Læsetid: 5 min.

'Drop kvotehandlen, smid den bare ud'

Kvotemarkedet for CO2 er grundlaget for en aftale i København. Så hvis det ikke fungerer, kan landene vedtage nok så ambitiøse reduktioner, uden at det får betydning. Ngo'en Carbon Trade Watch har analyseret markedets udvikling. Dommen er nådesløs
Hvis det stod til Oscar Reyes, blev kvotesystemet afskaffet hurtigst muligt.

Hvis det stod til Oscar Reyes, blev kvotesystemet afskaffet hurtigst muligt.

Sigrid Nygaard

10. december 2009

Igennem to et halvt år har Oscar Reyes skrevet på en bog om kvotehandel. Han arbejder for den lille ngo Carbon Trade Watch, og tilhører nogle af de mest vidtgående kritikere af kvotemarkedet.

»Drop kvotehandlen, den leverer ikke det, den skal,« siger Oscar Reyes.

Den kompromisløse kritik kan virke næsten meningsløs på et tidspunkt, hvor kvotehandlen fejres som den måde, i-landene skal reducere deres udledninger på. Ikke desto mindre bakkes den op af en ledende klimaforsker som James E. Hansen, chef for NASA Goddard Institut, der for nylig opfordrede til at droppe en klimaaftale i København, først og fremmes fordi den hviler på et fundament af kvotehandel.

Men det er ikke den vej, udviklingen går i øjeblikket: EU's kvotemarked, som er det første regionale marked i verden, står til at blive udvidet voldsomt, og i USA er der forslag om at skabe et lignende marked efter europæisk billede, og hvis det sker, vurderes det globale marked for CO2 i 2020 at have en svimlende værdi af to-tre billioner dollars.

Mia. til forureneren

EU's kvotemarked startede tilbage i 2005, og flere gange er bunden gået ud af markedet. Første gang i 2007, fordi regeringerne havde uddelt langt flere CO2-kvoter, end virksomhedernes udledninger gav behov for. Derfor faldt værdien af ledige kvoter fra godt 30 euro pr. ton CO2 til nul.

»Kvotemarkedet reducerer simpelthen ikke udledningerne, fordi det er så fuldt af huller, og jeg kan ikke se, hvordan det kommer til at ændre sig,« mener Oscar Reyes.

Det væsentligste hul i markedet har indtil nu været, at der er uddelt alt for mange kvoter, hvilket nærmere har belønnet de mest forurenende virksomheder, end det har fået dem til at spare.

Et af de mest ekstreme eksempler er verdens største stålvirksomhed ArcelorMittal, der ifølge en analyse af ngo'en Corporate Europe Observatory, gratis har fået tildelt kvoter, som virksomheden ikke skulle bruge og derfor kunne sælge videre for mere end to milliarder euro.

Der er ingen opgørelser over de samlede fortjenester for overskudskvoter, men i Storbritannien vurderede en undersøgelseskomite under Parlamentet, at elværkerne sandsynligvis havde tjent mere end fire milliarder kroner om året i perioden 2005-2007. I Tyskland vurderede miljøministeriet, at den samlede fortjeneste for de fire største elproducenter var mellem 44-60 milliarder kroner i samme periode.

»Det var svært for politikkerne at kontrollere, om industrien havde ret, når de sagde, at der var behov for så og så meget, og derfor fik de, hvad de bad om,« siger Oscar Reyes.

Hvis kvotemarkedet skulle virke efter hensigten, mener Oscar Reyes, at prisen pr. tons skulle helt hæves fra de nuværende 14 euro til helt op omkring 150 euro.

»Så ville det ændre måden at producere og investere på, men problemet er, at det er urealistisk, at vi kommer til at se det. For ligeså snart prisen begynder at stige, så lægger industrien massivt pres på, for at få et loft. Det har vi allerede set,« mener Oscar Reyes.

EU's kvotemarked, kaldet ETS, skal fra 2013 fornyes endnu engang. Det er planen at inkludere en lang række andre drivhusgasser foruden CO2. Og Oscar Reyes frygter at det vil betyde, at der endnu engang kommer alt for mange kvoter på markedet.

»Hver gang, der indføres nye elementer på markedet, er det nemt for industrien at få udvidet kvoterne til langt ud over, hvad de bør være. Det så vi i starten af markedet, og vi kommer til at se det igen,« mener Oscar Reyes.

Flere af de nye industrigasser, som skal inkluderes i systemet, er meget potente drivhusgasser, hvoraf de stærkeste er 11.000 gange stærkere end CO2.

»Det betyder, at hvis man regner bare lidt forkert i systemet, så bliver resultatet rigtig forkert,« siger Oscar Reyes.

Dobbelt bogføring

Et andet hul er firmaernes mulighed for at købe sig til aflad i u-landene. Med de såkaldte CDM-projekter (clean development mechanism, red.) kan stater og virksomheder betale u-landene for at reducere deres udledninger i stedet for at gøre det selv.

Mekanismen blev presset ind i Kyoto-aftalen af Al Gore, der dengang ledede det amerikanske forhandlingsteam, og administreres i dag af FN. Men det europæiske kvotemarked accepterer også, at man kan optjene forureningstilladelser ved at lave projekter i u-landene. Men kritikken af CDM har været hård, og Oscar Reyes mener, CDM skader mere, end det gavner.

»I-landene har en forpligtelse til både at skære ned i udledningerne og betale for, at u-landene finder en anden vej,« siger Oscar Reyes.

»Det bliver dobbelt bogføring. På den ene side betaler vi for at undgå reduktioner hjemme, og på den anden side bruger vi betalingen til at erstatte de penge, vi burde hjælpe u-landene med.«

Desuden argumenterer han, at de penge, u-landene har brug for, i høj grad handler om at skulle tilpasse sig klimaforandringerne, og her hjælper CDM ikke. For det første fordi næsten alle pengene indtil videre er gået til Kina og Indien, og for det andet fordi pengene havner i private firmaer og ikke hjælper lokalbefolkningen med at beskytte sig og finde nye veje.

»Gruppen af u-lande i G77 siger, du tager, hvad der var en forpligtelse, og gør det til en markedsmulighed, og det er ikke fair,« forklarer Oscar Reyes.

Ekstra projekter?

Kritikken af CDM handler også om, at projekterne i mange tilfælde alligevel ville være blevet til noget. Hvis det passer, så undgår i-landene reduktioner, uden at der egentlig kommer noget i stedet. WWF Verdensnaturfonden har tidligere anslået, at mellem en tredjedel og to tredjedele af alle projekterne ikke kommer oveni.

»Der er lavet mange studier af det her, som viser, at en del af projekterne ville være foretaget alligevel, og hvis de alligevel ville være sket, så er det meningsløst, at de giver europæiske firmaer lov til at lade være med at reducere,« siger Oscar Reyes.

Samtidig stammer mere end halvdelen af alle kreditter i CDM-systemet fra de såkaldte HFC-23 projekter, der er blevet hårdt kritiseret, fordi de har betydet direkte milliardstøtte til kinesiske og indiske entreprenører, som har produceret drivhusgasser.

»Hele godkendelsesproceduren er hullet, fordi det ender som rent gætværk, om projekterne er ekstra eller ville være lavet uanset hvad. Derfor erstattes din egen forpligtelse til at reducere med en hypotetisk forestilling om reduktioner et andet sted.«

Bogen 'Carbon Trading - How it works and why it fails' kan downloades gratis på nettet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu