Læsetid: 3 min.

EU svigter europæiske patienter

Der kommer ikke nye regler for, hvordan man som patient kan blive behandlet i et andet EU-land foreløbig. Medlemslandene har opgivet at blive enige om et nyt direktiv, og det efterlader patienterne i et tomrum
Det bliver ikke nemmere at få behandling i et andet EU-land lige foreløbig. Medlemslandene har nemlig valgt at udskyde vedtagelsen af et patientdirektiv, der kunne sikre nemmere behandling til alle EU-borgere i hele unionen.

Det bliver ikke nemmere at få behandling i et andet EU-land lige foreløbig. Medlemslandene har nemlig valgt at udskyde vedtagelsen af et patientdirektiv, der kunne sikre nemmere behandling til alle EU-borgere i hele unionen.

Kristine kiilerch

9. december 2009

Selvom der er lang ventetid eller dårlig behandling på det lokale sygehus, bliver det i fremtiden ikke en rutinesag bare at søge til et andet EU-land for at få behandling i stedet for.

Det EU-direktiv, der skulle fastsætte reglerne for patientmobilitet over grænserne, er nemlig blevet sparket til hjørne, fordi EU-landene ikke kan blive enige, og det efterlader nu patienterne i et tomrum, hvor de ikke ved, hvilke regler der gælder.

»Vi skaber en kolossal usikkerhed for patienterne. De ved ikke, hvad de har at gøre godt med, og det kan vi ikke være bekendt,« siger Christel Schaldemose (S), der er europaparlamentariker og sidder med i udvalget for indre marked og forbrugerbeskyttelse, som også har været i gang med at behandle Kommissionens direktivforslag, som kom forrige sommer.

For langt til hinanden

Men behandlingen er nu sat i bero efter, at de 27 EU-landes sundhedsministre i sidste uge måtte erkende, at de står alt for langt fra hinanden i forhold til at få nogle regler på plads omkring patientmobilitet. Med Spanien og Ungarn i spidsen blokerede en gruppe lande for forhandlingerne.

»Jeg er tvunget til at konkludere, at vi ikke kommer til at gøre fremskridt i sagen,« lød det efter sundhedsministermødet fra den skuffede svenske sundhedsminister, Göran Hägglund, der ligesom den danske minister gerne havde set regler på området.

Wild west

For uden regler har patienterne kun EF-domstolens afgørelser i tidligere patientsager at holde sig til, og det gør området til 'wild west', mener man hos interesseorganisationen Danske Patienter.

»Hvis ikke vi får et direktiv, der regulerer det her, bliver det domstolsafgørelser, som operationer i udlandet skal baseres på. Det betyder, at det kun er de ressourcestærke, der har mulighed for at opsøge informationer, som selv kan lægge ud for en operation og bagefter eventuelt hive pengene hjem via domstolen, der kan gøre brug af systemet. Det er helt uacceptabelt,« siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.

»Problemet er, at der er rigtigt mange, der har hørt om det her, og som sidder med en fornemmelse af, at de har en masse rettigheder, men vi ved ikke helt præcist, hvad de er, og det er altså ikke domstolene, der skal træffe politiske beslutninger, men politikerne,« siger Christel Schaldemose.

27 fortolkninger

Erfaringerne viser, at når EU-landene kun kører efter domstolen og ikke har nedskrevne regler, så bliver der stor forskel på borgernes rettigheder.

»Det er tydeligt, at når landene blot forholder sig til domstolens afgørelser, så fortolker de som regel snævrere, end hvis der ligger en politisk afgørelse. Også i Danmark. Derfor er det min formodning, at man som europæisk patient ikke vil få alle rettigheder. Der vil være 27 nationale genfortolkninger af, hvad der gælder, og i praksis vil det blive svært for patienterne at benytte sig af rettighederne,« siger Dorte Sindbjerg Martinsen, der forsker i patientmobilitet ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet. De østeuropæiske lande er bange for, at de rigere vesteuropæere vil oversvømme deres sundhedsvæsen, fordi deres sundhedsforsikringer kan se, at det er billigere at få betalt deres operationer der. Spanierne derimod er imod direktivet, fordi de frygter, at det kan udvande deres sundhedsvæsen, hvis de for eksempel skal betale for alle de nordiske pensionister, der har slået sig ned i landet, og som Spanien skal betale sociale ydelser for, tager hjem til de nordiske lande for at blive opereret.

Truer med annullering

Derfor er spørgsmålet nu, hvornår patientmobilitetsdirektivet kan tages op igen, for til nytår er det Spanien, der overtager EU-formandskabet, og selvom landet egentlig har forpligtet sig til at tage problemet op igen, er der ikke mange, der tror, der vil ske noget konstruktivt det næste halve år.

»Her i parlamentet forventer vi først, at der virkelig vil ske noget næste efterår under belgierne, og så vil det blive en meget langstrakt procedure, for først skal de blive enige i rådet, og det, ved vi allerede nu, er meget svært. Men så skal de også blive enige med os i parlamentet, og vi vil gå endnu videre end dem, så der kan både blive tale om andenbehandling og forligsprocedure. Det betyder, at det her vil tage meget lang tid,« vurderer Christel Schaldemose.

Den nuværende sundhedskommissær truer endda med, at direktivforslaget vil blive annulleret.

»Den næste kommission vil bruge noget tid til at tænke over den her fiasko og helt ærligt, så udelukker jeg ikke muligheden for, at forslaget bliver trukket tilbage,« sagde Androulla Vassiliou, EU-kommissæren for sundhed efter sammenbruddet hos sundhedsministrene.

»Hvis det bliver tilfældet, vil der ikke være nogen egentlig regulering på det her felt de næste fem til ti år,« siger Dorthe Sindbjerg Martinsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu