Så er den her igen - debatten om gruppeeksamen. Denne gang på foranledning af det ekspertpanel, som videnskabsminister Helge Sander (V) selv har nedsat. I evalueringen fastslår eksperterne, at universiteterne er styret for hårdt fra centralt hold, og at de bør have større frihed til selv at bestemme, hvordan de vil nå de af politikerne fastsatte målsætninger.
»Eksempelvis bør universiteterne selv kunne bestemme, om de vil have gruppeeksamener eller ej,« konkluderes det i rapporten.
Det glæder selvsagt oppositionen på Christiansborg, hvor kampen for gruppeeksamen har samlet partierne fra de radikale til Enhedslisten.
»Jeg er glad for, at evalueringen har det aspekt med. Vi vil nu rejse debatten endnu engang og håbe, at ministeren lytter til det panel, han selv har nedsat,« >siger forskningsordfører Kirsten Brosbøl (S).
Samme toner lyder fra SF's ordfører:
»Det er meget positivt, at man lukker op for gruppe-eksamener igen. Der er behov for at sikre reel indflydelse og uafhængighed. Universiteterne skal have mere selvbestemmelse, når det kommer til den slags spørgsmål,« siger Jonas Dahl.
DF: Klart nej
Videnskabsminister Helge Sander afviser dog at følge evalueringspanelets anbefaling:
»Jeg står inde for beslutningen om, at gruppeeksamenerne er blevet afskaffet. Bag hver karakter skal der være individuel bedømmelse. Så det er en af de anbefalinger, som jeg har meget svært ved at imødekomme,« siger ministeren.
Og oppositionen får heller ikke hjælp fra Dansk Folkeparti. Partiets forskningsordfører Jesper Langballe har blandt andet kæmpet for flere basismidler og forskningsfrihed og betragter med egne ord sig selv som »universiteternes advokat på Christiansborg«:
»Det er gennemgående fornuftigt, at universiteterne får lov at bestemme selv. Men i forhold til at genindføre gruppeeksamen er svaret klart nej. Det er den enkeltes viden og kompetencer, der skal vurderes ved eksamen og kun det,« fastslår han.
Leder side 2
Ville det ikke ha´været mere underligt ,hvis de uafhængige eksperter ikke anbefalede genindførelse af gruppeeksamen, når skolefolk, erhvervslivet og dele helt ind i regeringspartierne selv anbefaler genindførelse af gruppeeksamen.
De gange som en samlet opposition har stillet beslutningsforslag i Folketinget har debatten være mere præget af politisk modstand end af saglige argumenter imod gruppeeksamen fra OVKs side.
Håber at universiteterne får deres FRIE valg tilbage så de selv kan bestemme om de vil udbyde gruppeeksamen.
Regeringens forbud mod gruppeeksamen er ren signalpolitik uden baggrund i en moderne virkelighed - liberalistisk ideologi - dyrkelse af en type egoistiske personlighed, som stort set kun kan overleve i borgerlige Christiansborgpolitiske kredse...
...ansvarsløst