Læsetid: 2 min.

EU indkalder nøglespillere til møde i 11. time

Mindre end 24 timer før klimatopmødet slutning trommede EU i aftes relevante parter til krisemøde. Unionen er nu enige om at love en 30 procents CO2-reduktion i 2020, men holder på sit stærkeste kort til aller sidste øjeblik
18. december 2009

Det svenske EU-formandskab og EU-Kommissionen udsendte i aftes fælles en appel til et møde med relevante spillere, som i aftes skulle mødes for at »samle konsensus om en global aftale, som kan give et ambitiøst resultat for denne konference«.

Invitationen gik ud til både stats- og regeringslederne fra G20-landene som blandt andre tæller Kina, Brasilien, Indien, Sydafrika, USA og Japan og til repræsentanter for Den Afrikanske Union og de små østaters sammenslutning.

»Vi vil have møder på lederniveau, for lederne er ikke bare kommet for at holde taler. De er kommet for at skabe fremdrift i forhandlingerne,« lød det fra EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso.

Mødeindkaldelsen kom efter, at Storbritanniens premierminister Gordon Brown, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, Tysklands kansler Angela Merkel, Spaniens ministerpræsident Jose Zapatero og Lars Løkke Rasmussen i går eftermiddag havde holdt rådslagning.

Enighed om 30 procent

Mødet blev holdt efter redaktionens slutning, men ifølge kilder i EU-systemet, var der i aftes fuld enighed blandt EU-landene om, at EU kan bevæge sig fra den lovede 20 procents CO2-reduktion til 30 procents reduktion i forhold til 1990.

Spørgsmålet var dog stadig, hvornår kortet skal spilles.

Den tyske kansler Angela Merkel har hele tiden holdt igen i forhold til at lægge reduktionsmålet på bordet, selv om presset har været massivt fra flere sider for at få tallet på bordet, men det kommer kun, hvis andre rige lande lover noget tilsvarende, og det understregede Angela Merkel endnu en gang i sin tale i går eftermiddag.

NGO'erne beskylder Merkel for at spille hasard med de fattige landes tillid i forhold til, som gennem processen har tabt troen på de rige landes vilje til at gøre noget ved klimaproblemerne, men Merkels beslutning ligger i tråd med det danske formandskabs ønske.

Danskerne ønskede nemlig ikke, at EU spillede ud med sine mål for tidligt, fordi der har været uenighed i EU-kredsen om, hvor langt man kunne strække sig. Flere af EU's østlande har været imod for store reduktionsforpligtelser, og der har været kræfter, som har presset på for, at EU skulle strække sig til en 25 procents CO2-reduktion i 2020 og først gå op til en 30 reduktion i 2025. Det danske formandskab har derfor ønsket at vente med en EU-beslutning til de sidste nervepirrende timer, hvor alle er villige til at strække sig optimalt for at få en aftale i hus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu