alligevel ikke er enighed. Diskussionen blandt de 25 lande er blusset op igen. Obama er nu om bord på Air Force One og på vej bort

23.45: Gordon Brown holder pressemøde for en snæver kreds. Ifølge ham er aftalen i hus:

»Det her er første gang verden vil blive enige om en fælles tilgang, som alle lande har accepteret, og som indebærer en række vigtige skridt fremad,« siger premierministeren, men tilføjer, at der er lang vej igen og meget arbejde, før dette bliver til en juridisk aftale.

Mytteristemning

Lørdag kl. 0.00:

Termometeret siger minus seks grader, og udenfor Bella Center har samlet sig en gruppe på 100 demonstranter. »Climate shame, climate shame,« messer de, men energien dør hurtigt ud.

Ca. 1.00: Talsmand for G77, Sudans Lumumba Di-Aping holder improviseret pressemøde og siger, at erklæringen - som G77 angiveligt ikke har set - er blevet påtvunget de udenforstående lande af USA med hjælp fra Danmark.

»En grov krænkelse er begået i dag mod fattigdom, mod gennemsigtighed, mod bred deltagelse og mod sund fornuft,« siger Di-Aping.

3.00: Endelig kan Lars Løkke Rasmussen åbne plenarmødet og fremlægge en tekst.

»Jeg er glad for at kunne meddele, at dette arbejde har givet resultat. Det har været muligt for mig at mobilisere enighed om en tekst,« siger han og giver de 193 lande en time til at granske teksten, før man samles igen for en endelig vedtagelse.

Nogle beder om ordet for procedure, men Løkke overhører det bevidst, opløser mødet og går. Folk i salen begynder at hamre i bordene, og Løkke tvinges tilbage: »Jeg er lidt træt, og jeg så ikke, at nogen bad om ordet til procedure,« siger han og undskylder.

Tuvalus forhandler får ordet og siger i et følelsesladet indlæg, at den forelagte tekst og måden, den er fremkommet på og allerede præsenteret på for medierne af Obama og andre, er en hån mod FN og denne verdens udsatte nationer.

Andre følger efter med indvendinger, og efter tre kvarter må Løkke udsætte plenarmødet.

5.00 Plenum genoptages

En morderisk aftale

5.32: Sudans Lumumba Di-Aping anmoder om ordet og leverer den salve, som udløser mødets næste krise:

»Dette dokument, L9 af 18. december, er en af de mest foruroligende udviklinger i UNFCCC's historie. Dette dokumenter truer liv og velfærd for millioner af mennesker i u-landene og eksistensen af Afrika og dets folk. I har ubønhørligt og snæversynet besluttet at fremme med dette dokument en løsning, der baserer sig på to grader celsius, som vil resultere i et groft overgreb mod Afrikas ret til eksistens.

L9 er morderisk det dømmer og fører Afrika ind i en forbrændingsovn (...)

L9 anmoder Afrika om at underskrive en selvmordspagt, en destruktionspagt for at sikre nogle få landes fortsatte økonomiske dominans. Det er uden nogen sans for ansvar eller moral og afspejler samme værdier, der førte seks mio. mennesker i Europa til forbrændingsovnene.«

»Hr. statsminister: Ingen, ingen Obama eller De selv, kan tvinge Afrika til at destruere sig selv,« siger han

»Løftet om 100 mia. dollar kan ikke bestikke os til at destruere et kontinent. Vi anmoder Dem om at trække L9 tilbage. Destruer det fuldstændigt!«

Klapsalver lyder i salen.

Lumumba tilføjer, at han gerne vil have ført til referat, at Lars Løkke Ramussen som formand har forbrudt sig mod alle regler om procedure og gennemsigtighed

Maldiverne er om bord

Næste taler er Maldivernes præsident, der indleder med at anerkende Lars Løkke Ramussens indsats som mødeleder og høster tilsvarende bifald for det. Maldiverne erklærer sin støtte til teksten, selv om den er meget svag. En tekst er bedre for de nødstedte ø-stater, end et sammenbrud siger han.

5.50: Etiopien siger på vegne af Den Afrikanske Union, at man kunne have ønsket sig forbedringer, men han mener som Maldivernes præsident, at det ikke er i de sårbare landes interesse at udskyde et resultat yderligere.

»Den Afrikanske Union bakker fuldt og helt op bag dokumentet,« fastslår han.

5.58: Den britiske miljøminister, Ed Miliband, får ordet og konstaterer, at topmødet står i en dyb krise. Han lægger op til det valg, at mødet enten vedtager København-erklæringen ved konsensus eller vedtager den med en fodnote med navne på de lande, der ikke vil være med.

»Nu har jeg et klart forslag fra Storbritannien om at vedtage dette dokument,« siger Løkke.

»Så jeg vil blot spørge, hvem der er imod. Er der nogen, der vil stemme imod?

Lars Løkke begynder at tæller oprakte hænder - »1, 2, 3, 4...« - men hører protestråb fra salen.

Lars Løkkes bommert

»Jeg er ikke bekendt med jeres regler... I dette system arbejder I efter konsensus, så dette vil ikke være tilstrækkeligt?« spørger han.

Nogen i salen protester over hans improvisationer

»Undskyld, jeg spørger bare,« siger Løkke.

Venezuela begærer ordet: »De har ikke ret til at sætte noget til afstemning. Der er ikke konsensus. Vi vil aldrig acceptere et dokument fra en uklar og ugennemsigtig proces, der ikke har noget mandat og overtræder de fleste FN-principper. Vi vil ikke acceptere det. Vi vil ikke diskutere det.«

Lars Løkke erkender situationen: »Så kan dette ikke vedtages. Sådan er det. Så jeg vil blot gøre én bemærkning: Jeg vil appellere til hvert eneste land om at underskrive det.«

Nogen i salen banker i bordet, så det runger. Det er Cuba, der påpeger, at formanden for konferencen ikke har ret til at agere sådan.

»Ja, jeg ved det,« siger Løkke, »men jeg synes, at det på et eller andet tidspunkt må være okay, hvis jeg kan få lov til at sige blot nogle få ord.«

6.06: Løkke må konstatere: »Der er ikke konsensus. Vi kan ikke på nogen måde vedtage dette papir. Dette dokument vil ikke blive vedtaget.«

Han minder om, at mange skal nå et fly kl. 8 og spørger, om de mange lande på talerlisten fortsat ønsker at sige noget. Det gør de.

8.00: Lars Løkke gør endnu engang status: »Vi kan ikke vedtage dette papir« - og lægger op til at afslutte seancen, da Ed Miliband beder om ordet til procedure:

»Hr. formand, jeg beder om en kort afbrydelse af mødet.«

Løkker griber halmstrået. En meget kort pause, bebuder han.

10.30: Mødet genoptages, Lars Løkke er taget hjem i seng efter 28 timers arbejde i ét stræk, repræsentanten for Bahamas, den ene af COP15's næstformænd har overtaget mødeledelsen.

»På basis af grundige rådslagninger med parterne vil jeg oplæse et forslag til beslutning for jer. Forslaget lyder således: 'COP beslutter at notere sig Københavns-erklæringen af 18. december 2009.' Vedhæftet denne beslutning vil være erklæringen, og i titlen til erklæringen vil det blive specificeret, hvilke lande der tilslutter sig.«

Denne løsning er tilsyneladende handlet af i pausen med relevante lande, for ingen protesterer, formanden erklærer formuleringen vedtaget, og plenarsalen bryder ud i klapsalver. Endelig en slags resultat, endelig på vej mod lufthavnen, søvnen og hjemlandene. Tilsyneladende.

10.34: Diskussionen om København-erklæringens status bliver ved at spøge.

11.50: Bolivia rejser en diskussion om, hvem der egentlig skal registrere de lande, der vælger at tilslutte sig erklæringen. Da den ikke er vedtaget af FN, kan FN-sekretariatet ikke stå for det, mener talsmanden. I stedet kunne Danmark f.eks. tage sig af at registrere landenes navne.

Mødeformanden sukker: »Jeg har været oppe i to døgn og jeg er ved at falde i søvn. Kan jeg bede jer om at være så præcise og kortfattede som muligt.«

Indlæggende fortsætter. 12.03: Formanden fra Bahamas siger tak for denne gang og forlader mødet for at nå flyet hjem til 25 graders varme. Mødet tager hul på sin tredje formand, repræsentanten for Salomon-øerne.

12.17: Nepals repræsentant begynder at tale om klimatruslen mod Himalaya og behovet for at gå efter 1,5 grader som grænse for temperaturstigningen.

Kl. 13.00: Formanden bruger nu enhver anledning til at bede talerne om at fatte sig i korthed og tænke på, at alle er udmattede, og mange snart skal være i lufthavnen.

»Jeg har nu 17 på talerlisten,« siger han og ser bedrøvet ud.

15.26: Plenarsalen, hvor tusinder af delegerede har forhandlet og kæmpet dag og nat, er mere end halvtom. Klimatopmødet er ved vejs ende.

Rusland får det sidste ord for at understrege, at man tilslutter sig København-erklæringen. Mødets formand fra Salomon-øerne slutter af:

»Vi ønsker alle en god ferie og ønsker Sydafrika held og lykke med gennemførelsen af FIFA World Cup. Vi vil bede sekretariatet sikre, at der ikke kommer til at foregå noget i juni. Mange tak, alle sammen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når en fiasko bliver en succes, et nederlag en sejr, synes vi klar til den næste vinterkrig. Og nu er verdensscenens kvindelige rolleindehaver rejst til Brüssel for at slå det næste brød op, som heller ikke kan bages. Føler Danmark og EU sig efterhånden så store, at meningen er, som USA har praktiseret i mange år, at sætte FN ud på et sidespor, hvor man selv kan bestemme mål og med? Hvor mange går der på et oprør?

Martin Kristensen

Problemet med FN er at ethvert land kan blokere når der skal konsensus til. Man har med andre ord et system med motor som en plæneklipper og bremser som en Rolls Royce.

Angående skylden for sammenbruddet tillader jeg mig at henvise til en konkurrent, der har det mest kortfattede og overskuelige referat af deltagerne jeg endnu har læst:

http://jp.dk/klima/politik/article1926162.ece

Fotoet til denne artikel viser FN-værten, Løkke, tale i chambre separee med Obama og EU's ledere.

Hvad laver FN-værten i denne forsamling?

Skulle Løkke ikke som FN-vært have bibeholdt bare et lille figenblad af neutralitet og undladt at deltage i så snæver en kreds?

Med fotoets tydelige sammenspisthed mellem formandsskabet og de rige statsledere forstår man godt de mange mishagsytringer fra specielt u-landene.

Ikke mindst når man også tager i betragtning, at 3 måneder før topmødet fik Løkke et papir fra Obama med USA's krav til resultat af klimatopmødet.

Gennem de 3 måneder op til top-mødet forsøgte Løkke pligtskyldigt som USA's stik-i-rend dreng at få opbakning til dette papir. Altså en politisk rævekage, i stedet for en juridisk bindende aftale.

Den 9/12 afslørede The Guardian indholdet af papiret.

Torsdag den 17/12 ved middagstid forsøgte Løkke at fremlægge dette papir for FN-forsamlingen som en ramme for kompromis, således at der kun skulle være detaljer og foto-opportunities tilbage til fredagens 110 topledere.

Men FN kunne ikke kuppes med et sådant USA-papir, som med et pennestrøg ville have tilsidesat det møjsommelige FN-arbejde, som var foregået de seneste år op til topmødet.

Billedets dystre stemning og de nedadvendte mundvige kunne tyde på, at Løkke er ved at afrapportere til de rige lande, at mission rævekage mislykkedes, og at man nu hurtigt måtte i arbejdstøjet for at bage en ny.

Resultatet blev en kaloriefattig luftig galopkringle, som ikke har en kinamands chance for at holde temperaturstigningen under 2 grader.

Morten Kjeldgaard

Det er FN-værten og dermed Danmarks opgave at afklare alle knaster før mødets start, men denne afklaring har helt åbenlyst ikke fundet sted. F.ex. er det helt uforståeligt at Kinas kategoriske afvisning af enhver from for kontrol ikke var handlet af længe før mødets start.

Det er mødeværtens ansvar at der ligger et katalog over tilbageværende uenigheder og knaster klar ved mødets start, netop for at undgå at nogen føler sig rendt over ende.

Det må være forhandlingsteknik for begyndere.

Morten Kjeldgaard

Lars Løkke Rasmussen: »Jeg er ikke bekendt med jeres regler… I dette system arbejder I efter konsensus, så dette vil ikke være tilstrækkeligt?«

En pinlig fortalelse som siger alt. Det er "jeres" system, ikke "vores".

@ Morten Kjeldgaard
" F.ex. er det helt uforståeligt at Kinas kategoriske afvisning af enhver from for kontrol ikke var handlet af længe før mødets start."

Helt enig. I betragtning af hvor stor en rolle kontrolaspektet spillede i debatten torsdag/fredag er det uforståeligt, at der ikke var lavet et hjemmearbejde fra formandsskabet.

Det burde ikke have været en ny problemstilling, idet rævekagepapiret, som Løkke rejste rundt med i månederne forud for mødet, indeholder - ligesom det endelige resultat - et bilag, hvor de enkelte lande skal anføre deres reduktion af CO2-udslip, som skal have en vis sandhedsværdi.

Hedegaard, der selv repræsenterer erhvervslivets politik over for ulandene og en traditionel alliance med USA, talte forud om klimamødets "knald eller fald", og hun kendte Kinas krav om suverænitet, et selvbestemmelsesprincip, som har haft stor betydning siden fredsaftalen i 1920, men som USA i politibetjentrollen ofte har forsøgt brudt. (Imellem venner siger man, at kontrol er godt, men tillid bedre.)